Som sand mellem fingrene

Der er dage, hvor timerne forsvinder hurtigere, end jeg kan nå at blinke. Sådan en dag var i går. Fyldt med trælse episoder og fyldt med skønne episoder. Heldigvis startede det med det trælse og sluttede med det skønne, så jeg opløftet kørte hjem i den mørke aften. Dagen begyndte med natten, for for første gang i meget lang tid nægtede min hjerne at overgive sig dagsrytmen efter tre aftenvagter, så med kun 2½ times søvn stod jeg op klokken seks og gik i gang med dagens første punkt: bagning af kage og boller. Kagen var til medarbejderne, bollerne var til aftenens arrangement med kolleger. Derefter gik formiddagen sin gang med arbejde, der var sygeplejerelateret kombineret med arbejde relateret til landbruget. Sådan var aftalen med min leder, for at jeg kunne få min dag til at hænge sammen. Klokken tolv havde jeg et møde i Brønderslev, et møde jeg havde glædet mig til, fordi vi har fået dannet en netværksgruppe af de afdelinger i Nordjylland, der har med mennesker med apopleksi at gøre. Det kom jeg aldrig til, fordi min bil punkterede på vej dertil, så jeg kom på værksted i stedet for. Heldigvis havde jeg et bachelorprojekt i tasken, som jeg skulle have læst, det fik jeg så mulighed for i ventetid på Falck og mekaniker. Klokken 15.10 stod jeg på afsnittet og fik arbejdet mig gennem to-do listen frem til aftenmødet, hvor fire kolleger fortalte om deres udbytte af deltagelse i dels en konference, dels et symposium. Det var så god en aften, jeg var helt høj bagefter. Indlæggene var af høj kvalitet, de havde virkelig sat sig ind i deres stof. Desto mere ærgerligt var det, at få havde mulighed for at deltage. Så vi snakkede også om, hvordan skulle formen være på de her aftener, eller var det reklamen for dem, der havde haltet. Uanset hvad fik vi, der deltog, meget med hjem, jeg smiler stadig ved tanken om aftenen. Nu er en ny dag begyndt, jeg skal interviewe en patient fra morgenstunden, og siden går det slag i slag med møder på afdelingen. Ha en god onsdag.