En god dag

Jeg dur ikke til at holde ferie, når landmanden har travlt, ikke fordi jeg får lavet noget, tværtimod. Det ender som regel med, at jeg får lavet de ting, jeg ikke skulle have lavet og bliver småsyg. Jeg har dog fået ryddet op i papirbunken på mit værelse, de er sat i mapper og er endt i mit skab på arbejde. Jeg nåede så ikke at få ryddet op i det skab, det må vente. Jeg har også fået andre småting af vejen, og jeg har strikket, ikke på kjolen, for den skal jeg jo have prøvet først, men derimod på små strikkeprojekter. Kvalme, utilpashed, smerter ved øjet og smerter hist og pist har fulgt min ferie. Strikkecafe og korkoncert måtte jeg aflyse.

Men i dag har været en god dag, jeg har besøgt min far, og han var vågen, han var glad, han var godt tilpas. Han virkede nærværende og grinte sammen med mig, når jeg dansede med ham, eller når jeg mindede ham om, hvordan min ældste lillesøster ligner vores mor, hun kan altid få alting fra hånden, hun er så struktureret og formår at planlægge, så hun når mest muligt på sine dage. Min lillesøster er kun 21 måneder yngre end mig, men jeg ville gå ned med stress, hvis jeg skulle nå alt det, hun når i sin fritid (og hun har lige så travlt som jeg har det på sin arbejdsplads)

Vi nåede at spise middag sammen, at gå tur på plejehjemmet, i plejehjemmets have og en lille tur udenfor plejehjemmet. Da jeg sagde, at jeg nu skulle hjem, smilte min far, og da jeg så fortalte ham, at min yngste lillesøster fra København ville komme på besøg næste søndag, kom det hurtigt og glad fra ham: Åh TAK skal du ha! Vi kan godt glemme alt om at være hans yndlingsbarn, vi er elsket alle fem, men lillesøster har en ganske særlig plads i hans hjerte. Det er helt ok, det gør mig glad, så jeg kørte hjem i godt humør, og lige nu sidder datteren i bus/tog på vej til Nordjylland, jeg glæder mig!

Sådan kan det siges så smukt

Vi vil jo gerne leve, til vi dør, gammel og mæt af dage, men sådan går det jo ikke altid. I et dameblads klumme læste jeg om journalistens erkendelse af, at døden er et uundgåeligt punktum for livet her på jorden. Det var pludselig gået op for hende, det som hun godt vidste, men ikke erkendt, at hun skulle dø en dag.

Når så døden melder sin ankomst før tid, så kæmper vi, vi gør hvad som helst for at undgå den, det er naturligt, for døden skal jo først komme, når vi er ældgamle. Den skal jo ikke rive børn fra deres forældre, uagtet at børnene måske er voksne. Min mormor måtte følge to af sine børn til graven og sagde, dette er ikke naturligt, jeg skulle jo dø før dem. Det samme gav min mor udtryk for, da min nieces kræftsygdom vendte tilbage, og vi vidste, at tiden sammen nu var afgrænset.

I disse dage giver hospitalspræsterne udtryk for, at vi i sundhedssystemet understøtter denne vilje til at fortsætte kampen mod døden, også der hvor man i stedet skulle fokusere på den gode tid sammen. Vores hospitalspræst er en af dem, der blev interviewet og hun er som menneske og præst fantastisk, hun lader aldrig kristendommen ”stå i vejen” for det at hjælpe en familie i nød og sorg. Nedenstående citat er hentet fra DR nyhederne og jeg synes det er smukt formuleret, så I får det i sin helhed:

Man forlænger døden i stedet for livet. Det er en dårlig afslutning, hvor der bliver et langt stykke af livet, der mere er lidelse og behandling, end det er livskvalitet, forklarer Ruth Østergaard Poulsen. Som hospitalspræst på Aalborg Universitetshospital oplever hun, at både behandlere, pårørende og patienterne selv giver udtryk for, at behandlingen nogle gange kan virke meningsløs. I følge Ruth Østergaard Poulsen har lægerne en del af ansvaret, fordi deres faglige identitet er at redde liv. Men det handler også om opfattelsen af døden hos patienter og pårørende.

- Det er vigtigt, at vi stadigvæk kan acceptere døden som en del af livet, så døden ikke bliver opfattet som en lægefejl, siger hun.

Døden som en lægefejl, i det udtryk ligger hele den opfattelse, der er herskende nu til dags, at hvis blot man kæmper, tænker positivt, lever sundt, spiser det rigtige, motionerer og finder de mest mærkelige tilbud rundt omkring i verden, der lover guld og grønne skove, så kan vi blive udødelige. Jeg synes, det er smukt formuleret, og det sætter tanker i gang.

