fredag, oktober 07, 2016

Meditativ arbejde

DSC_2463

Det synes jeg ikke, da jeg arbejdede fuldtids herhjemme i kartoflerne, men i dag har jeg været standby, så jeg kunne hjælpe med at læsse kartofler af. Vi har en syg medarbejder, og så er vi sårbare, alle har hver sin funktion i optagningsteamet, så det kan mærkes, at der mangler en. Jeg havde tilbudt at være med til at læsse alle læs af inden middag, men landmanden ønskede kun min hjælp til to læs, for jeg skal jo også i aftenvagt lige om lidt. Min funktion er sammen med en anden medarbejder at få al jord fra kartoflerne, inden de kommer i kasser (500 kg) og kommer på køl. Jord i kasserne indeholder fugt og så er det sværere at blæse kartoflerne tørre, så de kan holde sig. Landmanden valgte at køre langsommere med kartoffeloptageren for at undgå jord, men i to læs kom der alligevel jord med op, fordi det var rækker, der lå op til de spor, hvor traktoren har kørt gennem vækstsæsonen. Her er jorden typisk mere trykket sammen og derfor kommer der mere med her. En syg medarbejder har betydet otte rækker kartofler mindre i dag, men pyt, vejrudsigten for næste uge ser lovende ud, så vi regner stadig med kartoffelhøsten i hus inden kartoffelferien (efterårsferie for børn).

DSC_2466DSC_2467

De to læs, jeg så hjalp med, fungerede nærmest meditativt for mig. Der var noget sært beroligende i blot at fokusere med øjnene på jord og lade armene gøre deres arbejde, imens kunne jeg lade tankerne vandre, nyde den friske luft og føle mig som en del af fællesskabet.

DSC_2468

Nu vil jeg drage mod sygehuset, først en samtale med en medarbejder, den afsluttende i introduktionsforløbet på et år og derefter otte timer med fokus på patientplejen. Jeg glæder mig. God fredag til dig.

16 kommentarer:

  1. Det var netop det meditative der gjorde, at John elskede at pløje og harve for far. Dengang havde han (John) et meget krævende job, så han nød virkelig at kunne lade tankerne flyve, mens han kørte traktoren.
    Har du nu husket alle madpakkerne i dag? :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Ellen, alle madpakker blev husket :-) Det er dejligt med arbejde, hvor man kan lade tankerne flyve.

      Slet
  2. Åh ja, bare at koble af, mens man arbejder med et eller andet forholdsvis simpelt :-) Som at slå græs eller rive blade for mit vedkommende. Også god fredag til dig :-9

    SvarSlet
    Svar
    1. Fruen i midten, åh ja, gid jeg kunne overtale min hjerne til at se havearbejde som en meditativ mulighed ;-)

      Slet
  3. Ja, det kan være rart at lave noget andet fra tid til anden, men jeg kan godt se, at I er sårbare, når en medarbejder bliver syg, og man har en pukkel af arbejde, som SKAL laves.

    SvarSlet
    Svar
    1. Erik, og sådan er jo i alle små virksomheder. jeg synes også at vi er sårbare på sygehuset, men vi er bare mange flere til at løfte de opgaver. Min frisør har jo samme problem, hvis en medarbejder er syg, så må nærmest alle aftaler den dag aflyses, for de andre ansatte skulle gerne have hele dagen besat, for at det er en god forretning.

      Slet
  4. Sikke et udstyr der skal til ! Må være rart at kunne hjælpe til og så med noget helt andet end dit eget job. Sikke mange kartofler :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Miri, der er rigtig meget udstyr, men det hjælper. Jeg har jo arbejdet fuldtids i kartoflerne i 11 år og dengang havde vi ikke det udstyr. Vi knoklede, det var meget mere fysisk hårdt. Det er også hårdt i dag, men det er mere de lange arbejdsdage. Og jeg nyder at hjælpe til en gang imellem.

      Slet
  5. Et dejligt indblik i hvordan vore kartofler kommer fra jorden til opbevaring inden de lander i poserne i supermarkedet.
    Minderne tilbage i slut 60´erne og begyndelsen af 70´erne, hvordan tingene foregik næsten manuelt dukker op igen, især til min far´s fortælling om kartoffelferien, for mig var det jo ikke relevant, dog kun hvis jeg var på ferie hos min kusine, men det var jo som i dag, de sidste, hvorimod det var et knokle arbejde da min far var barn/ung.

    SvarSlet
    Svar
    1. Abildjyde, min mand har også været med til håndoptagning af kartoffelmarker, så det er en helt anden tid i dag.

      Slet
  6. Nogle former for arbejde er altså meditativt. Når bostedets vasketøj køres igennem, og man bare som ren samlebånd står og ligger klude sammen, tænker jeg også, at den form for "samlebånds"-opgaver er svært beroligende afbræk midt i kaoset ;)

    - A

    SvarSlet
    Svar
    1. Anne, åh ja, det kan jeg tænke mig. Man kan få lov til at samle tanker eller lade dem gå på vandring :-)

      Slet
  7. Mon der er noget, der hedder kartoffelkarma? Rolige gentagelse i en eller anden funktion giver vel den meditative følelse... enten det er have, afgrøder eller håndarbejde... 'Ro på' er altid godt. Kommer der så et udkomme eller et produkt ud af det, får man endda større tilfredsstillelse ved aktiviteten.

    SvarSlet
    Svar
    1. Anne, det kunne der godt være. Og du må have håndarbejdskarma :-)

      Slet
  8. Lyder faktisk skønt. Håber resten af fredagen var lidt så god.

    SvarSlet
    Svar
    1. Liv, tak, det blev gode, men hektiske aftenvagter

      Slet