torsdag, november 30, 2006
NÅR LYSET BRYDER FREM
I dag har datteren og jeg gået stille omkring, vi har nydt hinandens selskab, hun har vasket gulve, jeg har vasket tøj, hængt tøj til tørre og lagt tøj sammen. Julekasserne er hentet ned fra loftet, nye lys til julekrukkerne udenfor er fundet frem, alt imens vi hører Etta Cameron.
Der er lavet aftenmad til mine tre kære, jeg skal i aftenvagt.
Det er en dag, der passer til mit sind, stille, rolig med tid til eftertænksomhed. Vi skal nyde livet, vi skal turde at være til for hinanden også når det gør ondt, der er ikke noget der skal hastes igennem. Jeg har skrevet om det før, men i dag tillader jeg mig endnu engang at citere fra Danser med Drenges CD, der udkom efter deres forsanger døde ung pga en hjernesvulst :
"Det´så let at sige bare kom videre
og at der er en mening i både liv og død,
men der er ingen større sorg
end at miste den man elsker,
og først når de er væk
forstår vi helt hvormeget de betød.
Vi går gennem mørket, ved ikke hvorhen,
går under en stjerne, måske en dag vi finder hjem igen.
Vi går langs en afgrund, hvem gir os et tegn,
hvem hjælper os op, når vi er faldet og viser os vejen"
Vi skal leve livet, vi skal glæde os, og vi skal ha lov til at sørge, og det er godt, når vi tør det hele.
onsdag, november 29, 2006
ET STILLE GRIN
Datteren har hjulpet i dag med at blive klar til at pynte til jul. Når jeg kun har en fridag og dernæst 6 arbejdsdage, og vi gerne vil ha pyntet til d. 1.december, ja så var det dejligt at hun kunne hjælpe i dag. Hun ville gerne plante udekrukker og vaske vinduer udvendig.
Det var angående krukkerne, hun ville høre, om jeg havde nogle ideer, men hun kan godt selv, så jeg var bare ude og flytte alle de andre krukker ind og tømme dem for jord, så kunne datteren også vaske dem på vaskepladsen.
Mens jeg gik og nød den friske luft, kom jeg til at tænke på engang hvor jeg ikke blev medinddraget. Da jeg startede med at arbejde igen som sygeplejerske var datteren 14 år. Hun nød, at hendes mor nu var "noget" i stedet for sådan en "snavset forælder, der sidder og sorterer kartofler"(hendes ord om os da hun var 7 år)
På det tidspunkt havde jeg mange blomster indendøre, vi leverede kartofler til en gårdbutik, og de sendte altid en ladning blomster med hjem, de mest mærkelige arter. De levede ikke så længe hos den glemsomme landmandskone, men der kom hele tiden nye forsyninger.
En dag jeg kom hjem fra arbejde, undrede det mig, at en masse af mine blomsterskjulere stod i bryggerset, samtidig kom landmanden ind og spurgte, hvorfor der lå så mange blomster ude i containeren!
Vi åbnede døren, og her mødte os et bedre BO Bedre hjem, helt klart inspireret af de minimalistiske tendenser, der var flyttet rundt, og små figurer var fundet frem til at stå i vinduerne, og blomster var der ikke mange af.
Vi grinede højt og længe, helt ærligt jeg syntes da også, det så bedre ud, så landmanden måtte på pæn vis takke nej til fremtidige blomster. Nu får jeg af og til en buket blomster, og det siger vi ikke nej til.
En fordel mere, jeg skal ikke huske at vande så mange blomster mere.
tirsdag, november 28, 2006
COMPUTERNØRD
Vi laver dagsedler hver dag i words, det kan de fleste finde ud af, undtagen når patienterne skal flyttes rundt på stuerne, eller det driller, skidtet.
Vi skal indlægge/udskrive patienter i vagttid i det elektroniske patientsystem. Noget man gør sjældent, lærer man ikke så nemt.
Vi bestiller blodprøver elektronisk, og vi har lige fået et nyt system, som er noget anderledes end det gamle, bl.a hedder prøverne ikke altid det samme som før. Det er rigtig "sjovt" i en vagt med akut dårlig patient, hvor man skal bestille blodprøver.
Vi kan finde svar via computer på prøver fra klinisk mikrobiologisk afdeling eller beskrivelser fra røntgen.
Vi er lige startet med elektronisk medicinjournal, og det volder problemer for mange, skulle jeg hilse og sige. Ikke selve medicinering, men det at dokumentere på computer, finde de rigtige skærmbilleder, hvordan var det nu, når man skulle hælde op til en weekend, hvor patienten tager hjem etc.?
Jeg er glad for at jeg ikke er bange for at trykke på knapper og er lidt inde i omgangen med computer.
I en stresset hverdag som vores så kan alle de her elektroniske tilgange godt få blodtrykket op, så det er tit, at der lige pludselig høres udråb eller eder fra medicinrum eller kontor, og så må vi jo hjælpe hinanden.
Hertil kommer så alt det lægerne kan, som vi ikke er inde i, men som nogle af lægerne forventer, at vi kan guide dem i. No way klar jer selv :-) vi er blevet hårde, det er den eneste måde, vi kan beskytte os selv på.
SANG I MØRKET
Den første CD har ligget der i nogle dage, jeg har smuglyttet lidt, men i dag på vej hjem gav jeg mig selv lov til at høre den uhæmmet.
