At bevare sin værdighed selvom man skal have hjælp til alt, kan være svært. At være personalet, der skal hjælpe og tænke værdigheden ind i plejen kan også være svært.
Tænk når man skal skifte tøj, ble etc. pga. afføring eller vandladning. Det nemmeste for personalet er så lidt ”fyldstof” i sengen, men for patienten må det være forfærdeligt at ligge der halvnøgen og blive drejet fra side til side, så vi kan skifte lagen, lægge ble på, trække underbukser og bukser på. Løsningen kan være et tæppe(som aldrig er der, når man har brug for det, og linneddepotet er i den anden ende af afdelingen) eller et håndklæde lagt hen over de nedre dele.
Hvis så personalet samtidig står og snakker privat snak henover hovedet på patienten, så er ydmygelsen i mine øjne komplet.
At give en person mad, som ikke selv kan, kan også blive ydmygende for patienten og faktisk grænseoverskridende for personalet. Den der med at stryge skeen hen under munden, hvis noget drypper. Har I prøvet det på jer selv, det er decideret ubehageligt, både for børn og voksne.
At give noget at drikke til en person, som mangler erkendelse af, hvad der sker omkring personen, er også svært. Patienten snerper munden sammen, for hvad er det for noget koldt og ubehageligt, vi prøver at proppe i munden.
I går stod jeg og skulle ha en patient til at drikke og spise mere, for drop er ikke en vedvarende løsning. Når der samtidig så er travlt, og jeg var gruppeleder, så følte jeg lige pludselig, at det her var overgreb, det gik alt for hurtigt. Jeg prøvede at ændre strategi, gav mig selv ordre på at slappe af, tog patienten i hånden, forsøgte at fortælle, hvad der skulle ske, men det var helt klart, at patienten syntes ikke om at skulle drikke så meget, som jeg syntes. Men jeg fik et klap på kinden, et tryk i hånden, så et eller andet sted opnåede vi da lidt samhørighed.
I aften er jeg bedre forberedt, så går det nok bedre.
Ja, nogle kan det bare (og jeg ved du er en af dem) og andre kan det bare ikke, det der med at behandle med værdighed. Har oplevet mange "mærkelige" ting på hospitaler, en gang skulle jeg have lavet en rektoskopi og fik "udleveret" en seng på gangen, en gang som gik direkte ud i forhallen og tro mig folk er i den grad født nysgerrige, og så fik jeg besked på lige at tage min temperatur. Ja, jeg protesterede jo, fordi jeg var ung og ved mine fulde fem, INGEN skulle tvinge mig til at ligge med bar R. halvt ude i forhallen. Så efter lidt diskussion blev jeg bevilget et forhæng. Jamen tænk, hvis det havde været gamle Fru Jensen, hun havde nok ikke turde brokke sig.
SvarSletVærdighed er så uendelig vigtigt - nogle gange er det det eneste, man har tilbage.
SvarSletGodt at vide, at der er så megen opmærksomhed på det, fra sådan nogle som dig, Lene.
moster tulle, det er bare så nedværdigende. I dag har vi heldigvis gardiner omkring sengene, men der er så lidt plads, så vi indimellem er viklet ind i gardiner, sengeborde, rulleborde og ledninger til fjernsyn og opladere. Det er ikke et specielt godt arbejdsmiljø, men glad for gardinerne er jeg dog.
SvarSletLizelotte, vi prøver, men indimellem så går arbejdsmiljøet foran værdigheden, og det har jeg det ikke godt med, men som du siger, bare det at vi taler om det, gør os forhåbentlig også ekstra opmærksomme på det, for du har så evigt ret, nogle gange er det det eneste man har at holde fast i.
SvarSletLene, du er en engel!
SvarSletDet er en svær balancegang som ikke alle magter - desværre. Jeg oplevede, hvor svært det er, da min mor var meget syg. Godt du gør en forskel.
SvarSletTina, en engel er jeg ikke, men tak for komplimenten.
SvarSletPollyanna, selv på min dejlige afdeling vipper balancestangen også af og til den forkerte vej, det er derfor vigtigt hele tiden at sætte ord på, også når vi som jeg i går var på vej ud af den forkerte stang, for det hjælper os til at holde fokus på det der betyder noget.
Det at jeg havde beskrevet mine tanker her gjorde, at jeg i aftes var langt mere fokuseret på mine handlinger.
Jeg håber aldrig at få brug for din afdeling, men hvis det sker er det betrykkende at vide at du er der og gør en kæmpe forskel.
SvarSletHedder din oversygeplejerske Ellen?
Tak Ella ;-)
SvarSletJa Ellen er oversygeplejerske hos os.
Hende kender jeg, hun er et fantastisk menneske og et menneske der tilfører en sygehusafdeling menneskelighed. Hun var på den afdeling mellemste lå på, da han blev alvorlig syg som 3-årig. Vi er hende meget taknemmelige. Jeg oplevede Neurologisk Ambulatorium før og efter hende. Der var en verden til forskel, til den gode side :-)
SvarSletnemlig Ella, det betyder meget hvem der leder en afdeling
SvarSlet