Lykken er, at det bliver tidligt mørkt, for

• så kan jeg tænde levende lys.
• så kan jeg nyde min eftermiddagste sammen med den arbejdsomme landmand i det bløde skær.
• så kan jeg med god samvittighed sige, at vintertid er lig med dvaletid og dermed gå ned i tempo. Det sidste er så ikke noget problem, for når jeg tænker på, hvad jeg nåede, da jeg havde to skolebørn i indskolingen, og så det jeg når nu, hvor jeg kun har os to, så undrer jeg mig såre over den manglende energi.
• så er det varsel om, at snart må jeg finde juleCDerne frem og liste dem ud i bilen til de mørke køreture frem og tilbage til sygehuset.
• så bliver alt omkring mig så hyggeligt, jeg elsker mit hjem, både om sommer og vinteren, men nok allermest om vinteren.
• så nærmer vi os tiden med sne (ikke lige nu og ikke for meget, men i tilpasse doser)
• så nærmer vi os november, hvor jeg får set begge mine børn på en gang, jeg har ikke set dem siden først i august. Heldigvis kommer datteren hjem i denne weekend og jeg snakker jævnligt med sønnen.

Nå, jeg hygger lige videre med strikketøjet, stearinlys og tedrikning. Aftensmad? Der er vist en rest, der går godt sammen med rugbrød, spejlæg og en landmand, og så er der masser af havregryn til havregrød til en sygeplejerske, mon ikke vi kan klare os med det? 

God torsdag til dig.

Bare fordi

Billeder fra mandagens gåtur i skumringen.

God onsdag til dig.

Tanker fra et årsmøde 1

I weekenden var jeg til årsmøde i Dansk Selskab for Apopleksi, og jeg har lyst til at fortælle om, hvad der rører sig på det område. Blot det at være deltager giver noget, jeg får mødt mennesker fra andre sygehuse, jeg får drøftet hverdagen og den måde, vi arbejder på, med andre, som måske undrer sig og dermed tilskynder mig til at uddybe, hvorfor vi gør, som vi gør. Og dermed sætter det gang i en tankerække, som får mig til at konkludere, enten at det er godt, som vi gør det, eller at der er noget, vi kan ændre.

Før selve årsmødet var der tilbud om workshops med forskellige emner, to af dem blev aflyst og dermed fik jeg min leder og min kollega med på det emne, jeg skulle høre om. Og godt det samme, for nu er vi tre, der er begejstrede og har lyst til at udbrede den viden, vi fik. Emnet var støttende samtale til afasiramte mennesker. Afasi betyder nedsat evne til at bruge sproget, det kan vise sig som problemer med at finde ord, formulere sætninger, læse, skrive og forstå andres tale. Ikke alle problemer er til stede i lige høj grad hos den enkelte. Alle sygeplejersker har prøvet at forsøge at finde ud af, hvad en patient gerne vil. Alle sygeplejersker har prøvet at måttet opgive og efterlade en patient, der var dybt frustreret og selv være ked af det og frustreret. Denne metode er ikke ny viden, men handler om en systematik, som gør, at alle omkring patienten har samme tilgang til samtalen og dermed understøtter patientens mulighed for at kunne kommunikere med andre.

Metoden er bygget op om to principper; det anerkendende og det synliggørende. Patienten er en voksen person som alle andre og skal behandles som sådan, patienten er ikke barn, tunghør eller dum, så det nytter ikke noget at bruge babysprog, tale højt eller undlade at informere. Vi er ligeværdige! Det anerkendende ligger i at behandle patienten som ligeværdig og at anerkende de problemer, patienten har. Noget af det jeg har brugt længe, og som også var en af talemåderne her, er at sige, når man ikke kan forstå, hvad patienten gerne vil sige: jeg er ked af det, men JEG er lige nu ikke god nok til at forstå, det du gerne vil sige. Jeg kommer tilbage eller jeg finder en anden. Hermed lægger man ikke skylden over på patienten, for det er os, omgivelserne, der skal forsøge at finde en måde ind til det, som patienten har inde i hovedet. Patienten er jo ramt på sproget, vi forventer jo heller ikke, at en person med et lamt ben selv går ud for at hente kørestolen, den sørger vi for er ved siden af ham, at den er låst og tilgængelig for ham.

