søndag, september 30, 2007

DEN ALLERSIDSTE TUR?


Måske var det sidste gang motorcyklen blev trukket ud af garagen, måske er vi heldige at få et par dage i oktober også. Det småregnede heroppe, men nede ved Hobro var der lidt bygevejr, lidt sol, lidt overskyet, og sådan fortsatte det hele eftermiddagen, mens vi blev guidet rundt om Mariager Fjord.



Vi kunne ikke køre langs vandet alle vegne, men så tog vi et par afstikkere til vandet. Ud til Als odde og tilbaws igen til Hadsund og så over på sydsiden, hvor man kørte langs vandet det meste af tiden.





Ind gennem Hobro af de små veje, og så det store kaffekagebord på Restaurant Bramslev i Bramslev Bakker.


Jo motorcyklister skal have kage, så det var som det skulle være, og herefter vendte de 8 motorcykler næsen hjemad, nogle skulle til Brabrand, nogle(os) skulle nordenfjords, og resten fordelte sig rundt om i Randers, Hobro, Års og andre nærliggende steder.

Ugen, der venter, er fyldt med aktivitet og forhåbentlig tørvejr, så de sidste kartofler kommer i hus. Det betyder så også lange dage med masser af madpakker, så der skal vist lige bages lidt i aften.

Min arbejdsplads skal starte en ny måde at holde tværfaglige konferencer på, og jeg er en af dem, der skal gå foran i det forsøg de næste fire dage. Jeg skal undervise to gange i løbet af de samme dage, og det materiale er ikke færdig endnu, så jeg bliver nødt til at lave det herhjemme, men jeg har lovet min kloge unge kollega, at jeg skriver det på arbejdssedlen, så jeg får det betalt. Hvis ikke man selv sætter pris på det man laver, så er det svært at få andre til det ;-)

Fire arbejdsdage og så seks fridage, DET er da til at holde ud. Ha en herlig aften, jeg er lige kommet i tanke om Forbrydelsen, så jeg må i sving.

lørdag, september 29, 2007

EN BARSK DIAGNOSE

Arbejdsdagen i går sluttede af med et kursus arrangeret af afdelingens to ALS sygeplejersker. Egentlig skulle jeg også have været af sted torsdag, men da var jeg jo turbo.

ALS = amyotrofisk lateral sclerose, en sygdom uden behandling. Den er ikke i familie med dissimineret sclerose, som man kunne tro af det sidste navn. En sygdom der ødelægger nerverødderne til musklerne, så man bliver lammet, får taleproblemer, synkeproblemer, og vejrtrækningsproblemer. En barsk sygdom.

Men kurset var en god dag med fagligt input, for vi har alle mødt patienterne på afdelingen, så vi kunne hver især sætte billeder på eksemplerne på, hvad vi kan gøre som sygeplejersker.

Det gjorde, at min lyst til at købe bogen ”Vi ses i morgen” af TVjournalist Eva Jørgensen, som har skrevet en bog om den sidste tid med hendes mand, som døde af denne sygdom, blot blev større. Jeg har set gode anmeldelser af den, og jeg fik også en anden titel med ,”Slangetæmmeren”, som er set fra patientens synspunkt. Tidligere har jeg læst ”At ro uden årer”

Vi så/genså også DVDklip med to forskellige ALS patienter, og så hvordan de havde fundet livskvalitet i deres liv som respiratorpatienter.
At læse/se beretninger om hvordan sygdommen takles og opleves af patienter og pårørende er guld værd for plejepersonale. Jeg lærer noget nyt, hver gang jeg ser og læser disse.

