Der er historier fra min skoletid, som jeg nemt husker, og andre er gået i glemmebogen. Sisyfos husker jeg, nok fordi jeg syntes, det var en frygtelig straf for tid og evighed at skulle trille en sten op af en bakke og når han var lige ved at være oppe, så trillede stenen ned igen. I begyndelsen har han helt sikkert haft håbet om, at det skulle han nok klare, efterhånden som tiden gik, svandt håbet, og håbløsheden satte ind, den samme procedure om og om igen, han ville aldrig komme videre.
For noget tid siden havde jeg en snak med en af vore overlæger, jeg følte, vi stod i stampe, der var ingen udvikling, og han kaldte det Sisyfossyndromet. Når man som jeg har arbejdet med apopleksi i længere tid, så ved jeg jo mere og mere og kan dermed også se, hvor vi kunne gøre ting anderledes, men da jeg hele tiden får nye kolleger, der skal oplæres i de basale ting, det der sikrer kvaliteten af sygeplejen til apopleksipatienter, ja så kan den erfarne medarbejder godt blive ramt af tanken ”vi kommer aldrig videre”. Det gør vi, siger de andre, og det kan jeg også godt se, og med 6 fridage bag mig, så har jeg mod på at forsøge at skubbe stenen over bakken og komme videre.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar