Der er gode chancer for

at få nogle skridt gået i dag. På nuværende tidspunkt viser skridttælleren 7600 skridt, og jeg kan snildt komme op på 6000 skridt på arbejde.

Der er noget i luften i dag, og jeg ved godt, hvad det er. Forår! Det er koldt og alligevel kan jeg mærke løftet om forårets komme. Fuglene synger mere end de plejer, luften mærkes anderledes frisk, og hjertet frydes over tankerne om forår og sommer. Jeg elsker de fire årstider, jeg ville nødigt leve i et land, hvor der konstant var sol og varme.

For nogle dage siden mødte jeg ind til dagvagt og kunne fortælle nattevagterne, at det var koldt, og at det sneede. Alle så lidt trætte ud, vi gad ikke sne og kulde mere undtagen én kollega. Hun lyste op og glædede sig til at skulle ud. Hun og hendes familie kom for to år siden hjem fra et fem år langt ophold i Dubai, og de glædes stadig over årstidernes vekslen, så for hendes skyld måtte det gerne sne lidt mere. Det er ikke en umulighed, jeg har holdt fødselsdag midt i marts i snevejr, men jeg håber ikke, vi får det i år, jeg er klar til foråret.

I dag hygger jeg mig i en solstråle i mit køkken, der er te på kanden, god jazzmusik i radioen, en enkelt cookies eller to, strikketøj, der giver håb om en ny trøje snart, påskeliljer og tulipaner i vaserne og glæden ved at være til.

Der kom et brev

En indbydelse til som borger at deltage i et regionalt borgermøde om sundhedsvæsenets fremtid lå i postkassen en dag. På borgermøde skulle udvalgte borgere diskutere sundhedsvæsenet, især med fokus på hvordan man kunne gøre det bedre for patient og pårørende på sygehusene. Jeg ville selvfølgelig deltage, sikke en chance for at være med til dels at få insigt i andres syn på sygehusindlæggelser, dels at få lov til som sygeplejerske at bidrage med min mening på området. Problemet var bare, at jeg var i aftenvagt, og det sluttede for sent til, at jeg kunne nå på arbejde til tiden. Jeg fik skrevet mail til dagvagtkolleger, om en af dem ville blive en time længere, jeg ventede på svar, det kom relativt hurtigt fra dem alle, jeg fik en aftale i stand med en af dem. Alt var såre godt, indtil jeg forleden dag midt i en samtale med en anden stoppede op og tænkte, fik jeg overhovedet tilmeldt mig til mødet?

NEJ!! Jeg skyndte mig fluks at ringe, men her hjalp ingen kære mor. Rigtig mange borgere havde tilmeldt sig og i brevet var det også pointeret, at hvis mere end et vist antal tilmeldte sig, måtte man give afslag til resten. Så jeg ærgrer mig gul og grøn, især i dag, hvor mødet finder sted. ØV.

Når det så er sagt, så har jeg hele tiden vidst, at jeg ville blive udfordret på krop og sjæl ved at deltage, fordi jeg ved, at aftenvagterne kan være rigtig hårde, og at jeg faktisk har brug for en stille og rolig formiddag til at lade op. Så det fokuserer jeg på – at lade op. Jeg havde en supergod aften i går, sådan en aften hvor jeg har lyst til at fortælle alverden, at det altså betyder noget på et hyperakut afsnit, ikke blot at handle hurtigt og resolut som akut sygepleje går ud på, men også hele tiden at beholde sine neurorehabiliterende briller på. Men det må få sit eget indlæg. Og så en lille sjov detalje, en af mine nye kolleger kom i går og sagde til mig, at hun skulle hilse fra sin mor og sige, at hun læste min blog. Kære mor, du skal vide, at vi er så glade for at have fået din datter som sygeplejerske hos os, hun er dygtig og hun er en skøn person.

Solen skinner udenfor, det er hundekoldt, men med hus og vanter kan gåturen sagtens blive en skøn oplevelse. Først vil jeg dog lune boller, dække bord og nyde formiddagsteen sammen med landmanden. Normalt sidder han sammen med medarbejderne i mandskabsrummet, men når jeg arbejder om aftenen og han om dagen, så er det hyggeligt, at vi holder pauserne om dagen sammen. Må du få en god lørdag, hvor det, der ærgrer dig, kan lægges til side og du i stedet for at kan fokuserer på det, der glæder. God lørdag til dig.

Det som andre ikke altid forstår

Hvis jeg snakker om det at få indført nye retningslinjer eller instrukser og besværligheden med at få budskabet spredt, spørger nogen undrende, jamen hvorfor tager du ikke det op på et personalemøde?

Vi er 45 mennesker ansat på min afdeling, mange arbejder som jeg 30 timer eller 28 timer eller 32 timer om ugen. Derudover har vi åbent hele døgnet rundt hele året rundt, hvilket betyder, at der altid er nogen på arbejde, nogen sover og nogen har fridage, når vi andre arbejder. Så det er et puslespil at få undervisning og information ud til alle. Alle har en mailboks, som de også læser, men nogen gange når der er travlt, er det det sidste i prioriteringsrækken. Der er emner, som ikke kan instrueres i en mail. Således er det med vores nye screening for synkeproblemer. Vi mangler kun én undervisningssession, den skulle have været i dag. Jeg vidste godt, da jeg planlagde den, at fredag er den absolutte dårligste dag, men det var den eneste dag, hvor alle de, der manglede undervisning, var på arbejde. Det var de så ikke alligevel, da jeg ringede ind i morges for at minde dem om undervisningen. Sygdom plus mange nye patienter gjorde, at jeg måtte tage en hurtig beslutning. Jeg tog kontakt til de to ergoterapeuter, som sammen med mig stod for undervisningen, og vi besluttede at aflyse det. Nu har jeg så et problem, når jeg kommer på arbejde i eftermiddag, for sandsynligheden for at finde en dag, hvor lige nøjagtig de ni mennesker er på arbejde, er som at finde en nål i en høstak. Den tid, den sorg.

