GODE OPLEVELSER

Demente har godt af at sanse, det bringer minderne frem, som tit er forbundet med sanserne. En tur i blogland er også med til at frembringe minder, det kan være om ens barndom, ungdom, om den første tid som forældre, kort sagt om alt i livet.
I går var det læsning af den kaffedrikkende vestjydes blog, som genskabte mindet om en god biografoplevelse.
Jeg går meget sjældent i biografen, og jeg får aldrig set de danske film, når de udkommer på DVD, jeg ved, de er gode, men jeg tænker altid, de er for kedelige.
I marts var jeg på kursus i København, dage fyldt med tysk effektivitet fra 8.30 til 17, så jeg var træt, men jeg har yngste lillesøster og lillebror og svigerinde boende i staden, så dem skulle jeg da se. De fandt på at invitere mig til selveste premieren på Drømmen, de arbejder hos et filmselskab, og de tænkte, at søster landmandskone nok kunne tænke sig at gå ad den røde løber sammen med alle de kendte. Vel kunne hun det.
Jeg var cool, lod mig da overhovedet ikke distrahere af at David Owe med frue og hans far strøg forbi mig, at ”Ørnen” kom forbi i lyseblåt habit sæt (de Fem ville nok kalde farven noget andet), at mit store idol, da jeg var barn, Susse Wold gik forbi mig, og hvor er hun dog stadig bare smuk. Næh jeg tog ligefrem fusen på familien, da jeg også stod og kindkyssede med en af de kendte, ha ha, for en af mine elevkammerater er gift med en filmproducent. Jeg nød hele showforestillingen både før og efter filmen.
Men filmen, hvor var den god, jeg levede mig helt ind i dens univers, drengen Fritz blev så smukt fortolket af et naturtalent. Det var helt fantastisk, som den dreng med sit ansigt, uden ord, kunne fortolke stærke følelser. Senere fortalte min lillesøster min ældste lillesøster og mine børn, hvordan jeg havde talt med under filmen, bl.a. der hvor læreren er på vej for at forråde egne og Fritz’ families idealer, da skulle jeg efter sigende have lænet mig frem, knyttet hænderne og sagt højt ”det gør du bare ikke”. Hørte han efter, aldrig en dyt !! Hmm noget siger mig, at jeg skal lidt mere i biograf, for det går jo ikke med sofamanerer.
Historien viste mig så, at mine børn er blevet unge voksne mennesker, for de trak bare på skuldrene og sagde med et lille smil, sådan er mor. Sådan havde det ikke lydt for 4 år siden, så havde jeg været direkte pinlig.