Strøtanker på en fridagsmandag

Sådan en weekend med alt for mange mennesker, der er blevet ramt af en blodprop eller blødning i hjernen og for manges vedkommende også hårdt ramt, gør noget ved krop og sjæl. I første omgang er det nok kroppen, fordi det fysisk er hårdt. Derefter kommer så det mentale aspekt; på min mors opslagstavle hang dette gruk: alt det ingen når, gråner mange men’skers hår. Glæd dig over alt det du formår og over alt det lidt du når. Det er jo sandt, men som fagprofessionel kan jeg ikke bruge det til noget. Jeg øver mig i at sige, at når min indsats på arbejdet har været 110 % tilstedeværelse og alle andre omkring mig kan sige ligeså, så må vi acceptere, at vi alligevel ikke nåede det, vi ved er den bedste sygepleje. Alle patienter blev passet og plejet, de fik mad, de blev vasket, de fik medicin. Men problemstillinger, som kunne vente, og som ikke var akutte, blev skubbet foran os hele weekenden. Og for den enkelte patient og pårørende er det jo ikke godt nok. Der er jo langt mere end mad, medicin og personlig hygiejne, der fylder i et sygdomsforløb. Og så kom jeg hjem og læste en artikel om den tidligere Grundfosleder, der nu har sat et mål at forbedre sygehusvæsenet ud fra hans erfaringer som ægtefælle til en hustru, der fik kræft, levede med det i 15 år og døde af kræften. Når jeg læser punkterne, tænker jeg, at det meget er relateret til kirurgi og behandling af kræftpatienter, behandlinger der mestendels foregår ambulant. For når jeg prøver at tænke punkterne ind i min hverdag, så har jeg svært ved at se nogle af dem som realistiske punkter i min hverdag. Og så skurrer det i mine ører, når folk sammenligner patienter med kunder. Jeg kan ikke sætte ord på, hvad det er, men det er noget med, at jeg er tilhænger af en finsk sygeplejeteoretiker, som siger, at patienten skal føle sig som hædersgæsten. Og for mig er der forskel på at være kunde og hædersgæst, både for patienten, men også for sygeplejersken. Det tænker jeg lige lidt videre over.

Der, hvor jeg kan følge ham, er følgende punkter:

• Kommuniker med kunderne på DANSK – både i journalen og i samtaler. Bortset fra det med kunder, så er jeg enig, i hvert fald i samtalen. Jeg kan godt forstå, at nu hvor man læse sin egen journal, ville det være ønskeligt, at det stod på dansk. Men mister man noget, når en fagprofessionel har eksakte ord for en tilstand og så skal prøve at omformulere det til dansk? Det kræver typisk flere ord end det latinske udtryk.
• Undgå at lave samme indlæggelsessamtale igen og igen (fast lane). Enig!
• Giv altid besked med det samme, hvis der opstår forsinkelser. I weekenden forsøgte jeg fra morgenstunden at forventningsafstemme, som det så fint hedder, så patienter og pårørende var klar over, at stuegang ville strække sig over hele dagen. Virkeligheden blev dog, at problemstillinger blev skubbet, og det kunne ofte først ses, når dagen var gået ind i aftenen. Dermed kunne patient og pårørende opleve, at det blev skubbet til næste dag.
• Vær mere præcis om tidspunkter – f.eks. – stuegang – udskrivelse – operationer. Se forrige punkt
• Vær klar til at modtage kunderne, når de ankommer til systemet. Enig, og hos bliver man budt velkommen og bliver hilst på. Det optimale er så, at sygeplejersken/assistenten, der skal tage mod patienten, gør det med det samme. Men der kan være tidspunkter, f.eks. lige i vagtskiftet, at det smarteste er, at det er næste vagtlag, der tager sig af modtagelsen, men patienten skal være set og vurderet, om det kan vente.
• Skab tryghed i udskrivningsprocessen. (hvad skal jeg gøre, når jeg kommer hjem, hvis der sker noget uforudset?). Det forsøger vi at gøre, ved at patienterne får et udskrivelsesark, hvor forløbet er kort beskrevet og hvor der står, hvordan de skal handle ved forskellige situationer. Og derudover står vores telefonnummer på arket.
• Lav en klar og forståelig plan for behandlingsforløbet. (hvad og hvornår?). Når jeg modtager en patient, skitserer jeg altid den foreløbige plan for de næste 24 timer. Vi er jo i et akut afsnit, så her kan der ikke lægges tidsplaner, men jeg ved, at patienten skal vurderes hyppigt neurologisk af sygeplejepersonalet. Jeg ved at sygeplejepersonalet vurderer patientens evne til at synke, spise, forflytte sig, gå, vaske sig osv., og ud fra denne vurdering starter træningen. Jeg ved, at patienten skal vurderes af terapeuter og læge, og alle får hjernen scannet og mange får deres halskar ultralydsscannet. Så det fortæller jeg patient og pårørende
• Afhold vanskelige samtaler i trygge omgivelser. Det forsøger vi at gøre. Der er ingen tvivl om, at det burde være en ret, at stuegang og andre samtaler burde foregå i enerum, virkelighedens verden gør bare, at der ikke er nogen ekstra rum at gøre det i. De nye supersygehuse er planlagt med enestuer til alle, men da man samtidig skærer ned på sengeantal, fordi man mener, meget skal klares ambulant, ja så bliver virkeligheden nok, at der kommer til at ligge to på enestuerne. Ligesom vi i går måtte have tre på tosengsstuerne.
• Nedbryd siloer mellem afdelinger – sygehuse – regioner. Der er ingen tvivl om, at det er i overgangene, at usikkerhed og fejl opstår. Og det er og skal der være meget fokus på.
• Gør det lettere at komme i kontakt med systemet. Det har vi forsøgt ved at skrive tlf. nummer på afdelingen. Og vi forsøger også at hjælpe patienten videre, hvis ikke det er hos os, at henvendelsen kan klares.
• Bed med jævne mellemrum om kundernes feedback. Faktisk gennemfører vi feedback møder med fokus på bestemte emner. Derudover gennemføres der også patienttilfredshedsundersøgelser på landsplan, hvor vi også får god viden. Ligesom vi jævnligt får breve ved udskrivelsen, som beskriver oplevelsen af sygeplejen.
• Kundernes tid er vigtigere end systemets tid. Den har jeg tænkt over. For mig handler det mere om, at der er andre patienter, der prioriteres først. Og for mig at se, er det sjældent systemets tid, der prioriteres, med mindre der tænkes på arbejdstider osv.

Jeg kunne så alligevel bruge en del af punkterne, også flere end jeg først troede. Resten af punkterne kommer her :

• Betragt patienter som kunder, der oven i købet har betalt forud.
• Minimer antallet af ambulatorie samtaler (differentier).
• Lad være med at planlægge med forsinkelser.
• Indfør synligt køsystem på ambulatorier.
• Opret relevant kundeprofil ved indlæggelse.
• Lad være med at udstede ”dødsdomme”.
• Informer i god tid om Second Opinion.
• Giv langt hurtigere besked om scanningsresultater. (hvorfor 10-14 dage?)
• Tilknyt en ”livline” til hver enkelt kunde. (læge og/eller sygeplejerske).
• Skab tryghed før og efter operationer. (hvad skal ske – hvordan gik det?).

Sidste mandag havde jeg mentalt læst på min kalender min fys tid som værende ét tidspunkt, den reelle tid var blot en time før,så jeg fik ikke massage af skuldre. I dag er det så min fys, der er syg, så nu vil jeg gå en lang tur og bagefter lave øvelser i håb om, at det hjælper. Efter dels en mail til og en snak med min leder har jeg vist fået tømt min hjerne for weekendens arbejde. Nu vil jeg glæde mig til eftermiddagens besøg hos min far sammen med mine to jyske søstre, og vi slutter af med søstrehygge på cafe. God mandag til dig.