Min mormor var et levende menneske, altid optaget af hvad der foregik omkring hende. Som der blev sagt til begravelsen: min mormor var slet ikke færdig med at leve, hun havde stadig mod på livet, og havde sagt, da hun lå derhjemme, ”nu skal jeg så forberede mig på at dø, og hvordan gør man så det”
Min mormor blev forældreløs som 4 årig, og søskendeflokken blev delt ud hos familien, mormor voksede op sammen med nogle andre søstre hos to mostre, der havde et konditori. Som 16 årig tjente hun på en gård, og her mødte hun min bedstefar, han var bror til manden på gården. Min bedstefar var 16 år ældre end min mormor, så han måtte pænt vente, til hun var gammel nok til at kunne blive gift.
De fik 5 børn, 1 dreng og 4 piger. Min mormor har altid digtet, og ind imellem fik hun nogle af dem udgivet i blade og aviser, vi fik af og til også et lille vers med på vejen.
”Lene kommer svansende
nejende og dansende,
hører kun halvt hvad far og mor siger,
men sådan er vist de skolepi’er.”
Min mormor har oplevet tunge ting, hendes ene datter døde som 19 årig af leukæmi, min bedstefar faldt om og døde af en blodprop som 70 årig (da var min mormor 56 år) og min morbror døde, da han var først i halvtredserne.
For et år siden fik vi 16 børnebørn en uvurderlig gave. Min ene moster og hendes mand havde taget en uges ferie i et sommerhus, hvor de havde skrevet alle min mormors digte ind på skrivemaskine, kategoriseret dem og sendt dem til et forlag. Så nu har jeg den dejligste bog med et skønt billede af min mormor på forsiden, og et dejligt billede af mine morforældre på bagsiden, og bogen er fyldt med de dejligste digte, der vidner om en kvinde, som i den grad levede.
”Så smukt et syn mit øje ser
rimfrostens spind over havens træer
solsorten i sin sorte dragt
danner den flotteste kontrast
mod sneens hvide flage
sort – hvidt, som livets dage”
Sikke en dejlig fortælling. Du bringer fortiden tæt på, og der er jo ting, i din historie, jeg kan genkende...
SvarSletDet må være en dejlig bog at have, den med din mormors digte.
Min far skrev historier fra sin barndom og ungdom - måske skulle jeg og mine søskende få lavet dem til en bog...
For ikke så mange år siden skrev min mormor og morfars nabokone sine erindringer - det var også sjov og spændende læsning...
Det er så underligt, når vi mister vore forældre og bedsteforældre - der er nogen fortællinger, som forsvinder, fortællinger, som handler om vores rødder.
Hej Liselotte, undskyld det sene svar men jeg har været i aftenvagt.
SvarSletDet er som om når vi bliver ældre, så får historien /rødderne mere betydning, og hvor er det dejligt, at din far fik skrevet noget ned.
Lene - kendte du Adda og Marius oppe fra bakken?
SvarSletJa - jeg ved jo, du arbejder skæve tider.
Hav en rigtig dejlig weekend.
Nej Lizelotte, var/er de fra Haverslev? Faktisk kan jeg kun huske de piger jeg legede sammen med, og selv deres navne glemmer jeg, men så er det godt min mor kan huske. Jeg må ha skrevet det ned :-)
SvarSletAdda og Marius boede et nummer længere op ad bakken end min mormor og morfar - som gammel skrev Adda med en af sine pigers hjælp en erindringsbog.
SvarSletNår vi engang ses, skal du læse den - det er sjovt at læse om tiden og egnen.