I dag tog jeg tjansen med at ringe til nogle patienter fra en bestemt gruppe af vores patienter, dem med forbigående blodprop (TCI eller TIA), og som altså ikke har nogle blivende symptomer. I studier er det dog gentagne gange påvist, at også i den gruppe er der mennesker, som især i tiden efter lider af hjernetræthed. Det genkender vi også, når vi taler med dem, ligesom vi hører om både nogen, der forsøger at negligere diagnosen og nogen, der er i chok over beskeden, og som bliver så bange for at de får en ny blodprop, som denne gang vil give blivende symptomer. Det er dog sjældent, at jeg decideret møder nogle, som vælger ikke at tro på diagnosen og stopper med den forebyggende behandling. Men det sker, og det er jo deres valg, min opgave bliver så at forklare, hvorfor lægen er endt med denne diagnose, som jo ofte ikke kan ses på en scanning. Det er dels den måde symptomerne opstod på, dels risikofaktorer, som er kendte i forhold til det at få en blodprop. Hver gang jeg taler med en patient, lærer jeg noget. Jeg elsker disse telefonsamtaler, og måske kunne jeg få sådan en tjans, når jeg er blevet for gammel til det her job.
Uhh jeg kender godt det der mørke noget .. og hvor er jeg glad for at jeg er sluppet for at køre på arbejde i mørke og komme hjem fra arbejde i mørke - altså vel og mærke når jeg havde dagvagter ;-)
SvarSletOg det er faktisk ret interessant det du skriver om TCI mv for der hvor jeg arbejder lige nu faktisk en hel del at gøre med TCI, SAH, ICH og jeg skal komme efter dig :-)
Hej Tove, godt at se dig igen :-) Jeg kan så regne ud at du er på et sygehus med en akut apopleksifunktion
SletDu har tet Lene :) jeg arbejder på en neuroradiologisk afdeling med tilknytning til akut scanner ;-)
SletTove, det tænkte jeg nok :-)
SletGodt du fik det sidste smukke dagslys på nethinden.
SvarSletSpændende med opfølgning. Og tilfredsstillende at kunne gøre en forskel for patienterne også efter forløbet. Hvordan er deres forståele for/af de faglige begrundelser for den forebyggende medicin? Hvor meget er evnne til at ræssonere ramt af blodproppen? Selvfølgelig afhængig af hvor den sad, men hvis hjernetræthed er udtalt er det vel en del af udfordringen?
Anne, evnen til at ræsonnere er ikke ramt, når man har haft en forbigående blodprop. Men trætheden kan gøre, at man har svært ved at overskue tingene.
SletDet var da slet ikke nogen dårlig "retrætepost" at klare de opfølgende eller opklarende patientsamtaler. Tænk, hvis man som patient fik et telefonnummer på en erfaren sygeplejerske, som man måtte kontakte, når man blev i tvivl, blev trist eller bange, - eller når familien blev træt af ens funktionstab. Og hvis man oven i købet vidste, at sygeplejersken ikke var i fuld galop på arbejdet, men havde god tid.
SvarSletJeg bryder mig mindre og mindre om den mørke tid. Det kan gå her før jul, men når det bliver ved på den anden side, har jeg opdaget, at det præger mig her på mine "gamle" dage. Egentlig tåbeligt, når man nu ved, at det er sådan, og man ikke kan gøre spor ved det....
Eva, det ville være en skøn retrætepost og sikke et tilbud, den drøm kan vi to godt dele.
Sletjeg vil ikke sige at jeg er præget af de mørke dage, men jeg føler januar og februar er mere "trætte" måneder :-)
Hanne, det er rigtig dejligt og jeg ville ønske tilbudet var for alle vores patienter
SvarSletJa, man skal skynde sig, hvis man vil nå at være ude i lyset, hvis man har fuldtidsjob i disse dage.
SvarSletDu må arbejde hen mod at få oprettet sådan en telefonservice til om ... mange ... år, når du forlader arbejdsmarkedet :)
Conny, jeg ville jo godt at det var en service, man ydede fra det offentlige, men det sker nok ikke, desværre
SletJeg kender det alt for godt det med mørke, der sker noget når jeg passere efterårsjævndøgn, jeg finder den indre bjørn frem, bliver redebygger, laver simreretter, der bliver strikket mere, og de levende lys hygger rundt i hjemmet :-)
SvarSletAbildjyde, det er en skøn tid vi går i møde :-)
Slet