Samtidig minder det mig nok engang om at nyde livet, være til stede her og nu, og det har jeg gjort i fulde drag i dag. Jeg har grinet, snakket og nydt min dejlige svigerfamilie. Alle 9 søskende var samlet for at fejre den tredje i flokken, som blev 60, og som en svoger sagde til mig, Lene vi er heldige at være i den familie. Vel er vi det, men de er altså også heldige med deres ægtefæller, og sammen med venner til fødselaren har vi hygget igennem på en regnfuld lørdag.

fredag, september 28, 2007

SYV AF SLAGSEN

Nu må jeg til det, Helle og et cetera har tagget mig for længst

Reglerne er:
1. Link til den, som har tagget dig.
2. Fortæl 7 sandheder om dig, lidt forskelligt og lidt rart!
3. Tag 7 personer i slutningen af blogindlægget.
4. Læg en kommentar i deres blog, for at sige, at de er blevet udfordret.

Her kommer 7 ting:

1. Jeg er 172 cm. høj og bruger str. 40 i skonr.
2. Jeg kan sagtens spise ½ liter is uden at blive skidt tilpas
3. Når jeg kører hjem fra arbejde og er træt, skråler jeg løs på ”Vi maler byen rød”
4. Hjælper det ikke, går jeg over til ”Giv slip nu” med Danser med Drenge

5. For mange år siden var landmanden og jeg på ferie for første gang sammen i udlandet. Jeg var hunderæd for at køre på die Autobahn. Efter 14 dage sydpå gik det opover igen. Landmanden faldt i søvn, vågnede og det første, han så, var, at jeg var ved at bruge blinklyset, dernæst så han på speedometeret, 180 km/timen, så rejste han sig op og så, at jeg var ved at få en Porsche til at trække ind og give plads for mig. Så lagde han sig ned igen og sov videre. Det gik jo helt fint. Jeg kører ikke så stærkt mere, men det var fedt!

6. Jeg snakker meget, siger mine kolleger og søskende, men jeg kan også lytte!
7. Da jeg var gymnasieelev, fik jeg besked på at bevæge mig lidt mindre, når jeg sang i kor. Ikke så sært, at jeg er vild med gospel ;-)

Enhver, der føler lyst til at lege med, opfordes hermed til at tage udfordingen op.

torsdag, september 27, 2007

SLUT PÅ DAGEN

En lang dag er slut. Det var hunde hamrende koldt at stå og lægge kartofler ind.
Tempoet blev sat, så vi lige kunne følge med, kunne få al jorden sorteret fra kartoflerne.




En masse kartoffelrækker er blevet taget op i dag, kasserne i kølerummet er ved at være fyldte alle sammen. Og nu lyder det til, at vi får endnu en dag i morgen uden regnvejr, så der er fundet en anden til at agere turbo i stedet for mig, for jeg har et andet arbejde at passe.



Aftensmaden blev spist sent og bagefter faldt jeg i søvn, så nu sidder jeg her lysvågen med en viden om, at om 5½ time skal jeg op igen. Yeah its good to be a kartoffelwoman. Sov godt eller god morgen, du bestemmer selv ;-)

MIN ARBEJDSPLADS

Egentlig skulle jeg holde fri, men der loves regn de næste tre dage, så der skal sættes turbo på kartoffeloptagningen, for marken, der tages op på, ligger lidt væk, og den mark som man kører ned til den anden mark på, er ved at blive godt fugtig = svær at køre på.

Turboen, det er mig :-)

Så landmanden og jeg startede tidligt med at sortere kartofler, så vi hurtigt kunne komme ud og tage kartofler op.
Jeg har siddet 11 år ved det sorterbord, siddet og sorteret grønne og grimme kartofler fra. Det var ikke mit yndlingsjob, men man tænker godt der, det kræver dog, at man kan holde fokus på kartoflerne, samtidig med at man lader tankerne vandre. Det kan både landmanden og jeg, vi kunne sidde der i 8 timer uden at tale med hinanden, der var ingen musik, kun sortermaskinens lyde. Han lavede markplaner og jeg forberedte FDF møder, tænkte på aftensmad, indkøb og meget andet.


Jeg har ikke fortrudt skiftet tilbage til sygeplejen, men landmanden kommer altid med forslaget om at komme tilbage, når jeg nævner, hvor træt jeg er efter arbejde, så nu fortæller jeg ham det ikke mere ;-)

Da de andre mødte, kunne jeg køre ind til mejeriet og købe oste, månen hang stadig over mosen mod vest, mens solen begyndte sin opstigen mod øst. Når man møder tidligt, får man tit foræret en smuk morgenhimmel.


