En dag med faglighed

Egentlig er det noget vrøvl at skrive sådan i overskriften, for hver arbejdsdag er jo fyldt med faglighed. I går var jeg til sygeplejesymposium sammen med 260 andre nordjyske sygeplejersker. Det var en god oplevelse, og der var mange emner og måder at anskue sygeplejen på, som inspirerede. Min leder fremlagde sit masterprojekt og jeg og to andre kolleger hørte dette og mange andre oplæg. Derudover var et indledende og afsluttende oplæg, som var fælles for alle. Så nu har jeg hørt Svend Brinkmann, han kan da tale, den mand og har også tæft for formidling og sjove anekdoter. Blot skulle han ikke flere gange sige, at det var svært at nå tre timers foredrag på 3 kvarter. Er man hyret til en opgave, må man levere den som bestilt, dvs. det er hans opgave at vælge det ud, han gerne vil fortælle om og så få fjernet de slides, han ikke kan nå, før han går på scenen. Men jeg kunne lide hans gode pointer, dem må du bare få en anden gang, da jeg er for doven til at finde arbejdstasken med noterne.

Weekenden er begyndt, jeg får besøg af fem skønne blogkvinder i dag, om end de fleste af dem nærmest ikke blogger mere, men så kan jeg følge dem på instagram. Konceptet er som for knap to måneder siden, jeg sørger for drikkevarer og stole nok omkring bordet, de andre kommer med lækkerierne. Jeg glæder mig til masser af latter, snak og nærvær. Udover drikkevarerne lovede jeg at sætte marmelade på bordet, så det fik jeg hurtigt lavet i går aftes, nu står der stikkelsbær og solbærmarmelade på bordet. Ha en dejlig lørdag.

Aftenstemningsbilleder fra i går

En boganbefaling og ikke et ord om vejret

Lydbogen er downloadet, jeg har også lyttet og synes, den lyder spændende, men … Mine gamle blogveninder (gamle fordi det er dem, jeg har kendt i al den tid, jeg har blogget, så sandelig ikke pga. deres alder) griner lidt af mig, fordi jeg har så svært ved lydøger, hvor jeg ikke kan bestemme, om jeg vil skimlæse eller endda hoppe over passager. Men jeg har fundet ud af det, nogen gange trykker jeg på pil frem, så hører jeg lidt og trykker igen, til jeg er sikker forbi det, jeg ikke har lyst til at læse/høre. Den bog jeg læser lige nu, er valgt af to årsager: Den er på e-reolen anbefalet, hvis man er til Rosamunde Pilchers bøger, og det er jeg. Og derudover er den valgt, fordi jeg ville have en bestemt oplæser. Jeg er ny udi i det her lydbogsunivers, men min anden bog måtte jeg opgive at læse, fordi oplæseren ødelagde min oplevelse.

Den bog, jeg gerne vil anbefale, er jeg færdig med at læse/høre, den fik også enkelte gange på pil frem knappen, fordi historien indimellem var for grum for mig. Bogen følger en indisk pige, fra hun bliver født, bliver adopteret til USA og til hun forsoner sig med sin historie som adopteret med et ophold i Indien. Historien bliver fortalt gennem manges øjne udover hendes egne. Her er Ashas biologiske mor, hendes biologiske far, hendes adoptivmor, hendes adoptivfar og hendes adoptivfarmor. Jeg fik megen viden om Indien, om slumkvarterer, om indisk mad, om traditioner og nutid, om adoption, foruden en god historie om en ung kvindes vej ind i voksenlivet.

Du kan læse en anmeldelse her, hvor der står: Gribende og tankevækkende debutroman om adoption, moderkærlighed og mødet mellem to kulturer – om at være født i et land i fattigdom, hvor man er uønsket alene på grund af sit køn.

Fridagen i dag er blevet brugt hos frisøren og på mit arbejde, der var personalemøde med gennemgang af sygehusets trivselsundersøgelse, og så inkluderede jeg en patient til vores projekt med det papirarbejde, det medførte. Nu vil jeg finde strikketøjet frem, for i weekenden kommer der strikkeglade blogkvinder, og jeg glæder mig. Men jeg er ikke nået meget længere på kjolen, siden sidst jeg så nogle af dem, så nu snupper jeg en pind eller to.

Blæsten går frisk over Limfjordens vande

Det er da en sang, der er aktuel i dag. Men hellere blæst end regnvejr, så der pløjes herhjemme, og snart er vi klar til at finde gyllesprederen frem. Nu siger jeg nok så frejdigt vi, jeg har ikke en part i det arbejde, jeg holder mig til kontorarbejdet med løn og styr på regninger og regnskab. Og så giver jeg den som landhusmor, der hopper over hvor gærdet er lavest i denne tid, så det er købeboller og købekage, men er landmændene heldige, skal de nok få smagt lidt hjemmebag, inden korn og kartofler er i jorden. Apropos husmodertjansen, så irriterer det mig, at min opvaskemaskine pludselig ikke vasker terandene af kopperne. Mig bekendt er det det samme mærke, jeg bruger i tabs, så hvorfor jeg nu skal stå med groft salt og gnubbe hver kop for at få dem pæne og rene, undrer mig.

