mandag, april 18, 2016

Strøtanker på en fridagsmandag

P1040165

Sådan en weekend med alt for mange mennesker, der er blevet ramt af en blodprop eller blødning i hjernen og for manges vedkommende også hårdt ramt, gør noget ved krop og sjæl. I første omgang er det nok kroppen, fordi det fysisk er hårdt. Derefter kommer så det mentale aspekt; på min mors opslagstavle hang dette gruk: alt det ingen når, gråner mange men’skers hår. Glæd dig over alt det du formår og over alt det lidt du når. Det er jo sandt, men som fagprofessionel kan jeg ikke bruge det til noget. Jeg øver mig i at sige, at når min indsats på arbejdet har været 110 % tilstedeværelse og alle andre omkring mig kan sige ligeså, så må vi acceptere, at vi alligevel ikke nåede det, vi ved er den bedste sygepleje. Alle patienter blev passet og plejet, de fik mad, de blev vasket, de fik medicin. Men problemstillinger, som kunne vente, og som ikke var akutte, blev skubbet foran os hele weekenden. Og for den enkelte patient og pårørende er det jo ikke godt nok. Der er jo langt mere end mad, medicin og personlig hygiejne, der fylder i et sygdomsforløb. Og så kom jeg hjem og læste en artikel om den tidligere Grundfosleder, der nu har sat et mål at forbedre sygehusvæsenet ud fra hans erfaringer som ægtefælle til en hustru, der fik kræft, levede med det i 15 år og døde af kræften. Når jeg læser punkterne, tænker jeg, at det meget er relateret til kirurgi og behandling af kræftpatienter, behandlinger der mestendels foregår ambulant. For når jeg prøver at tænke punkterne ind i min hverdag, så har jeg svært ved at se nogle af dem som realistiske punkter i min hverdag. Og så skurrer det i mine ører, når folk sammenligner patienter med kunder. Jeg kan ikke sætte ord på, hvad det er, men det er noget med, at jeg er tilhænger af en finsk sygeplejeteoretiker, som siger, at patienten skal føle sig som hædersgæsten. Og for mig er der forskel på at være kunde og hædersgæst, både for patienten, men også for sygeplejersken. Det tænker jeg lige lidt videre over.

Der, hvor jeg kan følge ham, er følgende punkter:

  • Kommuniker med kunderne på DANSK – både i journalen og i samtaler. Bortset fra det med kunder, så er jeg enig, i hvert fald i samtalen. Jeg kan godt forstå, at nu hvor man læse sin egen journal, ville det være ønskeligt, at det stod på dansk. Men mister man noget, når en fagprofessionel har eksakte ord for en tilstand og så skal prøve at omformulere det til dansk? Det kræver typisk flere ord end det latinske udtryk.
  • Undgå at lave samme indlæggelsessamtale igen og igen (fast lane). Enig!
  • Giv altid besked med det samme, hvis der opstår forsinkelser. I weekenden forsøgte jeg fra morgenstunden at forventningsafstemme, som det så fint hedder, så patienter og pårørende var klar over, at stuegang ville strække sig over hele dagen. Virkeligheden blev dog, at problemstillinger blev skubbet, og det kunne ofte først ses, når dagen var gået ind i aftenen. Dermed kunne patient og pårørende opleve, at det blev skubbet til næste dag.
  • Vær mere præcis om tidspunkter – f.eks. – stuegang – udskrivelse – operationer. Se forrige punkt
  • Vær klar til at modtage kunderne, når de ankommer til systemet. Enig, og hos bliver man budt velkommen og bliver hilst på. Det optimale er så, at sygeplejersken/assistenten, der skal tage mod patienten, gør det med det samme. Men der kan være tidspunkter, f.eks. lige i vagtskiftet, at det smarteste er, at det er næste vagtlag, der tager sig af modtagelsen, men patienten skal være set og vurderet, om det kan vente.
  • Skab tryghed i udskrivningsprocessen. (hvad skal jeg gøre, når jeg kommer hjem, hvis der sker noget uforudset?). Det forsøger vi at gøre, ved at patienterne får et udskrivelsesark, hvor forløbet er kort beskrevet og hvor der står, hvordan de skal handle ved forskellige situationer. Og derudover står vores telefonnummer på arket.
  • Lav en klar og forståelig plan for behandlingsforløbet. (hvad og hvornår?). Når jeg modtager en patient, skitserer jeg altid den foreløbige plan for de næste 24 timer. Vi er jo i et akut afsnit, så her kan der ikke lægges tidsplaner, men jeg ved, at patienten skal vurderes hyppigt neurologisk af sygeplejepersonalet. Jeg ved at sygeplejepersonalet vurderer patientens evne til at synke, spise, forflytte sig, gå, vaske sig osv., og ud fra denne vurdering starter træningen. Jeg ved, at patienten skal vurderes af terapeuter og læge, og alle får hjernen scannet og mange får deres halskar ultralydsscannet. Så det fortæller jeg patient og pårørende
  • Afhold vanskelige samtaler i trygge omgivelser. Det forsøger vi at gøre. Der er ingen tvivl om, at det burde være en ret, at stuegang og andre samtaler burde foregå i enerum, virkelighedens verden gør bare, at der ikke er nogen ekstra rum at gøre det i. De nye supersygehuse er planlagt med enestuer til alle, men da man samtidig skærer ned på sengeantal, fordi man mener, meget skal klares ambulant, ja så bliver virkeligheden nok, at der kommer til at ligge to på enestuerne. Ligesom vi i går måtte have tre på tosengsstuerne.
  • Nedbryd siloer mellem afdelinger – sygehuse – regioner. Der er ingen tvivl om, at det er i overgangene, at usikkerhed og fejl opstår. Og det er og skal der være meget fokus på.
  • Gør det lettere at komme i kontakt med systemet. Det har vi forsøgt ved at skrive tlf. nummer på afdelingen. Og vi forsøger også at hjælpe patienten videre, hvis ikke det er hos os, at henvendelsen kan klares.
  • Bed med jævne mellemrum om kundernes feedback. Faktisk gennemfører vi feedback møder med fokus på bestemte emner. Derudover gennemføres der også patienttilfredshedsundersøgelser på landsplan, hvor vi også får god viden. Ligesom vi jævnligt får breve ved udskrivelsen, som beskriver oplevelsen af sygeplejen.
  • Kundernes tid er vigtigere end systemets tid. Den har jeg tænkt over. For mig handler det mere om, at der er andre patienter, der prioriteres først. Og for mig at se, er det sjældent systemets tid, der prioriteres, med mindre der tænkes på arbejdstider osv.

Jeg kunne så alligevel bruge en del af punkterne, også flere end jeg først troede. Resten af punkterne kommer her :

  • Betragt patienter som kunder, der oven i købet har betalt forud.
  • Minimer antallet af ambulatorie samtaler (differentier).
  • Lad være med at planlægge med forsinkelser.
  • Indfør synligt køsystem på ambulatorier.
  • Opret relevant kundeprofil ved indlæggelse.
  • Lad være med at udstede ”dødsdomme”.
  • Informer i god tid om Second Opinion.
  • Giv langt hurtigere besked om scanningsresultater. (hvorfor 10-14 dage?)
  • Tilknyt en ”livline” til hver enkelt kunde. (læge og/eller sygeplejerske).
  • Skab tryghed før og efter operationer. (hvad skal ske – hvordan gik det?).