MINDEKASSEN

Madame satte gang i en masse tanker om min barndom, for jeg kan ikke huske kedelige søndage, men jeg må lige konsultere min lillesøster, om jeg har glemt dem ;-)

Min ældste lillesøster (jeg har tre) er kun 21 måneder yngre end mig, og jeg synes jo, hun altid har været der. Hun er min hjerteveninde, den jeg har boet på værelse sammen med, til vi var 12 og 13.

Vi ligner slet ikke hinanden i sind, men som vi er blevet ældre, er vi kommet til at ligne hinanden på udseendet.

Min mor har fortalt, hvordan min søster kunne styre mig med: hvis du ikke gør, som jeg siger, bliver jeg sur på dig. Så sprang jeg for hende, for en sur lillesøster det kunne jeg ikke klare.

Måske var det en lille hævn for, hvad jeg udsatte hende for som lille. Jeg var faldet og havde ramt radiatoren, en af de gammeldags slags med spidse kanter, så jeg måtte til lægen og fik sat ”klemmer” i panden for at lukke såret.

Nogle dage efter, vi har vel været 2 og 3 år, så skreg min søster højt, og da min mor kom styrtende ind i stuen, sad min søster med to tøjklemmer pænt placeret i den tynde hud på panden. Jamen jeg legede jo bare læge, kunne de ikke forstå det?

Vi har haft så mange sjove lege sammen, vi kunne hygge os i timevis. Vi læste bøger, vi spillede spil, vi legede på gaden sammen med de andre børn. Jeg var aldrig alene, måske derfor tænker jeg ikke på kedelige søndage, jeg havde jo min søster.

onsdag, september 26, 2007

FAGLIGT MØDE?

De stod der på vejen, da jeg skulle hjem, de ville ikke rigtig flytte sig, og hvem havde selvfølgelig ikke sit kamera med?

Syv styks, en høne og 6 kokke, men mobilkameraet havde svært ved at fange dem, for da jeg åbnede døren pilede de afsted.Håber I kan se dem ;-)

Gad vide om de var udsatte fasaner, for de virkede anderledes end dem, jeg ellers møder på min vej?


GOD MORGEN 4

To fridage ligger foran mig, og jeg trænger til dem. Jeg forstår ikke helt, hvorfor det har taget så hårdt på mig denne gang med aftenvagterne, men må bare erkende, at sådan er det.

Nu skinner solen, der er fuld gang i kartoffeloptagningen. Regnvejret i går var heldigvis kun en overgang, så de kunne køre videre til aften. Som landmand skal man hele tiden tænke frem, og vejret her i efteråret har som sommervejret været svingende. Så med tanke på sidste års oktober, hvor det pludselig satte ind med vedvarende regn, så flere kartoffelavlere ikke fik de sidste kartofler op, gælder det nu om at udnytte tørvejrsdagene til at få kartoflerne godt i hus.

Jeg er hyret til at hjælpe nogle timer i dag, så inden da vil jeg nyde min te og en ostemad.

Ha en god dag.

søndag, september 23, 2007

MOSEKONEN

Datteren skal åbne butikken i dag, så det var godt mørkt, da vi kørte op i ferielandet. Mosekonen var i fuld sving, så hun fik lov til at bestemme farten, indtil vi kom fri af mosen, så var der bedre sigtbarhed.

Hjemturen med Danser med Drenge og en gryende dag med solens farver, der lyste op i strejf på himlen, smukkere kan det vist ikke blive sådan en tidlig søndag morgen.



Selvfølgelig havde jeg glemt kameraet, så I må tage til takke med mobilens kamera, og det er lidt underlig i farverne.