Arbejdsdagen er gået med lidt af hvert, og der er godt nok lang vej hjem for at finde den der nye arbejdsidentitet. Undervisning i dag af radiografer, jeg synes, jeg gav dem det, de efterspurgte, men jeg fornemmede ikke, at det var det de ønskede. Til gengæld nød jeg samarbejdet med udviklingsterapeuten, hun er bare fantastisk dygtig, på alder med mine børn, men med en tilgang til sin stilling som gør, at man tror, at hun er ældre og har mere erfaring. Vi snakkede om, at vi havde hvert vores udgangspunkt, hun har jo aldrig prøvet at være specialisten, hvor det er det, jeg skal have afkodet efter mange år som specialistsygeplejerske. Senere havde jeg en time sammen med to af de kliniske vejledere, hvor vi sammen knækkede koden til et nyt tiltag for de studerende. Her kunne jeg mærke, at jeg kunne bidrage til noget, som de blev klogere på. Det kommer på som dagens identitetsrygklap.

Regnen går lige nu i en bue nedenom os, så landmanden fortsætter, hvor medarbejderne slap til fyraften.

Kontorarbejdet herhjemme er klaret for i dag, terandekopper er terandefri, pander og fade i blød er nu rene tilbage i deres respektive skabe. Vasketøjet skal lægges sammen, det kan ske til en serie. Og således har vi hver især vores arbejdsopgaver på en ganske almindelig tirsdag i april. God aften til dig

Hvordan finder man en ny identitet?

Nej vi er ikke ude i tips til lyssky virksomhed med nyt pas, hat og blå briller eller deltagelse i vidnebeskyttelsesprogram med nyt arbejde, nyt hår og andet navn. Noget af det supervision kan, er at sætte tanker i gang, og det er sket for mig hver gang, vi er mødtes i min supervisionsgruppe. Og når jeg så sætter ord på disse tanker, som i weekenden til datteren, ja så giver det anledning til flere tanker i bilturen hjem og gåturen i aftes.

Jeg har tænkt meget over, hvad det er, der gentagne gange får mig ud i det felt, hvor kroppen siger fra med søvnproblemer, tankemylder, følelsen af ikke at slå til osv. Nogle gange så meget, at jeg, for at tale i filmsprog, har følt, at jeg var totalt fejlcastet til denne funktion, at vi alle havde set forkert. Pludselig under snakken i gruppen går der en prås op for mig, min supervisor siger noget om identitet og om hvorfra man henter sin identitet. Det er jo det! Jeg henter i stor udstrækning min arbejdsidentitet og mine succesoplevelser fra det at være en god sygeplejerske, de øjeblikke, hvor en forflytning får en patient eller kollega til at forstå, at forflytning ikke bare er at flytte sig fra et sted til et andet, men handler lige så meget om kvaliteten/læringen i måden, det gøres på. De øjeblikke, hvor en samtale finder de rigtige ord og giver håb/forståelse/mening. De øjeblikke, hvor sygeplejen er i højsæde, det er det, der giver mig min identitet som sygeplejerske. Det er det, der gør, at jeg kan svæve hjem selv efter en hård arbejdsdag. Men det er ikke det, der er mit arbejde i dag. Jeg er ikke inde hos patienterne hver dag, min jobfunktion er at klæde mine kolleger på til at yde den bedste sygepleje til patienterne. Det skal jeg gøre gennem instrukser, undervisning, sparring, sygeplejefaglig konference, audit på dokumentationen, ugentlige fokusområder osv. Og jeg holder virkelig meget af de funktioner, men jeg har bare ikke fundet ud af at hente min identitet/mine succesoplevelser derfra. Så hvordan gør jeg det? Hvordan finder jeg en ny identitet? Svaret har jeg ikke, men det, at jeg nu kender spørgsmålet, gør, at jeg kan begynde at tænke over svarmulighederne, og det er godt.

Billederne er fra aftengåturen i går, men morgengåturen i dag var med lige så skøn en sol, blå himmel og frisk luft. God mandag til dig.

I sne og slud

skal sygeplejersken/landmandskonen/moderen ud. Dagen startede koldt, men med solskin, datteren og jeg smuttede over grænsen og handlede ind til 30 års fødselsdagsfest. Det var oplagt at kombinere mordatterweekend med indkøb, da vi også skal med til festen, dermed fik de to 30 års fødselarer mere for pengene, der var afsat. De har frabedt sig gaver og ønsker mad til et buffetbord. God ide, når man nu er studerende og gerne vil holde fest.

Solen skinnede så dejligt, så hjemvendt til Haderslev kørte vi forbi Lagkagehuset, det oprindelige, der hvor Lagkagehusene startede. Det vidste jeg slet ikke, men nu ved jeg og I det. Vi købte lækre sandwiches og kørte ned til havnen i Haderslev og fandt en lille lækrog og nød maden, vandet, solen og hinanden.

Efter at have brygget te til køreturen var det tid til afsked. Datteren havde en opgave, der snart skal være færdig og jeg havde 2,5 timers køretur foran mig. Og vejret svingede mellem 0,5 graders kulde til 8 graders varme. Der var både regn, slud, sne, hagl og solskin, pludselig skiftede vejret og temperaturen dykkede.

Hjemme skinner solen og jeg taler vældigt med mig selv om det gode i at gå en tur efter at have siddet i en bil så længe. Jeg har ikke overbevist mig selv endnu, for trætheden er vældig overbevisende i sit forslag om at strikke, mens jeg ser film. Aftensmaden behøver jeg ikke tænke på, for der er masser af osso buco fra landmændenes aftensmad i går og ditto kartoffelmos, salat og gulerodsråkost.

Hvad vejr I end har haft i dag, håber jeg, at I har nydt/nyder søndagen.

Haderslev i bygevejr

Turen ned gennem Jylland gik forrygende, en god bog at lytte til, vand og te samt en grovbolle med ost, så kørte bilen næsten af sig selv. Jeg regner ikke 2,5 time på motorvejen for noget, når bare der ikke er kø og tæt trafik, og jeg var heldig. Syd for Randers begyndte bygevejret, og indimellem haglede det helt vildt, det er ok, når bare det holder tørvejr i Vendsyssel.

Vel ankommet i datterens lejlighed blev vi enig om en hurtig gåtur i byens gader, solen havde skinnet hele formiddagen, og byen havde været fuld af mennesker. Nu var alle væk, og bygerne kom og gik, men jeg fik set en lille del af byen.

Vi hyggede os med at se de små gæslinger vralte ved siden af forældrene og at finde de mange dyr, der var skåret ud i et gammelt træ.

Domkirken nåede vi også indenom, her havde datteren været til kristen meditation, hvilket havde været en god oplevelse. Jeg nåede også at få fornemmelsen, som datteren havde, da hun flyttede til byen, nemlig at man nemt kan miste retningsfornemmelsen. Jeg plejer at være god til at orientere mig, men havde vi fulgt mit instinkt, var vi ikke kommet hjem til lejligheden. Om det er de små brolagte gader, som går op og ned og på kryds og tværs, der forvirrede, skal jeg lade være usagt.

 Jeg var glad for en god guide, og hjemme i lejligheden nød vi en kage fra Lagkagehuset sammen med teen. Nu hygger vi os med strik og computer. God lørdag til dig.

Forklaring må der til

Store Bededag, solskin, fridag; det kan da kun blive en god dag, og jeg havde mange planer for denne dag. Og alligevel sidder jeg stadig her, jeg er ikke ude og tømme gamle krukker. Jeg er ikke inde i byen og finde blomster til krukker. Jeg er ikke i gang med at vaske vaser, så jeg kan komme i gang med at fylde foråret i vaserne (påskeliljer og forårsgrene har jeg masser af udenfor min dør). Og jeg søger forklaringen på det faktum. Jeg var træt i går, men det havde været en god dag, projektdagen gik hurtigt, vi var kun to, fordi den ene kom galt af sted til fodboldtræning dagen før. Vi nåede det, vi satte os for og står nu foran det, vi har glædet os til; at finde patienter, der vil være med i vores projekt. På vej hjem ringede jeg som altid til landmanden for at få status på landmandslivet. Der blev kørt i marken, der blev pløjet, dog med en traktor foran traktor med plov til at trække, og markerne blev harvet over først, for at vandet kunne forsvinde fra markerne. Så tre mænd ventede tålmodigt på en eftermiddagsmadpakke, så jeg måtte lige et smut indenom en butik, så der var noget til madpakkerne. Mens jeg smurte bollerne, lavede jeg aftensmad til landmanden, jeg skulle nemlig synge koncert med mit gospelkor. På under en time var jeg klædt om, landmænd bespist og mad stod i ovnen og ventede på landmanden. Hjemme igen om aftenen efter en god koncert var jeg træt og mat, jeg faldt i søvn til fjernsynet. Da jeg lidt fortumlet vågende op, gjorde jeg mig klar til natten og for at forebygge, at jeg ikke kunne falde i søvn, tyede jeg til mit lille trick, jeg lagde mig i sofaen og tændte for en serie. Det falder jeg som regel i søvn til og så kan jeg vælte ind i sengen et par timer efter, når jeg som regel vågner. Vælte blev desværre taget ret bogstaveligt i nat, for jeg vågnede med kvalme og ondt i maven, jeg ville ned på toilettet, men tumlede som en fuld mand ned ad gangen og faldt med et brag, så landmanden vågnede. Han fik besked på at hente en spand og så ellers lade mig være i fred. Og så lå jeg der på badeværelsesgulvet og skiftedes til at bruge spanden og toilettet. Hold nu op som jeg er dårlig til at være syg, men det stoppede da heldigvis, og jeg fik nogle gode timers søvn, men matheden sidder i kroppen og maven knurrer. Hvorfor skete det? Havde jeg spist noget dårligt mad? Jeg er ikke bekendt med, at der er norovirus i omløb omkring mig, forklaringen finder jeg nok ikke.

Pyt, solen skinner, landmand og medarbejder er i fuld sving. Der blev heldigvis købt rigeligt ind til madpakkerne i går, og forhåbentlig finder jeg på en nem ret, som kan laves ud fra indholdet i fryser og køleskab. I morgen skal jeg gerne være frisk til en lille mor-datterweekend hos datteren i Sønderjylland, og der skal der også tænkes strategisk, for landmændene herhjemme, som knokler hårdt, skal jo også have aftensmad, selv om landhusmoderen tager i byen. Kravet* er noget, de kan spise, uden at landmanden skal ind og tænde for ovn, og det skal samtidig stadig være varm aftensmad, ikke noget med rugbrødsmadder. Godt jeg har en ovn med tænd/sluk funktion. Pyt solen skinner, og som plaster på jeres sår fra i går, kommer her billedet af sommerens modebuks.

