tirsdag, september 11, 2007

FART OVER FELTET

Indlagringsgrejet er kørt i stilling, arbejdsdagen er blevet forlænget med 1-2 timer, nu er kartoffelsæsonen for alvor gået i gang. Og det betyder så flere madpakker, der skal smøres om morgenen, så kartoffelfolket kan få sig en velfortjent sodavand og lidt spiseligt om eftermiddagen.

Sygeplejegerningen byder også på et godt trav, og i dag var der tillige en forventningssamtale med en studerende og et personalemøde, men vi nåede det hele. Jeg skulle fremlægge forslag til ændring af vores tværfaglige konferencer, og det blev heldigvis rigtig godt modtaget, og der var også kommentarer til ting, vi ikke havde set på i første omgang, så har vi lidt at arbejde videre med.

Jeg har været skånet i en periode på snart to år, så jeg føler det som noget nyt at skulle have medansvar for en sygeplejestuderende. Men jeg har to dejlige kolleger at dele ansvaret med, så mon ikke det går. Min manglende viden om udviklingen i de 11 år, jeg var væk fra faget, popper altid op som et lille mindreværdskompleks her i starten. Men jeg ved jo fra tilbagemeldinger fra nye som gamle kolleger, at så har jeg noget praksis at byde ind med. Så jeg ser det som en chance for at blive opdateret i uddannelsen som sygeplejerske, og jeg håber, at hun vil stille mange spørgsmål, så jeg bliver tvunget til at tænke over min praksis. Vi kan hurtig få uvaner, så det er godt med nye øjne.

En kop te og så en smuttur hen til kartoffelfolket, så er jeg vist klar til næste opgave, nemlig aftensmaden. Jeg håber, at solen skinner skønt på jer alle, for her er der lunt og godt at være.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar