En snak med mig selv

Hybenbuskene nærmest flammer lige nu.

Når nu søvnen ikke vil indfinde sig, fordi jeg har småsovet flere gange i løbet af dagen ( man har vel ferie og det er vel gråvejr, og det kan man godt blive søvnig af), så kan jeg lige så godt snakke med mig selv. Jeg er dagdrømmer, jeg elsker at dagdrømme, og i hverdagen er det så sjældent, at der er tid til at dykke ned i sygeplejens væsen. Så sådan en søvnløs start på natten bliver startskuddet til en snak med mig selv om sygeplejen, om de ting, jeg har oplevet, læst og hørt. Hjernen nærmest hopper af glæde, nu har vi tid, nu skal der snakkes. Det er så ikke lige det tidspunkt, min fornuftige del af mig er enige med snakkedelen, der kommer jo en dag efter natten. Og faktisk er det også sådan, at det er i søvnen, at hjernen får renset sig selv, at ting bliver lagret i hukommelsen og restituering foregår. Nå men midt i al den snak, som foregår i et fiktivt rum, hvor nogen lytter andægtigt til "kloge" mig, så fandt jeg frem til, at det nok var meget godt med den snak, for derved bliver jeg også skarpere på det, jeg læser, og kan dermed bedre hente det frem, når jeg rent faktisk snakker med nogen om sygeplejen.

Lige nu er det bælgravende mørkt udenfor, landmanden er gået i gang med dagens arbejde, der er smurt mad til hans dag, for jeg skal til frisør og senere skal jeg mødes med min leder, så vi kan få læst korrektur på vores bidrag til en håndbog for studerende om sygepleje til mennesker med apopleksi. Jeg må vist hellere i gang med at gøre mig klar, i stedet for at blive i rummet, hvor jeg snakker med mig selv. God mandag til dig ønskes du med billeder fra gårsdagens gåtur.

Selvom alt mest er grønt , gult og brunt, så er der stadig små farveklatter af rødt derude