* Da landmanden og jeg blev enige om, at jeg godt kunne tage af sted, havde vi ikke regnet med så sen en forårsstart i marken, så første plan var, at landmanden kunne hente mad til folkene inde fra byen. Nu er han selv nødt til at køre derude, så vi kan få markerne gjort klar til gylle og kornsåning.

Mine skøre, dejlige kolleger

En af vores kolleger rejser, der er nærmest landesorg, men kærligheden sejrer, og det skal den også, så vi må bare følge med i hans liv på afstand og glæde os over, at et andet sygehus får gavn af en dygtig sygeplejerske. I dag skulle han have sin afskedsgave, den officielle var en fin plakat af Aalborg, tillægsgaven var fra strikkeklubben (nogle af dem, jeg havde ikke været med). Han fik et par hæklede sommershorts, lavet af oldemorfirkanter med længde ned til knæet. Han var frisk og tog dem på uden på uniformen, vi grinte så meget, at en af lægerne stak hovedet ind i personalestuen, kiggede lidt på min kollega og sagde, jeg er lidt misundelig. Faktisk klædte de ham godt, jeg tror, han danner mode i den sønderjyske by, han nu flytter til.

Mine to kolleger og jeg har haft projektdag i dag og vi nærmer os færdiggørelsen af vores projektprotokol. Den godkendes forhåbentlig i morgen, og så kommer det spændende. For så skal vi jo til at inkludere patienter, vi var med til sygeplejekonferencen i dag og her var der to, vi kunne have inkluderet, hvis altså vi havde været godkendt. Men vores vejleder ligger syg med influenza, hun har dog lovet at tale med os via mobil i morgen, så vi kan få godkendt protokollen. Vi glæder os helt vildt til at komme i gang. Jeg skal inden da have fundet en gratis app til min mobiltelefon, en lydoptager. Min gamle mobil var født med det, det er den nye mobil ikke. Vi skal også have fundet et program, som gør det lettere at starte og stoppe lydoptagelsen, når vi skal til at transskribere. Har du anbefalinger, hører jeg gerne fra dig.

Hvis jeg skal nå en lillebitte gåtur inden aftensmad og korsang, så skal det være nu. God aften til dig.

Man kan blive så glad på en havevandring, når man finder en Sct.Hansurt, forid man troede, man havde omplantet den et andet sted og ikke havde kunnet finde den. Den stammer nemlig hjemme fra mine forældres have.

Hold nu op hvor er jeg

bare træt, jeg kunne sove opretsiddende, hvis jeg gav mig selv lov til det. Der er vist ingen vej udenom en tur ud på vejen og så bare gå. Afsnittet ser helt anderledes ud i dag, men eftervirkningerne af weekendens arbejde gør, at den gamle sygeplejerske slet ikke kan finde ind i en ordentlig søvnrytme. Mine unge kolleger er tilbage i rytmen, jeg føler mig som et bette skravl.

Min far var også træt i går, og først da vi skulle af sted, vågnede han op og så direkte på os. Det må nu også være hyggeligt at slumre, mens ens tre døtre snakker og griner. Det er nok det bedste, jeg vidste som barn, ved sene bilkørsler hjem, det at falde i søvn til ens forældres sagte samtale. Jeg elsker også at sove i stuen på sofaen, der er en vis hygge og en skøn fornemmelse af udskydelse af sengetid. Jeg har fået for vane, når jeg kommer ned til min far, at begynde med at børste tænder på min far, herefter vasker jeg ham blidt i ansigtet, barberer ham og smører så godt med creme ind i hans meget tørre ansigtshud. Bagefter får han masser af kys og kram. Når samtalen og aktiviteter ikke er det bærende mere, så er det godt at gøre noget andet, noget der får min far til at mærke, at vi er sammen. Jeg mindes en pårørende, som i starten påpegede, at vedkommende ikke ønskede at være plejer for sin ægtefælle, men til sidst selv bad om at måtte fugte patientens mund med fugtige mundswaps og smøre læbepomade på. Det blev deres form for nærvær og samvær. Kærligheden har mange udtryksformer.

Landmændene venter og venter, de laver noget andet, mens de venter. Men allerhelst ville de jo køre i marken, der er bare for vådt. Solen skinner heldigvisheroppe i Vendsyssel i dag, så mon ikke jeg bare skulle tage mig sammen og så gå en tur.

…

Jeg kom ud og gå 5 km, og det hjalp på trætheden. Der blev ikke taget billeder, i stedet for lyttede jeg til min bog, som jeg måtte genlåne. fordi jeg lige pludselig mistede lysten til at lytte. Men nu er jeg fanget igen af historien om det indiske barn, der adopteres af et indisk/amerikansk ægtepar i USA. Jeg ved, hvad jeg skal lytte til i morgen på vej til arbejde. God aften/nat/morgen til dig.