Faktisk er det min yndlingsjuleCD, Oslo Gospel Choir "Tusinde julelys", den har fulgt mig hver jul siden jeg fik den. Den kan udtrykke min sorg, min glæde, min tristhed, min taknemmelighed, jeg elsker den CD.
Her i eftermiddag hvor det var mørkt, og alle lys i Aalborg var tændt, da understregede den hyggen og en god fornemmelse efter en god dag. Samtidig med kig op på alle de oplyste ruder i sygehuset så tænkte jeg på alle de familier, der lige nu har fået hverdagen brudt op, hvor angst og uvished hvirvler rundt i kaos, og her understregede musikken også den stemning, gav mod og håb til at turde tro på det gode i livet.
mandag, november 27, 2006
KROPPENS REAKTION
I sidste uge havde vi fået en patient, hvor jeg næste morgen skulle lave en neurologisk vurdering. Det så ikke rigtig ud, den måde den ramte arm og ben løftede sig på virkede underligt, men tvivlen skal jo komme patienten til gode, så jeg skrev ikke noget i første omgang.
Derimod diskuterede jeg det med en af mine kolleger og prøvede at demonstrere, hvordan patienten gjorde øvelsen. "det er kropssproget" siger hun så, ja det var det det var. Hvis et menneske har lammelse i større eller mindre grad, så prøver de at løfte armen/benet, men der er ikke den her vældige demonstration af kraftudfoldelse i resten af kroppen.
Ved de her patienter så skærer de ansigt, resten af kroppen er fuldstændig spændt op, og så er det, at hvis man så beder dem gøre noget helt andet, så kan de godt bruge armen/benet eller også så bevæges det på en fuldstændig unaturlig måde.
Man kunne tro, det var med vilje, de gjorde det, men sådan hænger det ikke sammen. Tit er det en fysisk reaktion på et psykisk problem. Heldigvis er vi begyndt at få vores neuropsykolog til at tale med dem, og undersøgelsesprogrammet bliver udvidet , så vi er sikre på, at der ikke gemmer sig en sygdom, som her bliver forstærket af psykiske reaktioner.
Vi kender jo alle til fysiske symptomer på psykiske problemstillinger. Eks har jeg lige for tiden, hver dag på arbejde, symptomer med svimmelhed, halsbrand, svien i maven og ind imellem hjertebanken, det går væk op ad dagen, og jeg ved det er min krops måde at reagere på stresssituationer, så jeg prøver at sætte tempoet ned. Andre lytter ikke til deres krop, så de går måske pludselig ned med et brag. Det vil jeg gerne forskånes for, så jeg passer på, men det er irriterende, at jeg ikke kan nå det samme hjemme, som jeg før kunne, men sådan er det bare.
søndag, november 26, 2006
KLOGE ORD 2
Ole Raakjær, tilknyttet det Palliative Team og Kamelianergårdens hospice i Aalborg, bliver i Norjyske Stiftstidende interviewet i forbindelse med en artikelserie, hvor man følger et ældre ægtepar og hører om deres liv tæt på døden.
Her siger han bl.a:
"Mange tror, man skal tage sorgen væk fra dem, der er ked af det. Det er vel altid en umulighed"
"Sorgens følelser passer jo til den situation, de mennesker er i"
"Sorg er ikke sygdom, sorg er kærlighedens pris. Den er et udtryk for, at man har mistet, eller er på vej til at miste noget eller nogen, der er værdifuld for en"
"....når sorgen får lov til at fylde det, den skal og ingen forsøger at stjæle den fra én, så bliver der plads til taknemlighed overfor det liv, der er levet."
Min niece døde for 1½ år siden, hun, min søster, svoger og deres yngste datter har lært mig så meget om at turde favne livet med al dets glæde og sorg.
SVIMMELHED OG SVIEN I MAVEN
I dag reddede mine børn mig, datteren sagde "ta det bare helt roligt mor, vi hygger os sammen", og det gjorde vi, hun fik købt ting til kærestens adventskalender, jeg fik købt
buksbomkranse til dørene, lidt bånd og kugler dertil og et par planter til krukkerne udenfor
Sønnen gik lidt rundt i storcenteret først, der var propfyldt med mennesker. Herefter var han den galante vognfører. Vi nåede faktisk også ind i Merlin og fik brugt et gavekort til en juleCD.
DET ER IKKE JUL ENDNU
men hjernen har svært ved at fatte, at fordi juleaften er rykket en dag, så er den sidste weekend i november IKKE opstart til julemåneden. Vi har en tradition med julefrokost her den sidste lørdag i november, og de fleste år er det så også lørdagen før 1.søndag i advent.
Jeg ved godt, det er det ikke i år, men datteren og jeg kører nu alligevel ud og køber lidt gran i dag, og i går drog vi til Børglum Kloster til julemarked, før vi skulle videre til julefrokost og bowling i Viborg.
I anledning af julen åbner godsejeren de private gemakker og kongesalen for offentligheden, og de normale udstillinger rundt i det gamle kloster bliver suppleret med boder med juleflid, smagsprøver på vin, øl, chokolade og kødspecialiteter. Boderne var vi ikke specielt imponeret af, landmanden mente, det mindede om Hjallerup marked, men spændende var det at se klosteret og kirken, de faste udstillinger var svære at se, da alle boderne stod hulter til bulter foran dem.
