Bilagene til regnskabet ligger klar, jeg er dog startet dagen med at slappe af med strik og fjernsynskigning. Mens jeg strikker, funderer jeg over, hvordan andre mon prøver deres trøje/kjole undervejs? Jeg er vel nødt til at sætte rundpinde med stor nok omkreds i både ærmegab og kjole. Hvis alt flasker sig med kartoffeloptagning i dag, stikker jeg af et par timer i aften til strikkeklub sammen med mine kolleger. Lige nu smådrypper det dog, men radarbilleder viser, at det er byger, der kommer og går. Smørret er taget ud af køleskabet, der skal bages en bradepandekage med æbler til folkeholdet. Aftensmaden skal der handles ind til, jeg vil have fisk på menuen, men jeg er ikke den store fiskespiser, og mens jeg skimmer opskrifter, kan jeg mærke, hvordan jeg slet ikke har lyst til de varianter, jeg finder. Det bliver vist fiskefrikadeller, gode kartofler og spinat, der kommer på bordet i aften. Men har du en nem og lækker fiskeopskrift, hører jeg gerne fra dig. Nu må jeg heller tage mig sammen, skære et æble i skiver, lægge mandler ved siden af og et enkelt stykke chokolade. Mon ikke det kan give energi til dagens arbejde? Teen er brygget, den er min tro følgesvend gennem fridagen. God mandag til dig.
Hvad med laksesteaks i folie med forårsløg, gorgonzola, hakkede mandler, citron og smør, salt og peber + små kartofler og hollandaise sovs. Det er nemt og enkelt. Når pakkerne er lavet skal de bare i ovnen ca. 15 - 20 min v. 200 gr. Du kan komme hvad som helst i pakkerne, men vi har stor og god erfaring med de hakkede mandler og gorgonzola, resten af fyldet afgøres af indholdet af grøntsagskurven. :-)
SvarSletJeg kan desværre ikke sætte billede ind her, men jeg sender dig lige en mail med billede af vores laksepakker i folie.
Inge, det lyder lækkert, laks er en af de fiskearter, jeg godt kan lide :-)
SletVelbekomme... Vores favoritfiskefad er:
SvarSlet""Super-nem og lækker fiskeret fra en Hirtshals-brochure.
Fiskeret til 4-6 personer.
Fisk og grønsager:
800 g torsk 300 g rejer
250 g friske champignon
1 rød peberfrugt
4 gulerødder
½ dåse ananasstykker (kan udelades)
200 g flødeost naturel
Krydderier:
1 dl kaffefløde
½ tsk. salt
½ tsk. citronpeber
½ tsk. paprika
1 tsk. karry
1 tsk. grønsagsbouillon.
Tænd ovnen; 200*
Grønsagerne skæres i stykker/tern og svitses på panden.
Fløden, flødeosten og krydderierne røres sammen og koges til osten smelter.
Fisken lægges i et smurt ovnfast fad, grønsagerne lægges over og til sidst hældes sovsen over.
Bages i ovn ved 200* i 30-40 min. (mens risene koger!)
Serveres med ris eller kartofler.
Der kan pyntes med lidt purløg.
Tips:
Bland sovs og svitsede grønsager før det hele lægges over fisken. Det giver en saftig fisk og en
god sovs!
Prøv med lys/mørk sej, pangasius eller anden hvid fisk. Aborre smager også godt.
Skal man passe på kalorierne kan fløden udskiftes med minimælk eller creme fine.
Variationer:
Retten kan også tilberedes med kyllingeinderfilet eller andet let kød i stedet for fisk/rejer. Mørbradbøffer omviklet med bacon. Tilføj tern af rodfrugter, udelad rød peber.
Krydring med timian, rosmarin eller andre krydderurter
Smager også godt med kyllingelever i sovsen""
Vi bruger ikke ananas i vores!''
Ang. strik: Jeg bruger KnitPro pinde og wirer. Så er det nemt at trække en lang wire ind i strikketøjet...prøve modellen og trække wiren ud, sætte pinden på igen og strikke videre.
Håber du kommer til strikkecafe... når nu jeg ikke skal være med i Gug... Jeg skal til Seriøst Strik møde aften. Emnet er skyggestrik, altid godt med nye ideer!
Anne, tak for opskriften, den skal prøves omend kombinationen af skinke og fisk for mig lyder underligt, men når bare der er sovs til, så går det nok :-)
SletJeg har også Knitpro pinde, og det var lige nøjagtig sådan jeg tænkte mig, jeg ville gøre, tak :-)
Velbekomme... Men hvordan får du blandet skinke og fisk sammen?? Det er alternativer til fisken... ikke alle er glad for fisk her... Ja.. bare der er sovs til, og denne sovs er vi lige ved at spise med ske!
