Lad dem lege i livstræets krone

 Jeg holder meget af sangen Livstræet, og som jeg før har skrevet, holder jeg også af podcasten Sangbogen med Muff og Hammer på DRlyd. Men jeg er uenig med Katrine Muff, som synes at melodien til Livstræet er forfejlet. Hun synes, at teksten er melankolsk og fortjener en melodi, der understøtter det. Og derudover synes hun også, at omkvædet kædet med melodien nemt kan komme til at lyde som "tag dig nu sammen" Jeg synes derimod, at melodien er med til at understøtte håbet i omkvædets tekst. 

"Lad os lege i livstræets krone, lad os føle, at livet er stort, lad os skue de blå horisonter og himmelhvælvingens port." 

Men det er jo netop det, der er spændende, når man lytter til hinanden. I dag på facebook fik jeg et glimt af aftenshowet, hvor man talte om unge og børns problemer i verden. Peter Quortrup Geisling sagde, at alt for mange i hans generationer havde det med at sammenligne nutidens børns problemer med dengang hans generation var børn og unge. Der var en verden til forskel. Den verden, som alle kan følge med i dag qua de sociale medier. Hvordan kunne vi så hjælpe/støtte de unge mennesker?

"Førstehjælpen er at holde af, at holde om, at holde mund, at lytte"

I disse dage har jeg lyttet, jeg har holdt om, jeg har i den grad holdt af, men jeg har også snakket. Hvor det tunge i sygeplejens vilkår og de vilkår mine kolleger arbejder under, fyldte rigtig meget i onsdags og påvirkede min glæde. Så hjalp indlægget mig til at fokusere på det gode, mine kollegers smil på en onsdag, hvor vi ikke var så belastet og ikke mindst det nærvær og samvær, jeg havde med femten patienter og deres pårørende.

Torsdagen blev lige så god for mig, for jeg sluttede min arbejdsdag af med 14 patienter og pårørende. Og her var sygeplejen i allerhøjeste grad som om onsdagen at lytte til de mange historier om, hvad der skete, da den enkelte patient blev indlagt med et stroke. Først derefter forsøgte jeg at sætte det ind i en sammenhæng med min viden om strokeforløbet, de mange symptomer, man kan få efter en stroke, det at huske at ringe 112 i stedet for at se tiden an eller ringe til vagtlæge. Håbet om via viden og erfaringsudveksling at finde vejen til et godt hverdagsliv er det styrende for de næste fire uger, hvor de mennesker skal møde hinanden og oplægsholdere. Jeg er med på vejen de første to gange. Og begge forløbs første dag efterlod mig med en glæde over at kunne bidrage til den rejse med min sygeplejefaglige viden.

Udsigten fra et alderdomshjem i Nordjylland

Dagen efter, på min hverdagsfridag, mødtes jeg med tre gode kolleger. Vi har valgt at mødes en gang imellem for at snakke og gå ture. En er stoppet med sit arbejde, jeg bliver den næste og de to yngste er 15 og 20 år yngre end mig. Det er en gave at have dem i mit liv. Vi snakker så godt sammen, om sygepleje, om livet, om verden, om vores eget lille liv og så vandrer vi godt sammen. I fredags tog vi turen ned gennem Fosdalen og op ad mange trapper bagefter for til sidst at vende tilbage til udgangspunktet. Det var vådt, der var glat af de mange blade på jorden, men der var smukt.

I går mødtes jeg med mine to jyske søstre til brunch hos mellemste lillesøster. Snakken gik livligt om barndomshjemmet, vores forældre, vores børn og livet generelt. Vi vandrede også, men det blev en meget længere tur end dagen før gennem Rebild Bakker, ned forbi lille Blåkilde og tilbage til Rebild. Jeg var så træt, da vi kom hjem, at jeg blev helt bange for at køre hjem. Men efter lækre kærnemælkshorn og te var jeg klar til hjemturen.

I forbindelse med udarbejdelse af fremtidsfuldmagt fortalte jeg advokaten, hvordan vi fem søskende havde fordelt opgaverne mellem os på trods af, at jeg egentlig stod med fuldmagten, da vores mor døde og vores far senere kom på plejehjem med svær Alzheimers sygdom. Hvortil han svarede, det er når død/sygdom indtræffer, at man finder ud af, hvor god en familie man har.

Og dagen sluttede med, at datteren kom hjem efter danseprøverne på den nyeste forestilling på det Hem'lige Teater. Vi hyggede os med forsinket Mortens aftens menu og desserten, budding med kirsebærsovs, nød vi til den Store Bagedyst. 

Nu er datteren kørt til danseprøve, landmanden slapper af i stuen, mens jeg skriver indlæg på kontoret med Livstræet og andre sange som baggrundsmusik.

Og skulle du være i Aalborg i næste weekend og ugen efter, skulle du måske give dig selv en god oplevelse og bestille billetter til det Hem'lige Teaters That's so me - En refleksion over fællesskab, anerkendelse, ensomhed og værdighed, fortalt gennem dans, bevægelse, lyd, lys og rytmer.