Vintertid

Eller hvad vi nu skal kalde det. Egentlig er det vel bare normaltid. Man har nu påvist en sammenhæng, endda ret markant, mellem depression og overgangen til vintertid. Diagnosen depression på psykiatriske hospitaler stiger, når vi går over til vintertid. Det at man fra den ene dag til den anden mister en times lys i slutning af dagen har betydning for humøret/sindstilstanden. Her i huset var jeg dog glad for den ekstra time i morges. Jeg har planer for søndagen, dejlige planer. Det havde jeg også for lørdagen. Og kombinationen af sent i seng og tidligt op er ikke særlig god for mig mere.

Landmanden er ud af en stor søskendeflok, han har også en stor fætter-kusineflok på sin fars side. De har bare aldrig rigtig haft noget med hinanden at gøre i deres voksenalder. For fire år siden tog en kusine initiativet til en fætter-kusinekomsammen, og det har været en succes. De ældste er midt i 70erne, de yngste midt i 50erne, og i går var vi samlet for 3. gang. Det var så sjovt, jeg er gift ind i en familie med let adgang til latter og smil, med evnen til at fortælle historier på en levende og medrivende måde og med evnen til at fokusere på det gode i livet. Og så sidder man der midt i efterkommerne af fire søskende og kan se, at de evner har de alle. Hold nu op som der blev fortalt, snakket og ikke mindst grint. Og man kunne se lighed mellem fætrene, man kunne se lighed mellem kusiner. Det var en dejlig aften, og midt i al latteren var omsorgen der også. En kusine har det ikke godt, er alvorligt syg, og deltog derfor ikke, og med det samme blev der arrangeret besøg af flere. Denne familiesammenhørighed, dette bånd af fællesskab, den bevæger mig. Og selv om landmanden og jeg er meget forskellige, og indimellem skærer os på hinandens synspunkter, så er de værdier, som hans familie værdsætter og helt naturligt lader komme til udtryk på sådan en dag, fuldstændig de samme værdier, som jeg føler, er til stede i mine egen søskendeflok og i min fætter-kusineflok. Jeg er dybt taknemlig for at have lært en skøn vendsysselsk familie at kende.

Mens jeg prøver på at vågne og plejer en ru hals, som driller, og en begyndende forkølelse, glæder jeg mig til søndagens program. Da min mor døde for otte år siden, organiserede vi os. Vi tre døtre i Jylland besøgte vores far på skift, først i vores barndomshjem i fire år, siden fire på plejehjemmet. I begyndelsen havde vi hver især et hverdagsbesøg hver tredje uge og et weekendbesøg hver måned. På den måde fik vores far besøg mindst to gange om ugen. Vores to søskende på Sjælland tog sig af et weekendbesøg hver måned. De sidste år blev besøgende reduceret til mindst et besøg om ugen, vores far var nu så dårlig, at han sov efter to timers besøg. Da vores far så døde i sommers, snakkede vi om, at vi tre jyske søstre skulle starte en ny tradition, vi havde de sidste år mødtes hos vores far hver anden måned og vores far (og vi) nød de timer. I dag starter denne tradition, vi vil gå sammen, vi vil snakke, mens vi får set nogle af de vandreruter, der er omkring os. I mine tanker havde jeg tænkt, vi mødes ved 11 tiden til lidt brunch og så går vi fem kilometer. Næ nej, jeg gjorde regning uden min ældste lillesøster. Vi mødes klokken ni, og hun har fundet en rute i Rold Skov på 17 kilometer! Forrige sommer gik hun og jeg 14 km i Blokhus klitplantage, og vi har tit snakket om at ville gå El Camino sammen. Fem kilometer er dermed alt for lidt, så jeg finder traveskoene frem, drejer ind om bageren efter rundstykker, og så glæder jeg mig til walk and talk på denne søndag, hvor ferien nu officielt er slut.

God søndag til dig.

Hver dag sit vejr

Det er ikke til at forstå, at i går var der solskin og vinde, der strøg mig om kinden. I dag er der også solskin, men vinden river og rusker i mig, så mit hoved føles tungt og træt efter dagens fem kilometer. Ingen billeder fra gåturen i dag, for jeg valgte at gå på vejene, ikke noget med at være i nærheden af træer, der kunne vælte eller sandet, der kunne fylde min mund. I går valgte jeg som tidligere at følge en af Jammerbugts mange stier ned til havet, denne sti havde jeg ikke gået før. Turen hjem til bilen gik også via en sti, op over klitterne, så pulsen rigtig kunne komme op.

blå himmel og smukke hvide skyer

synet af havet bliver jeg aldrig træt af

havet glimtede i solskinnet

vandløbene danner deres egne veje på vej ud til havet

pulstræning

udsigt

udsigt

Dagens fem kilometer endte, tro det eller ej, i en butik! Jeg, som ikke ejer et shoppegen, så en smuk bluse i vinduet, gik ind og kom en halv time senere ud med nederdel, den smukke bluse, tørklæde, strømper og nye støvletter. Sådan, Lene, du har endelig lært det, når du ser noget smukt og kan lide den detalje, er det med at få alle detaljerne samlet til en helhed, og der skal ikke tænkes over det til i morgen! Især, når man hader at shoppe, men gerne vil have nyt og smart tøj.
God fredag til dig.

Vil du med?

Ferien er ved at lakke mod enden, jeg havde drømt om storbyweekend i Europa, jeg havde drømt om tur til København, men da ferien var her og landmandens hverdage var godt booket op, ja så endte det med en ferie hjemme. Jeg kunne godt selv være taget af sted til København, men faktisk har der været andre ting, der har banket på. Mandag måtte min kollega og jeg kigge på bogkapitel, i morgen skal jeg deltage i ansættelsessamtaler på min afdeling, så min leder har sagt, at jeg har en feriedag til gode, det er slet ikke så ringe endda. I dag har jeg en cafeaftale med min studiekammerat, den har været længe undervejs, sådan cirka siden maj måned og er blevet aflyst flere gange. Jeg satser på, at vi mødes, selvom jeg lige nu er slatten, hvilket nok skyldes, at min hjerne klokken fire syntes, vi skulle igennem alt det, der fylder og trykker. En gåtur, lidt sofaligning, lidt strik, lidt læsning, lidt seriekigning bliver min recept, så jeg er klar til i eftermiddag. Opdatering: indlægget blev skrevet tidligt i morges, men blev ikke udgivet, da billederne ikke ville uploades, så nu er jeg frisk efter to timers sofasøvn foran fjernsynet.

Gåturene har hele tiden været en del af denne feries planer, og dem får jeg gået. I går drog jeg ind i den lille del af Blokhus Klitplantage og gik på kryds og tværs for at få nogle skridt gået, inden jeg gik ned til bageren og hentede god kage og brød, som jeg tog med hjem til landmanden. Vil du med?

jeg elsker stisystemerne

mos ligger og ligner små juledekorationer

Der er de officielle stisystemer og så dem, der er kommet undervejs. De sidste gør turen lidt mere spændende

Skovens farver gør glad

Skoven danner sin egen "nisse"portal, så må vi mennnesker går udenom

De to søer efter en grusgrav er et smukt syn hver gang, gråvejr eller ej

Havtornens smukke bær 

Træernes egen overdækning af stien. Nu er jeg snart færdig med turen.

Ku du mærke pulsen kom op? Rigtig god dag til dig.

PS og så skal jeg jo ikke glemme, at jeg skal til Liverpool i slutningen af november. Jeg er så heldig, at jeg er bevilget en konference sammen med en kollega. Det glæder jeg mig til. Konferencen holdes ved havnefronten, og vi skal bo lige i nærheden med mulighed for at få set lidt af byen på vej til og fra konferencen. Har du gode anbefalinger om spisesteder, seværdigheder eller bare skønne, finurlige steder, man må se i Liverpool, så er jeg en glad modtager.

Måske er det ikke tiden nu

Betty, som har bloggen Alting har sin tid, er en sej vinterbader. Jeg synes generelt, at vinterbadere er seje, men Betty er noget særlig, fordi hun overvandt sin skræk for vand og svømning gennem kurser og er nu altså vinterbader. Jeg er ikke bange for vand, jeg har svømmet, siden jeg var barn, jeg har elsket at leve i Limfjorden, siden vi fik sommerhus, da jeg var ni år. Men det har altid været en sommeraktivitet. Som voksen har jeg ikke været god til at komme i vandet, hverken i svømmehal eller i havet. Men jeg drømmer om at blive vinterbader. Den drøm startede, da vi var på motorcykeltur for nogle år siden til Skærgården nord for Göteborg tidligt i juni måned. Her var jeg i vandet hver morgen, det var hundehamrende koldt, men jeg fik et energiboost uden lige. Min krop blev i den grad vakt til live. I sommerferien holdt jeg mit løfte til mig selv om at bade nærmest hver dag, også selv om min ferie var kendetegnet ved en blæsende og kold tid. Drømmen var at fortsætte med havbadning på fridage, men sådan gik det ikke. Jeg kom aldrig af sted. Så drømte jeg om havbadning, når nu jeg holdt efterårsferie. Det er bare ikke sket, jeg har ikke haft mod til at bade alene i et koldt og lidt voldsomt Vesterhav og Betty hjalp mig med at parkere min frustration ved hendes kommentar til mig: "Lene, du skal ikke bade i havet alene. Jeg bader i en sø, hvor der hele tiden er gående eller badende folk. Havet er også mere voldsomt. Måske er det ikke lige for tiden, du skal ;-)" Og hun har ret, det er for farligt at bade alene i havet. Jeg ved, at der er en vinterbadeklub i Blokhus, men jeg kan mærke, at det er ikke lige nu, at jeg skal indgå i et klubfællesskab, så drømmen er stadig levende, men det er bare ikke nu, at den skal udleves.

Feriedagene fyldes med mange forskellige ting, og alle sætter spor i min hjerne. I går var jeg med til bisættelse af en ung mand. Jeg kendte ikke ham udover af navn og et enkelt møde, jeg kender hans mor og far, og derfor deltog jeg. Det blev en smuk dag, det var tydeligt både i præstens og faderens tale, at denne unge mand havde sat sig spor gennem sin måde at være medmenneske på. Og det er værd at huske på de dage, hvor man kan føle, at hverdagens trummerum med hverdagsarbejde, hverdagspligter og hverdagsfamilieliv er kedelig, trist, uinteressant eller hvad man nu ellers kan føle på en grå hverdag. Vi sætter spor, også på de dage. Vi har en betydning for andre mennesker. Måske ser vi det ikke altid, men når et medmenneske er så sød, at de kommenterer/komplimenterer os, så skal vi tage det ind i hjertet og vide, at vi sætter spor. Ved gårsdagens bisættelse blev der selvfølgelig sunget salmer, og det var skønne salmer. Den sidste salme er min yndlingsaftensalme: Du som har tændt millioner af stjerner. Og jeg sang, mens jeg tænkte på den unge mand og sendte kærlige tanker til hans familie, som nu må leve med sorgen og savnet. Jeg sang, mens jeg tænkte på min egen familie og på den betydning, de har for mig. Da den sidste sang var færdig, hviskede min sidemand, en mand jeg ikke kender, du synger godt. Han satte spor i mig den eftermiddag.

Lyset er ved at være fremme, jeg vil gå en tur og skønne på min hverdag, min uperfekte lille familie, min uperfekte store familie, de passer alle sammen til mig. God onsdag til dig.

En snak med mig selv

Hybenbuskene nærmest flammer lige nu.

Når nu søvnen ikke vil indfinde sig, fordi jeg har småsovet flere gange i løbet af dagen ( man har vel ferie og det er vel gråvejr, og det kan man godt blive søvnig af), så kan jeg lige så godt snakke med mig selv. Jeg er dagdrømmer, jeg elsker at dagdrømme, og i hverdagen er det så sjældent, at der er tid til at dykke ned i sygeplejens væsen. Så sådan en søvnløs start på natten bliver startskuddet til en snak med mig selv om sygeplejen, om de ting, jeg har oplevet, læst og hørt. Hjernen nærmest hopper af glæde, nu har vi tid, nu skal der snakkes. Det er så ikke lige det tidspunkt, min fornuftige del af mig er enige med snakkedelen, der kommer jo en dag efter natten. Og faktisk er det også sådan, at det er i søvnen, at hjernen får renset sig selv, at ting bliver lagret i hukommelsen og restituering foregår. Nå men midt i al den snak, som foregår i et fiktivt rum, hvor nogen lytter andægtigt til "kloge" mig, så fandt jeg frem til, at det nok var meget godt med den snak, for derved bliver jeg også skarpere på det, jeg læser, og kan dermed bedre hente det frem, når jeg rent faktisk snakker med nogen om sygeplejen.

Lige nu er det bælgravende mørkt udenfor, landmanden er gået i gang med dagens arbejde, der er smurt mad til hans dag, for jeg skal til frisør og senere skal jeg mødes med min leder, så vi kan få læst korrektur på vores bidrag til en håndbog for studerende om sygepleje til mennesker med apopleksi. Jeg må vist hellere i gang med at gøre mig klar, i stedet for at blive i rummet, hvor jeg snakker med mig selv. God mandag til dig ønskes du med billeder fra gårsdagens gåtur.

Selvom alt mest er grønt , gult og brunt, så er der stadig små farveklatter af rødt derude

Tidlig søndag morgen

For mine kolleger i dagvagt er dagen i fuld sving, de sidder lige nu og læser om deres patienter, noterer det, de skal huske og om lidt er de i gang med sygeplejen. Jeg vågnede ved landmandens insisterende ur klokken kvart over fem. Til hverdag er det mit ur, der insisterer på det tidspunkt, men denne søndag morgen er landmanden inviteret på andejagt. Egentlig kunne jeg blot vende mig om på den anden side og sove videre, men sådan spiller klaveret(min hjerne) ikke. I stedet for at blive irriteret står jeg op og brygger te og får sagt farvel til jægeren og jagthunden. Herefter har jeg forsøgt at falde i søvn igen, men har nu opgivet. Havde det været sommer og lyst udenfor, havde jeg taget traveskoene på og gået en tur, nu har jeg i stedet for tændt op i brændeovnen, trukket i tøjet og besluttet mig for at få en opgave til side. For lang tid siden sagde jeg ja til at skrive et kapitel til en håndbog for studerende, jeg gav op undervejs, fik udsættelse, fik min leder med til at skrive, og så afleverede vi det færdige produkt i begyndelsen af året. Vi troede egentlig, at bogen var opgivet, men nu sker der noget, og deadline for endelig korrektur kom midt i, at min leder var på ferie og jeg gik fra til ferie. Vi har fået en dags udsættelse og har sat hinanden stævne mandag eftermiddag, så jeg vil benytte denne mørke søndag morgen til at få forberedt mig.