Sletha Anne, det var faktisk Kristines opskrift nedenfor jeg fik blandet sammen med din :-)
SletMåske kan du bruge følgende: Filet af sej, mørksej, lange eller anden ikketruet fisk i portionsstykker, påsmøres en pæn klat af en blanding af lige dele pesto og reven parmasanost og omvikles med bacon/parmaskinke eller lign. En tur i ovnen ved ca. 225 grader C. i ca. 15-20 min. Kan med fordel serveres med ovnbagte rodfrugter (rodfrugter i mundrette stykker, olie, æblecidereddike, et hvidløg i fed, salt, peber og timian). Rodfrugterne skal have ca. 30-40 min.
SvarSletMvh. Kristine
Tak, Kirstine, det lyder lækkert, jeg er vild med pesto og parmesanost for ikke at tale om ovnbagte rodfrugter :-)
SletHanne, og det mættede, så jeg ikke fik trang til andre lækkerier :-) Og tak.
SvarSletKan se, at Anne allerede har givet dig mit råd ;-) Skønne farver!
SvarSletTak, Mette, ja nu skal jeg have prøvet den. Får helt ondt i maven ved tanke om at den ikke passer ;-)
SletFølger interesseret kommentarerne for at se, hvilke gode forslag til fiskeretter, der dukker op. God resten af mandagen :-)
SvarSletTak, fruen i midten, jeg skal have prøvet alle forslagene af :-)
SletDen bliver altså fin, den kjole. Jeg er ikke så ferm til strik, at jeg kan give råd der.
SvarSletJeg laver ofte laks i et ovnfast fad (både en lakseside og som laksestykker) bare med citronskiver over det hele, gerne lidt chiliflager og salt og peber først. Og dild på et tidspunkt. Og så ca. 20 minutter i en 200 grader varm ovn. Tilbehør er, hvad du har.
Conny, tak, det lyder lækkert :-)
SletHos os spiser vi RIGTIG megen fisk.
SvarSletI aften fik vi en krydret, asiatisk inspireret nudelsuppe med et stykke bagt laks på toppen. Imens suppen laves, bages laksestykkerne i ovnen på bagepapir, ca 18 min ved 210 grader. Laksestykkerne, uden skind, drysses før bagningen med lidt salt og peber, hviler lidt, hvorefter den ene side vendes/ paneres i chiafrø.
En anden rigtig nem og hurtig ret med hvid fisk i fileter: 1 dåse kokosmælk og i dåse hakkede tomater blandes i et stort fad, tilsættes en stor tsk karry, revet hvidløg, salt og peber, 3 stænger fintsnittet bladselleri og bittesmå blomkålsbukketter eller andre grøntsager. Fadet dækkes med staniol og bages i ovnen ca 30 min/ 180 grader. Herefter lægges hvid fisk i fileter ovenpå sovsen,
dækkes med folie og bages møre i ca 20 min. Serveres med ris.
Det er et par nemme hverdagsretter, som kræver minimal indsats og som har den fordel, at min søn spiser virkelig meget, han elsker fisk :-)
Henriette, tak, bare ordet asiatisk inspireret nudelsuppe, så tænker jeg, at det kan jeg da ikke finde ud af ;-) Men det skal jeg prøve. Hvor er det dejligt at din søn elsker fisk.
SletDet lyder til aftensmaden smagte godt og mættede.
SvarSletDesværre ingen tips mht. det at prøve/strikke, det har jeg aldrig benyttet, har valgt at måle mig frem. Laver en strikkeprøve med garn, mønster og pinde. Der er jo forskel på vores strikke fasthed.
Abildjyde, menuen blev helt anderledes, typisk mig :-) Jeg har også lavet strikkeprøve, men det er jo ikke det samme som at det passer :-)
SletDet bliver da vist en skøn kjole. Det tegner i hvert fald godt.
SvarSletFiskelasagne er nu også en god ret.....
Eva, jeg håber, ellers er det sidste gang jeg strikker kjole :-)
Sletjeg skal virkelig over min mentale modstand mod fisk, for når jeg spiser det, kan jeg godt lide det. Fiskelasagne må også på menuen.
Lene, det kan du sagtens finde ud af - det lyder smartere, end det er :-)
SvarSletVores "asiatisk inspirerede" er blot grøntsagsbouillon med krydderier ig meget fintsnuttede rester af grøntsager, som laves mens laksen bager:
2 l vand
3 bouillonterninger
1 spsk karry
Revet hvidløg
Revet ingefær
Chili, hvis man vil
Sojasauce, hvis man ønsker mere salt
3 firkanter nudler af den fra supermarkedet
Masser af fintsnuttede grøntsager
Grøntsagerne koger op i suppen, sidst brugte vi gulerødder, champignoner og en rest ærter. Nudlerne kommes i til sidst og skal kun dampe omkring kogepunktet nogle minutter. Hvis man drysser med krydderurter, evt koriander, så ligner det en million, smager godt og tager ikke mere end godt og vel 30 min :-)
Henriette, tak, det skal prøves. Dog uden koriander, som jeg ikke er fan af :-)
Slet