Vejret udenfor er trist, mørkt, blæsende og regnfuldt.
Egentlig skulle jeg gøre, som datteren har foreslået, sætte mig ned og læse en god bog eller strikke på min trøje. Lige nu kan jeg ikke finde ro, mit indre svarer til vejret udenfor.
Aftenvagten i går var lige så travl som dagen før, men i går havde jeg da ikke overarbejde.
Det, jeg husker i dag, er min kollegas bitterhed over, at hun ikke kan holde tre ugers ferie med familien, hun føler, det er et slag i hovedet, at her knokler vi konstant, og så kan man ikke få lov til en ordentlig ferie. Hvad skal hun bruge den sidste uges ferie uden familie til? Hun har ret, men hvor hun vender bitterheden mod ledelsen, så resignerer jeg, for jeg kan ikke se, hvad de kan gøre.
I dag er jeg for første gang ramt af følelsen af latterlighed over min løn, jeg har altid haft det sådan, at jeg var så glad for mit arbejde, så jeg kunne ikke bruge til noget, at man på det private arbejdsmarked kunne få langt mere i løn for jobs med mindre ansvar end mit, sådan har jeg det ikke i dag!
Man vil nedlægge sygehuse, man vil have, at patienterne skal være kortere tid på sygehusene. Fint! Men hvor ….. skal vi sende dem hen, når de nedlægger medicinske afdelinger og genoptræningsafdelinger. Når et menneske ikke kan tale for sig, skal man indlede en værgesag mhp. et ja til plejehjem, det tager tid. I mellemtiden, siger loven, må patienten ikke flyttes til en aflastningsplads. Dvs. denne patient, som er klar til at blive udskrevet fra sygehuset, skal blive på vores afdeling, vi kan nemlig ikke få patienten overflyttet til medicinsk afdeling, de har ikke plads.
Vi kan kun have 15 patienter, så mens denne patient, som ikke har brug for vores ekspertise mere, ligger hos os, er der andre patienter ramt af apopleksi, som går glip af vores hjælp og bliver indlagt på andre sygehuses medicinske afdelinger. Lige nu har vi haft 6 patienter, som var på venteliste til genoptræningsafdelinger. Så jeg synes ikke, der er sammenhæng mellem de planer, politikerne lægger, og så min virkelighed. Og det er mig og mine kolleger, som hele tiden skal få tingene til at hænge sammen.
Som I kan høre, er jeg træt og pylret i dag, forhåbentlig klarer vejret og mit humør op.