Mens jeg skriver dette indlæg, tænker jeg på, at andre måske lige nu har hacket sig på min computers kamera og følger med. Man kan blive helt paranoid og da jeg lå i sengen og læste nyheder på iPaden tænkte jeg på, hvor kameraet på det sad. Nu overvejer jeg at finde noget tape som andre også gør, og måske skulle jeg sætte mig ind i, hvordan jeg sletter mine spor i cyberspace. Lige nu snupper jeg en kop te mere og fokuserer på korrekturlæsning. Du ønskes en god søndag med billederne fra min gåtur i går til stranden.

Seks og salat

Når jeg søger efter inspiration til aftensmad, støder jeg ofte på menusammensætninger, hvor jeg undrer mig. Lækker kød/fisk/kylling med ris/kartofler/pasta og så salat til. Det lyder til at være lige noget, jeg kan bruge til min fordelingsmodel: Y-tallerkenen. Problemet er bare salaten. Den består mestendels af frugt, og så går modellen jo ikke op. Y-tallerkenen hører sammen med seks-om-dagen. Altså seks hundrede gram frugt og grøntsager om dagen. Frugt står der, så hvad er dit problem, Lene? Grøntsager skal udgøre mindst tre hundrede gram, og gerne firehundrede gram, så frugt er kun to stykker om dagen. Det kan man få rimeligt nemt, frugt indgår i min morgenmad og som et mellemmåltid. grøntsager er derimod sværere at få op på den ønskede mængde. Mange af os spiser salat bestående af salatblade, tomater, agurker, squash og peberfrugter. Det er fint, det skal vi blive ved med, men det vejer ikke særlig meget, så hvis man skal op på de mindst trehundrede gram og altså gerne de firehundrede gram, så skal der grovere grøntsager til. Egentlig anbefales, at man spiser grøntsager til alle hovedmåltider, men for mit vedkommende skal der ikke grøntsager til min morgenmad, så jeg snupper en gnavegulerod undervejs, når jeg er lækkersulten.
Tilbage til indledningen, jeg får ikke dækket min grøntsagsmængde, hvis jeg kun spiser eks. melonsalat til mit kød eller hvis jeg spiser en pastasalat, hvor hovedingrediensen er pasta. Så hvis jeg laver en melonsalat, så er der også andre salater på bordet eller dampede grøntsager, for ellers kan jeg ikke fylde halvdelen af min tallerken med grøntsager og føle mig mæt og leve op til anbefalingerne.

For noget tid siden sagde jeg ja til et projekt, som er oveni min arbejdstid på de 30 timer. Jeg er med til undervisning af tidligere patienter i kost og kolesterol, fordi de ofte har spørgsmål om deres sygdom, som fylder og som diætisten ikke kan svare på. I den forbindelse udfyldte jeg det skema, som patienterne også udfylder for at skærpe ens opmærksomhed på ens kost. Får man nok fibre, spiser man fedtfattigt, spiser man fisk osv. Lad mig blot sige, at jeg fik øje på punkter, hvor jeg kan forbedre mig. Jeg havde fået en vane med kun at have smør og olie i huset (og brugte mest smør til stegning, olie til dressing), nu kommer oliemargarinen ind igen som et supplement. Jeg er også begyndt at spise mere rugbrød igen, ligesom jeg er blevet opmærksom på, at jeg ikke spiser nok fisk. Det var også til undervisningen, at billederne af gulerødder til mellemmåltid og tomater og agurker til rugbrødsmaden viste, hvordan man kan komme op på de tre hundrede gram grøntsager.

Jeg er startet denne gråvejrslørdag med bagel og knækbrød, begge pakninger har både nøglehulsmærket og fuldkornslogoet på. I følge diætisten betyder det, at jeg ikke skal nærlæse varedeklarationerne, jeg kan stole på, at der hverken er for meget fedt, sukker eller for lidt fibre i produktet. Så jeg nyder brødet sammen med gode oste, nogle på de anbefalede 30+, andre med højere fedtprocent. En god start på en gråvejrsdag. Efterfulgt af besøg hos gode bekendte med tid til snak og nærvær. Så mangler jeg vist blot frisk luft og en travetur, så er alle parametre i min definition på en god dag opfyldt. God lørdag til dig.

Gråvejr

Gråvejret gør, at jeg ikke kan fange den glød, der lige nu på trods af gråvejr er i busken udenfor mit vindue.

Gråvejret gør, at jeg ikke kunne fange de smukke farver i buskene på min gåtur i skumringen i går eftermiddag.

Gråvejret gør, at livet stemmes i mol.

Gråvejret gør, at lyset er tændt dagen lang i huset.

Gråvejret gør, at tempoet sættes ned. Langsommeligheden trives godt i gråvejr.

Gråvejr, temps couvert, cloudy weather, trübes Wetter, tempo grigio, tiempo nublado.

God gråvejrsfredag til dig.