Nu har jeg lige pludselig god tid, når jeg ikke skal møde to timer før aftenvagtens start. Der er lavet aftensmad (oksetværreb i stegeso) til landmanden, og om jeg har været lidt fraværende, skal være usagt, men der er godt med peber og chilisovs i! Jeg laver en omgang kartoffelmos dertil, mon ikke så det hele passer sammen i smag, det håber jeg. Landmanden har travlt i disse dage, en af butikskæderne kører tilbud på kartofler i denne uge og næste uge, så der skal sorteres mange kartofler hver dag, også i weekenden. Jeg kan godt huske, hvor smadret man er, når man sidder og sorterer kartofler hver dag i otte timer, kroppen begynder til sidst at brokke sig. Så i denne uge har jeg faktisk lavet aftensmad næsten hver dag, men da jeg stadig laver rigeligt mad, så er der også noget til weekenden, hvor jeg er på arbejde.

God fredag til dig.

Byens facader

Gårsdagens fridag bød på tandlægebesøg, jeg var i god tid, så jeg gav mig tid til at kigge opad. Lige der hvor jeg parkerede, var et meget tradionelt byhus, men alligevel har man fået bygget små detaljer ind for at bryde en lang husmur.

Når jeg passerer første vej, er der rigt udsyn til to nye bygninger. Nordkraft, som huser mange spændende ting, og jeg har endnu ikke opdaget alt det, den rummer. Jeg har været i biografen, teater og til koncert. Alle tre ting var skønne oplevelser.

Den anden nye bygning er Musikhuset. Der har jeg endnu en koncert til gode. Jeg har sunget der med mit kor i deres musikstudie, men det var før, Musikhuset officielt åbnede.

Overfor ligger en silo med universitets herlige plakat med mennesker, der danner en hjerne og hvorpå der står: Learning seriously affects yout brain.

Jeg elsker gamle huse med deres små tårne og drømmer altid om, hvor dejligt det må være at have studerekammer oppe i tårnet.

Eller hvad med at drikke morgenteen på terrassen højt oppe mod himlen?

Drømme kan man altid, mens man går videre mod byens gågader.

Da jeg havde været ved tandlæge og i søstrene Grene, gik jeg en anden vej tilbage til bilen. Jeg gik gennem den lille busarkade, hvor der stinker af urin og lige da jeg var kommet fri og skulle gå forbi en halvmur, opdagede jeg inde i gården bag muren et gavlmaleri. Ikke mange mennesker kommer her forbi og jeg tror heller ikke, at de mennesker, der kører i busserne kan se maleriet. Og jeg funderer nu over hvem, der har malet det og om det er et led i det projekt med gavlmalerier, som jeg før har skrevet om.

PS nu googlede jeg lige gavlmalerier i Aalborg, og dette maleri er en del af projektet. Hvis du klikker på linket, vil du finde et kort med alle malerierne påtegnet. Kunsteren til dette er:

Fintan Magee “The Pyramid” 2014, Sankt Hans Gade 4

Mon ikke jeg en dag skal gå på billedjagt i Aalborg?

Nu vil jeg nyde fridagen før weekenden tre aftenvagter, der står frisørbesøg, LOOP og strik på programmet. God torsdag til dig.

Sådan!!!

Datteren har lige ringet, kæresten er sendt til England i dag, så de sidste dage skulle bruges sammen med ham, men nu var der tid til at opdatere forældrene om sagen fra i fredags.

Chefen skrev allerede tilbage fredag aften, selv om hun havde ferie, at hun tog sagen meget alvorligt og ville kigge på det mandag. Datterens faste konsulent skrev mandag en meget beklagende mail, hun havde været syg og forstod slet ikke, hvorfor de andre kolleger ikke havde varetaget hendes funktioner. De aftalte et telefonisk møde i dag, og datterens argumenter er blevet hørt og forstået, hun er nu godkendt til kurset (så krydser vi fingre for, at der stadig er ledige pladser) - ydermere går klagen nu videre til jobcenterets juridiske afdeling. Sådan!!! Men som datteren skrev på sin FB-side, hun havde ressourcerne til at protestere, hvad med alle dem, der ikke har det? Jeg håber, at den mandlige konsulent får sig en alvorlig lærestreg!

Sidste nyt er, at datteren har fået plads på kurset. Sådan!

Venstrehåndsarbejde

“arbejde udført uden særlig energi el. engagement og på mindst mulig tid; arbejde som man prioriterer klart lavere end éns egentlige beskæftigelse” hentet fra sproget.dk

Hvor mandagen tog fuldstændig pusten fra mig, så blev tirsdagen også travl, men efterlod mig alligevel med følelsen af at være med og nyde de mange gode ting, der skete. Jeg undrer mig stadig over, at jeg i den grad mistede pusten. Nattesøvnen blev som sædvanen tro mangelfuld, da jeg gik fra friweekend til mandagsarbejde. Jeg havde ellers på fridagene gået tidligt i seng og stået tidligt op, selv om jeg kunne have sovet mange flere timer end de syv- otte, som jeg fik. Jeg skulle for første gang have studerende og elever til undervisning i mere end det vanlige. Vi skulle være sammen tre timer fra morgenstunden af, og jeg sørgede for pauser og smalltalk, og undervisningen gik godt. Jeg kunne godt mærke, at for de to studerende, der var længst i uddannelsen, var der ikke så meget nyt under solen. Så vi tog en halv time bagefter, hvor vi sammen fandt ud af et af deres spørgsmål. De er nu tilbudt opfølgende refleksionssamtaler senere i deres studieforløb. Det er egentlig deres vejledere, der skal gøre det, men jeg vil gerne blive klogere på de studerendes perspektiver. Bagefter var jeg fuldstændig bombet, og det så meget, at mine kolleger lagde mærke til det.

I går havde jeg også mange punkter på dagens program, men de kom godt i hus. Så jeg nåede hjem og drak eftermiddagste sammen med landmanden før end jeg drog af sted igen til strikkeklub med mine kolleger. I går aftes var vi 12, klubben vokser mere og mere, og da vi jo alle arbejder på forskellige tidspunkter, kan alle ikke komme hver gang, der manglede nok 5-6 stykker. Vi var ude ved Hals og nød samværet, og snakken gik højt. To skulle lære at hækle og en skulle lære at strikke. Egentlig var det to af mine unge kolleger, som er super ferm til strikning og hækling, der stod for at hjælpe vores kolleger i gang. Men da en var venstrehåndet, så tog den undervisningsansvarlige alias mig over. Først forsøgte vi os med youtube klip, så hun kunne se det gjort, for jeg kunne godt omsætte og dreje det, så jeg i teorien kunen fortælle hende, hvad hun skulle gøre, men jeg kunne ikke hækle med venstre hånd. Det endte med at hun besluttede sig til at lære det med højre hånd. Og når man sidder ved siden af en, som for første gang skal prøve at spænde tråde ud med nogle fingre og føre hæklenål med andre fingre, så går det op for en, hvor meget af ens indlæring, der virkelig “ligger på rygraden”, som jo egentlig er et andet ord for den procedurale hukommelse. Gang på gang måtte jeg selv have fat i hæklenål og garn for at se på mine fingre, se hvad de gjorde, før jeg kunne beskrive det og guide min kollega. Det var absolut ikke venstrehåndarbejde, men jeg tror, vi knækkede koden.

Kender du venstrehåndede, som hækler og hækler de med venstre hånd?

Om det var min venstre hånd, der havde skubbet til kameraets funktioner, ved jeg ikke, men mine første billeder af solskinspåskeliljer så lidt mærkelige ud. Ikke så underligt, de var taget med knappen sat på specielle effekter. Jeg nyder synet af dem, jeg er en af de få i blogland, som elsker gule blomster (eller er vi nu så få?)

God onsdag til dig.

En vintergæk

En vintergæk, en sommernar,

en fugl foruden vinger

en  lille ven, som har dig kær

en kærlig hilsen bringer

Mit navn det står med prikker

pas på det ikke stikker

God tirsdag til dig.

….

Ordløs mandag med billeder fra søndag

Musik og demens

Hanne og Anne spurgte i forrige indlæg til demens og musik, og jeg manglede et svar. På videnscenter for demens fandt jeg denne forklaring, som giver mening for mig:

Musik og sang har for mange mennesker en unik evne til at fremkalde følelser og erindringer. Fremskreden demenssygdom går ofte ud over de sproglige færdigheder, men nogle af dem, der mister sproget som følge af demens, er stadig i stand til at synge. Andre er på trods af udtalt hukommelsesbesvær i stand til at huske sangtekster, holde en rytme eller spille på et instrument. Sang udgør i nogle tilfælde den sidste sproglige udtryksform ved svær demens.

Musik og sangs modstandskraft mod demens hænger formentlig sammen med den måde, som hukommelsen er organiseret på. Personlige erindringer (episodisk hukommelse) og almen viden (semantisk hukommelse) understøttes af hippocampus og tilgrænsende områder på indersiden af temporallapperne - hjerneområder, der rammes hårdt ved Alzheimers sygdom. Derimod er musik,  sang og dans knyttet til den såkaldte procedurale hukommelse, en slags hukommelse for handlinger og bevægelser, der i vidt omfang fungerer uafhængigt af hippocampus. Det giver derfor god mening, at musik, sang og dans for nogle mennesker med svær demens kan udgøre en kommunikations- eller kontaktmulighed.

For min fars vedkommende var det helt tydeligt, at da sproget forsvandt, tog musikken over. Hvis du har læst med her længe, vil du vide, at min far spillede mundharmonika, og han spillede klaver med en finger. Begge ting mestrede han fantastisk, han kunne masser af melodier. Min far sang også meget, ja min datter fortalte ham, at han var en levende jukeboks. Vi skulle blot starte en sang, så fortsatte han, i begyndelsen med ord, men for det meste ved at tralle og nynne. Det lød godt, fordi min far har en smuk stemme og han sang altid rent. Min far er en mand, der altid har sunget meget. Som skoleinspektør på en skole med morgensang stod han hver dag for at lede sangen. Som far til fem og sammen med min mor sørgede han for, at vi lærte den danske sangskat. Da Alzheimers sygdom skred frem, fik min far svært ved at spille klaver og mundharmonika, ikke fordi han fik nedsat kraft, men fordi han fik det, man kalder apraksi, hvor evnen til at planlægge og koordinere bevægelser forsvinder. Men evnen til at synge forsvandt ikke. Nu synger han ikke så meget, nogen gange kan vi ramme en sang, hvor han synger med. Og da vi var samlet hele familien hos ham i november, hvor min lillebror spillede guitar, så livede min far op og sang med.