Sidste mandag havde jeg mentalt læst på min kalender min fys tid som værende ét tidspunkt, den reelle tid var blot en time før,så jeg fik ikke massage af skuldre. I dag er det så min fys, der er syg, så nu vil jeg gå en lang tur og bagefter lave øvelser i håb om, at det hjælper. Efter dels en mail til og en snak med min leder har jeg vist fået tømt min hjerne for weekendens arbejde. Nu vil jeg glæde mig til eftermiddagens besøg hos min far sammen med mine to jyske søstre, og vi slutter af med søstrehygge på cafe. God mandag til dig.

P1040145

21 kommentarer:

  1. Du var netop i mine tanker både i går og i dag, hvor Jens Jørgen Madsen var i tv og i radio, så det var glædeligt at læse dagens indlæg, hvor du kommenterer på hans input. Jeg er heller ikke vild med at være kunde hos sundhedsvæsenet. Hvis jeg er syg, så er jeg en patient, der skal plejes og få det bedre. Din betegnelse, hædersgæst, er jeg mere vild med.
    Der, hvor jeg er meget enig med JJM, er mht. tiden. Vi oplevede megen og lang ventetid, da pigerne var små og tilknyttet astmaambulatoriet. Det er meget nedslående at opleve, at der tilsyneladende indkaldes en flok børn til fx kl. 9 om morgenen, og så bliver de taget, efterhånden som lægen har tid. Det oplevede vi virkelig som spar to i spildtid for os. Det var systemet over patienten.
    Alt i alt synes jeg, det er godt, at nogen så velformuleret kommer med input til forbedring af sundhedssystemet. Det giver et godt grundlag for diskussion og forhåbentlig et endnu bedre sundhedssystem.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak, Conny, for dit input. Og som jeg skrev, så ser jeg jo udtalelserne fra et akut medicinsk ståsted. Jeg er enig med dig i betragtninger omkring tider i ambulatoriet. Hvis jeg tænker vores situation ind i det, så kunne det skyldes, at de læger, skulle varetage ambulatoriet også skulle gå stuegang eller var vagthavende, og dermed kunne man ikke give tider. Så ja der går systemets måde at planlægge sig ud af normeringsproblemer ud over den personlige tid, for hos jer var det jo en forælder, der måtte tage tid en hel dag for at snakke med læge og sygeplejerske i kort tid.
      Og jeg er fuldstændig enig med dig i, at det er godt at nogen kommer med input, jeg har bare så svært med terminologien fra det private erhvervsliv :-)

      Slet
  2. Åh ja. Som patient/kunde/pårørende/hædersgæst i sundhedsvæsnet, har jeg også lidt erfaring og forbedringsforslag - men også ros. Og jeg er meget opmærksom på at give begge dele. Enhver oplevelse i systemet har flere synsvinkler - og i nogle af de svære tilfælde, må jeg erkende at personalets manglende tid, bare ikke er godt nok. (Men det er jo så ikke nødvendigvis personalets skyld, men mere generelt 'sundhedsvæsnets' skyld). Jeg opfordrer til at bruge dpsd.dk til både forbedringsforslag og ros. (En gang imellem til direkte ris, hvis det er på sin plads, for det er det nogle gange - ligesom alle andre steder). Tak for et fint indlæg.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak,Liv, den manglende tid må ikke blive en standard undskyldning, og jeg har også oplevet systemet som pårørende, og nogle gange er det bare ikke godt nok, det der er sket. det er godt at skrive/klage, på den måde kan personalet blive klogere og få set på sin praksis med andre øjne. Det er også dejligt at få ros, især hvis der følger ord med hvorfor det var godt. Det kan vi også lære af. Tak for dit input :-)

      Slet
  3. Det er godt at reflektere over sit arbejde. Det er også godt, at nogen forsøger at reflektere udefra. MEN, når nogen gerne vil give penge, og optimere, så er det ofte med fokus på de målbare områder (som f. eks. x % ekstra operationer, flere scanninger etc.) Det er nemmere. Men ikke nødvendigvis dækkende.
    Jeg synes, I kan være stolte over jeres arbejde, men hold op, hvor jeg ryster på hovedet af det vedvarende pres. Det er simpelthen ikke sundt. Og slet ikke i orden.
    Ugebrevet A4 havde for nylig en stor artikel om undersøgelse af forholdene i det offentlige. Man skal være elitesoldat for at kunne klare det. Jeg genkender det inden for mit område.

    SvarSlet
    Svar
    1. Eva, elitesoldat er vist en meget god betegnelse. Og jeg genkender det med at det ofte er de målbare områder at der doneres penge til, meget sjældent til de mennesker, der skal betjene apparaturer osv. Tak for dit input :-)

      Slet
  4. Jeg bryder mig heller ikke om at bruge udtrykket "kunde" om patienten. Der er jo ikke tale om en relation, som handler om køb & salg, men om omsorg, hvilket selvfølgelig er et bredt begreb. Jeg kan bedre forlige mig med "hædersgæst" - men synes alligevel heller ikke det dækker helt.
    Det er en svær problemstilling, du beskriver. Selvfølgelig er der forskel på akutafdeling og ambulatoriefunktion. Det giver sig selv, at det kan være svært at holde tidsplanen i en akutafdeling. Jeg arbejdede engang et års tid på en ortopædkirurgisk afdeling med traumesenge. Jeg har her oplevet utallige gange, hvordan tidsplanen skred fuldstændigt - store trafikulykker eller stilladser, som pludselig kollapser. Men der sker altså også uforudsete ting i ambulatorierne, som vælter tidsplanen. Mange patienter kommer jo i dag og får medicinsk behandling i ambulatorierne, hvor de tidligere var indlagte. Kemoterapi f.eks. De sidste mange år har jeg arbejdet på reumatologisk/dermatologisk afdeling, hvor vi også har subspeciale i anafylaksi. Ofte kommer patienterne i ambulatoriet for at få medicinsk behandling af deres lidelse intravenøst. Indimellem udviser de tegn på at reagere allergisk på behandlingen og så skrider planen selvfølgelig, fordi personalet skal reagere på dette og overflytte patienten til os til videre observation.
    Mange behandlinger er i dag ambulante, hvor de tidligere krævede indlæggelse og derfor kan man ikke helt undgå at planerne ikke kan holdes - i hvertfald ikke, hvis man samtididig vil køre med en ret lav bemanding. Og det er nok her hunden ligger begravet.
    Til gengæld er der jo nok plads til forbedringer, når jeg sammenligner med min stedfars cancerbehandling, som han fik i det almindelige spanske sundhedsvæsen på Costa del Sol. Her lukker ambulatorierne altså ikke kl 16, men arbejder til sent ud på aftenen - og kommer der afbud, så ringer man de næste patienter ind, så de får lavet deres undersøgelser FØR tid. Der er også - sammenlignet med Danmark - ekstremt nem adgang til at blive tilset af specialister i palliativ/smertebehandling, hvor jeg oplever, at cancerpatienter i Danmark kan vente i ugevis på sådan et tilsyn.
    Det ville nok kræve en større bemanding og udvidelse af åbningstiden i ambulatorierne til også at omfatte en aftenvagt, hvis forholdene for alvor skulle forbedres. Men jeg kan altså ikke helt acceptere udsagnet, at "kundernes tid er vigtigere end systemets" - mener han i ramme alvor, at ortopædkirurgen skal vælge at operere den elektive patient, som har en fast tid, FØR han opererer den patient, som har fået knust fødder og underben, da stilladset kollapsede? Sådan er virkeligheden jo ikke, ihvertfald ikke, for så skulle vi jo hver dag have virkelig mange kirurger og personaler på job.

    SvarSlet
    Svar
    1. Henriette, du har en god pointe omkring ambulatorier i dag, fordi megen behandling sker her, og ja lige så snart noget uventet sker, skrider planerne. jeg har indimellem været grædefærdig, når jeg troede og havde sagt til patient/pårørende at de ville få besked i dag, og så vælter det ind med trombolysepatienter, som tager lægernes tid og dermed får patienten ikke besked den dag. Stærkt utilfredsstillende, men alle har knoklet som gale. Det lyder spændende med den måde, de har indrettet sig på i Spanien, men i min uvidenhed spørger jeg om de så holder siesta i ambulatorierne, som jeg oplevede alle butikker gjorde mod at holde åbent hele aftenen?
      Og nej, hvad er egentlig systemets tid? Tak for dit input :-)

      Slet
    2. Jeg tror, de holder en vis form for siesta i ambulatorierne, eller i hvert fald en periode på et par timer, hvor der er mere ro. Helt lukke kan de jo ikke, for de laver jo behandlinger og undersøgelser præcis, som vi gør. Den korte periode, de lukker ned, kan ihvertfald slet ikke retfærdiggøre, at de så arbejder meget sent ud på aftenen - min stedfar blev engang ringet op kl 19 og spurgt om han kunne komme kl 20, så ville hans scanning blive fremrykket. De havde fået et afbud! Og det er altså det offentlige sygehus, ikke et af de private.
      Ganske mange mennesker på Costa del Sol har derudover en privat lægevagt/ambulanceservice, Helicopteres Sanitarios, som svarer til vores Falck, men har en service, som er uden for vores danske fatteevene - Der kommer både en læge OG en sygeplejerske i en så veludstyret ambulance, at de kan lave mange undersøgelser på stedet og sende resultaterne digitalt til hospitalet, så lægerne står klare og velinformerede ved patientens ankomst. Min stedfar, som både var hjertesyg og havde en agressiv hudcancer brugte dem meget. De sendte endda blomster til hans begravelse med håndskrevet kort!
      Til gengæld er der så andre ting, jeg ikke er imponeret over i det spanske. Vi skal være yderst taknemmelige for vores offentlige skifteretssystem. Det kan godt være, at skatter og arveafgifter er en smule lavere i Spanien, men den fortjeneste bliver mere end spist op af mere eller mindre snedige advokater, som man er nødt til at hyre for at få en arvesag ordnet.

      Slet
    3. Henriette, tak fordi du uddyber. Det lyder godt nok flot at de har så længe åbent. Jeg tænker på om spanske sygehusansatte arbejder flere timer end vi danskere.

      Slet
  5. Godt indlæg, Lene. Jeg har endnu ikke set den omtalte tv udsendelse og kan derfor ikke kommentere på den. Men det fremgår tydeligt af dit indlæg, at du er en reflekterende, seriøstarbejdende og meget professionel sygeplejerske. Og dem er der heldigvis mange af. Stor tak til alle jer.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak, Lise og tak for din kommentar. jeg har heller ikke set udsendelsen, men fandt det pågældende link om punkterne.

      Slet
  6. Hvor er det bare spændende at læse om alle de mange tanker du - og andre - gør sig i forbindelse med hospitalsindlæggelser.
    Jeg bryder mig dog ikke om ordet hædersgæst, for det signalerer fest og glade dage, og det kan jeg ikke i mit hoved forene med et hospitalsophold. Gæst er man frivilligt - det er en hospitalsindlæggelse sjældent.
    Jeg kan bedst lide, at jeg fortsat heder patient i den sammenhæng -som jo i øvrigt betyder både patient og tålmodig på engelsk. Meget symbolsk ;-)

    SvarSlet
    Svar
    1. PS: 'Kunder' er endnu værre. Hvis jeg er kunde et eller andet sted, er jeg det også frivilligt - og jeg køber ikke noget i forbindelse med et hospital - jeg rager til mig, alt det jeg kan.
      At det er mine og andres skattepenge, der betaler, er sagen uvedkommende. Synes jeg. For det er ikke et køb/salg som i normal forstand.
      I det hele taget er jeg ret træt af al denne leflen og politiske korrekthed. Kald tingene hvad de er :-)