Tre kvarters hverdag

Det er rengøringsdag i dag. Normalt rydder jeg op og gør klar om aftenen, men nu har jeg jo fri og kan derfor bruge morgenen på det. Landmanden er stået op, da jeg står op. Jeg starter med at give Istvan mad, og så går jeg i gang. Jeg er på samme tid struktureret og usystematisk. Jeg ved, hvad jeg vil, men det foregår nogenlunde sådan her: Først gør jeg folkerummet og tilhørende badeværelse klar, sikrer mig, at det er nemt at komme til at gøre rent. Jeg vil ikke betale for, at de skal flytte en mase ting på borde og gulve. Den nye kæmpepose med hundemad bliver hældt i tønden til hundemad (vi har en stor hund og bruger meget hundemad), posen tager jeg med ned i bryggerset. Her flytter jeg hundekurven ind i kontoret, opdager nogle ting, som ikke skal være på kontoret, de kommer med ind i køkkenet, hvor vandet koger til den første kande te. Her sættes stole op og jeg fjerner nogle papirer og landbrugsaviserne. Går herefter ind på kontoret igen med papirerne. Landmanden og Istvan er nu gået ud, så jeg fjerner hundekurv og madskåle fra bryggerset. Så ryster jeg puder og lægger tæpper sammen i stuen og fjernsynsstuen, sætter ligeledes stole op på bordet. Nu lægges det sammenlagte vasketøj i gangen på plads, jeg kommer i tanke om aviserne nede på kontoret, som skal i folkerummet. Tørrestativer og klemmekasse ryger ind på det ene værelse, blade ryger ind på det andet værelse. Og sådan går jeg frem og tilbage, konstant i pendulfart, ikke noget med at gøre et rum færdig ad gangen, men efter tre kvarter er huset klar til rengøring. Der er brygget te og smurt mad, soveværelset er blevet luftet ud og jeg har sat tekande og kop ind på kontoret, hvor jeg har et par arbejdstimer foran mig. Når rengøringsfolkene er færdige, har jeg planer om at gøre rent i de fire rum, som jeg er ansvarlig for, de tre værelser og kontoret. Nå nej, det ene rum er totalt fyldt op med tøj og kasser, jeg fik et anfald af oprydningsenergi en dag, så nu ligger der bunker af landmandens gamle tøj. han skal blot godkende, at det ryger ud (genbrug og affald). Kasserne er fra min fars lejlighed, dem kommer mine fire søskende og hjælper mig med om en måned. De medbringer også kasser, som de har fået med hjem, og sammen skal vi få styr på de mange billeder, dokumenter og breve, som vores forældre har efterladt. Hvor meget skal vi gemme, skal vi betale et firma for at digitalisere alle billederne eller nogen af dem? Når jeg dør, vil der være billeder fra mit liv frem til ca 2006, herefter er der billeder på computeren, og de er overhovedet ikke systematiseret eller beskrevet. Det er papirbillederne heller ikke, de ligger i skotøjsæsker i et skab. Når jeg når hertil i mine tanker, er det at jeg opgiver og drømmer om at smide alt ud og leve i et lille bitte hus kun med det allernødvendigste.

I stedet for at drømme må jeg hellere tage mig sammen og få andre hængepartier, der fylder min hjerne, ud af verdenen (og hjernen).

PS Den opmærksomme læser vil helt sikkert tænke, hvad med den tomme pose, hvor der tidligere var hundemad i? Den er kommet ud i affaldscontaineren; bare rolig, selv om jeg er usystematisk, så bliver jeg færdig til sidst. Og det er vist kendetegnende for mig, jeg skal nok nå i land, jeg tager bare mange svinkeærinder og smutveje undervejs. God torsdag til dig. Det her må vist sige at være et indlæg, der er totalt ligegyldig :-)

Første feriedag

Eller det er det jo ikke, det er en ganske almindelig fridag, men når den bliver kombineret med andre fridage og feriedage, der er drysset ud over det hele, ja så ender jeg med halvanden uges fri. Landmanden kan ikke holde ferie, der er gang i kartoffelsorteringen, og det skal passes, så I kan købe kartofler uanset ugedag, uanset helligdag osv.
Dagen er brugt på tanker, tanker om livet og døden, tanker om de næste ti år i mit liv, tanker om det at være mor, hustru, søster, kollega, medmenneske. Jeg har også været til fysioterapeut og tandlæge, men først og fremmest har jeg tænkt. Nu har jeg købt kage, brygget te, tændt op i brændeovnen og tændt de levende lys. Om lidt vil jeg nyde skumringstimen sammen med landmanden, og måske vil jeg slutte eftermiddagen af med en lille lur. Må din onsdag være god ved dig.

Hævet øre, duggede briller og en frisk hjerne

Alt sammen effekten af en rask travetur i det fugtige vejr. Landmanden konstaterede i formiddags, at det dog var et trist vejr. For mig er det hyggevejr. Landmanden havde set fjernsyn den halve nat og nød velfortjent en god søvn, så jeg nåede at hente rundstykker, hænge vasketøj op, sætte nyt over og få renset de sidste hyldebær og få gang i saftkogeren. Det var mørkt helt frem til efter ti, og jeg hyggede mig. Det er lige vejr til hyldebærsuppe, jeg har ikke kammerjunkere i huset eller tvebakker, det var de to ting, vi fik på suppen i min barndom. Sidste gang jeg lavede et indlæg om dette, fik jeg mange bud på de forskellige tilbehør til suppen, man i vores lille land brugte. Melboller var der flere, der var vant til. Mange fik æbletern dertil, nogle ristede havregryn, andre ristede franskbrødstern, andre igen cornflakes. Variationsmulighederne er mange, og ved at kigge tilbage i mine indlæg blev jeg mindet om en måde at udnytte det sidste af hyldebærrene på. Jeg har æbler, jeg har slatne hyldebær, jeg har tørt franskbrød, jeg har cornflakes. jeg har endda mælk og æg. Jeg tror, menuen i aften kommer til at bestå af pandekager og hyldebærsuppe med æbler og ristede franskbrødstern.

