SPIS BRØD TIL

Normalt døjer jeg ikke med hovedpine, men de sidste 5 uger har jeg hver dag haft hovedpine. Hovedpine er et uspecifikt symptom, dvs. der kan være så mange årsager til, hvorfor man har hovedpine.

Min egen diagnose går på, at al den læsning af svære tekster har gjort, at mine øjne egentlig burde have stærkere briller for at håndtere det. Jeg håber, at øjnene falder til ro, når jeg er færdig. Det ville være surt show at skulle investere i nye brilleglas med glidende overgange, når det kun er et år siden, jeg fik nye briller. Så jeg klapper lige hesten eller spiser brød til!

I dag valgte jeg at gå en lang tur på over 1 time, Laika traskede med, jeg tror, hun sover godt i aften. Nu er hovedpinen forsvundet, så kan jeg godt sætte mig ned og læse igen ;-)

Og mundvandet løber helt ved billedet fra middelaldermarkedets brødboder. Jeg elsker brød i alle afskygninger, og det brød med nødder og frugter, som vi købte den dag, tænker jeg stadig på med nydelse :-)

AT SNAKKE SAMMEN

Takket være et kig gennem Liselottes indlæg om Normandiet opdagede jeg, at  Bayeux udover det navnkundige tæppe/tapet også rummede en middelalderfestival en weekend i juli. Stor var min glæde, da jeg tjekkede byens egen hjemmeside og fandt, at det var lige i vores ferie.

Der var alverdens boder, alle rundt om den store domkirke, nøjagtig som jeg kunne forestille mig, det havde været i middelalderen.

Vi nød duftene, røgen fra de mange bål/grill og larmen samt de mange mennesker, der var klædt i stilen fra dengang.

I går, da jeg sad og kiggede billeder igennem, opdagede jeg pludselig et lille tema fra festivalen.

At snakke sammen.

Håber du får en dag med tid til at snakke, ikke bare tale, men snakke sammen med nogen.

Ha en god fredag.

TILBAGEBLIK

Mens mørket hastigt sænker sig, og regnen sætter ind, sidder jeg og kigger tilbage på feriebillederne fra Normandiet.

Den lange tur derned har jeg tidligere beskrevet, solen skinnede herligt, så da køreturen var rystet af os med en god lur, gik vi på opdagelse i Saint-Aubin-sur-Mer.

Som alle de andre byer vi kom igennem, var der ikke noget med en gåtur med kig på haver og gårdhaver, her var der høje mure, som dermed skabte små snævre gader, hvor man kunne kigge opad og fremad. Og med en gemal, som havde læst bøgerne om D-dag, så blev der også snakket om, hvor svært et område Normandiet var at indtage for de allierede. Der var rig mulighed for at gemme sig bag hvert et gadehjørne eller inde i en portåbning.

Gaderne førte ned til havet og stranden. Ingen by uden mindesmærker, heller ikke her. Stranden ved St.Aubin var en del af det område, som blev kaldt Juno Beach, og hvor canadierne havde hovedansvaret for landgangen.

Strandpromenaden blev tit vores yndlingsgåtur om aftenen og det var også her, vi fejrede vores sølvbryllup med en lækker middag med udsigt ud over havet og solnedgangen.

Det er skønt at kunne varme sig ved skønne ferieminder.

FERIE MED FORVIKLINGER

Planen var, at vi ville køre til Normandiet i et stræk med start onsdag d. 30/6 om morgenen. Vi er fire med kørekort, så jeg købte billige fleecetæpper, og vi tog vores puder med, så der kunne soves undervejs.

Landmanden havde til opgave at få landbruget klar til ferie, det er altid en opgave, som er afhængig af vejr og vind. Kartoffelplanterne skal beskyttes mod skimmelsvampe, og det sker ved, at de bliver sprøjtet med et middel, som lægger sig på bladene og beskytter dem. Da det danske vejr jo er meget omskifteligt, varierer intervallet mellem sprøjtningerne.

Alt klappede dog, så vi var i gang med de sidste forberedelser tirsdag, da skybruddet kom. På en halv time fik vi over 20 mm vand, vi sad indenfor og drak te med levende lys omkring os, en af de unge mennesker kom til at sige, at det var hyggeligt. Hyggeligt! svarede landmanden, nu kan jeg køre ud og gøre det hele om igen, så ferien er udsat på ubestemt tid!

Vi er jo efterhånden vant til ændrede planer, så i stedet for at være aktiv resten af dagen gik alle ned i tempo, så fjernsyn, sad ved computer eller læste.

Næste dag var energien vendt tilbage sammen med solen, så alle kløede på, og kl 17.30 kørte sønnen bilen ud fra gården.

Første stop var ved Ejer Bavnehøj, her spiste vi de medbragte pølsehorn og kartoffelpizzaer.

Næste stop var ved grænsen, hvor bilen blev tanket, og datteren tog over. Syd for Hamburg blev det landmandens tur, han kørte til midt nat, hvor jeg tog en tørn på de mørke, øde motorveje i Tyskland. Red Bull hjalp mig til at være vågen, og jeg var meget stolt over at kunne køre 3 timer, før end landmanden igen tog over. Jeg plejer altid at døje med træthed, når jeg kører i mørke.