En sommerdag i Normandiet 2010. Honfleur heder byen

Strøtanker på en fridagsmandag

Sådan en weekend med alt for mange mennesker, der er blevet ramt af en blodprop eller blødning i hjernen og for manges vedkommende også hårdt ramt, gør noget ved krop og sjæl. I første omgang er det nok kroppen, fordi det fysisk er hårdt. Derefter kommer så det mentale aspekt; på min mors opslagstavle hang dette gruk: alt det ingen når, gråner mange men’skers hår. Glæd dig over alt det du formår og over alt det lidt du når. Det er jo sandt, men som fagprofessionel kan jeg ikke bruge det til noget. Jeg øver mig i at sige, at når min indsats på arbejdet har været 110 % tilstedeværelse og alle andre omkring mig kan sige ligeså, så må vi acceptere, at vi alligevel ikke nåede det, vi ved er den bedste sygepleje. Alle patienter blev passet og plejet, de fik mad, de blev vasket, de fik medicin. Men problemstillinger, som kunne vente, og som ikke var akutte, blev skubbet foran os hele weekenden. Og for den enkelte patient og pårørende er det jo ikke godt nok. Der er jo langt mere end mad, medicin og personlig hygiejne, der fylder i et sygdomsforløb. Og så kom jeg hjem og læste en artikel om den tidligere Grundfosleder, der nu har sat et mål at forbedre sygehusvæsenet ud fra hans erfaringer som ægtefælle til en hustru, der fik kræft, levede med det i 15 år og døde af kræften. Når jeg læser punkterne, tænker jeg, at det meget er relateret til kirurgi og behandling af kræftpatienter, behandlinger der mestendels foregår ambulant. For når jeg prøver at tænke punkterne ind i min hverdag, så har jeg svært ved at se nogle af dem som realistiske punkter i min hverdag. Og så skurrer det i mine ører, når folk sammenligner patienter med kunder. Jeg kan ikke sætte ord på, hvad det er, men det er noget med, at jeg er tilhænger af en finsk sygeplejeteoretiker, som siger, at patienten skal føle sig som hædersgæsten. Og for mig er der forskel på at være kunde og hædersgæst, både for patienten, men også for sygeplejersken. Det tænker jeg lige lidt videre over.

Der, hvor jeg kan følge ham, er følgende punkter:

• Kommuniker med kunderne på DANSK – både i journalen og i samtaler. Bortset fra det med kunder, så er jeg enig, i hvert fald i samtalen. Jeg kan godt forstå, at nu hvor man læse sin egen journal, ville det være ønskeligt, at det stod på dansk. Men mister man noget, når en fagprofessionel har eksakte ord for en tilstand og så skal prøve at omformulere det til dansk? Det kræver typisk flere ord end det latinske udtryk.
• Undgå at lave samme indlæggelsessamtale igen og igen (fast lane). Enig!
• Giv altid besked med det samme, hvis der opstår forsinkelser. I weekenden forsøgte jeg fra morgenstunden at forventningsafstemme, som det så fint hedder, så patienter og pårørende var klar over, at stuegang ville strække sig over hele dagen. Virkeligheden blev dog, at problemstillinger blev skubbet, og det kunne ofte først ses, når dagen var gået ind i aftenen. Dermed kunne patient og pårørende opleve, at det blev skubbet til næste dag.
• Vær mere præcis om tidspunkter – f.eks. – stuegang – udskrivelse – operationer. Se forrige punkt
• Vær klar til at modtage kunderne, når de ankommer til systemet. Enig, og hos bliver man budt velkommen og bliver hilst på. Det optimale er så, at sygeplejersken/assistenten, der skal tage mod patienten, gør det med det samme. Men der kan være tidspunkter, f.eks. lige i vagtskiftet, at det smarteste er, at det er næste vagtlag, der tager sig af modtagelsen, men patienten skal være set og vurderet, om det kan vente.
• Skab tryghed i udskrivningsprocessen. (hvad skal jeg gøre, når jeg kommer hjem, hvis der sker noget uforudset?). Det forsøger vi at gøre, ved at patienterne får et udskrivelsesark, hvor forløbet er kort beskrevet og hvor der står, hvordan de skal handle ved forskellige situationer. Og derudover står vores telefonnummer på arket.
• Lav en klar og forståelig plan for behandlingsforløbet. (hvad og hvornår?). Når jeg modtager en patient, skitserer jeg altid den foreløbige plan for de næste 24 timer. Vi er jo i et akut afsnit, så her kan der ikke lægges tidsplaner, men jeg ved, at patienten skal vurderes hyppigt neurologisk af sygeplejepersonalet. Jeg ved at sygeplejepersonalet vurderer patientens evne til at synke, spise, forflytte sig, gå, vaske sig osv., og ud fra denne vurdering starter træningen. Jeg ved, at patienten skal vurderes af terapeuter og læge, og alle får hjernen scannet og mange får deres halskar ultralydsscannet. Så det fortæller jeg patient og pårørende
• Afhold vanskelige samtaler i trygge omgivelser. Det forsøger vi at gøre. Der er ingen tvivl om, at det burde være en ret, at stuegang og andre samtaler burde foregå i enerum, virkelighedens verden gør bare, at der ikke er nogen ekstra rum at gøre det i. De nye supersygehuse er planlagt med enestuer til alle, men da man samtidig skærer ned på sengeantal, fordi man mener, meget skal klares ambulant, ja så bliver virkeligheden nok, at der kommer til at ligge to på enestuerne. Ligesom vi i går måtte have tre på tosengsstuerne.
• Nedbryd siloer mellem afdelinger – sygehuse – regioner. Der er ingen tvivl om, at det er i overgangene, at usikkerhed og fejl opstår. Og det er og skal der være meget fokus på.
• Gør det lettere at komme i kontakt med systemet. Det har vi forsøgt ved at skrive tlf. nummer på afdelingen. Og vi forsøger også at hjælpe patienten videre, hvis ikke det er hos os, at henvendelsen kan klares.
• Bed med jævne mellemrum om kundernes feedback. Faktisk gennemfører vi feedback møder med fokus på bestemte emner. Derudover gennemføres der også patienttilfredshedsundersøgelser på landsplan, hvor vi også får god viden. Ligesom vi jævnligt får breve ved udskrivelsen, som beskriver oplevelsen af sygeplejen.
• Kundernes tid er vigtigere end systemets tid. Den har jeg tænkt over. For mig handler det mere om, at der er andre patienter, der prioriteres først. Og for mig at se, er det sjældent systemets tid, der prioriteres, med mindre der tænkes på arbejdstider osv.

Jeg kunne så alligevel bruge en del af punkterne, også flere end jeg først troede. Resten af punkterne kommer her :

• Betragt patienter som kunder, der oven i købet har betalt forud.
• Minimer antallet af ambulatorie samtaler (differentier).
• Lad være med at planlægge med forsinkelser.
• Indfør synligt køsystem på ambulatorier.
• Opret relevant kundeprofil ved indlæggelse.
• Lad være med at udstede ”dødsdomme”.
• Informer i god tid om Second Opinion.
• Giv langt hurtigere besked om scanningsresultater. (hvorfor 10-14 dage?)
• Tilknyt en ”livline” til hver enkelt kunde. (læge og/eller sygeplejerske).
• Skab tryghed før og efter operationer. (hvad skal ske – hvordan gik det?).

Sidste mandag havde jeg mentalt læst på min kalender min fys tid som værende ét tidspunkt, den reelle tid var blot en time før,så jeg fik ikke massage af skuldre. I dag er det så min fys, der er syg, så nu vil jeg gå en lang tur og bagefter lave øvelser i håb om, at det hjælper. Efter dels en mail til og en snak med min leder har jeg vist fået tømt min hjerne for weekendens arbejde. Nu vil jeg glæde mig til eftermiddagens besøg hos min far sammen med mine to jyske søstre, og vi slutter af med søstrehygge på cafe. God mandag til dig.

Godnat og sov godt

Som jeg skrev på instagram for en lille time siden: “Så slap sofaen sit tag i mig, jeg håber dagvagten i morgen bliver mildere end i dag. 9½ time uden pause, så kan jeg godt mærke, at jeg ikke er 20 længere”

Lykken er de bedste kolleger i verdenen, der blev knoklet igennem i dag. Patienterne blev passet, pauser til personalet blev der ikke meget af. Sofaen er blevet nydt i aften sammen med en god film Boychoir, og heldigvis tog jeg mig sammen til en gåtur bagefter. Nu er jeg vågen og frisk, men lur mig, om ikke søvnen indfinder sig, så snart jeg lægger hovedet på puden. Sov godt.

En fredag på landet

Foråret er i gang udenfor, men markerne er våde, og de lover mere regn, så forårsarbejdssæsonen i marken kan blive en lang affære. Når jeg planlægger for os begge eller for mig selv, tænker jeg altid forårssæsonen ind i planerne. Nu begynder jeg at tænke på, om alle planer holder. De er dog gået i gang med at pløje og harve, men de marker, hvor der skal sås korn, skal have gylle, og sådan en maskine kører man ikke ud på en meget våd mark. Endnu er vi ikke der, hvor der køres længe, og medarbejderne derfor skal have eftermiddagsmadpake med. Og forhåbentlig får vi heller ikke for mange af de dage, hor der skal køres rigtig længe, hvilket betyder aftensmad til alle. Ikke fordi jeg kan sagtens lave aftensmad til dem, men det er hårdt arbejde at sidde på en traktor mange timer hver dag, dag ud og dag ind. Jeg skal bare tænke på udsendelsen Rigtig Mænd og den unge landmand, som var bleg, havde en dårlig hudkulør og var lidt smålasket, netop fordi man nemt snupper usunde madløsninger, når man hele tiden er på farten, og mad og drikke er noget, man snupper undervejs. Det er typisk, at de unge medarbejdere tit har lidt godter med til at forsøde de mange timer, og jeg har også nemt ved at sende kager og småkager med ud. Jeg er jo selv en af dem, der er udpræget belønningsspiser.

For mit vedkommende er der sengetøj i vaskemaskinen, der er strøget tøj, der er betalt regninger, der er talt i telefon med nogle hængepartier, men der er også slappet af. Jeg har nemlig arbejdsweekend i morgen, og mod sædvane skal jeg i dagvagt, jeg glæder mig faktisk, fordi jeg normalt er i aftenvagt, når jeg er i plejen. Eftermiddagen i dag starter arbejdsrelateret, jeg skal til supervision, og det glæder jeg mig også til. Jeg har et emne, som jeg håber de andre også synes, er interessant at drøfte.

