lørdag, oktober 10, 2015

Dengang da jeg var …

Mens jeg snitter spidskål og river gulerødder til dagens salat, mens jeg holder øje med skinketærtestykkerne i ovnen og resterne af suppen på kogepladen, ryger tankerne pludseligt tilbage til sygeplejeelevtiden og en uge på Fur. Jeg har valgt i disse dage at byde landmanden på varm mad til frokost, så kan han selv bestemme, om han vil smøre madder eller varme rester om aftenen, når den lange arbejdsdag er over. Jeg er jo i aftenvagt i denne weekend. Hvis ikke landmanden kom ind til mig i sine pauser men holdt dem sammen med medarbejderne, ville vi slet ikke få snakket sammen i denne weekend.
Sygeplejeelevuddannelsen sidst i 70erne var kendetegnet ved mange forskellige uddannelsessteder. Vi fik prøvet lidt af hvert og jeg tror, det var helt bevidst, at skolegangen typisk lå forår og efterår, så kunne vi nemlig være på afdelingerne om sommeren og i julen; dengang var det normalt, at vi fik mange af helligdagene og tog en god tørn i ferietiden. Jeg startede som ”lille” elev på medicinsk og kirurgisk sengeafsnit, så var jeg kortere tid på fødeafdelingen, operationsafdelingen, børneafdelingen, gynækologisk afdeling, neurologisk afdeling. Jeg var også på henholdsvis en åben og en lukket afdeling på psykiatrisk sygehus. Jeg var en dag på et plejehjem og fulgte en sundhedsplejerske en dag. Til slut var jeg igen 3 måneder på henholdsvis en kirurgisk og en medicinsk afdeling. Mellem alle disse afsnit var indlagt en uge, hvor jeg skulle følge en hjemmesygeplejerske. Det blev på Fur, jeg husker ikke så meget om de mennesker, jeg besøgte eller de sygdomme de havde, jeg husker noget om at forsøge at drikke kaffe og så husker jeg, at hjemmesygeplejersken havde arrangeret, at jeg fulgte den praktiserende læge på øen en dag. Og det var den dag, der pludselig dukkede op i mine tanker, da jeg sørgede for varm mad til landmanden midt på dagen. Jeg husker, at det var første gang, jeg stiftede bekendtskab med en læge, der kunne manipulere. Altså ikke manipulere som i : ændre i data el. resultater på en vildledende måde, især til egen fordel , men manipulere som i : behandle lidelser ved brug af særlige greb og tryk med hænderne på kroppen. En ældre mand kom ind i klinikken med et ”hekseskud” (smertefuld blokering af lændemuskulaturen som hindrer at man kan rette sig ud). Han kom op på briksen og så tog lægen fat, der lød et knæk og manden så helt forundret ud og rettede sig op, smerterne var væk og han kunne gå helt rank ud fra klinikken. Så var det spisetid, jeg havde taget en madpakke med, men lægen bød mig indenfor i privaten, hvor hans hustru havde lavet lækker suppe, som jeg blev budt på. Jeg nød at sidde der i det hyggelige køkken og suppen smagte utroligt godt. Jeg tænkte, det var hyggeligt at have sit arbejde lige ved siden af sit hjem og således kunne tage en lille pause fra arbejdslivet. Om hans hustru var hjemmearbejdende husker jeg ikke, men hun kunne lave suppe, der smagte.
Tiden flyver af sted, så det er tid til at gøre mig klar til aftenvagten. God tirsdag  lørdag til dig.
P1030853

10 kommentarer:

  1. Interessant. Den manipulerende læge, ville han ikke have heddet en kiropraktor i dag? Jeg har aldrig hørt begrebet anvendt på den måde.
    Vi forbinder den praktiserende læge på landet med noget romantik, men selv om folk ikke rendte så meget til lægen dengang, tror jeg alligevel, at de sjældent havde fri.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ellen, tjek sproget.dk, der kommer den betydning først og den anden betydning er først kommet til senere. Jeg har senere mødt læger, der også kan manipulere med hænderne.

      Slet
  2. Jeg tænker som Ellen, det lyder som en læge der også arbejder som kiropraktor.
    God vagt :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Inge, tak og nej, han var ikke kiropraktor, jeg har senere mødt læger, der også havde uddannet sig til at kunne dette.

      Slet
  3. Sikke et tankespring... fra frokost til Fur.
    Jeg mindes også uddannelsen i 70'erne. Elever var en del at arbejdsholdet og fik helligdagsvagterne; uddannelsen fik trods alt en ende! Men også det praktiske arbejde var en større del af læringen, med tråde tilbage til mesterlæren.
    Og det praktisk og pragmatiske var også en del af den praktiserende læge den gang. Jeg oplevede da flere, der snusede til det alternative, både kiropraktik og akupunktur mm.
    Og på Fur var det da ret praktisk at kunne lidt mere end lægernes grønspættebog. Der var vel ikke kollegial backup lige ved hånden....

    SvarSlet
    Svar
    1. Anne, det er godt at kunne lidt af hvert som praktiserende læge. Ja du må også have oplevet datidens holdning til eleverne :-)

      Slet
  4. Den gang var disse læger ikke så velsete efter det jeg husker, altså blandt kollegaer, Heldigvis er kiropraktorer kommet ind i varmen, lægerne henviser, eller benytter selv alternativ behandling.
    God vagt og god søndag.når den lander hos dig.

    SvarSlet
    Svar
    1. Abildjyde, tak og nej læger skulle gøre det, som læger nu gør :-)

      Slet
  5. Mon det var doktor Dam, der var så lille at de kaldte ham pyt? 😉 Ellers har han nok heddet Brohm.

    SvarSlet
    Svar
    1. Marianne, jeg kan ganske enkelt ikke huske det, men han var ikke lille :-)

      Slet