Det hævede øre? Jeg gned vist lidt på øret omkring mit ørestikshul, mens jeg gik i kulden og det fugtige vejr. Nu er det hævet, rødt og irriteret. Mon ikke det falder til ro igen, det satser jeg på.

God søndag til dig.

Det var så ikke planen

Planen var, at denne weekend skulle vi slappe af sammen, vi skulle få hængepartier ud af verdenen, vi skulle nyde, at der kun var os to på gården (og Istvan, selvfølgelig). Jeg har skubbet en masse landbrugsrelaterede emner, til landmanden havde tid. Landmanden havde skubbet andre landbrugsrelaterede emner, til der var tid. Og det var der i dag. Dagen startede godt, begge havde sovet længe og var udhvilet, vi fik begge den morgenmad, vi helst ville have. Og så gik vi hver især i gang med hængepartier. Jeg fik sat vask over, jeg fik ryddet bunker på kontorbordet væk. Nye bunker lå i køkkenet, klar til fælles drøftelse. Landmanden satte indlagringsgrej ind og begyndte at slå græs. Jeg gik en lang tur for dels at få motion, dels at se, om der overhovedet var nogle hyldebær tilbage, som ikke var udtørrede og visne. Det var der ikke på turen, men hjemme var jeg heldig. Ud mod vejen havde hyldebærbuske slået rod, og da de var i læ af et andet læhegn, havde de ikke fået så meget sol, at de var udtørret. To spande blev det til.

Fornøjet gik jeg ind i huset og hældte en kop te op og så på min mobil. Et ubesvaret opkald fra min afdeling, en besked på min svarer om at de manglede en aftenvagt. Jeg sad et stykke tid og tænkte. Jeg var træt, jeg trængte til denne weekend sammen med landmanden, vi havde mange ting, vi gerne ville nå. Det mindste jeg kunne gøre, var at ringe. Jeg ved selv hvor træls det er, når folk ikke ringer tilbage, fordi man hele tiden så har dem i mente, måske kunne de tage en vagt. Da jeg havde talt med min kollega og sagt nej, kunne jeg godt høre trætheden og afmagten i hendes stemme, så jeg spurgte ind til hvem der var syg. To var i forvejen syge og var erstattet med vikar og fast personale. Nu var en sygeplejerske blevet syg. Sammen kom vi frem til, at en af dagvagterne godt ville blive to timer og så kunne jeg overse at få afsluttet de ting, jeg var startet på og nå at finde min indre sygeplejerske frem.

Næste hold vask er i gang, første hold er hængt op. Første portion hyldebær koger i saftkogeren, næste portion må vente til i morgen. Og alle de andre ting må også vente til i morgen, patienter og travle kolleger har højere prioritet. Nu brygger jeg te, og så vil vi nyde eftermiddagsteen sammen. God lørdag til dig.

Fyldte huse

Kartoffeloptagningen er slut, husene er ved at være fyldte, alle kartoffelkaserne er fyldte. De sidste kartofler blev lagt ind som løslager, sådan som vi opbevarede dem førhen. To store kølehuse og et kartoffelhus rummer alle kartoflerne. I løbet af efteråret, vinteren og foråret tømmes husene i takt med bestillinger. Landmanden og medarbejdere sorterer kartofler hver uge, der er ikke én uge, der holdes fri. Selv mellem jul og nytår skal der sorteres kartofler, for heldigvis er I nogle, der stadig kan lide kartofler, og det er godt for jer. Kartofler er fyldte med fibre, mange flere end pasta og ris, og kartofler indeholder kun halvt så mange kalorier som pasta og ris. Det har været en god optagningssæson, mange tørvejrsdage, masser af dage med solskin. Det har dog også været lange dage, især for den ene medarbejder og landmanden. De har mange gange som i forgårs arbejdet videre, når de andre kørte hjem ved aftenstid. Jeg glæder mig, for når der både har været travlt her og så på sygehuset, så kan jeg godt mærke, at min hjerne har svært ved at falde til ro. Heldigvis har jeg snart ferie, halvanden uge, det bliver så godt. Og selv om landmanden altså ikke kan holde ferie, så kan han dog bedre slappe af og forhåbentlig snuppe nogle fritimer i ny og næ.