Landmanden kørte gennem Holland, Belgien og ind i Frankrig ved Lille.

Nede øst for Amiens, hvor motorvejen deler sig, holdt vi morgenmadspause, herefter tog jeg over, og vi drog vest på.

Store marker med korn var overalt, det var virkelig landbrugsland, vi var kommet til. Senere nåede vi kysten og den imponerende bro Pont de Normandie.

Nu var det de små veje med masser af levende læhegn og ved 11 tiden 1.juli kørte vi ind på campingpladsen Côte du Nacre, hvor vi havde lejet et mobilehome som base for de næste 6 dage.

Vi fik os indrettet, handlet lidt ind i butikken og nød frokosten i det fri.

MODERKARTOFLEN

Først hedder den en læggekartoffel eller sættekartoffel, den bliver omhyggeligt lagt i jorden, jord bliver kammet op, så den ligger trygt og godt, mens regn og sol får den til at sætte en masse små knolde.

Knoldene vokser sig store, og en skønne dag har de den størrelse en kartoffel nu engang skal have, og så er det tid til næste afsnit af kartoffellandbrugets evige cyklus.

Vi er startet med nye medarbejdere, og da begge mangler en uges ferie på skift, så er jeg bufferen, der får arbejdet til at gå op. Så jeg skiftevis læser bøger og hjælper med at læsse kartofler af.

De nye kartofler kommer ikke over sorterbordet, det kan deres skind ikke holde til, så det er vigtigt, at vi får sorteret det fra ved indlagringsbordet, som vi ikke ønsker at have liggende ude i butikkerne.

Nu har læggekartoflen skiftet navn til moderkartoflen, den har gjort sit arbejde og er ved at rådne op. Den skal vi have væk, for i butikken vil almindelige forbrugere måske tænke, adr de kartofler er jo rådne, når de ser en moderkartoffel. Så er det bedre, at lidt spagnum kommer med, det giver jo blot kartoflerne et autentisk præg ;-)

Det er nu ikke meget jord, der smutter forbi medarbejderen og mig, vi får vist det hele. Og kartoflerne? De er gode, pæne og fulde af smag, dem kan vi godt være bekendt at sende af sted.

Den ene dag, vi selv lavede mad i Normandiet, ville datteren have kartofler. De fire kartofler, vi fandt i campingbutikken, som ikke var blevet grønne af lyset, har jeg ingen billede af, til gengæld får I et af en kamel og en kirke.

BØRN OG BEKYMRINGER

Når man får børn, får man en masse glæde, men også bekymringer med i tilgift. Man siger, at mødre især er gode til at bekymre sig, også når der ikke er noget at bekymre sig for.

Ferien i Normandiet satte de tanker i relief. Når man siger Normandiet og D-dag, så siger man også tab af menneskeliv, MANGE menneskeliv. Landmanden har læst en diger bog, D-Dag af Stephen Ambrose, hvor veteranerne fra både de allierede lande og Tyskland har fortalt om dagen. Mens vi gik ved strandene, mens vi gik på museerne, mens vi gik på kirkegårdene, kunne han supplere med beretninger om dagen. Det var godt, og det var med til at give os en større forståelse for den store bedrift, det var, og hvor meget vi har at takke dem for.

På den amerikanske kirkegård står alderen ikke anført på de mange, der mistede livet. Det gjorde der både på den tyske og den canadiske kirkegård.

Mange af de tyske soldater var 18 - 19 år gamle. Havde tyskerne valgt samme koncept som amerikanerne med et kors for hver enkelt, havde denne kirkegård været enorm. 21.000 soldater ligger her begravet, i modsætning til godt 9.000 på den amerikanske.

Ved Pegasusbroen er et mindessted(memorial, de ønsker ikke at kalde det et museum), her var bl.a udstillet et brev fra en ung britisk soldat, 20 år, som havde skrevet til sin mor for at fortælle, hvor meget hun betød for ham. Han vidste, han formentlig næste dag ville blive krigsfange, det nåede han ikke, de fandt ham død med brevet i en brystlomme. En måned efter døde hans 2 år ældre bror i krigen. Jeg kan kun gisne om den mors lidelse og de bekymringer, der gik forud.

LIDT OM TID OG 25 ÅR

Et menneske, der fylder 25 år, betegnes som et ungt menneske. Et menneske, som er i begyndelsen af sit voksenliv.

En vin, som er 25 år gammel, betegnes som gammel, og håbefuldt regner man med, at den med tiden er blevet bedre og bedre.

Et ægteskab, der har varet i 25 år, betegnes vel som gammelt, og der er vist ikke noget begyndelse over det ægteskab. Det skulle dog gerne som vinen blive bedre og bedre.

Vi passerede de 25 år, mens vi ferierede i Normandiet, det blev bl.a fejret med en god menu med god vin på en lækker restaurant med udsigt over Atlanterhavet. Vi har haft en herlig ferie sammen med vore to unge mennesker.

Hjemkommet i går morges gik der ikke en time, før jeg måtte have gang i telefonen, ingen internetforbindelse under ferie er fint nok, men herhjemme er vi så vant til nettet som sparringspartner både erhvervsmæssigt og privat, så 1½ døgn uden føltes som lang tid.

Det er godt at være ude, men også godt at være hjemme igen.