Farmor, kom

 Et barns tillid er en værdifuld skat som man skal værne om. Den er ikke givet, men hvor er den dog helt fantastisk,  når den vises én.

Sidste fredag kørte landmanden mig til flyet. Han var misundelig, men kunne ikke tage to hverdage ud af arbejdskalenderen.  Selv om jeg ikke gider at flyve, så er det det nemmeste, når jeg er alene. Turen til Oslo gik stærkt, jeg sov mig gennem turen.  Det samme gjorde sig gældende fra Oslo til Trondheim. Heldigvis kom bagagen med adventsgaver og julegaver med mig ud til flybussen. Sønnen hentede mig ved stoppestedet tættest på deres bolig.

Jeg gik hurtigt i seng, det havde været en lang dag. Klokken kvart over syv lød en lille stemme; farmor, og jeg satte mig fluks op. Genertheden fyldte lige de første minutter men så skulle vi op og lege. 

Det blev en dejlig dag med tid til at lege, inden vi drog på julemarked på Lavollen, hvor vi var på spøgelsesjagt i oktober måned. Som sidst drak vi varm kakao og nød gode kager. Jeg fik købt fine små engle, nogle havde vinger og krop af tekster på nynorsk. Der kom også to vantenisser med hjem. Jeg køber ellers aldrig nisser mere, men vanterne var med det fineste Selbumønster. Dem kunne jeg ikke stå for.

Vi fik også løbet en masse. S elsker at løbe og der var det smukkeste vejr med rimfrost og bakket område, så vi kunne løbe op og ned.

Bagefter drog vi til Trondheim centrum, hvor der var børneteater med lystænding af træerne i en sidegade til torvet. Der var hundehamrende koldt på det tidspunkt,  så jeg fortrød, at jeg ikke havde taget min skiundertrøje indenunder uldtrøjen.

Vi sluttede turen af med mad på et lækkert pizzeria. Hjemme gjorde søn og svigerdatter sig klar, de skulle til koncert, den egentlige grund til at jeg var fløjet herop, så jeg kunne være barnepige.

S og jeg hyggede os med at se en skøn animationsfilmserie om en skraldebil og en lille drengs venskab og eventyr sammen.

Det gik fint med at få S til at sove. Vi læste mange bøger og så sang jeg ham i søvn. Jeg sov også sammen med ham senere. S sov godt, farmor vågnede nok oftere end hun plejer at gøre.

Søndag hyggede vi os sammen hele formiddagen. Målsætningen for mig var, at vi ikke skulle bruge mobil eller fjernsyn, selv om S helt klart havde en forventning om, at det skulle vi. Jeg nåede mit mål :-)

Han er heldigvis lige så stort et legebarn med masser af fantasi som hans far var, så vi byggede togbaner, kørte ræs med biler på sofaryggen, hoppede rundt til musik, løb om kap, lagde puslespil osv. Hvor jeg dog nyder at have et lille barn i mit liv igen. Det har jeg savnet.

S går til Rabalderdans til hverdag og søndag var der et ekstra tilbud om dette. Jeg fik lov til at være med. Rabalderdans er et tilbud til børn i alderen 2-6 år, hvor børnene gennem en fortælling bruger deres krop til musik eller selv skaber musik med kroppen. S elsker det, men denne søndag var han træt og lidt genert, nok fordi det ikke var i de vante omgivelser fra hverdagen,  så det var mest trygt og sjovest at danse sammen med mor, far og farmor. Til sidst åbnede han op og var så sej, da de dansede breakdance.

Mens S og hans far kørte til Solsiden for at finde en cafe, gik svigerdatteren og jeg gennem bydelen Svartlamon, en slags miniChristiania, dog uden pusherstreet. Oprindelig var det en bydel for industriens arbejdsbefolkning og da man ville rive de gamle træbygninger ned, blev de besatte. I dag har man et fint samarbejde med kommunen. Billedet nedenfor viser et maleri som to af byens kendte kunstner havde lavet sammen. Det blev faktisk redningen, for man kunne ikke rive bygningen med dette maleri.

Jeg har stadig svært ved inde i mit hoved at koble de forskellige dele, jeg besøger i Trondheim. Alt er bygget i dale og op af fjeldene, vi kører rundt om, bag om, i tunneller og pludselig er vi der, hvor vi skal være. Det var skønt at gå og fornemme turen fra det gamle arbejderkvarter til Solsiden, hvor vi drak varm kakao og spiste lækre mandelboller på cafeen Godt brød. 

Bagefter gik vi en tur ud på pladsen ved fjorden og blomsterbroen. Lyset var helt fantastisk smukt i den blå time. Vi hoppede på trampolin og grinte højt sammen. Kommunal ansatte var ved at sprøjte vand på det område som bliver til skøjtebane de næste måneder. Der var nok minus 10 grader eller mere her sidst på eftermiddagen.

Om aftenen nød vi hjemmebragt asiatisk aftensmad, før jeg fik lov til at sove en sidste nat sammen med S.

Mandag formiddag blev nydt sammen, inden alle fulgte mig ned til bussen. S og jeg trak mine kuffeter, vi er et godt team og mit hjerte smelter hver gang jeg ser på det skønne ansigt med tungen lidt ud af munden, et lille gavtyvesmil og funklende øjne. Han var dog lidt ked af det, da farmor tog af sted med bussen. Så var det godt, at forældrene havde planlagt en tur i svømmehal bagefter.

Flyturen gik godt og jeg landede hjemme i sofaen mandag aften. Landmanden og jeg nød billeder og film af S sammen og nu glæder vi os til, at vi skal fejre nytår sammen med den lille familie her på gården.

Så vil jeg glæde mig til den lille hånd, der tager min og siger; farmor, kom.

Lad dem lege i livstræets krone

 Jeg holder meget af sangen Livstræet, og som jeg før har skrevet, holder jeg også af podcasten Sangbogen med Muff og Hammer på DRlyd. Men jeg er uenig med Katrine Muff, som synes at melodien til Livstræet er forfejlet. Hun synes, at teksten er melankolsk og fortjener en melodi, der understøtter det. Og derudover synes hun også, at omkvædet kædet med melodien nemt kan komme til at lyde som "tag dig nu sammen" Jeg synes derimod, at melodien er med til at understøtte håbet i omkvædets tekst. 

"Lad os lege i livstræets krone, lad os føle, at livet er stort, lad os skue de blå horisonter og himmelhvælvingens port." 

Men det er jo netop det, der er spændende, når man lytter til hinanden. I dag på facebook fik jeg et glimt af aftenshowet, hvor man talte om unge og børns problemer i verden. Peter Quortrup Geisling sagde, at alt for mange i hans generationer havde det med at sammenligne nutidens børns problemer med dengang hans generation var børn og unge. Der var en verden til forskel. Den verden, som alle kan følge med i dag qua de sociale medier. Hvordan kunne vi så hjælpe/støtte de unge mennesker?

"Førstehjælpen er at holde af, at holde om, at holde mund, at lytte"

I disse dage har jeg lyttet, jeg har holdt om, jeg har i den grad holdt af, men jeg har også snakket. Hvor det tunge i sygeplejens vilkår og de vilkår mine kolleger arbejder under, fyldte rigtig meget i onsdags og påvirkede min glæde. Så hjalp indlægget mig til at fokusere på det gode, mine kollegers smil på en onsdag, hvor vi ikke var så belastet og ikke mindst det nærvær og samvær, jeg havde med femten patienter og deres pårørende.

Torsdagen blev lige så god for mig, for jeg sluttede min arbejdsdag af med 14 patienter og pårørende. Og her var sygeplejen i allerhøjeste grad som om onsdagen at lytte til de mange historier om, hvad der skete, da den enkelte patient blev indlagt med et stroke. Først derefter forsøgte jeg at sætte det ind i en sammenhæng med min viden om strokeforløbet, de mange symptomer, man kan få efter en stroke, det at huske at ringe 112 i stedet for at se tiden an eller ringe til vagtlæge. Håbet om via viden og erfaringsudveksling at finde vejen til et godt hverdagsliv er det styrende for de næste fire uger, hvor de mennesker skal møde hinanden og oplægsholdere. Jeg er med på vejen de første to gange. Og begge forløbs første dag efterlod mig med en glæde over at kunne bidrage til den rejse med min sygeplejefaglige viden.

Udsigten fra et alderdomshjem i Nordjylland

Dagen efter, på min hverdagsfridag, mødtes jeg med tre gode kolleger. Vi har valgt at mødes en gang imellem for at snakke og gå ture. En er stoppet med sit arbejde, jeg bliver den næste og de to yngste er 15 og 20 år yngre end mig. Det er en gave at have dem i mit liv. Vi snakker så godt sammen, om sygepleje, om livet, om verden, om vores eget lille liv og så vandrer vi godt sammen. I fredags tog vi turen ned gennem Fosdalen og op ad mange trapper bagefter for til sidst at vende tilbage til udgangspunktet. Det var vådt, der var glat af de mange blade på jorden, men der var smukt.

I går mødtes jeg med mine to jyske søstre til brunch hos mellemste lillesøster. Snakken gik livligt om barndomshjemmet, vores forældre, vores børn og livet generelt. Vi vandrede også, men det blev en meget længere tur end dagen før gennem Rebild Bakker, ned forbi lille Blåkilde og tilbage til Rebild. Jeg var så træt, da vi kom hjem, at jeg blev helt bange for at køre hjem. Men efter lækre kærnemælkshorn og te var jeg klar til hjemturen.

I forbindelse med udarbejdelse af fremtidsfuldmagt fortalte jeg advokaten, hvordan vi fem søskende havde fordelt opgaverne mellem os på trods af, at jeg egentlig stod med fuldmagten, da vores mor døde og vores far senere kom på plejehjem med svær Alzheimers sygdom. Hvortil han svarede, det er når død/sygdom indtræffer, at man finder ud af, hvor god en familie man har.

Og dagen sluttede med, at datteren kom hjem efter danseprøverne på den nyeste forestilling på det Hem'lige Teater. Vi hyggede os med forsinket Mortens aftens menu og desserten, budding med kirsebærsovs, nød vi til den Store Bagedyst. 

Nu er datteren kørt til danseprøve, landmanden slapper af i stuen, mens jeg skriver indlæg på kontoret med Livstræet og andre sange som baggrundsmusik.

Og skulle du være i Aalborg i næste weekend og ugen efter, skulle du måske give dig selv en god oplevelse og bestille billetter til det Hem'lige Teaters That's so me - En refleksion over fællesskab, anerkendelse, ensomhed og værdighed, fortalt gennem dans, bevægelse, lyd, lys og rytmer.

Det gør mig glad

•  når jeg som i dag står overfor en flok på 15 patienter og  deres pårørende og kan mærke, hvordan de finder genklang i hinandens historier om hvordan de fik et stroke. Jeg glæder mig over at én kommune har vedtaget, at de tilbyder en vis del af de "lette ramte" patienter opfølgningsforløb efter stroke. 
• når jeg ser et smil på mine kollegers læber. 
• når jeg tænker på, at jeg både skal ud at gå med tre dejlige kvinder fredag og mine to jyske søstre på lørdag.
• at jeg har bestilt billetter til min mand og datter, så de sammen med mig skal opleve Sissel Kyrkjebø i december måned
• at mine to søstres fødselsdagsgave til mig for over et år siden nu indfris. Vi skal til Oslo Gospel Choir koncert i december.
• at S føler, at vi er i stuen, når vi taler sammen på messenger. Han leger til lyden af hans forældre og farforældres stemmer. Det er derimod hårdt, at han nu ikke vil sige farvel og bliver ked af, at vi skal stoppe med samtalen. Men det var helt tydeligt, da jeg sagde, at jeg kom op til ham om x dage, så livede han op og forstod det.
• at tænke på, at vi skal være farforældre igen til foråret.

Jeg gav mig selv en opgave i dag, da jeg kom hjem efter en sen vagt. Lad være med at udgive det tunge indlæg, jeg havde skrevet. Skriv et indlæg, hvor jeg kun fokuserer på det, der gør mig glad. Det er så hermed gjort. Håber du har oplevet noget, der gør dig glad.

Farmor på fuld tid

 De sidste dage har jeg været sygeplejerske på fuld tid, der har ikke været tid til at dvæle ved de skønne dage, der gik forud. I dag vil jeg fokusere på de skønne dage.

Landmanden tog sig tid til at holde fri et par dage og på den måde kunne vi sætte kursen mod nord sidste torsdag formiddag. Som altid blev bilen godt pakket med værkstøj, sengetøj og tøj/støvler til kolde dage. Vi fik brug for det hele. Vi valgte at sejle til Larvik og så køre til Trondheim (617 km på knap 8 timer). 

Denne gang gik turen hurtigt, vi havde mad og drikke med, så det var kun dieseltankning og tissepauser, der fik os til at stoppe. Vi kom til at ligge bag en norsk lastbil, som kendte alle svingene i fjeldene på riksvei 3. Han ville til Trondheim i en fart, så  landmanden fulgte ham troligt gennem mørket. Vi landede præcist til midnat foran det lille hus og blev modtaget af sønnen.

Læg mærke til traktoren på det lille græskar. Det er S, der har besluttet at traktoren skulle med.

Efter at bilen var tømt for alt det, som ikke kunne tåle at stå i en bil i den frostklare nat, gik vi i seng. Vi måtte være meget trætte, for vi sov som sten og jeg vågnede først ved skub på skulderen, da landmanden registrerede, at der stod en lille og stor person i vores værelse. Det var S og hans far, der kom ind for at vække os (det var aftalen). Der er sket så utroligt meget, siden vi var sammen med den lille gut i tre uger i sommerferien. Han taler meget (norsk) og er vokset fra baby til dreng på de måneder.

Vi havde de skønneste dage sammen, og jeg fik kun taget få billeder og de fleste var af S, som ikke er på sociale medier. Jeg elsker livet i børnehøjde, jeg elsker at høre gutten sige farmor højt og tydeligt, jeg elsker alle de ting vi lavede sammen.

Jeg fik lov til at putte S med boglæsning og sang og  senere på aftenen sov jeg sammen med ham på hans nye værelse de to af nætterne. Vi hyggede os, når vi vågnede med lidt snak om det, der var på værelset, og så gik vi ind og vækkede farfar. Forældrene fik lov til at sove længe, mens vi legede og spiste morgenmad.

Vore julegave sidste år var et Briotog, det bruger han rigtig meget tid på. Farfar og S byggede banen på ny hver morgen, bagefter skulle der køres med biler, mens togene kørte i baggrunden. S er ikke til krammedyr, hans yndlingslegetøj og sovekammerat er en brandbil fra lego. den var med overalt, hvor vi tog hen. Derudover er puslespil det nye hit og S er skrap til at koncentrere sig om brikkerne.

Jeg havde været nervøs for, om jeg nu kunne forstå det norske børnesprog, men det gik faktisk fint. S er god til at supplere med fagter. Den første dag var vi to på legeplads og på vejen hjem ombestemte S sig og sagde noget om "disse" til mig. Jeg mente, at det måske var gynge, men var i tvivl. Heldigvis kunne S selv finde vej til den anden legeplads med gyngen/dissen. Jeg sagde flere gange, skal jeg gynge dig højere eller så højt du gynger. På et tidspunkt kiggede S på mig og sagde: gynge (i et undrende tonefald), jah ( jeg elsker hans ja på norsk) gynge højt. Klog gut som kunne koble norske disse med danske gynge.

Dagene gik hurtigt, vi sluttede af søndag med en tur til Lavollen, hvor der er en hyggelig cafe på en gammel gård. Her fik vi lækre kager og varm kakao, før vi sammen med mange andre børn og voksne gik på spøgelsesjagt udenfor. S syntes det var mere spændende at finde pinde og løbe stærkt ned ad stejle skråninger. Forældrene tog det helt roligt, farforældrene havde det bedst, hvis vi kunne løbe lidt foran ham, så vi kunne gribe ham, hvis han faldt. Det gjorde han ikke.

Lavollen ligger i et skønt naturområde med masser af muligheder for gåture, så det område skal vi helt sikkert besøge igen.

Vi fik også lavet praktisk arbejde og var barnepige for S, så hans forældre kunne komme i biograf og i byen bagefter. De nyder, når vi siger til dem, at de skal benytte vores besøg til dette. 

Turen hjem blev mere dramatisk end vi havde regnet med. Den første halvdel af turen var smuk med rimfrostklædte træer og meget koldt, op til 14 graders frost i højderne. På den sidste halvdel af turen begyndte det at sne, og til sidst så meget, at vi blev bekymret for, om vi nåede færgen. Det gjorde vi. Vi mødte utallige ambulancer på motorvejene og har siden også hørt, at det skabte kaos i sydnorge med den megen sne.

Om 14 dage flyver jeg til Trondheim igen, så søn og svigerdatter kan komme til koncert. Det var jo hele ideen med at gå ned i tid på arbejde, og jeg elsker, at det kan lade sig gøre.