Lørdag på tur

Lørdagen blev brugt på en sidste tur til min fars plejehjem. Vi ryddede hans lejlighed samme dag, som vi begravede vores far. Nogle af de store ting kom ned i deres depot, og i dag fik jeg hentet min del af det. Nu kræver det så at jeg får ryddet op og ud i ting herhjemme, så stol og lampe kan blive en del af mit hjem. Kasserne jeg havde med, kommer mine søskende heldigvis og hjælper mig med i november. Når folk snakker om sorg og savn, så bliver jeg nødt til at sige, at jeg sørger ikke. Jeg savner heller ikke, jeg mindes alle de gode ting, min far stod for. Den nekrolog hans kollega, som var viceinspektør mens min far var skoleinspektør, skrev, viste den del af vores far, som vi jo godt kendte, men ikke til bunds. Jeg vidste f.eks. ikke, at min far var den, der fik børnehaveklasse til min barndomsby, længe før det var vanligt for landbokommuner. Det var godt, at min far fik lov til at dø uden at skulle gennem sygehusophold eller længere tids sygeleje. Og jeg er så glad for, at min søster og jeg fik lov til at være der, da han døde. Det havde vi begge ønsket.

Jeg kan godt, når jeg møder kvinder først i 80erne, som stadig er friske og som stadig har visdom at dele ud af, blive misundelig på deres børn. Jeg gad godt have haft min mor i længere tid, men omvendt så er der andre, der ikke har haft deres mor i så lang tid, som jeg havde. Efter jeg havde fyldt varebilen, kørte jeg forbi gartneren og købte en sammenplantning til gravstedet. For det var nemlig næste destination, gravstedet var nu reetableret og tog sig smukt ud i eftermiddagssolen. Jeg bliver aldrig den, der kommer til at besøge stedet tit, det er ikke der, jeg henter mine minder frem.

Når man snakker om alder, så er det netop i sammenligning med mine forældre, da de var på min alder, at jeg sommetider ikke føler mig voksen nok eller synes, at jeg ikke lever nok. Den sidste tid har jeg tit tænkt på, hvordan jeg vil leve mine næste ti år. Den næste fødselsdag markerer det tiår, hvor jeg ender med at blive pensionist. Det synes jeg slet ikke, at jeg er klar til. Når jeg hører phdstuderende eller er med til phdforsvar, så kan jeg også godt blive lidt misundelig. Jeg gad virkelig godt have haft en kandidatuddannelse og have fortsat med phd. Det er ikke mig, der ikke kan gøre det. Det er mere det, at jeg her må tænke mere på mit afsnit end mig. Der er mere fremtid i, at vi får fundet en af de unge sygeplejersker, der brænder for sygepleje til mennesker med apopleksi og motiverer vedkommende til at videreuddanne sig.

Lørdagen endte i sofaen med film og wordfeud, og klokken var ikke ti, før jeg var at finde i min seng. Nu er søndagen i gang, jeg vågnede af mig selv klokken lidt i syv, tog en afslappende time på sofaen, hentede rundstykker og dækkede morgenbord. Morgenmaden er spist sammen med landmanden, nu er jeg så havnet i sofaen igen. Det er helt sikkert, at sådan var søndagen ikke startet for mine forældre. Jeg har aldrig set min mor slænge sig i sofaen, førend hun blev syg. Hun sad altid i en god stol med en stak aviser eller en bog eller et sytøj. Og aldrig ved computeren. Men jeg er mig, og lige nu er det det jeg vælger. God søndag til dig, hvordan er mon din søndag startet?