Det her indlæg er helt klart en overspringshandling, jeg må videre i arbejdet. God aften til dig.

Jeg gad godt kunne beskære billedet endnu mere, for den ene vanddråbe ser ud til at indeholde grene, men det er bare en spejling af det flis, der ligger omkring vintergækkerne.

Søndagssol, søndagsspisning, søndagssang

Skyerne lod kun et lille svagt skær af solen titte frem, da jeg tidligt i morges hentede rundstykker. Bagefter fik jeg styr på regninger, der skulle betales og e-boks, der skulle tømmes. Ved nitiden lod vi bil med landmandsparret, rundstykker, to kander te og gode oste drage sydpå. Landmanden ville gerne med på besøg hos min far. Solen brød nu igennem, så meget at jeg måtte have solbriller på i bilen. Strikketøjet blev luftet, mens vi hørte Cafe Hack, vi fik et par grin undervejs, chefredaktøren på Ekstrabladet lyder til at være en lun fætter.

Min far var meget fjern, han spiste sine rundstykker og stirrede meget ud i luften. Da landmanden fandt en af mine mors yndlingssange fra hendes ungdom, kom der opmærksomhed i blikket, og da jeg kommenterede sangen, sagde han, den har jeg hørt før. Vi nåede en tur ud i plejehjemmets dejlige have mellem regndråber, og så var de to timer gået, min far var træt og vi drog de 120 km hjemad igen.

Vi slapper af på hver vores måde, jeg læser avis og skriver blogindlæg, landmanden ser skisport. Om lidt skal jeg tage mig sammen, for hvis jeg vil sikre mig en god nats søvn, må jeg have forberedt arbejdsdagen i morgen og have regnskabet til moms gjort færdig. Men først vil jeg gå en tur ude i det vejr, som sender signaler om forår, selv om andre fortæller mig, at kulden er på vej igen. Jeg vælger at overhøre det.

God søndag til dig.

Pas på blodtrykket!

Havde nogen målt blodtrykket på beboerne hjemme på vores gård i går, så havde de nok fået et chok. Vi var rasende, det samme var min søster, min datter og hendes forlovede, og flere er nok fulgt efter som historien spredte sig. Nu kan I så få den.

Forhistorien er, at vores datter er på supplerende dagpenge, hun søger job efter job, hun får afslag og nogle uddyber det også med, at hun mangler nogle kompetencer. I efteråret havde hun fundet et kursus, som kunne give hende de kompetencer. Reglerne er skrappe og de er blevet endnu mere skrappe efter nytår. Vores datter argumenterede godt for sin sag, hun manglede nogle uger i at være berettigede til at kunne søge om et sådant kursus. Hun fik afslag, ikke pga de manglende uger, men fordi kurset startede to dage, før hun kom hjem fra ferie i USA. En ferie, der var bestilt lang tid, før hun kom på supplerende dagpenge. Jobcenteret ville ikke betale for de to dage, kursusudbyderen kunne ikke slå af prisen, men vores datter tilbød at betale de to dage selv. Det måtte hun ikke, fordi hun var på supplerende dagpenge.  Pengene ville hun låne af os, så de ville ikke komme fra dagpengene. Der var ikke noget at gøre, men hun kunne jo anke, blev der sagt. Det gjorde hun og efter nytår fik hun besked om, at ankenævnet gav hende medhold. Det medhold mente jobcenteret ikke var korrekt, fordi det var givet, fordi hun havde oplyst om det ovenstående hændelsesforløb, og jobcenteret mente, at hun ikke fik kurset, fordi hun ikke var berettiget til et sådant kursus. Det var bare ikke det, de havde sagt i efteråret.

Næste runde: Jobcenterets medarbejder og datteren aftaler et møde i går kl 13 for at diskutere det, fordi det selvsamme kursus igen er tilgængelig og datteren forberedte sig grundigt. Hun har udtalelser fra steder, hun har søgt, som understøtter hendes argumenter om, at det vil kvalificere hende bedre til et job. Da datteren møder op, får hun at vide, at man ikke ved, om medarbejderen er der, hun bliver sendt rundt på tre etager til forskellige afdelinger, ingen ved, hvem hun skal tale med, ingen ved, hvor den pågældende konsulent er, og til sidst efter en time fortæller datteren dem, at hun finder det meget uprofessionelt, at hun ikke kan få svar. Hun kommer til at tale med en mandlig konsulent, som for det første bruger som forsvar, at hun da ikke kan vide, hvad der er sket, den anden konsulent kunne jo sidde på sygehuset med en døende mand. Hvad skal man sige til det? Kunne de så ikke have sagt det med det samme? For det næste siger han, at den anden konsulent aldrig har tabt en sag, så det glæder han sig da til at se, hvordan det går. For det tredje siger han i telefonen, mens datteren hører det, at han sidder her med en blond lille et eller andet ( på det tidspunkt er datteren så chokeret, at hun ikke kan huske betegnelsen efter lille blond). Hun bliver sendt af sted med en besked om at kontakte jobcenteret mandag for at få en ny aftale. Da datteren kommer ud, er hun så rasende, så efter at have talt med sin forlovede, går hun ind igen og hen til konsulenten og fortæller ham, at hun finder hans væremåde meget uprofessionel, og hun vil tale med hans chef. Hun har ferie, så datteren beder om chefens mailadresse, og nu er en mail sendt af sted. Godt gået, min seje datter. Jeg håber at chefen reagerer, og at datteren får godkendt at komme på kursus. Sådan en kvajpande af en konsulent, hvad i alverden bilder han sig ind? Jeg er helt med på, at der skal være regler, og at der strammes op, fordi nogen misbruger systemet, men det berettiger ikke medarbejderne til at være nedladende eller til ikke at have styr på deres aftaler.