Dagen byder på en høstgudstjeneste, hvor mit gospelkor skal synge og så en middagslur inden vagten i eftermiddag, så I må ha en rigtig god og forhåbentlig solrig søndag i september.

lørdag, september 22, 2007

MIN REDNINGSTRØJE

Når håret hænger trøstesløs ned, når jeg føler mig meget lidt præsentabel, og jeg så alligevel skal ud af døren, f.eks i morges hvor datteren skulle køres på arbejde, og jeg skulle købe rundstykker. Ja så har jeg noget tøj, som mirakuløst gør, at joggingbukser og deslige ignoreres, og det får mig til at fremstå med lidt mere farve i ansigtet, lidt mere glans i øjnene.

Sådan er min striktrøje fra Peoples Knitwear, en julegave fra børn og gemal for mange år siden. Jeg elsker den røde farve, de små hvide nister, og den gør mig også i godt humør.


For år tilbage syede jeg en festkjole i noget blåt flagrende stof. Hver gang jeg tog den på, syntes folk altid, at jeg havde tabt mig. Er det så sært, at den altid blev valgt, når jeg trængte til lidt ros og anerkendelse?

Har du noget tøj, som farve eller stilmæssigt får folk til at komplimentere dig?

LØRDAG MORGEN

Trætheden sidder tungt i kroppen, da jeg kører datteren på arbejde. Selvom vinindtaget var sparsomt pga. chaufførrollen var madindtaget det ikke! Og det kombineret med sen sengetid giver en tung krop.

Solen skinner og får alt til at glinse, regnen sidder stadig som små dråber overalt, inde i bilen er der lunt og varmt. En stille snak om dagen i går, lidt god musik med stille svensk jazz, som madame har anbefalet, fylder bilen, det er slet ikke så ringe endda.


Åen er tilbage i sin vante facon, men de her regnfulde dage kan hurtigt ændre på dette og vilkårene for kartoffeloptagningen, så lad os nyde de to soldage, vi er blevet lovet.


Aftenvagterne de næste fire dage giver mig chancen for at nyde formiddagen, der er brygget te, ost og rundstykker er på bordet, avisen er købt, vi kan lige nå en kop hyggelig te, førend landmand og søn fortsætter arbejdsdagen.

Ha en god dag.

fredag, september 21, 2007

KRYDS I KALENDEREN

Jeg skal ikke lave aftensmad i aften, og jeg glæder mig til at sætte mig til bords, uden at jeg ved, hvad menuen er.

Vores motorcykelbekendt, som kørte galt, har inviteret os, der sad ved hende til ambulancen kom, til spisning på en lokal kro.

Det er lutter hyggelige mennesker, så vi skal nok få grinet og snakket. Motorcykler, Norgestur og landbrug bliver helt sikkert emner, der kommer på banen.




Så nu må vi hellere se, om det pæne tøj kan bruges, jeg må vist hellere få strøget lidt. Her i huset bliver tøjet tit først strøget, når jeg skal bruge det.

Ha en dejlig fredag aften.

AFHÆNGIGHED

Jeg er dybt afhængig af det. Jeg er nødt til at indrømme det over for mig selv. Det tager meget af min tid.

Måske er det ligesom de unge mennesker, der fortaber sig i World of Warcraft, og som lever deres liv derinde sammen med de andre spillere.

Kommentarer herinde gør mig så glad, jeg er ikke en af dem, der kun skriver for mig selv. Jeg begyndte bl.a. fordi jeg syntes, det var sjovt med alle kommentarerne til indlæggene. Men jeg bliver fanget af det, jeg skal lige hen og se, om der er kommet nye indlæg, og pludselig er der gået en time.

Jeg elsker at sidde her ved computeren, og det er sjovere end at tørre støv af, støvsuge og gøre badeværelser rene.

Jeg elsker, når jeg går og hænger med hovedet, at gå hen og trykke på knappen og så toner der nye kommentarer frem.

Men i dag pålagde jeg mig selv at være voksen først, så nu er huset tørret af og støvsuget, og nu må jeg godt sidde her, lidt, for der skal jo også handles ind til weekenden, hvor jeg skal på arbejde :-)

torsdag, september 20, 2007

SÅ SÅ JEG DET!

