At gå i søvne

kender jeg til, jeg selv praktiserede det som ganske lille en kort periode. Jeg havde været indlagt på sygehus i tre uger som 1½ år efter en skoldningsuheld. Her måtte forældrene kun besøge deres barn ½ time onsdag og søndag. Jeg græd mig gennem den halve time, og de første 14 dage efter udskrivelse gik jeg altså i søvne.

Men nu går jeg, mens jeg får massage. Fysioterapeuten og jeg var begge lige forundrede, for vi ville begge mene, at jeg havde ligget musestille under hele seancen. Ikke desto mindre havde min fancy skridttæller gået knap 1000 skridt i den time, hvor jeg fik udspænding og massage af hæl og ryg/skulder/arm. Jeg kan også gå, mens jeg sidder. Forrige søndag gik jeg over 12000 skridt, mens vi sorterede, det var da ret imponerende i betragtning af, at jeg maks gik 100 skridt mellem hver sæk, der blev fyldt med 1000 kg kartofler. Og vi sorterede altså ikke 1200 sække men kun 24. Så måske går jeg slet ikke så meget på arbejde, som jeg regner med; jeg tror, jeg skal have fundet den gamle skridttæller frem og dobbelttjekke.

Gårsdagens arbejde bestod i en temadag om forskning, og hvordan man ledelsesmæssigt kan være med til at få koblet forskning og klinisk praksis. Det varede fra 8.30 – 16.30, og inden da havde vi på afdelingen et møde med en ekstern underviser.  Hvor man før tænkte forskning som noget, der absolut skulle være uafhængigt af hverdagens praksis, tænker man mere i dag, at den forskning der begås, skal have sit udspring i praksis og gerne skal tilbage til praksis med resultaterne. I sygeplejen kan det være svært at udføre forskning med den metode, der kaldes den gyldne standard, nemlig randomiserede, blindede forsøg. Dvs. hvor deltagerne bliver tilfældigt delt i to grupper, hvor ingen ved hvilken gruppe, der får den aktive behandling. Når jeg undrer mig over, hvordan patienter egentlig har det efter de er udskrevet fra os, så kan det være svært at undersøge med den gyldne standardmetode? Førhen var patienter indlagt længere tid, nu kommer de hurtigere hjem, de har været ude for en akut indlæggelse, de har fået besked om at de har haft en blodprop i hjernen, heldigvis med minimale følger, de har fået information om at de livslang skal være i medicinsk behandling, og der er blevet snakket med dem om forhøjet blodtryk, kolesteroltal, der skal sænkes, rygning, der skal stoppes, overvægt, der skal reduceres, motion, der skal optimeres osv. Så kommer de hjem, og måske er det først der, det går op for dem, at de faktisk har haft en blodprop i hjernen og at dette kan ske igen. Måske er det også derhjemme, de først opdager de skjulte handicap, trætheden, problemer med koncentration og opmærksomhed. men der er de alene, hvordan håndterer de det? Hvordan oplever de det? Sådan et område kan ikke undersøges med den gyldne standardmetode, her skal der andre forskningsmetoder til, og hvilken man vælger afhænger af spørgsmålet man vil undersøge.  Nu kom jeg lidt ud af et sidespor, for det jeg egentlig ville demonstrere var, at dette er et emne, som udspringer af praksis og som praksis kan bruge, når svaret foreligger. Da jeg for to år siden undersøgte, hvordan vores patienter, som havde haft en forbigående blodprop, oplevede det at komme igennem et hurtigt udredningsforløb på typisk 4- 6 timer, så måtte jeg jo konkludere, at de faktisk fint kunne håndtere det og ikke så noget problem i den hurtige udredning og information, men jeg fandt også i min analyse af data, at der var ting, de ikke kunne huske eller misforstod. Dette var en kvalitativ undersøgelse, dvs. jeg undersøgte få patienters oplevelse. Jeg kunne også have valgt at sende et spørgeskema ud til mange patienter og så undersøge emnet på den måde, men ville jeg spørge om de rigtige ting? Der kan sådan en undersøgelse, som jeg udførte, være en vejledning, hvis jeg ville gentage undersøgelsen med mange patienter og et spørgeskema. Det har jeg så valgt ikke at gøre, i stedet for har vi forbedret vores skriftlige udskrivelsesark. Næste skridt er at kigge på vores opfølgningsark, som vi bruger som guide til telefonsamtalen en uge efter patienterne er blevet udskrevet. Der er nok af sygeplejefaglige emner, der kan undersøges, og hver undersøgelse starter med en systematisk litteratursøgning, for hvad ved vi, hvad ved vi ikke og hvad vil vi gerne vide? Først derefter ved man, om det man undrede sig over, allerede er undersøgt og det derfor mere handler om at omsætte den allerede eksisterende viden til konkret praksis eller om man skal igangsætte et projekt med henblik på at udvikle ny viden, der kan bruges i praksis.

Puha jeg blev helt træt ved at skrive om dette, så nu vil jeg fokusere på formiddagens gerninger, før jeg skal omsætte i praksis al min sygeplejefaglig viden, jeg skal nemlig i aftenvagt de næste tre dage. Her har jeg ikke tænkt mig at gå i søvne, men skridt får jeg helt sikkert gået.  God fredag til dig.