En lille grøn mand

Ellens indlæg om Kaj-kagen fik mig til at huske sidste gang, jeg smagte kagen. Erindringer er noget mærkelig noget, for pludselig mens jeg skriver her, bliver jeg i tvivl. Har jeg mon smagt kagen siden? For den episode jeg husker er forbundet med ingen børn, så enten er det over 29 år siden og i vores gamle køkken eller også er det inden for de sidste syv år. Så nu hælder jeg mere til, at episoden er meget gammel, men jeg husker den stadig. Jeg var på vej hjem fra arbejde, det havde været hårdt, jeg trængte til en belønning, så bageren blev besøgt. Øjnene kan aldrig blive mætte, så der blev købt fastelavnsboller med flødeskum og creme og så en Kaj-kage til hver. Fastelavnsbollen blev nydt og så gik jeg i gang med Kajkagen, den tunge fornemmelse af en fastelavnsbolle, den meget søde smag kombineret med masser af marcipan, som klistrer sig til gane og tunge fik mig for første gang til at måtte opgive at spise en kage færdig. Mig, som kan spise en liter is uden problemer?

I går besøgte jeg min far, hos bageren købte jeg en Kajkage til deling og en kransekagestang til teen. Min far havde besøg af min mors barndomsveninde, som også sammen med hendes afdøde mand blev mine forældres bedste vennepar. Hendes datter, som er lige gammel med mig og som også er sygeplejerske, havde tilbudt at køre hende hen til min far. Vi fik en times god snak, og imens fik min far Kajkagen, han nød den, men det var tydeligt at marcipanen også drillede ham. Efter de var gået, lavede jeg te, og min far og jeg hyggede os med kransekagen og det nye musik, min far havde fået i fødselsdagsgave af min lillesøster. Jeg har endnu til gode at genopfriske smagen af en Kajkage, men i Viborg har han ikke den frække tunge.

Irritation, glæde og tilfredshed på en time

Jeg var blevet sat stævne af en montør i vores sommerhus. Tørretumbleren virkede ikke, han havde set på den før og havde tjekket, at varmepumpen fungerede. Det gjorde den, men tøjet blev ikke tørt, og vandet kom ikke op til vandopsamleren. Senere hen havde jeg en anden montør til at montere ny tørretumbler hjemme på gården, og han mente, det kunne være slangen fra bunden af tumbleren og op til vandopsamleren, der kunne være stoppet. Jeg var irriteret, da jeg kørte op til sommerhuset, for jeg havde udtrykkelig bedt om at få den sidste montør, og det gik først op for mig i sidste uge, da jeg talte med montøren, at det var den første montør, der skulle komme. Flinke Lene havde ikke sagt noget, så nu havde hun alle mulige fordomme om den montør, der skulle komme!

Jeg havde te og læsestof med, fordi jeg var i god tid. Montøren kom ikke til det aftalte tidspunkt, så der blev ringet og det var en noget brødebetynget montør, jeg afsluttede samtalen med, han havde glemt aftalen! Nu var mine fordomme i fuld blus, og jeg var ved at puste mig op til at give ham en ordentlig omgang skældud. Samtidig måtte jeg sige til mig selv, at alle mennesker kan glemme, så jeg var nødt til at møde ham med åbent sind. Montøren kom, han gik i gang med at undersøge tumbleren, inklusive slangen. Jeg ringede min leder op, der var lige et par løse ender, jeg skulle have bundet sammen. Der var ro på afdelingen, mine nye kolleger, som i går blev udfordret med komplekse patienter, og hvor jeg blandt andet havde været sparringspartner, havde det godt. Bagefter fik jeg en af mine erfarne kolleger i røret. Hun og jeg har fået bevilget tre dage til konference i Glasgow til april, og vi glæder os til at være sammen.

Da samtalen var færdig, gik jeg ind til montøren. Han havde fundet problemet. UPS. Der var et filter/tromle udover fnugfilteret, det var fuldstændig lukket til. Nu er det kommet med hjem og kommer en tur ud til højtryksrenseren, så skulle det problem være fikset. Og ja, han tjekkede også slangen, der var fri passage. 20 minutter var han der, og mon jeg nu husker, at det aggregat også skal renses indimellem?

Jeg nåede en gåtur efterfølgende, ingen sol her i det nordlige Danmark, men derfor kan man godt nyde turen. God fredag til dig.

Noget om ...

Nogle dage må indlægget mere være bare fordi end fordi jeg har oplevet det og det. Det jeg oplever, oplever jeg på arbejde. Det har jeg tavshedspligt om, med mindre jeg gør det til mere generel information, og det magter jeg ikke i dag, så det lader vi ligge.

Har vi fået aftensmad i dag? Ja. Var det havregrød? Nej. Vi fik pandekager, jeg ved godt det var med to dages forsinkelse, det var jo i tirsdags, at det var pandekagedag. Historien bag den dag? Det var dagen, før de 40 dages faste startede frem til Påske, og derfor skulle alt let forgængeligt mad bruges, så som mælk, æg og mel. Jeg var lige ved at skrive let tilgængeligt, det var det så også her, jeg havde nemlig sørget for at alt var købt ind, hvis jeg skulle få lyst til pandekager.