Jeg ser ikke så meget fjernsyn eller hører radio, så derfor har jeg ikke været opdateret om sangeren Poul Potts, før mine søskende var ved at fortælle om ham.

I aften så jeg en dejlig udsendelse på DR1 (jeg laver lige lidt reklame for jer, madame), og jeg sidder her og er dybt rørt. Det var så skønt at se Simon tabe kæben i bedste tegneseriestil, ham var jeg nemlig så irriteret på, når datteren og landmanden sad og så American Idols. Men skønnere var det at se et genert menneske få sin drøm opfyldt om at synge opera.


Her var et menneske, som fik sig en bachelorgrad i filosofi og noget andet, kunne ikke finde arbejde, og så tog han som en selvfølge et job i supermarkedet som hyldepåfylder. Det tror jeg ikke kunne ske i Danmark.

Her var et menneske, som mente, at han egentlig burde takke de børn, som mobbede ham som barn, for det mennesker man er i dag, er jo takket være de ting man er gået igennem.

Her var et menneske, som tidligt indså, at han måtte holde fast i hvem han var, for det duede ikke at ændre sig, for så skulle man spille skuespil resten af sit liv. Jeg synes, det først er nu, jeg prøver at holde fast i mig.

Og så kunne han synge, så selv en opera ignorant som jeg fik gåsehud og tårer i øjnene. Det var smukt, men måske allermest i kraft af at han virkede til at være nede på jorden. Gid det må lykkes ham og hans kone at holde fast i det, der betyder noget for dem.

MORGENTANKER


En lille sansetur udenfor i den lidt kolde, friske luft gør godt.

Tankerne kredser om landbruget og sygeplejen, to faktorer der har stor indflydelse på mit liv.

I forgårs blev en kartoffelavler dræbt, kom i klemme i sin kartoffeloptager. Landbruget er en farlig arbejdsplads, og har man ikke respekt for maskiners kraft kan det nemt gå galt.

I vores landsblad har der været et interview med en enke efter en landmand, han døde efter at være faldet ned fra et tag, han var ved at reparere. Det, som interviewet beskrev, er den svære situation, man som enke og familie kommer i. Familiens hjem er jo også arbejdsplads for manden, så når han dør, står man med problemer med at få gården drevet videre, til man ved, om den skal sælges, og derefter må man flytte fra sit hjem. Vi, der er gift med en landmand, ved jo nok lidt om landbruget, men kan ikke drive det videre uden hjælp.

For nogle år siden døde en ung landmand herude efter en fritidsulykke. Her fik vi snakket sammen om handlemuligheder i sådan et tilfælde. Det var hårdt, men det var også godt, at vi sammen havde diskuteret dette.


Sister bonde refererer en undersøgelse, der har vist, at mange føler, deres arbejde er blevet en psykisk belastning, heraf mange af dem, der har med mennesker at gøre. Hvorfor er det blevet sådan? Jeg køber ikke lige den med, at hvis vi bare var flere, ville det blive bedre. Men vi har også mange ting, der tager tid fra det, vi er uddannet til, nemlig at varetage plejen af et sygt menneske, forebygge yderlig sygdom og fremme sundheden. I dagens Danmark kræver vi alle dokumentation for, at noget er rigtigt, vi forventer, at vi får den rigtige behandling og pleje. Myndighederne forventer, at vi til enhver tid kan dokumentere, at vi gør det, vi skal gøre. Det medfører en lind strøm af dokumentations papirer, og det tager tid.

I mit speciale ved man at tværfaglige teams forbedrer vilkårene for apopleksipatienter. Der er undersøgelser, der dokumenterer, at færre dør, færre kommer på plejehjem og færre får vidtrækkende handicap, hvis de kommer på specielle apopleksiafsnit. Men sådanne tværfaglige teams kræver, at man mødes, at man udveksler vurderinger af den enkelte patient, at man støtter og vejleder hinanden. DET tager tid.