Der er dejlig solskin udenfor, så en travetur ville være på plads nu, men jeg har jo lovet datteren, at først skal vi begive os ud i et vist storcenter, som har åbent i dag, velvidende at når jeg træder ind der, så går min hjerne i stå, så huskeseddelen skal skrives, før vi drager afsted.
Ha en god søndag.
fredag, november 24, 2006
DIN BEDSTE KARTOFFELRET, HVAD ER DET ?
En af mine yndlingsopskrifter har mange af mine kolleger taget til sig, for den passer sig selv i ovnen, og så kan man lige nå at læse avisen imens:
600-700 gram vildmosekartofler (de små)
300-400 gram cherrytomater/blommetomater
3-4 fed hvidløg
rosmarin enten som kviste eller tørret
salt
2 spsk. olie
1 spsk. rød balsamicoeddike
Kartoflerne skrubbes og skæres i halve, lægges i ildfast fad, tomater skæres også i halve, hvidløg skæres i små skiver, 1tsk rosmarin eller kviste drysses over sammen med salt, olie hældes over og der røres rundt.
Ind i ovnen ved 175 grader(varmluft), 20 minutter efter hældes balsamicoeddike over, der røres rundt og så 20 minutter mere.
Det smager bare godt. Har du en god kartoffelopskrift?
NÅR ORD IKKE SLÅR TIL
I dag tænker jeg på den gang, hvor det var det, jeg kunne gøre på en intensiv afdeling, hvor en af mine familiemedlemmer havde betroet sit dyrebareste til sygeplejersker og læger i bøn, håb og tillid til at de kunne hjælpe.
Godt der er nogen, som kan være nær, være stille og give kram til dem, der har brug for det.
torsdag, november 23, 2006
LYKKEN ER GODE KOLLEGER
Gode kolleger er kittet, der får alt til at hænge sammen, og på vej hjem tænkte jeg på den aftenvagt, jeg havde for et stykke tid siden, som jeg havde prøvet at beskrive, da jeg kom hjem, men så var jeg for træt til at blogge :
Aftenvagten så fra begyndelsen ud til at blive rolig, men det vendte på en tallerken, og jeg priste mig lykkelig for at være i vagt med gode kolleger.
Det var anden vagt, og jeg skulle ikke som vanligt være i apopleksiafsnittet, men i den anden gruppe. Vi havde alle tre været der aftenen før, så rapporten var hurtig overstået. I den her gruppe kommer der patienter med Parkinson til observation og medicinregulering, patienter med Dissemineret Sclerose med attack til højdosis binyrebarkhormon behandling, patienter til udredning for svimmelhed, anfald, hovedpine, føleforstyrrelser, nedsat kraft i arme og ben, kort sagt en blandet landhandel.
Kort efter rapport blev der meldt en krampepatient, det kan både være første gangs kramper eller patienter kendt med epilepsi, der kommer. I det her tilfælde var det en patient fra et andet sygehus, hvor man ikke kunne få stoppet kramperne. Jeg ville gerne have haft patienten på intensiv eller modtagelsen lige til at begynde med, men det kunne ikke lade sig gøre, så da patienten kom, måtte vi stå på gangen med en patient, som krampede hele tiden, mens jeg gav medicin i blodåren og lægen observerede. Jeg kunne ikke gå fra ham, og vi kunne først få en fast vagt fra kl. 23, så mine kolleger måtte overtage mit arbejde, og sygeplejersken fra den anden gruppe kom og sad ved patienten, mens jeg delte medicin ud. Da var jeg glad for, at jeg havde to garvede social-og sundhedsassistenter med mig i vagt, for så vidste jeg, at jeg behøvede ikke at spekulere på de andre patienter. Mine kolleger skulle nok komme til mig, hvis de var i tvivl om noget.
Vi fik bugt med kramperne, men patienten behøvede tæt observation, så jeg fik serveret mit aftensmad på kontoret, så jeg kunne spise, observere og notere medicinindgift, krampetype og længde på samme tid. Patienten stod lige uden for døren.
Jeg var træt, da jeg kom hjem, men glad for at jeg ikke havde haft nye kolleger eller vikarer med mig i vagt den aften.
onsdag, november 22, 2006
KUN LYDE
10 minutters pause mens farven trænger ind i vipperne, jeg kan kun lytte og tænke.
Tankerne går tilbage til for knap 7 år siden, hvor jeg sad i samme stol og faldt så godt i søvn, at eleven blev instrueret i at sige noget til mig, før hun fjernede vattet, for ellers var de bange for, at jeg ville ryge op af stolen med et spjæt. Eleven er nu min frisør, og den unge pige er nu en ung kvinde, mor til en toårig dreng.
Dengang i januar 2000 var jeg lige startet som sygeplejerske igen efter 11 års pause, og jeg har aldrig før eller siden været så træt, som jeg var i de første tre måneder, hvor jeg var på fuld tid. Jeg var stoppet i november 88, fordi jeg ikke kunne li mig selv som den sygeplejerske jeg var på det tidspunkt. Dengang var der ikke noget, der hed orlov, og da landmanden lige havde mistet en medhjælper, så fandt vi hurtig ud af, at børnene stadig kunne komme i dagpleje og senere børnehave, og så blev jeg landbrugsmedhjælper.
De sidste år længtes jeg utroligt meget efter at blive sygeplejerske igen, ja jeg sad faktisk af og til og græd henover mit fagblad, for jeg troede løbet var kørt. Heldigvis var der en afdeling, der troede på mig, og de siger, de aldrig har fortrudt det, og jeg er der da endnu.