Det andet princip er synliggørende, her bruger denne metode, at der skrives få stikord undervejs om det man taler om, så patienten dels stimuleres i sin sprogproduktion, dels har mulighed for at pege eller bruge ja/nej kort til at vise, at det måske ikke er det patienten mente. Til sidst opsummerer man samtalen ved hjælp af gestikulationer, de tegnede ord og de talte ord. Det gælder også om at tale roligt, ikke bruge for mange ord, når man skal forklare sig, men at samtalen, som jeg så på en video, også gerne må bruge sjove indskudte bemærkninger, som man også gør i andre samtaler. Det giver jo et samspil og en god atmosfære mellem to voksne mennesker. Det var slående at se videoerne, at se hvordan patienten fik flere ord, men også livede op og følte sig set og hørt. Vi havde lyst til at gå hjem og prøve det af med det samme. Der er slet ingen tvivl om for os, at vi skal have solgt ideen til det tværfaglige team og få sat undervisning i gang. Heldigvis var der også to terapeuter med fra vores afdeling, og de var lige så begejstrede som os.

Noget af det de tre oplægsholdere også slog fast var, at denne metode åbnede op for, at selv svære emner kan tales om ved hjælp af denne metode. Og jeg røg tilbage til dengang jeg gik ind til en ung kvinde, der havde fået en apopleksi efter fødslen. Hun sad ved sin lille datters vugge og aede hende. Jeg besluttede mig for at sige det, som jeg troede hun tænkte, nemlig; det må være svært ikke at kunne sige noget, når du lige har fået en dejlig lille datter, som du gerne vil fortælle en masse. Hun nikkede og begyndte at græde, jeg sad lige så stille sammen med hende, jeg var blank i øjnene, men havde besluttet at jeg ville bære denne sorg sammen med hende. Senere satte jeg ord på, om at den lille pige jo kunne mærke sin mor og jeg tror faktisk også, vi snakkede om, at sang/ melodier (indlærte sange/melodier) ofte stadig kan hentes frem, da de ligger i højre hjernehalvdel, hvor sproget ligger i venstre hjernehalvdel. Jeg mener stadig, at jeg denne dag anerkendte og synliggjorde de tanker, den nybagte mor havde. Og jeg er den dag i dag stadig taknemlig for, at min søster, som desværre mistede sin datter på grund af en hjernesvulst, netop lærte mig dette, at sorgen ikke går væk, fordi man lader være med at snakke om den, men at sorgen bliver nemmere at bære, hvis der er nogen, der vil dele den.

Hvis du har lyst til at læse mere om metoden, har jeg fundet en artikel fra mit fagblad.

Ha en god tirsdag.

Sommertiden er over

og hver gang får jeg altid bagefter vendt rundt på det, så i går troede jeg, at der var længere lyst om aftenen; det er jo det omvendte, der er tidligere lyst om morgenen og hurtigere mørkt om aftenen (tror jeg eller rettere sagt det kan jeg se og mærke). Anyway, jeg tog støvlerne på, denne ferieuge skal bruges på at få masser af skridt på kontoen i form af gåture. Så først gik jeg 5 km ud ad landevejen og sidst på eftermiddagen tog jeg en tur langs markerne (derfor gummistøvler).

Dyrene var ude for at fouragere, jeg så mange, rigtig mange og mange af dem fik jeg også sat i løb, desværre. De kunne jo ikke vide, at jeg kun havde et kamera med. Jeg nød at gå på kornstubbe og kartoffelkamme, som nu var flade.

Månen stod flot og lyste, himlen blev smuk mørkeblå, mens jeg gik. Benene kom på arbejde, jorden er blød og ujævn, så benmusklerne arbejdede på en anden måde end på vejen. Det kan jeg mærke i dag. Jeg kan også mærke tidsforskydningen, det er lyst, selvom klokken kun er syv. De sidste mange dage, har lyset endnu ikke været brudt igennem, når jeg parkerede bilen ved sygehuset. Det kan nå at ændre sig på de otte dage, jeg holder ferie, men lige nu nyder jeg lyset.

Landmand og co. skal sortere kartofler i dag, men jeg får lov til at holde pauserne med landmanden. Nu vil jeg dykke ned i ferieplanerne som udover daglige gåture også rummer andre elementer, som gerne skulle få mig til at trække vejret lettere. God mandag til dig.