Mens jeg skriver, er regnen begyndt, og påskeliljerne lyser op overalt, de gør mig glad. Andre holder ikke af gule blomster, jeg elsker mine påskeliljer. Når regnen stopper, hvad den forhåbentlig gør, skal jeg fylde vaserne med de gule forårsbebudere. Men nu må jeg hellere gøre mig selv byklar, tandlæge og supervision venter. Ha en god fredag.

Cirkushesten vrinsker

Hårene strittede på nattevagterne, de først ankomne af dagvagterne så på fordelingen og diskuterede fordeling. Der var brug for min hjælp, og det fik de. Mange nye patienter og mange af dem med meget stor behov for hjælp til alt. Egentlig ville jeg gerne have gået sammen med en af mine nye kolleger, men vi fik rapport sammen og tilrettelagde sammen arbejdsfordelingen for de 8 patienter, vi havde ansvaret for. Vi havde en kollega mere, han skulle så gå stuegang på alle vores patienter. Vi fik hjælp fra trombolysesygeplejerskerne, da den ene havde doseret medicin og den anden, som var senvagt, var mødt. Så med en god plan nåede vi det planlagte og jeg kunne gå fra til møde klokken 11. Da havde jeg lige snuppet et glas vand og prioriteret, at de andre havde fået deres kaffepause, for de skulle holde til tempoet resten af dagen. Jeg er en af dem, der godt lige kan blive lidt hektisk i blikket og rød i kinderne ved tanken om alle de patienter, der skulle have morgenmad, morgenhygiejne og observationer på bestemt tidspunkt, når også terapeuter ville til. Men alt klappede, terapeuterne afveg fra deres planlagte vurderinger og hjalp, der hvor det gav mening i forhold til vurderingen. Og jeg nød hvert et sekund, jeg nød at få brugt mine kompetencer som erfaren sygeplejerske. Mødet bagefter gik også rigtig godt, så selv om jeg havde en dundrende hovedpine, da jeg kørte hjem, så var det med sang og smil på læben.

Hjemme blev teen nydt i sofaen og så tog kameraet og jeg på havevandring. Det gør mig glad at fokusere på makromotivet, at kunne se det smukke i det små, vejret bød op til kun en termovest over kjolen, og den lille tur på under en halv time fik hovedpinen til at forsvinde. Nu er aftensmaden lavet og spist, og jeg vil gå ud og nyde solens sidste stråler, mens jeg får gået nogle skridt.

God aften til dig

Forskellige steder i livet

Dagen er tilbragt i Odense sammen med en kollega. Det halvårlige netværksmøde blandt trombolyse og trombektomiansvarlige sygeplejersker var i dag. Vi er hjemme igen med en masse erfaringsudveksling samt emner, der skal undersøges til næste møde, så vi kan blive endnu bedre, end vi allerede er. For som en overlæge sagde til mødet for læger og sygeplejersker efterfølgende, det er da ret godt gået, at vi i Danmark har den tid. Den tid er tiden fra patienten møder trombolyseteamet og til trombolysebehandlingen er startet. Hjemturen foregik med mig bag rattet i min kollegas bil. Så fandt jeg ud af, at jeg i den grad har vænnet mig til automatgear og fartpilot. Min lægmuskel er stadig helt forkrampet efter i tre timer at have holdt speederen på motorvejsfart. (shh, jeg har endnu ikke hørt noget fra lysglimtene, tror I mon jeg slipper?)

Min kollega er mor til to teenager i begyndelsen af skalaen, og jeg fik lige genopfrisket den tid og bekræftet i, at vi glemmer hurtigt, at vi en gang var et andet sted end der vi er nu. I mandags var det otte år siden min mor døde, og da jeg kom hjem fra kirkegård og besøg hos min far, ville jeg finde mine indlæg om den tid. Jeg fik nærmest læst hele april og maj måneds indlæg igennem fra den gang og fik fokus på noget helt andet, nemlig mig og min måde at være i verdenen på. Det gav stof til eftertanke og gjorde mig lidt stille. Kameraet skal findes frem igen, legen med at dokumentere de små mirakler i forårets komme ude i haven, i grøfter og på marken skal vist genopdages.

God aften til dig.

Lyset er her, nu kommer varmen forhåbentlig

Det har været en skøn weekend med masser af sol, men endnu er markerne slet ikke klar til at blive kørt på. Der står stadig meget vand rundt omkring, også hos os, så landmændene må væbne sig med tålmodighed og vente på, at varmen kommer og dermed også marker, der kan gøres klar til kartofler og korn. Der sorteres kartofler i dag, de er lige så gode og fine som nye kartofler, kølehusene gør deres arbejde godt. Jeg holder fri fra sygeplejen i dag og kører en tur ned til min far, men først skal der ordnes lidt på kontoret og min fysioterapeut skal også besøges. Jeg måtte aflyse tiden for en måned siden, fordi min far blev syg, så det er seks uger siden mine skuldre og min fod er blevet masseret igennem, og det mærkes tydeligt. Mine nye briller har jeg vænnet mig til at gå med, men landmand og jeg skal begge vænne os til formen, mon ikke også det kommer?