Jeg er så glad for at være sygeplejerske, selv i dette annus horribili for vor afdeling, og jeg er taknemlig for, at landmanden og vore børn støttede mig i at komme tilbage til faget, for det betød jo også store omvæltninger for dem.
Det er godt med en tænkepause ind imellem, tak for inspirationen.
EN ANDERLEDES VANDRETUR
Så var der tid til gåturen ud til sygehus syd.
Turen gik langs Vesterbro, som jeg har boet opad i to år, da jeg først kom til Nordjylland. Dengang vidste jeg ikke, at den er berømt for sine mange funkisbygninger opført i 30erne. Den grå bygning bagerst i billedet er "jomfruburet", kaldet således fordi der boede alle de ugifte sygeplejersker. I dag kan man kun bo der et år, indtil man har fundet anden bolig. Jeg nød min lille etværelseslejlighed dengang, jeg kom jo lige fra kollegieværelse på sygeplejeskolen.
Læg mærke til stilen med de tilbagetrukne tagetager og tårnet til at bryde den stramme stil. Jeg kunne godt tænke mig at vide, hvad statuen foroven forestiller, men kan ikke google mig frem til det. Nedenunder ses et andet særpræg, nemlig de afrundede hjørner ud mod krydset. her er det ved Astoria bio, som tit viser de "smalle" film.
Min vej kom også forbi Ansgarkirken.
Og på den anden side var indgangen til Kildeparken, som jeg fra start af blev advaret mod at begive mig ned i om aftenen, her ser det jo bare hyggeligt ud.
Så nåede jeg ikke flere billeder, mødte en kollega, der er sygemeldt pga. stress, og vi fik en lang snak midt på gaden, og så var det tid til aftenvagt.
tirsdag, november 21, 2006
DET ER DA LIDT HYGGELIGT
Så nu sidder jeg her foran skærmen, drikker te i mørket, og lader lyset stille bryde frem bag mig. Fjernsynet går lavtmumlende, det har fået sine særheder, skal tændes om morgenen, så det er varmet op til senere på dagen, hvor vi gerne vil se andet end DR1.
Trætheden mærkes nu, så jeg prøver igen.
mandag, november 20, 2006
Min intelligens ?
YOUR DOMINANT INTELLIGENCE
IS INTERPERSONAL INTELLIGENCE
Your Dominant Intelligence is Interpersonal Intelligence |
You shine in your ability to realate to and understand others. Good at seeing others' points of view, you get how people think and feel. You have an uncanny ability to sense true feelings, intentions, and motivations. A natural born leader, you are great at teaching and mediating conflict. You would make a good counselor, salesperson, politician, or business person. |
søndag, november 19, 2006
LUFT OG VAND
TILBAGE TIL LIVET
Sanne Salomonsen fik trombolyse, en blodfortyndende behandling, som kun kan gives i op til tre timer, efter man er blevet ramt. Hun ønsker, at alle får mulighed for denne behandling, og vil gennem interviewet gøre folk og politikere opmærksom på denne behandling, som ikke har været landsdækkende før nu.
I Nordjyllands Amt har det været en mulighed i alle døgnets 24 timer i lidt over et år, og der er folk som Sanne, der via den behandling er sluppet for de alvorlige men efter sygdommen. Det er dog også vigtig at tilføje, at ikke alle kan komme i betragtning til behandlingen. Der er en lang række faktorer, som lægen skal tage stilling til, før behandlingen må iværksættes. Tidsfaktoren er den vigtigste. Undersøgelser viser, at jo længere tid der går, fra man er blevet ramt, jo større er risikoen for, at man får en blødning oveni blodproppen. Derfor, hvis man vågner med symptomer, vil man typisk ikke få behandling, fordi man så ikke ved hvornår man er blevet ramt. Andre sygdomme kan også være årsag til, at man ikke kan få behandlingen.
MEN faktum er, at der eksisterer en behandling nu, hvor man tidligere kun kunne forsøge at begrænse apopleksiens følgevirkninger og prøve at forebygge en ny apopleksi. Derfor hvis du oplever en, der får nedsat kraft i arm og/eller ben, så ring 112, Falck er trænet til at se, om de skal køre til et trombolysested, og som jeg forstår det, så er behandlingen nu ved at være landsdækkende.
SØVNENS ENERGIOPLADNING
Søvnen gør, at det vi indlærer bliver lagret i hukommelsen. I søvnen er væksthormonet aktiv, så det er ikke helt lyv, når vi siger til vore børn, at de skal sove for at blive store. Når vi sover er cholesterol også mere aktiv, så derfor skal de, der har brug for cholesterolsænkende medicin, tage det om aftenen. Søvnen genoplader. så enkelt er det.
