Rundt omkring i mit hjem står/hænger der familiebilleder, gamle såvel som nye. Alle bidrager til min historie.
Et billede betyder dog noget ganske særligt for mig. Det minder mig om, at jeg er født ind i en familie, hvor vi midt i sorgen også tør gribe livet, tør leve, grine og feste. Men den minder mig også om, at jeg slap alle meninger om, hvordan man sørger, hvad der er den ”rigtige” måde, og at jeg forstod, at vi hver især må finde en måde at leve med sorgen på.
Billedet er taget i en kirke oppe foran knæfaldet. Her sidder et smukt ældre guldbrudepar (mine forældre), rundt omkring dem står vi, deres børn, svigerbørn og børnebørn. Vi har netop haft en smuk festandagt som optakt til festen i forsamlingshuset, alle gæsterne er sendt op til velkomstdrinks, og vi er tilbage. Fotografen rokerer rundt med os, vi småsnakker, griner, det er varmt den dag. Dagen før var selve guldbryllupsdagen, hvor mine forældre havde masser af gæster til morgenkaffe, og vi børn med familie blev der hele dagen og hyggede os, hjalp med forberedelser til festmiddagen dagen derefter.
Et er dog sikkert, midt i al latteren der i kirkerummet går der mange tanker til en smuk ung pige, som døde to måneder forinden. Mine forældres barnebarn, vores niece, vore børns kusine. Hun skulle have været med, men de sidste 8 måneder havde vi vidst, at det var et spørgsmål om tid, så vi var forberedte, og så alligevel ikke.
Min mor ville så gerne have et billede af os, men følte det var forkert, at min niece ikke kunne være med, så da billedet var færdigt, så står der en feststemt familie og smiler til fotografen, og i en af kirkehvælvinger er min smukke niece sat ind som et lille billede. Det er svært at forklare, men alle, også de skeptiske, synes, det er så smukt lavet. Hun er der som en engel, er der flere, der siger, og det er hun, hun var i vore tanker. Det føles godt i dag at se det billede, men lige da jeg hørte min mors ide, tænkte jeg, nej det er for meget, men det er det ikke. Det billede symboliserer lige nøjagtig, hvordan den fest forløb, glæde blandet med sorg, en fest så dejlig, fyldt med liv, sang og musik, og hele tiden var hun, min dejlige niece, med i vore tanker.
Her går jeg og støver af, og jeg smiler af glæde over mange gode minder, har du også billeder, der siger mere end ord?
Godt at der findes billeder og at der er plads til, at vi alle kan finde vores måde at takle sorg og glæde på. Man bliver både glad og varm, når man læser med.
SvarSletDet var en fantastsik smuk historie omkring dit billede. Jeg kommer umiddelbart til at tænke på de billeder, jeg ikke fik taget. Det er selvfølgelig lidt bagvendt tænkt. Men det kan være en sorg, at man ikke fik billeder af dem, man mistede. Et lille barn for eksempel.
SvarSletJeg synes også, at billeder er så berigende at have. Jeg har mange album fyldt - også mine forældres og deres forældres. De gamle album er gode at tage frem og snakke med den ældre generation om, så man får familiehistorierne, inden det er for sent.
Tak Jette og Madame.
SvarSletBilleder er gode som støtte til vores historie, og som støtte til den ældre generation, de sætter så mange minder i sving. Og madamen, du har ret med de billeder, der ikke bliver taget. Vi har også i familien mistet en lille niece, for tidligt født og nåede kun at leve i 6 timer, her var der heldigvis personale, som sørgede for, at der blev taget et billede og et aftryk af hendes lille fod. Det ved jeg, at hendes forældre var taknemlige for, for lige der kunne de slet ikke rumme en sådan tanke, men bagefter var det godt.
Madame, undskyld et n for meget ;-)
SvarSletJeg synes, at det er en smuk og interessant fortælling om et familiebillede, og jeg kommer uvilkårligt til at tænke på tidligere tiders mindetavler - epifatier - som blev sat op i kirkerne. På nogle af disse billeder kan man se hovedpersonen med familie. Koner og børn, ekskoner og afdøde børn. Alle bli'r således mindet, også her mange århundreder efter.
SvarSletHer hos os har vi kun et enkelt familiebillede fremme. Det er et billede af min far, som vi har haft hængende siden vi, Bjørnen og jeg, lukkede og slukkede efter morfar i det det engang var mit barndomshjem. Det er et skønt billede, som kalder glade minder frem hos os begge.
