onsdag, november 22, 2006

KUN LYDE

Der er næsten stille, radioen spiller sagte popmusik, en vandhane løber, et eller andet bliver renset, der er en sagte mumlen, vi er ikke mange kunder i dag. Jeg sidder her med øjnene lukkede godt hjulpet af to vandtunge vatkrøller.
10 minutters pause mens farven trænger ind i vipperne, jeg kan kun lytte og tænke.

Tankerne går tilbage til for knap 7 år siden, hvor jeg sad i samme stol og faldt så godt i søvn, at eleven blev instrueret i at sige noget til mig, før hun fjernede vattet, for ellers var de bange for, at jeg ville ryge op af stolen med et spjæt. Eleven er nu min frisør, og den unge pige er nu en ung kvinde, mor til en toårig dreng.

Dengang i januar 2000 var jeg lige startet som sygeplejerske igen efter 11 års pause, og jeg har aldrig før eller siden været så træt, som jeg var i de første tre måneder, hvor jeg var på fuld tid. Jeg var stoppet i november 88, fordi jeg ikke kunne li mig selv som den sygeplejerske jeg var på det tidspunkt. Dengang var der ikke noget, der hed orlov, og da landmanden lige havde mistet en medhjælper, så fandt vi hurtig ud af, at børnene stadig kunne komme i dagpleje og senere børnehave, og så blev jeg landbrugsmedhjælper.

De sidste år længtes jeg utroligt meget efter at blive sygeplejerske igen, ja jeg sad faktisk af og til og græd henover mit fagblad, for jeg troede løbet var kørt. Heldigvis var der en afdeling, der troede på mig, og de siger, de aldrig har fortrudt det, og jeg er der da endnu.
Jeg er så glad for at være sygeplejerske, selv i dette annus horribili for vor afdeling, og jeg er taknemlig for, at landmanden og vore børn støttede mig i at komme tilbage til faget, for det betød jo også store omvæltninger for dem.

Det er godt med en tænkepause ind imellem, tak for inspirationen.

4 kommentarer:

  1. Tænkepauser kan være stor inspiration og give nye perspektiver!

    SvarSlet
  2. Lige nøjagtig Irene, så den der med at have hele dagen booket, det er ikke mig, der må gerne være tepauser hvor jeg kan tænke. :-)

    SvarSlet
  3. Hvor var det godt for dig - og endnu mere for patienterne - at du kom tilbage.

    Jeg tror, at din pause har givet dig en masse i forhold til dit fag. Når man i voksen alder vælger sit fag til, vælger man jo meget bevidst...

    SvarSlet
  4. enig Lizelotte, og jeg kan også mærke at den træthed overfor faget som mange af mine kolleger har, den har jeg ikke. Jeg kan godt blive træt af det, men ikke af at være sygeplejerske.

    SvarSlet