I år sluttede vi altså dagen før, at børnene går fra til efterårsferie. Der er bestilt smørrebrød til alle, så vi kan slutte høsten på vores traditionelle måde. Lad os kigge tilbage i bloggen og se på hvornår vi er blevet færdig de andre år:

• Sidste år var året, hvor søndag også blev inddraget, fordi de kom så sent i gang med kartoffeloptagningen, og kartoflerne var i hus d. 23. oktober.
• 2014 var åbenbart et år, hvor kartoflerne ikke fyldte så meget på min blog, men vi blev færdige d. 11/10.
• 2013 blev vi færdige d. 16/10. Vi havde børnene hjemme og indlægget mindede mig om, at den artikel, jeg en gang drømte om at få skrevet, aldrig blev skrevet. Og at det sjal, som jeg strikkede dengang, er forsvundet, suk.
• 2012 blev smørrebrødet spist d. 12/10. Og jeg havde ferie og hjalp i kartoflerne det meste af tiden.
• Oktober 2011 var vi åbenbart meget tidligt færdig for allerede d. 7/10 skriver jeg om, at maskiner gøres rene.
• Og en dag tidligere blev det i 2010. Her fyldte det mere på min blog, at jeg var startet med diplomuddannelsen og eksamensnerverne var begyndt at melde sig.
• 2009 var oktober tydeligvis fyldt med alt muligt andet, for der står intet om kartofler og sluttidspunkt på høsten. Det var så også den måned, hvor vi gik i gang med at isolere huset og sætte nye vinduer i. Det indebar, at vi måtte flytte i sommerhus i tre uger, alt skulle pakkes ned og jeg har stadig ting, jeg ikke har fundet. Formentlig fordi jeg ikke får gået mine skabe igennem hvert år eller hver tiende år eller …
• 2008 var også et tidligt kartoffelår, d. 7/10 var vi færdig. Og det var også den måned, hvor vi skulle have været til London sammen med vores børn, men hvor et flyselskabs konkurs tog vores billetter med i faldet.
• 2007 gjorde jeg så sandelig noget ud af traktementet og borddækning. D.10/10 var vi færdige. Den oktober nød jeg at synge i gospelkoret sammen med min datter.
• 2006 var året, jeg startede min blog, her blev vi færdige d. 11/10. Oktober måned var i de år også måneden, hvor jeg plukkede æbler og fik lavet til most på et mosteri, som for længst er nedlagt. Vores æbletræ giver ikke rigtig nogle æbler, godt det samme, for jeg er da faldet bagud af dansen i forhold til hvad jeg nåede herhjemme dengang.

De tider, hvor vi først blev færdige i efterårsferien og hvor vores børn tog på ferie hos deres morforældre, er ovre. Selv om vi har flere kartofler nu end dengang, så har maskineriet gjort det nemmere og hurtigere.

Indlægget har været min pauseafslapning, jeg har nemlig haft hjemmearbejdsdag. Nu vil jeg gå en tur og få hjernen frisket op efter en aften, hvor jeg faldt i søvn på sofaen i en times tid og min krop derfor straffede mig ved at være vågen til klokken halv fire i nat. Til gengæld fik jeg læst en hel bog, Efter dig af Jojo Moyes, lige en bog efter mit hoved. Underholdende og sød.

Ha en god fredag aften, vi skal helt sikkert spise os gennem aftenen (som sædvanlig når jeg er træt, får jeg købt kager og slik i rigelige mængder til aftenteen, det skal vist fordeles ud over hele weekenden)

Som sand mellem fingrene

Der er dage, hvor timerne forsvinder hurtigere, end jeg kan nå at blinke. Sådan en dag var i går. Fyldt med trælse episoder og fyldt med skønne episoder. Heldigvis startede det med det trælse og sluttede med det skønne, så jeg opløftet kørte hjem i den mørke aften. Dagen begyndte med natten, for for første gang i meget lang tid nægtede min hjerne at overgive sig dagsrytmen efter tre aftenvagter, så med kun 2½ times søvn stod jeg op klokken seks og gik i gang med dagens første punkt: bagning af kage og boller. Kagen var til medarbejderne, bollerne var til aftenens arrangement med kolleger. Derefter gik formiddagen sin gang med arbejde, der var sygeplejerelateret kombineret med arbejde relateret til landbruget. Sådan var aftalen med min leder, for at jeg kunne få min dag til at hænge sammen. Klokken tolv havde jeg et møde i Brønderslev, et møde jeg havde glædet mig til, fordi vi har fået dannet en netværksgruppe af de afdelinger i Nordjylland, der har med mennesker med apopleksi at gøre. Det kom jeg aldrig til, fordi min bil punkterede på vej dertil, så jeg kom på værksted i stedet for. Heldigvis havde jeg et bachelorprojekt i tasken, som jeg skulle have læst, det fik jeg så mulighed for i ventetid på Falck og mekaniker. Klokken 15.10 stod jeg på afsnittet og fik arbejdet mig gennem to-do listen frem til aftenmødet, hvor fire kolleger fortalte om deres udbytte af deltagelse i dels en konference, dels et symposium. Det var så god en aften, jeg var helt høj bagefter. Indlæggene var af høj kvalitet, de havde virkelig sat sig ind i deres stof. Desto mere ærgerligt var det, at få havde mulighed for at deltage. Så vi snakkede også om, hvordan skulle formen være på de her aftener, eller var det reklamen for dem, der havde haltet. Uanset hvad fik vi, der deltog, meget med hjem, jeg smiler stadig ved tanken om aftenen. Nu er en ny dag begyndt, jeg skal interviewe en patient fra morgenstunden, og siden går det slag i slag med møder på afdelingen. Ha en god onsdag.