Jeg kan mærke det. Efter endnu en dag på arbejde med fuld knald på og overarbejde lovede jeg mig selv total afslapning, og det er det blevet. Sov fra 17 - 20.30, så Barnaby, strikkede og bloggede til 1.30 og så i seng. Vågnede kl. 10.15, mærkede efter, jo jeg var udhvilet, så nu er der en dejlig søndag, der skal nydes med fuld energi på batteriet.
lørdag, november 18, 2006
DE SMUKKE UNGE MENNESKER
til dette gudsforladte sted
fra alle fire verdenshjørner
hvis vi tar det hele med
og nu er de blevet voksne
ligner ikke mer sig selv
stemmerne er forandret - men
vi kender dem alligevel
Åh de smukke unge mennesker
pludselig er de stukket af
som legesyge sommerfugle
den allerførste sommerdag
hva det er de vil med livet
det ka kun de selv forstå
åh de smukke unge mennesker
gid de længe leve må
Det var skønt at være tilskuere til så mange unge mennesker i festhumør, der var en fed stemning inde i gymnasiets idrætshal inden 3.g'erne kom ind. Resten af eleverne kom dryssende inde fra festen, som havde været i gang i en time, og der var flere, der havde været til førfest :-)
Forældrene stod linet op ved de forskellige afmærkninger, så de rigtig kunne fotografere. Der var også mange ældre elever, bl.a. vores egen datter og hendes venner, og jeg blir så glad, når der lige pludselig står en flok på en bænk og vinker og vinker, og jeg så opdager, at det er mig de vinker til. Lige inden de dansende kom ind blev der et inferno af klap og tilråb, og det voksede, da de så begyyndte at marchere ind. Hvor de dog nød det, flotte og ranke skridtede de ind, de unge herrer, der var smoking, jakkesæt, flotte skjorter med veste til, slips, der matchede damen ved siden af og en enkelt i kilt med dread locks :-) Sønnen så bare rigtig flot ud.
De unge kvinder trippede ind i købte eller hjemmesyede lange eller korte festkjoler, der var opsat hår eller udslået hår, der var piercing her og der, smykker og smuk makeup, jo de var så dejlige at se på.
De dansede, så det var en fryd, koncentrerede sig, men formåede også at nyde det.
Bagefter fik de gamle elever lov til at prøve, og de havde glemt meget, især når man havde været til førfest :-) Men de morede sig, og favoritten hos alle var helt klart herreturen, hvor herrerne danner en lille cirkel fire og fire, og så danser rundt med damerne på ydersiden. Det var ikke altid, de højhælede kunne følge med.
Jeg gik på et nyt gymnasium fra 73 - 76, og da var alle traditioner blevet smidt på porten, men jeg har ladet mig fortælle, at også det gymnasium har lancier i dag. :-)
Da vi kørte hjem, var der en melodi og en tekststump, der kørte i hovedet, og nu hvor jeg har fundet teksten, så synes jeg, den passer så godt på mine tanker og følelser, så den skulle med her.
åh de smukke unge mennesker
gid de længe leve må
fredag, november 17, 2006
HU HEJ HVOR DET GÅR
Men faktum er, at min puls kører derudaf, vejrtrækningen føles, som om den ikke når ned i maven, og maven føles helt krøllet sammen. Jeg kan ikke huske, om jeg holdt formiddagspause i dag, nu har jeg prøvet hele vejen hjem at genskabe min dag, men jeg kan kun huske 10 minutters frokostpause, så nu skal der ro på, inden jeg og landmanden skal ud og se sønnen danse lancier på gymnasiet.
Jeg glæder mig, datteren siger, han ser flot ud i smoking og nyindkøbt vest og kravat. Landmanden kørte ham til Aalborg, hvor klassen skulle spise sammen først. Jeg har lige kørt datteren ind til veninderne til førfest inden gymnasiefesten, de gamle elever plejer at danse bagefter, så dem får vi også at se. Hun var også smuk og dejlig at se på, jo jeg er glad og taknemlig over de to unge mennesker, som vi er forældre til. Jeg kan godt huske, hvor stort et ansvar jeg følte, da den lille størrelse lå i min favn første gang, og nu er de på vej ud i livet.
Jeg føler mig som en gammel kone, der sidder med strikketøjet og mimrer "åh ja som tiden den går" Ha en god aften.
torsdag, november 16, 2006
JEG KLAGER IKKE
Forhistorien er, at datteren opdagede, da vi kom hjem fra familieweekend, at hendes nye digitalkamera var gået i stykker. Skærmen havde fået en trykskade, kameraet kunne godt tage billeder, men når man ikke kan se motivet, så er der jo ikke meget ved det. Hun havde haft det hos sig hele tiden, undtagen når det lå på et bord i etui, så vi kunne ikke forstå det.
Landmanden og jeg drog til staden, gik til reklamationsskranken, og den unge mand fandt hurtigt ud af, at skaden højst sandsynlig var kommet fra etuiets trykknap, som en eller anden måske var kommet til at trykke ned mod kameraet. Så meget for at købe et etui for at beskytte! Det var ikke dækket af garantien, så han mente , det ikke kunne betale sig at reparere. Den ville vi ikke umiddelbart købe, så aftalen var, at kameraet skulle sendes ind mhp. et tilbud på reparation.
I forgårs fik vi så et brev om, at service var udført og vi skulle afhente det snarest, jeg ringede fluks til serviceafdelingen, og spurgte, om det er tilbuddet, vi skulle hente, for jeg troede, de ville sende det til os. Kort efter havde jeg den høflige unge mand tilbage i røret, der var sket en fejl, de var kommet til at reparere det uden godkendelse fra os, så vi skulle ikke betale noget.
Ja jeg klager ikke. Og det er hentet, og jeg betalte ikke en øre.
("skydække" taget af datteren)
tirsdag, november 14, 2006
BEROLIGENDE
Døren blev lukket til fjernsyn og computer, stesolid ejer jeg ikke, og alkohol har jeg kun smag for i festlig lag.