Derudover er der plejepersonale, der arbejder på at forbedre viden og plejen af specielle patientkategorier, inkl. mig selv, vi bliver taget ud af plejen, for lidt synes vi selv, men det tager også tid.

Der er tillidsmænd, der er sikkerhedsfolk, der er kliniske vejledere til elever og studerende, der er udviklingssygeplejerske, der er uddannelsesansvarlige sygeplejerske, jeg kan blive ved. Jeg synes vi har brug for det alt sammen, men det tager tid!

Hvis du er med endnu, så tak for din tålmodighed, jeg skulle lige have tankerne ud af kroppen, så jeg kan koncentrere mig om trivielle gøremål som tøjvask, kontorarbejde, rengøring osv.

Ha en god dag.

onsdag, september 19, 2007

GODE BEN?



Efter en god søvn havde jeg mod på endnu en dag i hurtigløberens tegn. Solen skinnede dejligt, da jeg kørte på arbejde ved syvtiden, det er en saga blot, når jeg skal møde klokken syv.


Bentøjet blev godt brugt, for når jeg har travlt, så glemmer jeg også at få alt med på stuen. Min studerende er nu ved at få taget på at udføre et sengebad. I dag havde vi to, hvor hun styrede det ene, og jeg det andet, som var lidt mere kompliceret. Hun havde også sørget for at hjælpe en patient med et brusebad, inden jeg kom.

Hun fik set både forbindsskift og forsøg på sondenedlæggelse, derudover havde jeg udskrivningssamtale med en patient og pårørende sammen med en læge.

Normalt på sådan en travl dag som i dag ville jeg nok have valgt, at lægen måtte klare det alene, men denne læge kan sommetider være svær at forstå, hvis man er nervøs. Så jeg prioriterede at være med ved denne samtale, og så tog lægen selv en orienterende samtale med pårørende til en anden patient. Vi har mange dygtige udenlandske læger, men sproget kan indimellem blive en barriere, som gør det svært for ængstelige pårørende og patienter at bryde.

Pausernes længde blev i dag svarende til den tid, det tager at spise sit brød og drikke en kop vand. Jeg skulle nemlig til møde kl. 13.30, så alt var nødt til at være færdig inden da. Mødet gik godt, men vi skal til at starte med at have tværfaglige konferencer hver dag før stuegang, vi glæder os alle til at prøve det. Det skulle gerne give et løft til det tværfaglige arbejde, og stuegang skulle gerne blive kortere, og beslutninger skulle gerne kunne tages hurtigere, så patienter ikke bliver på den akutte afdeling længere tid end nødvendigt. Når jeg er lidt tøvende lige nu, er det ganske enkelt, fordi jeg i dag ikke kan overskue, hvordan jeg og min kollega får vore kolleger introduceret til de ændringer, der følger med, sådan at alle er klar til om 14 dage.

Den sidste time foregik på afdeling, hvor en akut patient kom, en anden ringede ind fra hjemmebesøg og skulle have lavet aftaler om, en tredje patient kom tilbage fra røntgen undersøgelse, så jeg endte med en halv times overarbejde. Jeg havde ondt af mine kolleger i aftenvagten, for endnu en patient skulle komme, og der var nok at se til i forvejen.

Der blev lige tid til at vende hjem og få lidt at spise, før datteren skulle hentes fra arbejde, og så tog vi sammen til kor. Her skulle vi øve til musikgudstjeneste, så det var stående i to timer uden pause, så nu er de gode ben ved at være trætte.

Sov godt.

tirsdag, september 18, 2007

KLAR TIL NYDELSE


Datteren har sat etiketter på, så nu er vi klar til forkølelsessæsonen, og en af flaskerne skal blive til suppe, uagtet at jeg måske skal spise den alene. Hyldebærsuppe og pandekager bagefter, det er kræs.

Jeg har fået forslag om tvebakker og kanelsukker, syltede pærer og æbler, de sidste er jeg i tvivl, om de blev kogt med suppen. Er der andre traditioner ude i det danske blogland? Er I vant til at få hyldebærsuppen som forret eller dessert eller måske hovedret?