Der kom en sms

Der ligger en bog til mig på biblioteket. Så må jeg hellere få afleveret de tre, jeg speedlæste sidste weekend. Jeg er vild med stemningen og personerne i bøger af forfatterne Rosamunde Pilcher, Maeve Binchy og Marcia Willett. Normalt læser jeg aldrig bøger mere end en gang, og så dog, men så skyldes det at jeg ikke kan huske, at jeg har læst dem. Men de tre forfattere giver mig en stemning af omsorgsfulde arme, der holder af mig og om mig og som aer mig på kinden, svøber tæppet godt omkring mig og serverer en god kop te. Og nogle gange har jeg bare brug for den følelse, så genlæser jeg yndlingsbøger fra dem. Denne gang tog jeg dog ikke bøger af dem.

Hos andre havde jeg fået anbefalet En perfekt datter af Amanda Prowser. Den kan jeg også anbefale. Her følger man Jackie, en kvinde sidst i 30erne, som blev mor tidligt og som nu har både sine børn boende hjemme og sin demente mor. Det er en dejlig fortælling om drømme for sin datter, om at forlige sig med sin fortid og ens mor, om at få set på de forliste drømme og om at se det smukke i sin nutid.

Egentlig ville jeg her skrive, at for noget tid siden læste jeg en bog. Det er også korrekt, noget tid siden er så præcis to år siden. På biblioteket fandt jeg en fortsættelse af denne bog, som hedder Hjertets stemme af forfatteren Jan-Philipp Sendker. Man kan sagtens læse denne her uden at have læst At høre hjertet slå. En dejlig bog om Julia, som pludselig hører en indre stemme tale til sig. Den gør, at hun ikke kan passe sit arbejde, og hun sætter sig for at finde ud af, hvorfor stemmen har taget bolig i hende. Derfor drager hun tilbage til Burma, ti år efter hun drog ud for at lede efter sin forsvundne far. Og så får man den smukkeste fortælling om kærlighed, om moderkærlighed, om fortid og nutid i Burma. Den kan jeg også varmt anbefale.

Den sidste bog, der røg i kurven den efterårsdag på biblioteket, var Den stjålne vej af Anne-Cathrine Riebnitzsky. Jeg havde set flere anbefale hende, og indtil nu havde jeg holdt mig tilbage, fordi jeg ikke orkede død og ødelæggelse. Jeg har nu mod på flere bøger fra ACR. For selv om det er grumme fortællinger om tre mennesker, som er inspireret af virkelige hændelser, så formår ACR også at formidle et håb, et håb om fremtiden, et meget spinkelt håb. Og jeg er fuld af beundring for de kvinder i Afghanistan, som tør sætte sig op mod deres mænd og taleban, og som insisterer på at ville være med til sidde i bystyrer og parlamenter. Samtidig var det også tankevækkende at læse kapitlerne om den muslimske ingeniør, som bliver taget som gidsel af taleban og høre hans udlægning af islam kontra deres.

Hvad mon du læser/lytter til lige nu? God mandag til dig ønskes du med et billede af en magisk morgenstund i septembers sidste weekend.

Meditativ arbejde

Det synes jeg ikke, da jeg arbejdede fuldtids herhjemme i kartoflerne, men i dag har jeg været standby, så jeg kunne hjælpe med at læsse kartofler af. Vi har en syg medarbejder, og så er vi sårbare, alle har hver sin funktion i optagningsteamet, så det kan mærkes, at der mangler en. Jeg havde tilbudt at være med til at læsse alle læs af inden middag, men landmanden ønskede kun min hjælp til to læs, for jeg skal jo også i aftenvagt lige om lidt. Min funktion er sammen med en anden medarbejder at få al jord fra kartoflerne, inden de kommer i kasser (500 kg) og kommer på køl. Jord i kasserne indeholder fugt og så er det sværere at blæse kartoflerne tørre, så de kan holde sig. Landmanden valgte at køre langsommere med kartoffeloptageren for at undgå jord, men i to læs kom der alligevel jord med op, fordi det var rækker, der lå op til de spor, hvor traktoren har kørt gennem vækstsæsonen. Her er jorden typisk mere trykket sammen og derfor kommer der mere med her. En syg medarbejder har betydet otte rækker kartofler mindre i dag, men pyt, vejrudsigten for næste uge ser lovende ud, så vi regner stadig med kartoffelhøsten i hus inden kartoffelferien (efterårsferie for børn).

De to læs, jeg så hjalp med, fungerede nærmest meditativt for mig. Der var noget sært beroligende i blot at fokusere med øjnene på jord og lade armene gøre deres arbejde, imens kunne jeg lade tankerne vandre, nyde den friske luft og føle mig som en del af fællesskabet.

Nu vil jeg drage mod sygehuset, først en samtale med en medarbejder, den afsluttende i introduktionsforløbet på et år og derefter otte timer med fokus på patientplejen. Jeg glæder mig. God fredag til dig.