Landmanden spiste pandekager med is, jeg spiste pandekager med mørk chokolade og banan (havde ingen nutella), men de bedste pandekager fik jeg, mens jeg bagte dem. Jeg elsker at stå og småspise den første pandekage uden noget som helst tilbehør, mens jeg bager videre. Også i dag lavede jeg dobbelt portion, resten af pandekagerne kommer i fryseren. Det var godt, at frokosten bestod af blandet salat fra sygehusets kantine. Eftermiddagsteen, som blev sent indtaget pga overarbejde for mit vedkommende, bestod af to stykker grovfranskbrød med gode oste på. Maven trænger til motion nu, jeg må vist hellere gå ud en tur, jeg kunne jo lave mig en omgang cirkeltræning på gårdspladsen.

Således fik jeg skrevet et indlæg uden at skrive om noget som helst ;-) God aften til dig.

en gang hvor der var lyst og solskin til at lege med kameraet under dagens motion

Yngre og yngre

"Måske er det bare os, der bliver ældre" lød det fra min kollega, da jeg i dag kommenterede på, at apopleksipatienter bliver yngre og yngre. I landstallene er der ikke så meget at hente og så alligevel. I 2010 var gennemsnitsalderen 72 på landsplan og 71 hos os. I 2013 var gennemsnitsalderen 71 på landsplan og 69 hos os. Yngste patient med apopleksi var  20 år, ældste var 100 år. For mig har alle under 60 år været unge i forhold til at blive ramt af en blodprop eller blødning i hjernen (apopleksi), også da jeg var 42 og ny på afdelingen. I dag kan jeg mærke, at jeg også synes, at mennesker på 70 er "unge". Forstået på den måde, at det er jo ofte mennesker, der stadig er i fuld vigør og pludselig ligger de hos os, de er hårdt ramte, og jeg ved, at livet aldrig bliver det samme som før.

Når mennesker bliver indlagt pludselig, og de går fra at være velfungerende til at ligge med halvsidig lammelse, taleproblemer, ændret adfærd, føleforstyrrelser, konfusion, synkeproblemer (se listen som kun en brøkdel af alt, det man kan fejle, når hjernen bliver ramt), så reagerer ikke blot patient, men også pårørende meget forskelligt. Vi skal kunne rumme alle reaktioner, dem der skælder ud på os, dem der synker hen i apati, dem der græder ude på gangen og ikke kan holde ud til at være på stuen hos deres kære. Dem, der har urealistiske forhåbninger, dem, der ønsker at al behandling skal stoppe, dem, der ønsker al den behandling, der kan findes, dem, der prøver på at holde sammen på sig selv osv. Det kan være ret hårdt, især når patienterne lige for tiden både er rigtig mange og er meget hårdt ramte. Her er sygeplejens kodeord: omsorg og samtale. Det kan være svært, når man samtidig har dårlige patienter, der skal have hjælp til alt og som måske er så dårlige, at der skal gives meget medicin eller de skal observeres hele tiden. Vi vil alt det bedste for vores patienter og deres pårørende, men vi er kun mennesker, ikke overmennesker, så vi må prioritere. Det er måske det, der er allersværest for den nyuddannede, og det er det, vi andre må hjælpe dem til. I dag var der så meget ro på afdelingen, at vi fik tid til fælles snak om en sygeplejefaglig problemstilling. Når man som sygeplejerske ofte går alene på stuerne med sine patienter, så skal der gerne være tid til faglig sparring med sine kolleger. I dag lykkedes det, og for mig var det en tilfredsstillelse, at jeg følte, at jeg kunne være der for en ny kollega, når hun havde brug for det. Men jeg kan også mærke, at det er vigtigt, at jeg gør mig synlig, for de kommer ikke altid til mig, når jeg sidder og arbejder på kontoret. Så skridttælleren nåede trods alt op på godt 6000 skridt i dag på arbejde. Derudover fik jeg trænet i LOOP, krop og hjerne skal udfordres, jeg bliver ikke yngre af det, men fysisk aktivitet og hjernegymnastik er forebyggende i forhold til mange sygdomme, og deriblandt Alzheimers sygdom.

Hjemme læser jeg en god artikel med Bodil Jørgensen om det at have en forælder med demenssygdom, jeg kan genkende meget af det. Faktisk er der ting, jeg havde glemt, fordi min far nu er et andet sted i livet. Det er underligt at tænke på, at for tre år siden ved denne tid, da gik min far rundt og var netop kommet på plejehjem. Jeg glæder mig til at besøge ham, det er min hverdagsuge og min weekend. Artiklen omhandler også det at miste sine forældre, BJ mener, at man aldrig bliver stor nok til at miste sin mor og far, og for hende skete det i løbet af nogle måneder. Jeg kan godt følge hende, vores forældre er bindeleddet til vores barndom, de er dem, der altid har kendt os. Min mor døde alt for tidligt, 74 år gammel, jeg savner at kunne snakke med hende. Min far formår midt i sin svære demens at bringe lyset og smilet ind i mit sind, når jeg besøger ham, så ja det bliver også et savn, den dag han dør.

Nu vil jeg drosle ned og se, om søvnen vil være god ved mig i nat, ellers har jeg fri i tre dage, når arbejdsdagen i morgen er over.

En sommerdag i Sydeuropa 2014

Hvad skal du så lave i aften?

