Når man får børn, får man en masse glæde, men også bekymringer med i tilgift. Man siger, at mødre især er gode til at bekymre sig, også når der ikke er noget at bekymre sig for.
Ferien i Normandiet satte de tanker i relief. Når man siger Normandiet og D-dag, så siger man også tab af menneskeliv, MANGE menneskeliv. Landmanden har læst en diger bog, D-Dag af Stephen Ambrose, hvor veteranerne fra både de allierede lande og Tyskland har fortalt om dagen. Mens vi gik ved strandene, mens vi gik på museerne, mens vi gik på kirkegårdene, kunne han supplere med beretninger om dagen. Det var godt, og det var med til at give os en større forståelse for den store bedrift, det var, og hvor meget vi har at takke dem for.
På den amerikanske kirkegård står alderen ikke anført på de mange, der mistede livet. Det gjorde der både på den tyske og den canadiske kirkegård.
Mange af de tyske soldater var 18 - 19 år gamle. Havde tyskerne valgt samme koncept som amerikanerne med et kors for hver enkelt, havde denne kirkegård været enorm. 21.000 soldater ligger her begravet, i modsætning til godt 9.000 på den amerikanske.
Ved Pegasusbroen er et mindessted(memorial, de ønsker ikke at kalde det et museum), her var bl.a udstillet et brev fra en ung britisk soldat, 20 år, som havde skrevet til sin mor for at fortælle, hvor meget hun betød for ham. Han vidste, han formentlig næste dag ville blive krigsfange, det nåede han ikke, de fandt ham død med brevet i en brystlomme. En måned efter døde hans 2 år ældre bror i krigen. Jeg kan kun gisne om den mors lidelse og de bekymringer, der gik forud.
Ja det er mange mødre som både med og uten grunn har bekymringer for sine barn. Godt vi slipper å ha barn som er med i krig. Men det er jo mange andre ting å bekymre seg over. Men vi er heldige som har en Gud som sier vi skal kunne legge alle bekymringer over på han.
SvarSletIKke alltid like lett. Men det er ikke så mye annet vi kan gjøre.
Ønsker deg en god søndag :)
I 2004 på D-dagen var vi i Normandiet og besøgte den amerikanske krigskirkegård, det gjorte så stor indtryk på mig, at midt hjerte slå et eksta slag når jeg læser dit indlæg ,det en tur jeg aldrig vil glemme, når jeg tænker på alle de unge mennersker der mistede livet,jeg hade også læst nogle bøgen inden vi tog der ned.
SvarSletMin mand og jeg var i Normandiet for 3 år siden, og vi var begge meget berørte over at se den endeløse række af kors. Vi tænkte meget på alle disse stakkels familier, der fik tilværelsen lagt i ruiner.
SvarSletKh Marianne
For søren da, Lene - jeg er alt for meget bagud her...
SvarSletFørst og fremmest: Et KÆMPESTORT tillykke med jeres sølvbryllup.
Normandiet og invasionskysten og dens begravelses-/mindesteder kan nok ikke undgå at gøre indtryk på selv de mest hårdføre. Vi var der i 2003, og selv de yngste (15-20 år) i familien oplevede en trykkende (men tilsyneladende meget ægte) fornemmelse over at se alle de mange, mange kors.
Det er absolut værd og nødvendigt at reflektere over, men jeg håber sandelig også, at I fik tid til at nyde det Normandiet, der er smukt og ikke så tynget af de dystre minder.
Tak Astrid, vi kom flere gange ind på de unge mennesker på alder med vores som er i Afghanistan, så også i dag er der unge danske mennesker i krig.
SvarSletConny, jeg er glad for at min mand gerne ville have os med derned,og det må have været ganske særligt at være der på årsdagen for D-dag.
Marianne, det gør virkelig indtryk.
Og velkommen her :-)
Tak Ellen, vi nåede både D-dag,middelalder, masser af små byer og hygge :-)