lørdag, oktober 22, 2016

Seks og salat

Når jeg søger efter inspiration til aftensmad, støder jeg ofte på menusammensætninger, hvor jeg undrer mig. Lækker kød/fisk/kylling med ris/kartofler/pasta og så salat til. Det lyder til at være lige noget, jeg kan bruge til min fordelingsmodel: Y-tallerkenen. Problemet er bare salaten. Den består mestendels af frugt, og så går modellen jo ikke op. Y-tallerkenen hører sammen med seks-om-dagen. Altså seks hundrede gram frugt og grøntsager om dagen. Frugt står der, så hvad er dit problem, Lene? Grøntsager skal udgøre mindst tre hundrede gram, og gerne firehundrede gram, så frugt er kun to stykker om dagen. Det kan man få rimeligt nemt, frugt indgår i min morgenmad og som et mellemmåltid. grøntsager er derimod sværere at få op på den ønskede mængde. Mange af os spiser salat bestående af salatblade, tomater, agurker, squash og peberfrugter. Det er fint, det skal vi blive ved med, men det vejer ikke særlig meget, så hvis man skal op på de mindst trehundrede gram og altså gerne de firehundrede gram, så skal der grovere grøntsager til. Egentlig anbefales, at man spiser grøntsager til alle hovedmåltider, men for mit vedkommende skal der ikke grøntsager til min morgenmad, så jeg snupper en gnavegulerod undervejs, når jeg er lækkersulten.
Tilbage til indledningen, jeg får ikke dækket min grøntsagsmængde, hvis jeg kun spiser eks. melonsalat til mit kød eller hvis jeg spiser en pastasalat, hvor hovedingrediensen er pasta. Så hvis jeg laver en melonsalat, så er der også andre salater på bordet eller dampede grøntsager, for ellers kan jeg ikke fylde halvdelen af min tallerken med grøntsager og føle mig mæt og leve op til anbefalingerne.

For noget tid siden sagde jeg ja til et projekt, som er oveni min arbejdstid på de 30 timer. Jeg er med til undervisning af tidligere patienter i kost og kolesterol, fordi de ofte har spørgsmål om deres sygdom, som fylder og som diætisten ikke kan svare på. I den forbindelse udfyldte jeg det skema, som patienterne også udfylder for at skærpe ens opmærksomhed på ens kost. Får man nok fibre, spiser man fedtfattigt, spiser man fisk osv. Lad mig blot sige, at jeg fik øje på punkter, hvor jeg kan forbedre mig. Jeg havde fået en vane med kun at have smør og olie i huset (og brugte mest smør til stegning, olie til dressing), nu kommer oliemargarinen ind igen som et supplement. Jeg er også begyndt at spise mere rugbrød igen, ligesom jeg er blevet opmærksom på, at jeg ikke spiser nok fisk. Det var også til undervisningen, at billederne af gulerødder til mellemmåltid og tomater og agurker til rugbrødsmaden viste, hvordan man kan komme op på de tre hundrede gram grøntsager.

Jeg er startet denne gråvejrslørdag med bagel og knækbrød, begge pakninger har både nøglehulsmærket og fuldkornslogoet på. I følge diætisten betyder det, at jeg ikke skal nærlæse varedeklarationerne, jeg kan stole på, at der hverken er for meget fedt, sukker eller for lidt fibre i produktet. Så jeg nyder brødet sammen med gode oste, nogle på de anbefalede 30+, andre med højere fedtprocent. En god start på en gråvejrsdag. Efterfulgt af besøg hos gode bekendte med tid til snak og nærvær. Så mangler jeg vist blot frisk luft og en travetur, så er alle parametre i min definition på en god dag opfyldt. God lørdag til dig.






18 kommentarer:

  1. Kål - jeg elsker kålsalater om vinteren - de kan laves lidt mere "usunde" med frugt, men smager også godt med bare kål og gulerødder og så vejer de godt til. Jeg river rødkål (eventuelt rød spidskål) og evt gulerod ret fint i minihakkeren til min stavblender (hvis det skal være mere lækkert-> luksus supplerer jeg med æble, appelsin, valnødder, rosiner, figner og eller abrikoser) Dressingen er ca 1 del vand, 1/2 olivenolie, lidt honning og citronsaft - det gives et opkog og hældes over kål mm. Opbevares i tætsluttende beholder og kan holde sig i flere dage på køl. Jeg bruger det som tilbehør til aften og som supplement til madpakken.

    SvarSlet
    Svar
    1. Pollyanna, i min opskriftsmappe på computeren ligger Pollyannas rødkålssalat :-) Jeg elsker den dressing og det den gør ved kålen. Og jeg kan se, du har udviklet den, for min opskrift indeholder sukker, jeg skal prøve den nye udgave :-)

      Slet
  2. Jeg er udfordret på grøntsager ligesom dig. Lever i kronisk underskud, tror jeg. Men set lyder fedt, at du er med i et projekt!! Og så tænker jeg, at dine mange travekilometer, frisk luft og nærvær tæller for mindst halvdelen af det anbefalede dagsindtag. Mindst!

    SvarSlet
    Svar
    1. Skøreliv, frisk luft og traveture er altid godt, og generelt får jeg altid grøntsager som tilbehør til min aftensmad, men de 3-400 gram opnås nok kun på arbejdsdage, fordi jeg altid køber frokost fra salatbaren :-)

      Slet
  3. Hvorfor oliemagarine ind igen? Det må du forklare til hende der også kun har fedtstofferne smør/olie i viktualiebeholdningen.

    SvarSlet
    Svar
    1. Liv, fordi vegetabilske fedtstoffer er bedre i forhold til kolesterol. Animalske fedtstoffer stimulerer kolesteroldannelsen i blodet og er dermed med til at fremme forkalkning og øge risikoen for blodpropper. Så smør skal spises med måde, så vi skal vælge hvor vi synes, at der skal smør til. F.eks på rundstykket søndag og ikke til hverdag. Oliemargarine er sundere, og da jeg ikke har særlig held med at stege f.eks bøf og frikadeller i olie, har jeg brugt smør. Tidligere brugte jeg altid oliemargarine.
      Og der findes ingen forbudte madvarer, der er bare noget man kan spise meget af og noget man kan spise lidt af :-)

      Slet
    2. Ha, jeg steger stort set også altid i smør. Men nu må jeg da vist hellere få det der oliemagarine i køleren igen. Troede faktisk det var endnu mere usundt :-(

      Slet
    3. Liv, vi må på den igen. Det sunde ved oliemargarine er at der er et højt indhold af polyumættede fedtstoffer, selv om der også er animalske fedtstoffer i. Blandingsprodukter såsom Kærgården er ikke hjertevenlige, der skal man over i minarine, og så vil jeg hellere undvære og så nyde rundstykket med smør om søndagen :-)

      Slet
  4. Smør alene branker som bekendt nemt, og det er, som du skriver, usundt på andre måder, fordi det ikke er vegetabilsk. Olie alene virker 'forkert', men smør/olieblandingen er perfekt, fordi emnet bliver stegt, ikke branket, og man bruger ikke for meget smør. Jeg kan nemlig ikke lide smagen af margarine - bilder mig selv ind, at det smager totalt igennem ALT. På den rigtig dårlige måde. Desuden hænger der næsten intet af fedtstoffet på kødet, når man steger, så derfor er det i orden at bruge lidt smør. Vil jeg helst tro ;-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Ellen, jeg tror faktisk, det var dig, der fik mig til at prøve :-) Men mit forsøg med kombinationen af olie/smør har ikke haft så god en virkning, syntes det strintede ud over det hele, og nu forstår jeg bedre, at mit mad bliver branket, når jeg kun bruger smør. Jeg har aldrig tænkt over at det smagte af margarine, men nu snakker du så også med en kvinde, som faktisk syntes at småkagerne fik en lidt småfed smag, efter jeg gik over til smør, også efter Ellens anbefaling ;-) Det fortsætter jeg nu med den ene gang om året, jeg bager småkager. Alle siger jo at det er bedre, min familie kan blot ikke smage forskel.

      Slet
  5. Vi er også til kål. Spidskålssalater lige nu, og lidt senere masser af grønkål. Når min mand vælger menuen er det ofte grønkålssuppe med oksekød, chili og kartofler. Den er nem og holder hver gang.
    Det er beundringsværdigt at du "veksle" din faglige viden til konkrete sundhedstilstand i dit liv. Jeg synes det kan være umådeligt svært at gøre al det gode jeg godt ved, til virkelighed i en travl hverdag.

    SvarSlet
    Svar
    1. Laura, jeg får ikke altid vekslet, men jeg tænker over det jeg hører og læser :-) Nogen gange forplanter det sig så. Ku du ikke sende opskriften på den suppe? Jeg har endnu til gode at få grønkål ind i min hverdag. Jeg får det kun som juleret :-)
      Håber du har det godt, mon du ikke er i Århus nu?

      Slet
  6. Jeg bruger fintsnittet spidskål meget på denne her årstid. Broccoli i små buketter (overhældt med kogende vand et par min.) er gode at blande i. Lidt fintsnittet porrer. Blomkål. Jeg hælder lidt olie og eddike over. Topper med valnødder eller saltede peanuts. I aften var der kun spidskål og valnødder i min salat.

    SvarSlet
    Svar
    1. Betty, tak for inspiration, jeg bruger også spidskål, men ofte sammen med revne gulerødder eller stuvet. Jeg må prøve dine variationer :-)

      Slet
  7. Sej sygeplejerske, der selv lever efter rådene!
    Spidskål er fast beboer i mit køleskab, og så er jeg blevet vild med revet blomkål. Og bønner på dåse. I virkeligheden er jeg nok de fleste dage oppe på 600 gram. Men så er der jo lige alle de andre råd....

    SvarSlet
    Svar
    1. Eva, tak, hun forsøger lige som alle I andre :-) Revet blomkål, hmm, hvad putter du i det? eller spiser du kun det? Og sjovt, for jeg sku lige til at skrive at bønner på dåse ikke er grøntsager, men det er det vel?

      Slet
  8. Dine tanker og ord omkring 600 gram frugt og grønt, og Y-modellen, kan godt komme på prøve her hos mig, jeg forsøger også at bestræbe mig at nå i mål. Her i huset er der fast gulerødder, pt. spidskål, frisk grønkål, og porrer i køleskabet, og frugten er æbler, blommer, pærer og clementiner, og så snart der de græske appelsiner kommer så finder de også vej.

    SvarSlet
    Svar
    1. Abildjyde, gulerødderne har også fast plads her , porrer er jeg ikke god til at få brugt. Dejligt med så stor en variation, som du har. Jeg får ondt i maven af æbler og pærer, så bananer er min foretrukne frugt.

      Slet