Nu er det efterårsferie

Udenfor falder bladene af træerne, solen skinner, og mens jeg nyder solens stråler, kommer der pludselig små byger, der når at sætte dråber på brillerne og i håret, inden de forsvinder igen. Søndagen går ganske langsomt, og især ved opdagelsen af at det jo kun er mobilen, der har indstillet sig på den nye tid, så jeg får en time forærende, hver gang jeg stiller et ur ;-) Landmanden ser fodbold, jeg har gået en tur med en historieoplæser i mine ører. Mit boglån udløber i morgen, så jeg skal have lyttet færdig. Taknemligheden fylder i dag, taknemlighed over:

• at gode venner orker at kreere lækker gourmetmad og finde gode vine dertil
• at vi kunne sidde sammen med gode mennesker og nyde måltidet og samværet i går aftes
• at landmanden orker mig og jeg ham
• at datteren trives med sin nye uddannelse
• at svigersønnen har god gang i sin barbershop
• at søn og kæreste nyder weekenden i Madrid
• at mit arbejde og mine kolleger gør mig glad og stolt
• at jeg er en del af en familie, som holder af hinanden
• at jeg er giftt ind i en familie, som har det på samme måde

og sammen med taknemligheden kommer også tristheden over, at det ikke er alle forundt at være sammen med dem, de elsker/holder af, under trygge og gode forhold. Det kan jeg ikke løse, så jeg vælger i dag at fokusere på taknemligheden. 

Jeg holder efterårsferie og om det betyder ferie fra bloggen, ved jeg endnu ikke, Skulle der blive stille her, så skyldes det altså, at jeg har travlt med at holde ferie. God søndag til dig.

Efterårsferie

er det ikke endnu, men om få timer kan landmanden melde høsten i hus. Smørrebrødet blev spist i går, og jeg havde bestilt rigeligt belært af andres års meget sultne medarbejdere. Så sultne var de ikke i år. Landmanden ser frem til at nyde lækre madder til sin formiddags og frokostpause, og jeg er klar til afhentning; min chef gad godt køre ud i kartoffellandet for at samle mig op. To dage med faglige input og så har jeg ferie, jeg glæder mig. Selv om landmanden ikke holder ferie, så bare det, at vi er færdige med det hårde slid og de lange dage, gør at det vil føles som feriedage herhjemme. Her til morgen stirrede jeg på en seddel i min arbejdstaske med en mailadresse og et navn, jeg var total blank. jeg kunne huske en hånd, der skrev sedlen, men jeg kunne ikke huske hvem det var og hvad det var, jeg skulle sende til vedkommende. Google blev min ven, heldigvis dukkede der et billede op af personen og en titel, og så vidste jeg hvad det var, jeg skulle sende: søgeord til vores litteratursøgning til bibliotekaren på medicinsk bibliotek. Det kan vente til efter min ferie, nu vil jeg nyde en lang biltur med snak om fag og alt muligt andet. God fredag til dig.

Glæden ved at synge

Bilturen på vej til og fra arbejde gøres kortere og energigivende ved at synge. Selv om jeg er begyndt at lytte til bøger under kørslen, så vælger jeg faktisk ofte at synge i stedet. Det er en aktiv kørsel, hvor lytning bliver en passiv måde at komme fra et sted til et andet. Jeg vælger ofte at synge de samme sange, jeg synger aldrig alene, jeg har altid en kunstner med mig, og mens jeg synger, begynder dagdrømmene at fylde mit hoved. Hvor jeg før hen godt kunne være lidt flov over mine dagdrømme, ser jeg dem nu som måder at håndtere hverdagens mange opgaver på. Jeg flyver væk og kommer tilbage med fornyet energi og indimellem opstår der tanker/ideer midt i drømmene, som jeg tager med ind i hverdagen.

Onsdagens koraften er livgivende, vi får sunget, men vi får også grinet og snakket. Hold nu op som vi kan snakke, og nej det er ikke bare de 26 kvinder, de fire mænd kan ganske udmærket klare at overdøve alt andet. Næste onsdag deltager vi i et Syng-Dansk arrangement i Kollerup Kirke sammen med de andre voksne kor i Jammerbugt kommune. Til den lejlighed har vi skullet indøve en dansk sang til en fælles korsang, Den danske sang er en ung, blond pige. Den bekræftede mig i, at jeg godt kan synge traditionel korsang, men hvor er jeg dog glad for mit rytmiske/gospel kor. Da det jo er danske sange, der er på programmet, er vi så heldige, at der også findes danske gospelskrivere, at der findes nye danske samledigtere og at vi har en korleder, som også er sanger og komponist. Og så snyder vi lidt og sniger en ikke-dansk sang ind. Vi elsker den sang, vi får lov til at være pompøst gospelkor, vi er ikke så mange som på videoen, men sangglæden er den samme. Vi smiler mere end koret på videoen, for i dansk tradition er den sang lige “lidt for meget”, men det er netop derfor vi elsker den, og vores korleder ender som regel med at bryde sammen af latter til sidst, fordi hun elsker at få os til at give den hele armen.