UNDSKYLD MIG


Jeg har tjent mine penge i dag, så det mærkes, hovedet er ved at lukke for flere input, så der skal vist lige slappes af før aftensmaden.

Ansvaret for 8 patienter efter tre fridage gjorde mig lidt rundtosset fra morgenstunden af, heldigvis havde jeg to garvede assistenter at samarbejde med, men jeg vil helst være med i plejen også, ikke bare gå stuegang og sørge for medicin. Det kom jeg nu også til, men der var så mange tråde, der skulle samles, informationer der skulle gives, så jeg til sidst måtte stole på min seddel, for hjernen kunne ikke rumme mere.

Garnet til Pisa trøjen ligger stadig fremme, jeg kan ikke blive enig med mig selv, om det er den rigtige farve, jeg har valgt. Men hvis det nu ligger der et par dage, så kan det være, jeg finder ud af det ;-)

KRIBLE - KRABLE 2

Hyldebærsaften har bare af at blive god, for jeg har drømt om ørentviste hele natten, så jeg gentagne gange har været oppe, for alt kriblede på mig.

Det minder mig om de første år som barn, da vi havde fået sommerhus. Der var en vrimmel af ørentviste, og vi havde ikke elektricitet, så inden min søster og jeg lagde os til at sove, blev hele værelset gennemsøgt med lommelygte for at slå ørentviste ihjel.

Alt skulle rystes. inden man brugte det, for der var ørentviste overalt, sådan har det også været i mine drømme i nat. Jeg hader ørentviste, de giver mig myrekryb.

Nå men der er heldigvis ikke ørentviste på min afdeling, så mon ikke jeg snart kan ryste fornemmelsen af mig? :-)

Ha en god dag.

mandag, september 17, 2007

KRIBLE- KRABLE



En lille aftentur til den anden gård udviklede sig til to spande fyldt med hyldebær. Vejret var dejligt, luften frisk, og det var nu, hvis det skulle være.



Hjemme ventede så overraskelsen, er I klar over hvor mange ørentviste, der kan være i to spande hyldebær? Ja jeg føler stadig, de kravler rundt på mig, men nu er bærrene skyllet, og saftkogeren er hentet ned fra loftet, så i morgen efter arbejde skal flaskerne fyldes. Jeg glæder mig til hjemmelavet hyldebærsuppe.


SÅ KAN DU LÆRE DET!

Jeg er rigtig god til at læse, det stryger derudaf, jeg er faktisk også god til at fatte det der står, MEN jeg er ikke så god til at få lagret det i langtidshukommelsens små lagre omkring i min hjerne.

Så i dag satte jeg mig for at repetere min hovedpinebogs afsnit om hukommelsen (bogen kaldes sådan, for jeg har altid hovedpine bagefter)


Jeg er ikke færdig endnu, for der skulle handles stort ind, jeg prøver jo virkelig at strukturere mit liv, så jeg kan komme tidligt i seng ;-)

Men nu ved jeg, at for at kunne få ting ind i korttidshukommelsen (KTH) kræver det simpel repetition, det gælder også for at få det lagret i langtidshukommelsen(LTH). Man husker desuden bedre, hvis man går i dybden med det, man skal huske, altså får en forståelse for emnet og en dybere indsigt i det. Så når jeg skøjter hen over et emne, som jeg mener, jeg forstår umiddelbart, så giver jeg ikke min hjerne en chance for at få det repeteret og studeret i dybden.

Repetitionen kunne være at læse det igen og igen, men for mig virker det bedst med at gentage det på andre måde, f.eks. tale højt til mig selv om emnet, så jeg dels bruger det forreste område af min hjerne, hvor ordene/sætningerne planlægges, og dels bruger tindingelappen hvor lydene kommer ind og bliver dannet billeder af. Derudover skriver jeg ned, i det her tilfælde i min blog, så jeg også via mine fingres sanser og mit syn får indprentet det læste.