Teen blev skænket, lysene tændt, strikketøjet fundet frem, jeg har nemlig takket være de ihærdige strikkebloggere genopdaget striknings beroligende effekt.
En dejlig CD, som det er længe siden, jeg har lyttet til, blev valgt som baggrundsmusik, og det virkede. Roen faldt over mig, tankerne fik lov til at myldre gennem mit hoved og finde deres plads.
Jeg er klar til morgendagen.
EN AF DE FÅ
Jeg kan ikke lide sort tøj, jeg synes det er trist, kedeligt, dystert i hvertfald til mig selv. Så der var ingen glade miner fra mig, da korlederen fortalte at koruniformen var sort tøj, og vi har koncert i morgen. Her stod jeg med alt mit nyindkøbte tøj, mørkebrune nuancer i tøjer og nederdel, lækre petroleumsgrønne bluser, det må jeg ikke bruge.
Der var ingen medlidenhed fra sønnen: Gospelkor har altid sort tøj på!!!!! Ja jeg ved det godt, tøjet skal ikke ta opmærksomheden fra musik og tekst, men jeg synes sort er kedeligt.
Er dog stolt af mig selv, ingen svinkeærinder, der er indkøbt for 200 kr sort tøj, en bette fiks kortærmet striktrøje og en tilhørende bette fiks strikcardigan, så må jeg bruge mine sorte cowboybukser eller min mørkeblå cowboynederdel.
Tilføjelse : Overskriften var det ekspedienten betegnede mig, og jeg synes faktisk andre kan se smarte, elegante og frække ud i sort, bare ikke mig :-)
GLEMMER TID OG STED
søndag, november 12, 2006
GODE OPLEVELSER
I går var det læsning af den kaffedrikkende vestjydes blog, som genskabte mindet om en god biografoplevelse.
Jeg går meget sjældent i biografen, og jeg får aldrig set de danske film, når de udkommer på DVD, jeg ved, de er gode, men jeg tænker altid, de er for kedelige.
I marts var jeg på kursus i København, dage fyldt med tysk effektivitet fra 8.30 til 17, så jeg var træt, men jeg har yngste lillesøster og lillebror og svigerinde boende i staden, så dem skulle jeg da se. De fandt på at invitere mig til selveste premieren på Drømmen, de arbejder hos et filmselskab, og de tænkte, at søster landmandskone nok kunne tænke sig at gå ad den røde løber sammen med alle de kendte. Vel kunne hun det.
Jeg var cool, lod mig da overhovedet ikke distrahere af at David Owe med frue og hans far strøg forbi mig, at ”Ørnen” kom forbi i lyseblåt habit sæt (de Fem ville nok kalde farven noget andet), at mit store idol, da jeg var barn, Susse Wold gik forbi mig, og hvor er hun dog stadig bare smuk. Næh jeg tog ligefrem fusen på familien, da jeg også stod og kindkyssede med en af de kendte, ha ha, for en af mine elevkammerater er gift med en filmproducent. Jeg nød hele showforestillingen både før og efter filmen.
Men filmen, hvor var den god, jeg levede mig helt ind i dens univers, drengen Fritz blev så smukt fortolket af et naturtalent. Det var helt fantastisk, som den dreng med sit ansigt, uden ord, kunne fortolke stærke følelser. Senere fortalte min lillesøster min ældste lillesøster og mine børn, hvordan jeg havde talt med under filmen, bl.a. der hvor læreren er på vej for at forråde egne og Fritz’ families idealer, da skulle jeg efter sigende have lænet mig frem, knyttet hænderne og sagt højt ”det gør du bare ikke”. Hørte han efter, aldrig en dyt !! Hmm noget siger mig, at jeg skal lidt mere i biograf, for det går jo ikke med sofamanerer.
Historien viste mig så, at mine børn er blevet unge voksne mennesker, for de trak bare på skuldrene og sagde med et lille smil, sådan er mor. Sådan havde det ikke lydt for 4 år siden, så havde jeg været direkte pinlig.
lørdag, november 11, 2006
SÅ ER VI KLAR
Indrømmet, jeg glæder mig også til at maden er fortæret over i kartoffelhuset, for så kan de feste, og jeg kan slappe af sammen med landmanden og en kop te, for jeg skal nemlig på arbejde i morgen tidlig.
God weekend til jer alle.
fredag, november 10, 2006
MAN SKULLE TRO JEG VAR TEENAGER !!!
MORTENS AFTEN
De senere år har jeg prøvet, hvis jeg da husker det, at gøre lidt ekstra ud af den aften. I år står den på stegt grågås, den er sat i ovnen. Budding er lavet og hældt i den flotte krystalskål, vi har arvet efter svigermor og svigerfar. Strikketøjet er lagt frem som en belønning, når rengøringen er overstået, og udenfor er det dejligt efterår med skønne farver.
torsdag, november 09, 2006
MIN MORMOR
Min mormor var et levende menneske, altid optaget af hvad der foregik omkring hende. Som der blev sagt til begravelsen: min mormor var slet ikke færdig med at leve, hun havde stadig mod på livet, og havde sagt, da hun lå derhjemme, ”nu skal jeg så forberede mig på at dø, og hvordan gør man så det”
Min mormor blev forældreløs som 4 årig, og søskendeflokken blev delt ud hos familien, mormor voksede op sammen med nogle andre søstre hos to mostre, der havde et konditori. Som 16 årig tjente hun på en gård, og her mødte hun min bedstefar, han var bror til manden på gården. Min bedstefar var 16 år ældre end min mormor, så han måtte pænt vente, til hun var gammel nok til at kunne blive gift.