Når jeg kører hjem på et tidspunkt, hvor jeg ved, at min søster er hjemme, benytter jeg tit køreturen til en god snak med hende. Jeg har håndfri mobilsnak i bilen, så når jeg først er på landevejen, kan vi godt få vendt mange ting sammen. Min søster er vældig aktiv i sin fritid, både hvad angår motion og sociale arrangementer. Jeg, der kun er 21 måneder ældre end hende, orker ikke noget efter arbejde. Når jeg er til kor onsdag aften, er det et problem, at jeg først er hjemme klokken halv ti, for der skulle jeg helst ligge i min seng. Jeg skal bruge en halv time i ro i sengen til at drosle helt ned, før jeg kan sove. Samtidig kan jeg ikke bare gå direkte i seng, når jeg er kommet ind af døren. Ja jeg er ved at blive gammel og sær, jeg ved det! Med sådanne vaner bliver dagen efter arbejde kort, når jeg i dag havde to timers overarbejde og først kom hjem til aften. Så er det da godt, at der røg 8500 på skridttælleren på arbejde i dag. Og det trods tre timers undervisning og en times børnesamtale, her sad jeg jo ned. Nu er der drukket en liter te, regninger er betalt, egentlig skulle der ryddes op i køkkenet efter gårsdagens aftensmad, vasketøj skal hænges op, opvaskemaskine skal tømmes, men helt ærligt, jeg tror, jeg hopper over. Det må gøres i morgen efter arbejde. Min svigerinde, som også er sygeplejerske fik engang at vide af sine døtre, at hun ikke havde et liv og var kedelig, fordi hun gik tidligt i seng. Men med det arbejdstempo og det, der kræves af os på arbejde, så er det nødvendigt. Mon du er lige så kedelig som os?

Gråvejr

Det er gråt og det er koldt. På arbejde mærkede jeg ikke til vejret. Vi er ramt af sygdom, folk med familier lægger sig med norovirus (Roskildesyge) eller svær forkølelse. De stakkels små børn smitter deres forældre, og det er slappe forældre, der vender tilbage på arbejde. Planen for vinterferieugen så på papiret god ud, men virkeligheden blev en anden denne mandag. Jeg skulle gå sammen med en ny kollega og en tilbagevendt kollega, som efter godt og vel et års barsel og orlov nu skal finde sine ben at stå på i en totalt forandret afdeling. Det blev til, at de to gik sammen, en social og sundhedsassistent tog en elev med sig og jeg var så supervisor, sammen med at jeg stod for stuegang, medicin og det overordnede ansvar for vores syv patienter. Det endte med, at det var et rigtig godt match med en erfaren kollega med lang tids fravær og en ny kollega med 14 dages erfaring hos os, de havde haft en god dag sammen og supplerede hinanden godt.  Vores syv patienter var meget hårdt ramt, så man gør ikke "bare lige noget". Lejringer, mundpleje, sondemad, sengebad, forflytninger, bleskift etc. Det tager alt sammen tid. Jeg tog mod en patient, snakkede i telefon med flere pårørende og nåede ikke i land med stuegang, før jeg skulle gå en halv time før de andre. En anden kollega stod med det samme parat til at overtage, hun er en dygtig koordinator, og jeg beundrer mine kolleger, som har flair for den side af sygeplejen. Jeg har sågar hørt hende sige på en meget travl dag til en læge, der meldte en patient, at patienten skulle være velkommen. Det synes jeg var så herligt sagt, for hun mente det jo. På trods af sin meget unge alder udstråler hun en ro, som forplanter sig til os andre.

Skridttælleren rundede de 7000 skridt på arbejde, så jeg nøjedes med at få massage ved min fysioterapeut og gå lidt rundt i byen. På nuværende tidspunkt mangler jeg 1000 skridt, det går jo ikke, men så kan man jo låne ;-) I går gik jeg knap 13000 skridt, jeg snupper lige 1000 derfra.

Verdenen går videre, pårørende sørger herhjemme og i Ægypten i disse dage. Ondskaben har endnu en gang vist sit ansigt. Jeg sætter fokus på lyset og håbet, for ellers trækkes jeg ned i mørket.

Det trængte jeg til

Søndagen var som en tung dyne af tristhed, mørke og gråt vejr udenfor. Hos mig er der en kur, der dur, og det er at gå. S. Kierkegaard har sagt og det er ofte citeret:

“Tab for Alt i Livet ikke Lysten til at gaae. Jeg gaaer mig hver Dag det daglige Velbefindende til og gaaer fra enhver Sygdom; jeg har gaaet mig mine bedste Tanker til, og jeg kjender ingen Tanke saa Tung, at man jo ikke kan gaae fra den.”

Så jeg gik, skridttælleren var med på vejen, jeg tog den lange tur, hvor jeg gik ind i den fredede højmose og ud til landevejen og hjem igen. En tur på godt otte kilometer (og kære unge læsere, da jeg er over 50, betyder godt her lidt mere end otte) Det hjalp på krop og sjæl, og så er det dejligt at komme hjem til en kande nybrygget te og en ostemad.

Stille søndag morgen

Det var trist at vågne op til nyheden om, at endnu en civil var blevet dræbt i København. Tankerne og snakken herhjemme kredser naturligt nok om terrorhændelserne.  Jeg har egentlig ikke så meget mere at sige denne søndag formiddag. Fjernsyn og nyheder på nettet bliver hyppigt tjekket. Og jeg bliver faktisk rørt over at læse en besked fra politiet på twitter, hvor de informerer om stort politiopbud i byen og beder folk om at følge politiets anvisninger og så slutter beskeden af med sætningen: pas på jer selv.