      Slet
    2. Ellen, en gæst er for mig ikke ensbetydende med fest og farver, men en som man kerer sig om og gerne vil gøre det godt for. Og jeg er glad for at du tænker det samme om skat og sygehuse.
      Og jeg holder af ordet patient, nemlig i den engelske betydning, det er nok ikke uden grund at det hedder sådan :-) Tak for din kommentar :-)

      Slet
  7. Hvis bare alle reflekterede lige så meget over, hvordan I (sygeplejersker, læger portører osv.) kan gøre en indlæggelse mere behagelig/mindre ubehagelig, som du gør, så tror jeg, vi var nået langt.

    Jeg synes, som Ellen, at en patient er en patient og hverken en kunde eller en gæst. Men derfor kan man nok alligevel godt gøre sig nogle interessante sammenligninger og spørge sig selv (og sit system), om man gør det godt nok til, at patienten ville blive, hvis han/hun ikke netop var patient og dermed tvunget, men en kunde, der kunne gå sin vej, hvis betjeningen (og det tilbudte produkt for den sags skyld) blev for dårlig.

    Og så synes jeg iøvrigt, det altid er spændende, når nogen kommer og siger 'Vi har succes med at gøre sådan og sådan i forhold til vores kunder. Måske er der noget af det, som I kan bruge i forhold til jeres patienter?' I stedet for patienter kunne det være borgerne, de ældre, småbørnsforældrene osv. osv. Det er jo ikke kun inden for sygehussektoren, at bedre kundepleje (undskyld, men kan ikke lige finde på mere passende udtryk) efterlyses.

    SvarSlet
    Svar
    1. fruen i midten, jeg tror faktisk mange tænker over tingene, men jeg tror desværre også nogle giver op og slår sig til tåls med, at det er samfundets skyld og de skal bare have dagen til at gå. Det er heldigvis ikke det, jeg oplever normalt.
      Jeg synes også det er spændende at høre andres tanker og jeres tanker. Jeg bliver bare lidt træt i hovedet, når min søster fortæller, at fordi denne leder gik ud med disse punkter, så blev det pålagt alle afdelinger på hendes sygehus at skulle svare tilbage på, hvordan de ville tænke punkterne ind. Især fordi meget af personale havde forsøgt at sige det her i mange år.
      Tak for din kommentar :-I

      Slet
  8. Jeg skal lige gemme dette indlæg et stykke tid, har lige lidt forløsningsarbejde der skal foretages, før jeg kan komme med min holdning til dine kontra Due´s tanker.
    Eller også går jeg bare videre, og venter til en dag hvor du evt. linker, og det så er en dag hvor jeg kan tænke klart, og komme med en reaktion, der ikke gør ondt.

    SvarSlet
    Svar
    1. Abildjyde, jeg er ikke helt sikker på at jeg forstår hvad du mener. Hvem Due er og det med en reaktion, der ikke gør ondt. Men uanset hvad er du velkommen til at kommentere, når du føler ordene er der :-) Og i mit indlæg er et link til Jens Jørgen Madsens punkter om hvordan sygehusene kan blive bedre.

      Slet
    2. Due er Grundfos tidligere direktør og troede det var ham du mente, og da jeg læste, og ikke Jens Jørgen Madsen. Derfor skriver jeg Due.
      Jeg måtte stoppe op, der var så meget fra den seneste tid der fyldte, og dette mix af omtalen i medierne omkring pårørende og den syge, dit indlæg. Kunne se jeg ikke kunne kommentere, ville stoppe og slette, men ups, hvilket vrøvl der blev sendt.

      Slet
    3. Abildjyde, det er helt ok, jeg husker godt tiden efter min mors død og alle de tanker og følelser der kører gennem en, og du er jo lige midt i det at være pårørende og at have mistet. Varme tanker til dig.

      Slet