DRØMME

Min svigerinde på 53 har netop skiftet job, min svoger blev headhuntet til nyt job, da han var 55, og til begge har jeg sagt, at jeg er glad for at høre, at man tør gå nye veje også efter de 50.

Efter flytning af vores afdeling og et par andre ligeså ”tunge” afdelinger til sygehus syd blev portørerne på nord også tvunget til at flytte mandskab til syd, det var jo der, behovet var. Det har været hårdt for dem, der er mere travlt, længere afstande og andre arbejdsrutiner end på nord. En dag fulgtes jeg med en af de ”gamle” portører over med en patient, og han fortalte, at der nu kun var 5 år, til han kunne gå på pension, og han glædede sig.

Det gjorde mig trist, tænk at han skal gå i 5 år, og arbejdsmotivationen skal findes i, at det er over om 5 år.

Det gør mig derimod glad, når jeg kan mærke, at selv en lille avisartikel om sygepleje og hospice giver mig lyst til at prøve at arbejde der. Jeg har ikke planer om at forlade apopleksiafsnittet, men min indre plan er at få apopleksiafsnittet til at fungere som selvstændig afdeling, når vi engang er flyttet tilbage på nord i 2009, det tager nok tre år. Så er jeg forhåbentlig en frisk og fyrig 55 årig sygeplejerske, som stadig har mod på nye ideer, og så kunne jeg godt tænke mig børneafdelingen eller hospice som min næste arbejdsplads.

Nu får vi at se, er der noget, jeg har lært igennem de sidste år, er det, at ”mennesket spår, men Gud rå´r” eller sagt på en anden måde: drøm bare om fremtiden men husk at leve livet nu og her.

”For underet er, at vi er til, og der er intet jeg hellere vil.
Altings forgængelighed bliver det bål vi må varme os ved.”