Det er fridag i dag, der er bestilt smørrebrød, for uanset vi ikke bliver færdige i dag, så skulle vi kunne være færdige med kartoffeloptagning, når lørdag siger godnat. Og da jeg tager af sted i morgen tidlig i to dage på årsmøde i Dansk selskab for Apopleksi, så skal det være i dag, at traditionen opretholdes med smørrebrød til alle medarbejderne. Nu vil jeg få ordnet alle hængepartierne, så ferien fra søndag ikke skal startes med at være praktisk. God torsdag til dig.

Oktober måned

Det er som om tålmodigheden pludselig, ved udsigten til at det snart er slut, bliver mindre, og dagene føles længere og kroppen mere træt. Dette gælder ikke for landmanden, han kører bare derudad, jeg har før tænkt på, om han bruger duracelbatterier, hvor mine kører hurtigere træt.Vejret har i den grad været med os i oktober. Hvor andre syntes, at efterårsferien brillerede med dårligt vejr, ja så skinnede solen mange dage heroppe. Verdenen har tendens til at skrumpe ind, når dagenes arbejde intensiveres, den ene læser nyheder på nettet, den anden ser nyheder i fjernsynet. Jeg kan ikke svare for fjernsynseeren, men spørger du mig, kan jeg ikke genkalde det læste.

Istvan får hundemad fra dyrlægen, det fungerer han godt på, men der bliver spist en del, så jeg køber 20 kgs poser. I dag på vejen ud fra dyrlægen med favnen fuld, mødte jeg en af datterens folkeskoleveninders mor. Da hun hørte, at mine børn boede i København, sagde hun; så skal jeg ikke klage over, at min den ene bor i Århus (eller var det Randers?) Næh sagde jeg, og når jeg sukker lidt, så kigger min svigerinde bare på mig med et sigende blik, hendes eneste søn bor i Paris. Og da hun gik på arbejde, fik hun blikket fra en medarbejder, hvis barn  boede i Australien. Tjah, det giver mere tid i hverdagen, her kommer ingen børn dumpende ind og håber på aftensmad eller en tom vaskemaskine. Det ændrer ikke på, at jeg savner at se dem lige nu. Og så grinte jeg lidt, da jeg kørte hjem, vi undgik begge behændigt at få sagt navne, det var din og min datter. Først herhjemme er jeg nogenlunde sikker på hendes datters navn, jeg var jo FDFleder for hende en gang.

Batterierne er flade, det må jeg erkende. Jeg kan mærke, at jeg er lettere antændeligt, når der er noget, der går mig på arbejdsmæssigt, så jeg øver mig i at trække vejret dybt og ikke sige noget, før jeg har tænkt mig om. Folk der kender mig, vil vide at det ikke er min spidskompeteance, altså ikke det med at sige noget, der sårer, men det med at tie stille. Forhåbentlig er kartoflerne taget op, inden jeg tager til konference længere nede i Jylland fra fredag til lørdag ( vi skal jo have smørrebrød her hjemme) og efter konferencen venter en uges ferie til mig. Jeg glæder mig.

God onsdag til dig.

Solskin kan man altid finde

bare der er en, man holder af!

Dagen i går sluttede anderledes end planlagt, midt i bagning af boller, opvask og klargøring af madpakker ringede min fars kontaktperson, at min far var blevet syg, havde feber og da vagtlægen kort efter tilså ham, konkluderede lægen en begyndende lungebetændelse. Jeg fik gøremålene gjort færdig og så drog jeg af sted efter penicillin og landede halvanden time efter nede hos min far. Han sov tungt, var indimellem vågen, men ikke tilstede som han plejer at være. Vejrtrækningen var dog pæn og rolig, han hostede indimellem, men alt i alt var tilstanden stabil. Jeg blev dernede fire timer, og jeg nød at sidde i den gamle lænestol ved siden af min fars seng, mens han sov trygt og godt. I dag har min søster besøgt vores far, og meldingen er, at han har det meget bedre.

Hos min far

Dagen i dag er brugt i kartoffelhuset og solen er nydt i pauserne på vej ind i stuehuset. Nu er vi færdig med sortering, medarbejderen er sendt hjem. Vi snuppede en kop te, en ostemad og et stykke hjemmebagt gulerodskage, en lille hyggestund, før vi gik videre med dagens gøremål. Nu har jeg gået 4 km, lavet og sat vildtpie i ovnen og skal til at lave rødkålssalat. Bagefter står det på kontorarbejde og forberedelser til morgendagens vejledning i vores projekt. Ting, der skulle have være ordnet i går, men tingene går ikke altid, som vi planlægger. Angående planer så håber vi her i huset, at vejrudsigten tager fejl, så regnvejret først kommer fredag i stedet for onsdag, for så kommer kartoffelhøsten i hus inden næste weekend.