Nu kan jeg huske, at vi kun kan rumme 7-8 enheder i vores arbejdshukommelse eller KTH. Et telefonnr. er jo typisk på 8 cifre, men ved at sætte tallene sammen to og to, får vi det ned på 4 enheder, og så kan vi nemmere huske det. Konkrete ting husker vi nemmere end abstrakte ting, fordi vi, samtidig med at vi hører det konkrete ord, også danner billeder af det, dvs. vi danner to huskespor til det pågældende.

Typisk husker vi bedst det første, for det har vi nået at repetere lidt, og det gælder også for mig, for det sidste, jeg har læst, er lige nu væk, det hører du om en anden gang ;-)

NÅ MEN

når jeg nu glemmer at lægge en seddel på arbejde om, at jeg i kartoffeloptagningssæsonen ikke tager ekstra arbejde, og så bliver ringet op klokken tidlig morgen med det resultat, at ingen af os kunne falde i søvn igen, så kan jeg lige så godt gøre morgenstunden lidt hyggelig.

En kop te, lidt strikketøj og en bog at blive klogere på.
Ha en god dag.

søndag, september 16, 2007

SØNDAGSSYSLER


Stille tomgang, der drikkes te, ses fjernsyn, klikkes rundt i det virtuelle landskab. Strikketøjet er langt om længe kommet op af nettet, og Cecilie Nordby underholder os med sin bløde stemme.

En lille gåtur ud i den friske vind er det dog blevet til, efterårsfarverne er fremtrædende, men stadig er der små farveklatter rundt omkring.



Årstidernes forskellige billeder er smukke. Jeg kan mærke, at jeg er klar til efteråret, og ude i marken venter kartoflerne på, at skindet kan holde, så de kan komme op.


Sølvrønnens røde bær fristede, så nu kan de pynte lidt herinde, de holder ikke så længe, men sådan er det jo, alting har sin tid.



Alt der sker det sætter spor
der er kølvand fra en båd
livet som et vævet tæppe
mennesket en tråd
men vi er mer end vi helt ved af
selv når vi lever lidt på trods
er vi en del af jorden
og jorden er en del af os

Vers fra Alting er forbundet

TAKNEMLIGHED

”Hvor er jeg glad for min familie på begge sider, det er så rart at være sammen med dem. Her er ingen, der ikke kan med hinanden, ingen der kommer op at skændes om gammelt nag”

Datteren sad og reflekterede over familiebesøget, hun og jeg havde været på. En kusine blev 15 og vi skulle ikke arbejde som resten af vores lille familie, så vi drog sydpå til en dejlig afslappende og hyggelig eftermiddag og aften.

Det er en stor gave, og jeg har før skrevet om det. Vi er mange, når vi selv samler til familiefest, det giver sig selv, når min mand er nr. syv af ni søskende og jeg er ældste af fem af slagsen. Vi sidder altid tilbage med en følelse af dyb taknemlighed over at have så godt et sammenhold, for vi er, som folk er flest, vi kan godt blive irriteret på hinanden, vi har overhovedet ikke de samme meninger, men vi er familie, og det betyder noget på begge sider.

lørdag, september 15, 2007

HA !!!

De der quizzer er lidt skøre, jeg er 28 mentalt set og er Jesus, men så ændrede jeg på svarene, og i stedet for et klassisk romantisk drama foretrak jeg en eventyrfilm. I stedet for at tage på vandreferie rejste jeg hele jorden rundt. Hvor jeg før kunne leve af brød alene, elskede jeg nu pizza, og så blev jeg pludselig Tolkien. Verden er nem at bedrage.




logo
Hva er din mentale alder?

Mitt resultat:
28
Ta denne quizen på Start.no






logo
Hvilken historisk personlighet er du?

Mitt resultat:
J.R.R. Tolkien
Du er mannen bak fantasysjangeren, og den moderne tids aller mest populære eventyrforteller. Din fantasi er enorm, som også din kunnskap om historie, språk og kulturer. Du er en skapende person, og du kommer til å skape mye stort i ditt liv, og bringe glede til mange hjerter.
Ta denne quizen på Start.no