Vejret udenfor er trist, mørkt, blæsende og regnfuldt.
Egentlig skulle jeg gøre, som datteren har foreslået, sætte mig ned og læse en god bog eller strikke på min trøje. Lige nu kan jeg ikke finde ro, mit indre svarer til vejret udenfor.
Aftenvagten i går var lige så travl som dagen før, men i går havde jeg da ikke overarbejde.
Det, jeg husker i dag, er min kollegas bitterhed over, at hun ikke kan holde tre ugers ferie med familien, hun føler, det er et slag i hovedet, at her knokler vi konstant, og så kan man ikke få lov til en ordentlig ferie. Hvad skal hun bruge den sidste uges ferie uden familie til? Hun har ret, men hvor hun vender bitterheden mod ledelsen, så resignerer jeg, for jeg kan ikke se, hvad de kan gøre.
I dag er jeg for første gang ramt af følelsen af latterlighed over min løn, jeg har altid haft det sådan, at jeg var så glad for mit arbejde, så jeg kunne ikke bruge til noget, at man på det private arbejdsmarked kunne få langt mere i løn for jobs med mindre ansvar end mit, sådan har jeg det ikke i dag!
Man vil nedlægge sygehuse, man vil have, at patienterne skal være kortere tid på sygehusene. Fint! Men hvor ….. skal vi sende dem hen, når de nedlægger medicinske afdelinger og genoptræningsafdelinger. Når et menneske ikke kan tale for sig, skal man indlede en værgesag mhp. et ja til plejehjem, det tager tid. I mellemtiden, siger loven, må patienten ikke flyttes til en aflastningsplads. Dvs. denne patient, som er klar til at blive udskrevet fra sygehuset, skal blive på vores afdeling, vi kan nemlig ikke få patienten overflyttet til medicinsk afdeling, de har ikke plads.
Vi kan kun have 15 patienter, så mens denne patient, som ikke har brug for vores ekspertise mere, ligger hos os, er der andre patienter ramt af apopleksi, som går glip af vores hjælp og bliver indlagt på andre sygehuses medicinske afdelinger. Lige nu har vi haft 6 patienter, som var på venteliste til genoptræningsafdelinger. Så jeg synes ikke, der er sammenhæng mellem de planer, politikerne lægger, og så min virkelighed. Og det er mig og mine kolleger, som hele tiden skal få tingene til at hænge sammen.
Som I kan høre, er jeg træt og pylret i dag, forhåbentlig klarer vejret og mit humør op.
Det er urimelige vilkår, du beskriver, og jeg kan godt forstå, at du græmmes over dem, og lønnen oveni.
SvarSletMåske hjælper det ikke alverden, men jeg tænker modsat på, at du gør en kæmpe forskel, som flertallet af vi andre ikke kan prale af.
Din omsorg og omtanke og venlighed og varme gør hele forskellen for de patienter og pårørende, som du møder.
Hvor er det bare ærgrerligt, at politikerne synes, at dit arbejde bærer lønnen i sig selv...
STORE OPMUNTRINGSHILSNER HERFRA!
Tak Lizelotte. Normalt er det jo også glæden ved arbejdet og erkendelsen af at jeg og mine kolleger ved hvad vi har med at gøre, at vi gør et godt stykke arbejde, der giver mig en god fornemmelse i maven. Her til morgen havde jeg det bare anderledes og det skulle så ud ;-)
SvarSletNogen gange bliver ens bæger for fuld og så må man hælde lidt ud. Det kender jeg rigtig godt. Når man gerne vil gøre tingene godt og så bliver bremset af regler og love som hæmmer og bremser i stedet for at hjælpe.... ja, så får man grå hår og ærges....
SvarSletså sandt som det er sagt Jane ;-)
SvarSletVirkeligheden er nogle gange meget langt fra den virkelighed, der kendes på Christiansborg eller hvor beslutningerne nu tages - det tror jeg, vi er mange, der kan skrive under på. Det er som om kontrol, time - management osv er de værdier, der er i højsædet for tiden...
SvarSletja Pollyanna, jeg har ihvertfald svært ved at se sammenhængen indimellem.
SvarSlet