God søndag aften til dig

Der er ikke meget sol

over dagen i dag, det er koldt udenfor, jeg kan se det på den påklædning alle medarbejderne og landmanden har på nu. I går måtte holdet dele sig, nogle sorterede kartofler, andre tog op, det betød så også, at der kom halvt så mange kartofler op som de andre dage, og at anlægget stod tomt, da jeg gik min mørke morgentur i går. I dag har jeg sovet syv timer med afbrydelser, men når man først kommer i seng klokken et, så er lyset brudt frem, når man står op.

Trucken står til opladning, så den er klar til en lang arbejdsdag

Indlagringsbåndet venter på at blive fyldt med kartofler

Sorterbåndet, hvor jord, sten og moderkartofler bliver sorteret fra, venter på tre medarbejdere

Maskinen sørger for at de små kartofler kommer i kasser for sig, så de hurtigt kan findes frem, hvis bestillingen lyder på små kartofler.

Kassefylderen for enden af sorterbånd er gjort klar.

Der er plads til flere kartofler i kølehuset.

Og da lyset og jeg nåede tilbage til gården, var der fuld aktivitet ved kartoffelindlagringsgrejet. Det er der også i dag, en lastbil holder og bliver læsset med store bigbags med kartofler ved siden af traktoren med kartofler. Dagen i dag skal nydes med strik, LOOP (er klaret), kagebagning og tøjvask, det er skønt med en rolig dag, for aftenvagten var hektisk og i morgen står den på kartoffelsortering for en medarbejder, landmanden og mig.  Jeg vil sætte høretelefonerne på og lytte til en bog, mens dagens gøremål bliver klaret. God dag til dig.

Solen står op

Siger man ikke det? Men det hedder en solopgang, så hedder det i virkeligheden, at solen går op? Vi siger jo, at solen går ned og det hedder en solnedgang. Se det her er typisk for mine blogindlæg, jeg sætter mig ved computeren, har ordene klar og når de første ord skrives, bliver jeg pludselig i tvivl, om det hedder sådan. Og så går googlesøgningen i gang samtidig med at sproget.dk besøges. Jeg kan konkludere ud fra min uvidenskabelige søgning, at det hedder sol står op. Almanakken Danmark skriver, at solen står op og solen går ned og en gammel sang med Skousen og Ingemann har et omkvæd, der lyder Sol står op, sol går ned, vi længes efter fred.

Fred og ro var der, da jeg tog traveskoene på klokken syv i morges, der var også mørkt, skæret fra solen var knapt begyndt at farve himlen. De fem kilometer fik ben at gå på, jeg nød den kolde luft og at tankerne kunne flyve vidt omkring uden at blive forstyrret. At der var koldt vidnede rimlaget på græsset om. 

Forstyrret blev to rådyr ude på marken, vi kiggede først på hinanden, men da jeg prøvede at liste kameraet op uden at forstyrre, synes de alligevel det blev for meget og stak af. Oppe på himlen stak et fly også af, jeg så kun luftstrømmen fra den og funderede kort over hvor mon den skulle hen.

De 50 minutter som turen varede, blev i følgeskab med en lysere og lysere himmel, og hjemme igen var det ikke nødvendigt med refleksvesten, alle kan se mig.

Dagen i dag byder på en aftenvagt, så jeg vil nyde formiddagen med strik og husmoderlige forpligtelser på en gård, som summer af travlhed. Må du få en dejlig dag.

Solen er gået ned

Dagene er kortet meget af, der er stadig mørkt, når jeg parkerer bilen ved sygehuset kvart i syv om morgenen. Og inden aftensmaden er spist, mørkner det uden for vinduet. I aften skyndte jeg mig ud og gik en tur på vejen, jeg nåede lige at se det smukke himmellys efter aftensmaden.
I dag tog jeg tjansen med at ringe til  nogle patienter fra en bestemt gruppe af vores patienter, dem med forbigående blodprop (TCI eller TIA), og som altså ikke har nogle blivende symptomer. I studier er det dog gentagne gange påvist, at også i den gruppe er der mennesker, som især i tiden efter lider af hjernetræthed. Det genkender vi også, når vi taler med dem, ligesom vi hører om både nogen, der forsøger at negligere diagnosen og nogen, der er i chok over beskeden, og som bliver så bange for at de får en ny blodprop, som denne gang vil give blivende symptomer. Det er dog sjældent, at jeg decideret møder nogle, som vælger ikke at tro på diagnosen og stopper med den forebyggende behandling. Men det sker, og det er jo deres valg, min opgave bliver så at forklare, hvorfor lægen er endt med denne diagnose, som jo ofte ikke kan ses på en scanning. Det er dels den måde symptomerne opstod på, dels risikofaktorer, som er kendte i forhold til det at få en blodprop. Hver gang jeg taler med en patient, lærer jeg noget. Jeg elsker disse telefonsamtaler, og måske kunne jeg få sådan en tjans, når jeg er blevet for gammel til det her job.

Pyha

Knapt var jeg nået ind af døren, før jeg sendte sms til min korleder, at jeg blev forsinket, men at jeg ville komme så hurtigt som muligt. Tankerne var allerede i gang med at planlægge madlavning, oprydning til rengøringen i morgen og de røg også tilbage til dagen i dag på arbejde og hvad jeg havde nået. Kort efter kom en sms: Lene, vi har efterårsferie

Det lettede, nu slapper jeg af med teen og griner lidt af to hunde udenfor mit vindue. Præsten har fået hund, nu hvor familien bor på en præstegård. Hunden kommer med herop, når præsten og søn er på jagt. Istvan synes, det er voldsomt irriterende, at han ikke kan komme ind til sådan et hunkønsvæsen. Mille agerer ligeglad, men kigger dog efter den ivrige hanhund. jeg lader dem hygge sig og vil nyde, at jeg pludselig fik tre timer foræret. God aften til dig (og som du kan se, har vi solskin heroppe)

Jeg trækker lige tiden lidt

Mandag aften blev fyldt med latter og snak sammen med mine kolleger, der blev også strikket, og værtinden denne aften havde lagt op til græskarudhulning for dem, der ikke strikker. Det var en succes, de var fire, der hyggede sig ved køkkenbordet, mens vi andre hyggede os med strik og hækling. Vi tre gamle hæklede/strikkede håndklæder og vaskeklude (og jeg tog et par pinde på kjolen indimellem), de unge var i gang med hæklede aber, hæklede tæpper og hæklede hemmeligheder. Kaffebordet med en kæmpehindbærsnitte som ”kagemand” gjorde lykke, inden jeg listede af sted i mørket. Et andet sted, nærmere betegnet på det mørke Nørrebro sad fire mennesker og nød aftensmaden sammen, der gad jeg også have været. Sønnen har tiltrængt ferie fra lærerjobbet, svigerdatteren skriver bachelorprojekt som sygeplejestuderende, svigersønnen har gang i Barbershoppen på Møllegade på Nørrebro og datteren holder efterårsferie, hun er gået i gang med en ny bacheloruddannelse i håb om at kombinere drømmen om det visuelle design/kommunikation og et job. Så nu slår hun sine folder til hverdag i Haderslev, hvor skolen for Visuel Kommunikation holder til. Landmanden nød, at vores elev, som er i gang med en kombineret gymnasie/landmandsuddannelse, holder efterårsferie og gerne vil arbejde. Det betød, at de seks medarbejdere stod for kartoffeloptagning og landmanden kunne få ordnet alt det, han indtil nu har gjort om aftenen, når de andre tog hjem, om dagen.

Min faste morgenrutine er overstået, det er tid til at være koncentreret og fokuseret. Det er som om at tempoet trækkes helt ud af mine fridage, jeg når ikke det, jeg drømmer om, og slår mig til tåls med, at det også er helt i orden, for det er jo en travl tid både på sygehuset og i landbruget. Men andre fridage, hvor jeg er presset, når jeg rigtig meget, og hver gang tænker jeg, tænk alt det jeg kunne nå, hvis jeg altid havde dette fridagstempo. Sådan er det ikke, jeg er rigtig god til at lade tiden gå, uden at jeg går med. Og jeg skønner på den egenskab, jeg er overbevist om, at den er sundere end holdningen om et rent køkken, et ryddeligt hjem og aktiviteter (selvfølgelig udfordrende og inspirerende) i døgnets vågne timer. Nu vil min tekop og jeg flytte os fra fritidscomputeren til arbejdscomputeren og få regnskabet gjort endeligt færdigt.

God tirsdag til dig.

PS Nyhederne siger, at regnen og solen har delt Danmark i dag, Nordvestjylland får sol og tørvejr, resten af Danmark får blandet vejr. For en kartoffelwoman i Nordjylland er det helt ok, jeg håber dog, at solen også skinner hos jer.