De fik 5 børn, 1 dreng og 4 piger. Min mormor har altid digtet, og ind imellem fik hun nogle af dem udgivet i blade og aviser, vi fik af og til også et lille vers med på vejen.
”Lene kommer svansende
nejende og dansende,
hører kun halvt hvad far og mor siger,
men sådan er vist de skolepi’er.”
Min mormor har oplevet tunge ting, hendes ene datter døde som 19 årig af leukæmi, min bedstefar faldt om og døde af en blodprop som 70 årig (da var min mormor 56 år) og min morbror døde, da han var først i halvtredserne.
For et år siden fik vi 16 børnebørn en uvurderlig gave. Min ene moster og hendes mand havde taget en uges ferie i et sommerhus, hvor de havde skrevet alle min mormors digte ind på skrivemaskine, kategoriseret dem og sendt dem til et forlag. Så nu har jeg den dejligste bog med et skønt billede af min mormor på forsiden, og et dejligt billede af mine morforældre på bagsiden, og bogen er fyldt med de dejligste digte, der vidner om en kvinde, som i den grad levede.
”Så smukt et syn mit øje ser
rimfrostens spind over havens træer
solsorten i sin sorte dragt
danner den flotteste kontrast
mod sneens hvide flage
sort – hvidt, som livets dage”
onsdag, november 08, 2006
UDFORDRING 5
Pludselig slog det mig, hvad der var galt. Når jeg skal lære og huske, så bruger jeg meget at sætte fingeren under svært tilgængelige ord, ligesom for at lave en pause, en understregning af, at det her skal jeg dvæle ved, fordybe mig i eller undersøge på anden vis, det virker ikke særlig godt her ved computeren, skærmen bliver så fedtet.
Jeg plejer også at understrege, skrive små bemærkninger til, det ser heller ikke pænt ud på skærmen. Jeg sidder og taler med mig selv, snakker højt, noterer på et papir alt, imens jeg mærker på artiklen, som om den via fingrene også kommer ind i min hjerne. Det fungerer bare ikke ved en computer!
For at jeg skal kunne lære og indlære skal jeg mærke kuglepennen i min hånd, føle ordenes bevægelser alt imens jeg hører ordene, ser ordene, mærker ordene. Kort sagt, væk med skærmen, tryk på knappen og tre styk artikler om Katie Eriksson, Merry Scheel og Kari Martinsen ligger nu foran mig i papirudgave, og jeg er klar til at sanse, fornemme, lytte, se og høre og forhåbentlig også forstå de kloge kvinders budskab.
Ovenstående er foranlediget af en københavnsk kvindes udfordring af det ganske land om at skrive indlæg, hvori et bestemt ord indgår. Nu kan du jo så prøve at gætte, hvad ugens ord var. :-) :-) :-)
tirsdag, november 07, 2006
ET GODT GRIN
http://www.youtube.com/watch?v=5P6UU6m3cqk
Håber linket virker :-)
mandag, november 06, 2006
EN SLØV DAG
Bortset fra lidt støvsugning, lidt opvask og lidt tøjvask, så driver jeg den af. Skal i aftenvagt i aften og af erfaring ved jeg, det trækker energi ud af kroppen.
Der småblundes på sofaen, der kigges lidt fjernsyn, og jeg glæder mig til, at datteren kommer hjem fra sit weekend besøg i London, forhåbentlig inden jeg kører.
Jeg lader op, jeg daser, jeg nyder stilheden her, inden det går løs i aften.
ha en god dag
ET OVERFALD
Det var i mine tanker, så nattesøvnen ville ikke indfinde sig, al min egen angst og bekymring for mine unge mennesker i nattelivet blussede op, for desværre er det jo ikke kun i København, det foregår. Til sidst måtte jeg lade mine bekymringer placere et sikkert sted og tænke på noget andet, og så kom jeg i tanke om historien om et andet overfald og nogle andre forbipasserende mennesker, her fortolket smukt af Johannes Møllehave:
Der lå en mand, der var slået til blods.
Så kom der en præst forbi til fods.
Han kunne kun skælve og grue
…og gik udenom i en bue.
Så kom der en anden mand, en levit.
Han så på staklen og tænkte sit:
Uf- det er et blodigt skue!
…og gik udenom i en bue.
Men så kom omsider den tredje mand,
En foragtet mand fra Samarias land.
Han hjalp ham, som var det hans kære,
for han kunne ikke la’ være.
Han bøjer sig ned og renser hans sår,
Forbinder og hjælper så godt han formår,
Og lader sit ridedyr bære,
for han kunne ikke la’ være.
Den barmhjertige vi kalder ham, du ved
Fra Samaria – hvad er barmhjertighed?
At hjælpe fjerne og nære
og slet ikke kunne la’ være.
”at hjælpe fjerne og nære og slet ikke kunne la’ være”, gid flere må ta’ de ord til sig, og tak til den buschauffør, som lod 2 og3 være lige og lod en forslået mand køre gratis med hjem.
søndag, november 05, 2006
JAGT OG VILDTPLEJE
For nogle år siden inddrog vi halvdelen af en mark bagved gården til en lille skov, en sø og en fodermark til vildtet. Skoven blev plantet forskudt, så ingen kunne se igennem hele skoven, der skulle være ro for vildtet. Søen fik en lille ø, så ænder kunne slå sig ned i fred og ro. Marken er blevet tilsået med majs, som landmanden så knuser lidt af gangen, så fasaner og rådyr kan finde føde. Rundt om i alle læbælterne står der fodertønder, som bliver fyldt op efter behov hele vinteren igennem.