Søndag fik jeg min vilje, jeg ville på motorcykeltur, og landmanden lod sig overtale. Tænk engang, en gang var det ham, der skulle overtale mig til at sætte mig op på motorcyklens bagsæde, nu er det mig, der sukker og er lidt trist over, at vi ikke skal på motorcykelferie i år. men jeg er ikke chaufføren, så jeg må pænt vente på, at han får lyst til de lange ture igen. Men i går kørte vi, jeg elsker den fornemmelse af frihed og sanseberigelse, det er at sidde på en motorcykel. I går kørte vi ud til svoger og svigerinde i Aalborg, og landmanden blev bedt om at tage de små veje, han er jo født og opvokset her og har siddet på en knallert, fra han måtte (og nok også før), så han kender alle de små veje. Vi kom faktisk på en lille stump vej, som landmanden aldrig havde kørt på. Det er sjovt at se de små husmandssteder, som forvandles til store huse med plads til heste og trampoliner. Det er billigt at bosætte sig på landet, det kræver bare nogle biler, hvilket folk ikke altid tænker på. Den offentlige transport kører ikke rundt på landet, som den gjorde i Morten Korchs tid, så har man børn og hver sit arbejde i hver sin retning, så må man have to biler.

Tankerne fik frit løb, der blev tanket op og når man så ovenikøbet kombinerede det med hyggelig snak med familie, så blev eftermiddagen fuldendt. God mandag til dig

Poetisk morgen

At forfattere, digtere, kompinister maler med den bløde, farverige pensel, når de skal beskrive en morgenstund som denne, forstår jeg godt. Jeg kan ikke komponere musik, der illustrerer fugletrillerne, mens tonerne stiger til vejrs. Jeg kan ikke gengive den blå farve, himlen får sådan en solrig morgen, på et lærred. Jeg kan ikke finde ordene, der beskriver de små perler på græsset eller den følelse, der fylder mig, når jeg bare går og går med solbriller på, og fleecetrøjen må tages af, fordi solen gennemvarmer min krop.

Alle de kloge hoveder beskriver lykken som en flygtig følelse, en følelse, vi ofte ikke er opmærksom på i det nu, hvor vi føler os lykkelig, men som vi bagefter kan genkalde. Jeg følte mig lykkelig der, jeg følte mig lykkelig, da vi åbnede terassedøren og satte os udenfor med en kop te. Istvan følte sig helt sikkert også lykkelig ved at kunne sidde mellem de to stole og bare nyde solen, fuglesangen og stilheden sammen med os.

Nu er vi trukket indenfor, blæsten er kølig, og en har været sløj i nogle dage (men landmænd melder sig jo ikke syg), en anden har haft optræk til halsonde, så solglæden skal styres. Strikketøjet kom ikke frem i går, nu vil jeg finde det frem og nyde denne søndag formiddag. Må solen skinne på dig.

Nye øjne

eller rettere sagt nye briller kræver sin tilvænning. Hjerne insisterer derfor på lidt svimmelhed og let kvalme. Det er helt normalt, før havde jeg hovedpine, fordi mine øjenmuskler prøvede at kompensere for mit dårligere syn, og nu skal jeg så lige vænne mig til en støre brille og dermed et større felt med glidende overgang. Landmanden havde fået gæster, mens jeg var af sted efter briller, en herlig gut på 9 år og hans bedstefar. Vi har kendt ham, fra han var ca 4 år, blot i periferien, vi mødes normalt oppe i sommerhuslandet. Nu kom de ud for at hilse på, og mens jeg var væk, havde gutten spottet min store kasse med duploklodser, så der var gang i byggeriet. Det er det, der fascinerer mig ved lego, både små og store kan lege med det, og når man er ni år og interesseret i alt med maskiner til landbrug, så kan en Duplo bondegård bruges på en helt anden måde end en to-årig kan. “Kommer der mange børn her og bruger det?” Nej det måtte jeg erkende, at der ikke var lige nu, de er alle ved at være voksne og børnebørn er der ingen af. “Hvis du vil sælge det, så sig det lige til min morfar, så kan vi købe det” Han er en ægte handelsmand som sin morfar, elsker det store loppemarked i Hune hver søndag om sommeren, hvor der bliver købt, men også sommetider solgt. Jeg skal ikke sælge, jeg har masser af legetøj på loftet, og en skønne dag kan mine børnebørn sige til deres forældre, som mine børn gjorde; vi behøver ikke legetøj med. Mine forældres hus var et slaraffenland, for min mor havde gemt alt legetøjet, som så kom frem, når børnebørnene dukkede op.

Gåturen og øvelserne, som skal gøre gavn for skulder og knæ, er fuldført. Solen skinner herligt, og alle andre ville nok flyve på have eller oprydning i skabe og gemmer. Mig? Jeg erkender blankt, at jeg højst sandsynligt som i går falder ned i sofaen. I dag har jeg dog intentioner om, at strikketøjet skal med. Men det er sådan det er, jeg har hverken lyst eller energi til at lave noget, udover det jeg SKAL lave. Så vasketøjet bliver klaret, og der er også et regnskab, der banker på. Jeg er nødt til kærligt at anerkende, at der er dømt fridage uden arbejde, fridage i lavt gear, og at en skønne dag skal jeg nok løfte hovedet og se på min fritid med mere energiske øjne. Det bliver bare ikke lige nu, selv ikke med nye briller.