Mandagsfridag

Bilagene til regnskabet ligger klar, jeg er dog startet dagen med at slappe af med strik og fjernsynskigning. Mens jeg strikker, funderer jeg over, hvordan andre mon prøver deres trøje/kjole undervejs? Jeg er vel nødt til at sætte rundpinde med stor nok omkreds i både ærmegab og kjole. Hvis alt flasker sig med kartoffeloptagning i dag, stikker jeg af et par timer i aften til strikkeklub sammen med mine kolleger. Lige nu smådrypper det dog, men radarbilleder viser, at det er byger, der kommer og går. Smørret er taget ud af køleskabet, der skal bages en bradepandekage med æbler til folkeholdet. Aftensmaden skal der handles ind til, jeg vil have fisk på menuen, men jeg er ikke den store fiskespiser, og mens jeg skimmer opskrifter, kan jeg mærke, hvordan jeg slet ikke har lyst til de varianter, jeg finder. Det bliver vist fiskefrikadeller, gode kartofler og spinat, der kommer på bordet i aften. Men har du en nem og lækker fiskeopskrift, hører jeg gerne fra dig. Nu må jeg heller tage mig sammen, skære et æble i skiver, lægge mandler ved siden af og et enkelt stykke chokolade. Mon ikke det kan give energi til dagens arbejde? Teen er brygget, den er min tro følgesvend gennem fridagen. God mandag til dig.

Kartoffelferie

De første kartofler fra Store Vildmose lander i butikkerne sidst i juli, så det er her kartoffeloptagningen starter. Resten af juli og i august måned bliver der taget kartofler op i takt med efterspørgslen. Først i september går så selve optagningssæsonen i gang og slutter typisk lige før efterårsferien. I de mange år jeg arbejdede med i kartoffellandbruget, havde vi ikke de fine traktorer og indlagringsgrej som nu, så der var vi altid først færdig i slutningen af efterårsferien og var det år med dårligt vejr, trak det længere ud. I år kom vi  i gang for tre uger siden, helt nøjagtig d. 21.september. Landmanden har ikke haft en eneste fridag siden og arbejdsdagene har typisk varet fra 6.30 – 22. Han har ikke turdet holde søndag fri, fordi erfaringen fortæller, at vejret ofte slår om omkring efterårsferien enten med meget regn eller med frost. Frosten skader ikke kartoflerne i jorden, men hvis man begynder tage op om morgenen, hvor alt er meget koldt, vil kartoflerne få skader, så derfor vil det give korte arbejdsdage og dermed endnu flere dage, før vi er færdige. Søndagene er derfor blevet brugt på at sortere kartofler, så der ikke skal bruges hverdage på dette. Hvis alt går vel, kan vi være færdige om 14 dage, men det afhænger jo helt og aldeles af vejret.

Vejret lige nu kan vi ikke klage over, der var den skønneste himmel, da jeg kørte ind efter rundstykker i morges, og dagen i går gav også lyspåfyldning i sjælen. Egentlig burde jeg sove nu, aftenvagtens travlhed satte sig som uro i min krop, så jeg har kun sovet tre timer i nat. Jeg satser på at gåtur, støvsugning og strikketøj kan give mig ro til en middagslur inden sidste aftenvagt. Imens kan du komme med mig på min tur i går i kartoffellandet.

På min vej møder jeg landmand og medarbejder, som er ved at tage kartofler op

Til ære for fruen i midten er her den ide, landmanden kom på: Jorden er så blød pga de store vandmængder, at kartoflerne havde tendens til at skride ud af kammene, når optageren kørte og dermed mistede vi for mange kartofler. Landmanden kom så på, at vi havde  en “pakker”, det er den røde maskine med hjul foran traktoren. Den bruges, når der sås korn, til at pakke jorden, så jorden bliver fastere, inden der sås. Den passede perfekt til kartoffelkammene, hjulene trykker let på kammene og holder dermed kartoflerne inde i kammene, så de alle bliver taget op.

Kartoffeloptageren sørger derefter for, at kartoflerne kommer op og over i vognen, mens det meste jord og kartoffeltoppe sorteres væk undervejs og kommer retur på marken. De to traktorførere skal hele tiden sørge for at koordinere kørslen, så kartoflerne falder blødt og med meget kort afstand ned i vognen.

Kamera forskellige steder på optageren gør, at landmanden kan følge med inde fra traktoren.

De nye GPSstyrede traktorer gør, at landmanden kan koncentrere sig om optager, da traktoren kører af sig selv, når først den er kørt ind i rækken.

Man sidder godt i traktoren, også når man er medpassager ( og nej, selv om Istvan ofte er med, må den ikke sidde på sædet)

Kartoffelrækker så langt øjet rækker

Jeg hoppede af i den anden ende af marken, der var en aftenvagt, der skulle passes, og landmændene kørte videre.

Må din søndag fyldes med sol og glæde.