Jeg, en deltidsansat.

På vej hjem en dag hørte jeg det sidste af en udsendelse på P1, det handlede om småbørnsfamiliers vilkår og om muligheden for at være på deltid, betalt af staten, mens børnene var små. Den debat var de tre debattører færdige med, da jeg åbnede for radioen, men de sluttede af med to udsagn, som jeg tænkte noget over. Iben Krogsdahl satte spørgsmålstegn ved, om deltid var løsningen, også set fra et ligestillingsperspektiv. Hun erkendte, at hun tænkte, når hun hørte om kvinder på deltid, om de ikke havde lyst til mere, til en karriere, til at udvikle sig. Hun mente, at vi i stedet for at snakke om deltid, måske skulle snakke om, hvordan vores institutioner var skruet sammen, og hvad vi som forældre valgte at bruge tiden sammen med vores børn på. Det udsagn var Simon Axø egentlig enig i, og sluttede så af med at sige; måske skulle vi sige, at når man blev forældre, så var facebook bandlyst i fem år, det ville give tid til ens børn!

Der i bilen grinte jeg lidt af kombinationen deltid og manglende udvikling/karriere, for her sidder jeg, snart 58 år. Jeg har været på deltid, jeg har været medarbejdende ægtefælle, jeg er kommet tilbage til sygeplejen for femten år siden. Siden da, og hele tiden mens jeg har været på 30 timer/uge, har jeg været på flere kurser, efteruddannelse, taget en sundhedsfaglig diplomuddannelse og er nu klinisk uddannelsesansvarlig sygeplejerske. Ja alt det her er sket fra mine børn var 13 og 14 år, så jeg har ikke været i gang med den udvikling, mens børnene var små. Men livet stopper jo ikke, når man bliver fyrre, der er heldigvis plads til, at man kan udvikle og uddanne sig efter de fyrre.

Nu vil jeg nyde weekenden, som er startet gråt i gråt og dermed inspirerer mest til tedrikning i sofaen med en god bog. Jeg håber dog, at jeg kan give mig selv et skub til træning og gåture, jeg trænger til frisk luft. God lørdag til dig.

Livsglæde–glæde ved livet

På julekort, når jeg altså får dem skrevet, slutter jeg ofte af med ordene: tak for de stunder vi har delt. Jeg kunne også skrive tid eller øjeblikke, men ordet stund holder jeg af, og i følge sproget.dk er det også mere højtideligt end de andre ord. I går eftermiddag havde jeg en af de stunder, som gør, at jeg holder meget af mit arbejde. Fire kolleger fortalte efter arbejde om to konferencer, de havde været til, der var boller og scones til ordene og billederne. Og vi gik alle lidt klogere hjem, da eftermiddag blev aften. I dag surfer jeg som vanligt rundt i blogland, mens jeg nyder min morgenmad og ser så Charlottes fine nye kop. Sådan en vil jeg også have, den rummer med sin enkle streg og sine få ord glæden ved livet.

God dag til dig.

Der ryddes op og ryddes ud

Det er jo let nok, når man finder materiale og pjecer fra begyndelsen af 80erne. Jeg stopper dog op nogle gange og mærker efter, har det her en mindeværdi for mig, og blandt andet en påbegyndt sygeplejefortælling om en travl søndag for 12-13 år siden er blevet gemt. Desværre skrev jeg den aldrig færdig, men jeg husker den dag så tydeligt. Måske skriver jeg den ind her og fortæller den færdig, for det kan jeg faktisk godt, måske ikke så minutiøst, men hovedtrækkene står stadig lyslevende for mig. Jeg fandt også en gammel lønseddel fra 2002, så nu kunne jeg se, at der er sket lidt lønstigning på de år.

Der er også blevet ryddet ud i køleskab og fryser. De to aftensretter fra fredag og lørdag har i en eller anden grad været grundsubstans i måltiderne indtil nu, og jeg synes, det er sjovt samtidig at få små rester fra fryseren og køleskabet brugt. Og mens jeg rydder op efter aftensmaden, tænker jeg, at nu må jeg da være blevet voksen, for det er efterhånden mere reglen end undtagelsen, at køkkenet er ryddet, når jeg sætter mig ind i stuen. Det har så taget knap 58 år at komme dertil!

Et indlæg til min anden blog om min mistede fridag, og hvad jeg lavede da, er færdigredigeret og lagt ind. Teen er ved at blive brygget, der er købt flødeboller til aftensteen, et gammelt strikketøj får min opmærksomhed, der skal ryddes op i ufærdige projekter, det hardcore strikkere kalder UFOer. Og jeg har opdaget serien The West Wing, her er der rigeligt med underholdning til strikkeprojekter. Og dagen i dag har været skøn lys og solrig. Håber din dag har budt på samme vejrtype.

Morgenmotion med indbygget stigende lysniveau

Jeg har stadig fri og dermed mulighed for at lægge min motion, hvor jeg vil. I dag har jeg en tidlig aftale med en kollega. Hun har været til konference i England og skal i morgen fremlægge for os andre det, hun har fået ud af de tre intense dage. Hun vil gerne have lidt sparring med mig, så da vi begge har fri i dag, kombinerer vi det med formiddagste. For at få vendt rytmen stod jeg op sammen med landmanden, og da han var gået i gang med arbejdet, gik jeg mig en tur ud ad landevejen. Jeg behøver ingen lampe, som langsomt lader lyset komme ind i min dag. Jeg har den helt gratis udenfor. God tirsdag til dig.