Og så videre til et ønske om at du får en god weekend:)
Tak i lige måde Sifka :-)
SvarSletTak for en dejlig varm historie der minder mig om min egen datter.I mange år havde hun arrangeret det sådan at hendes afdøde svigerfar altid var med til bords til de små børns fødselsdag.Vi var altid mange og bordet måtte tit skubbes op til reolen for at vi kunne være der, og der på een af hylderne stod billedet af hendes svigerfar og han var på den måde med til festen. Desværre er hun ikke sammen med sin samlever længere.... Men din historie fik mig lige til at tænke tilbage ... og ja billeder er vigtige - vi skal huske at tage dem mens tid er! God week-end til dig og landmanden!
SvarSletDet skal vi, fru koch og må I få en god weekend, forhåbentlig snart forkølelsesfri
SvarSletLene, dén historie gik mig lige til hjertet. Vi har mistet en ung pige i vores egen nærmeste kreds og hun "mangler" stadig på alle de glade og sjove "højtidsbilleder". Jeg forstår godt dine refleksioner, men som du beskriver det var det en både rigtig og god tanke at få den unge pige med på den måde! Når følelserne er ægte - kan sådan noget aldrig blive "forlorent" - kun smukt!
SvarSletGod stemningsfyldt oplevelse i kirken ved dine forældres guldbryllup. Har selv mange billeder både fra mor og fars ungdom samt deres tid sammen. Fik i tide sat navne på de personer, jeg ikke kendte. Kronologisk rækkefølge. Et billede vender jeg ofte tilbage til, taget den dag, de havde sølvbryllup, taget på deres trappe med deres hund ved deres fødder, mors glade smil, fars glimt i øjnene, en typisk situation trukket frem på en festdag.
SvarSletMangler næsten ord ved at læse denne smukke historie, Lene. Kom til at tænke på, at hvor meningsls døden end kan forekomme, så er det en trøst, at man i langt de flest sammenhænge/familier kan finde måder, hvorpå det bliver udholdeligt at miste. Denne historien med billedet ved en i øvrigt glædelig begivehed , beviser det med alt ønskelig tydelighed. Tak for din historie!
SvarSletEt cetera- det er nemlig så sandt som skrevet, vi er nødt til at mærke efter, hvad der er rigtig for hver enkelt.
SvarSletPuk, det er så rart at have billeder, som giver minde om en god dag eller tid. dejligt at du har fået sat navne på familien.
Velbekomme Nina :-) Jeg synes anemones ordsprog over hos et cetera er så smukt : "Delt glede er dobbelt glede, delt sorg er halv sorg."
Det var en nydelig fortelling om en sørgelig historie. Det du forteller om bildet, minner meg om gamle malerier av store familier. Den gang hendte det de også malte inn de døde barna,- men så sørget de for å legge ved et symbol hos dem, sånn at alle som så bildet skulle forstå at de ikke levde da bildet ble tatt. Jeg tror jeg har sett et sånt bilde der de døde barna hadde en slags glorie om hodet.
SvarSletNoen hadde også hvite kjoler og en blomsterbukett foran seg, - tror jeg.
SvarSletStærk billedehistorie - Lene - tak for at du delte.
SvarSletEt billede siger mere end tusinde ord, men dine ord siger lige så meget som et billde!
SvarSletDet var da en helt fantastisk og smuk måde at få alle sine kære med i en vigtig begivenhed, det er da overhovedet ikke forkert.
SvarSletHege, sådanne billeder har jeg aldrig set,men de lyder jo til at have samme opbygning som voes billede. Min niece er også i hvidt, da det lille billede, som er et brystbillede, er taget på hendes konfirmationsdag, 2 år forinden, hvor vi troede og håbede, at kræftsvulsten var bekæmpet.
SvarSletSelv tak sister bonde :-)
Tusind tak rimkoger :-)
Pia - i dag synes jeg heller ikke det, men dengang da tænkte jeg et kort øjeblik om det var at dyrke sorgen, og det er vi jo så bange for i vores kultur. I dag føles det bare rigtigt.
Nu sender jeg en pris til dig fra mig. Den gives for din venlighed og du har fortjent den:) Se min side.
SvarSlettak Sifka :-)
SvarSletJa, der er billeder med større betydning end de mange andre. Jeg har ikke billeder stående fremme, men jeg kigger tit på samlingen. Jeg tror, din mors idé til at få din niece med på billedet må have været helt rigtig, først for hende og siden for alle I andre.
SvarSletHenny, billeder får med tiden deres helt egen betydning, og min mor tænkte helt rigtig, for vi nyder alle den dag i dag det billede :-)
Slet