Det har båret frugt, vi har et leben af vildt, det vrimler med fasaner, agerhøns, harer og råvildt. Det er en fornøjelse at gå sig en tur rundt om på markerne, for der er altid noget at kigge på. Her til vinter kommer fasanerne ind i vores have og bruger det store æbletræ til at sidde i om natten. Sidste år så landmanden en aften en fasankok, som satte sig godt til rette i træet, og lidt efter kom der en parade af fasanhøns trippende henover plænen og fløj også op i træet. Om der har været for megen snak, vides ikke, men kort tid efter fløj kokken i hvert fald ned og gik sin vej.
Nogle dyr/fugle er klogere end andre, og i går var det fasankokkene og rådyrene, der var smarte. Fasankokkene blev simpelthen på jorden, faktisk fortalte en af jægerne, at da han gik igennem granskoven, så pilede kokkene rundt om benene på ham. Majsmarken blev slet ikke søgt ordentlig igennem, fordi kroatens hund brugte halvdelen af tiden på at sekundere andre hunde, der havde stand for fasaner, så han nåede ikke at få den igennem hele området. Mange fasaner lettede, men kom ikke på skudhold, da der var langt mellem jægerne i skyttekæden.
Men der var masser af vildt at se hele tiden. En jæger fortalte mig, at inden de var kommet ned fra vognen, havde de set 8 stk. råvildt, og inden jagten var færdig, havde de set omkring 20 stk.
Resultatet blev 9 fasaner, 1 bekkasin, 1 skovsneppe, 1 hare og 1 rådyr. Der blev set masser af agerhøns med op til 20 høns i flokkene, men jagttiden på dem udløb d. 31.oktober.
Vi har som sagt masser af vildt, men vi passer og plejer det også godt, her bliver ikke drevet rovdrift.
DET GØR MIG GLAD 2
I år var de 9 personer, faktisk meget forskellige, men som de da hyggede sig sammen. Der blev startet med morgenmad og så op i vognen rundt til de forskellige marker. Kartoffelmarkerne var udelukkede, for der er kommet så meget vand, at vi vist skulle bruge Falck til at få folk op igen. Traktoren kunne køre der, den havde også store tvillingehjul på. Fire af jægerne havde hunde med, og de nød også at få lov til at vise deres kunnen.
Kl.12.30 holdt de middag, og fruen serverede flødestuvede kartofler i fad, hamburgerryg og en god salat. Midt i al arbejdet med at blive færdig kom jeg i tanke om, at jeg ville lave æblekage med smuldredej, men jeg havde ingen margarine, så sønnike blev vækket(nej han er ikke landmand og jæger) og sendt hen til svigerinden efter margarine. Jeg nåede at få kagen færdig, men også kun fordi de tog sig god tid, så middagen blev afsluttet med rygende varm æblekage med iskold flødeskum til.
Jægerne fortsatte jagten, og jeg faldt sammen i en stol med avisen og en kop te og en fundering over menneskers forskellighed og så alligevel en evne til at finde sammen i fælles glæde over et eller andet. Vi kan altid finde noget at blive uenige om, men hvorfor dog det, hvorfor ikke nyde de ting vi er fælles om?
I dag havde vi besøg af kroaten, som helt sikkert har oplevet grimme ting i sit hjemland, han er nu dansk gift og er i gang med medicinstudiet og taler rigtig godt dansk. Skotten, som forelskede sig i en dansk pige, og som rejser rundt i Danmark som rejsemontør, og det var så i den egenskab landmanden lærte ham at kende. I begyndelsen var vi slet ikke klar over, at han ikke var dansk, han taler med min barndoms dialekt fra Randers egnen. Her var den pensionerede skraldemand (ja jeg ved godt, at det politiske korrekte ord nok er renovationsassistent, men det andet lyder bedre), som vi har mødt gennem motorcykelklubben. Førtidspensionisten, som så tydeligt var plaget af smerter i ben og ryg, men som havde glædet sig sådan til i dag, så et par dage bagefter med læggen i brak er prisen, der betales med glæde. Her var to gode venner, som jeg kan mærke, at jo længere tid jeg kender dem, jo mere kommer jeg til at holde af dem. Mine fordomme om direktører med fritidslandbrug med kødkvæg har jeg skrottet efter mødet med ham, som var med i dag. Desværre kunne hans kone ikke komme med i dag, hun er ikke jæger, men træner og udstiller jagthunde, og hun er lige så rart et menneske som hendes mand. Politimanden, som landmanden havde mødt igennem jagt, var også med. Jo det var en spraglet skare, men en god dag det havde de.
lørdag, november 04, 2006
URENE SKAL IKKE HA SKYLDEN
Hvad tænkte jeg på, da jeg kom hjem sent i aftes efter aftenvagt, vi kunne ha sovet en time længere, og det betyder meget efter tre hårde aftenvagter. Landmanden havde godt nok tænkt sit, men han var jo travlt beskæftiget med at hente rundstykker, gøre hund og sig selv klar samt forberede jagtvognen (læs traktor med anhænger).
Nå men nu er jeg ihvertfald klar, god morgen