Døden som emne

Bogen: Hvorfor må vi ikke tale om døden? har samme form som mange andre samtalebøger. Her er det en forfatter, Kristian Ditlev Jensen, og en retsmediciner, Jørgen Lange Thomsen, der taler sammen. Mellem samtalerne er der også essays af de to, som kredser om deres egen forhold til døden. Hvad synes jeg om bogen? Jeg blev provokeret, inspireret og … Her mangler jeg et ord i lighed med de forrige, men måske kunne ordet genkendt bruges, for der var meninger, som faldt i tråd med mine, eller måske var det rettere ordet anerkendt, fordi jeg tænkte, hold da op, her er en, der tænker som mig. Noget af det, der provokerede mig, var retsmedicineren. Forfattere er skøre, så de må sige hvad som helst :-) men en læge? Han skal sørme ikke tale sådan. Håber du kan læse, at jeg gør grin med mig selv. For hvorfor må han ikke tænke sådan, hvorfor må han ikke sige sin mening, selv om jeg faktisk mener, han taler mod det, man nu ved. Men derved får han også mig til at tænke over fastsatte meningsregler. Bogen rummer mange ting, her er der nøgterne beskrivelse af obduktion, her er der samtaler om alle mulige dødsårsager. Jeg havde det indimellem som anmelderen i linket øverst oppe, at jeg savner en opstramning, fordi det indimellem blev meget løs snak. De kunne jo godt have researchet efterfølgende, så de fik de faktuelle ting med. På trods af mine forbehold kan jeg anbefale at læse bogen.

Retsmedicineren ønsker at begraves, når han dør, forfatteren lader det være op til de efterladte, men holder meget af den langsomme proces, der sker med liget ved en begravelse. Vi har brugt næsten et år om at komme til jorden, og så synes KDJ, at det føles godt, at det tager lige så lang tid om at forlade jorden eller at blive til jord igen. Jeg kom frem til under læsningen, at jeg også ønsker en begravelse. Jeg har egentlig ikke tænkt over hvorfor, det har jeg så nu. Afskeden og afslutningen på ceremonien i kirken bliver mere en afsked og en afslutning for mig, når det foregår ved graven, hvor kisten sænkes ned i graven og hvor præsten siger ordene Af jord er du kommet … Herefter virker det stærkt, at man sammen synger Altid frejdigt når du går.

Min morbror fik kræft og døde 54 år gammel fra sine tre børn og hustru. Han døde nøjagtig en uge, efter jeg havde født mit første barn, min datter. Derfor kom jeg ikke med til begravelsen, der havde været snestorm, der var frysende koldt og jeg turde ikke køre så langt med min datter. Jeg blev siden fortalt, at der var en sang, som min morbror lyttede til i den sidste tid. Og sangen blev også sunget ved begravelsen. Jeg har altid holdt af den sang, men egentlig nok rubriceret den som datidens dansktopsang, underforstået ikke noget man taler højt om i de intellektuelle kredse. Derfor var det med et smil på læben, at jeg læste, at netop forfatteren holdt af den sang og gerne ville have den sunget, helst på norsk, til sin begravelse.

Du får den på dansk her:

Dit sind flyver altid så viden omkring,
det er, som du glemmer de nære ting.
Du drømmer om lande i syd og mod nord
og ser ikke skønheden, hvor du bor.

Du synes din dag er så kedelig grå.
Hvad er det, du søger, hvad venter du på.
Når aldrig du under dig rist eller ro,
kan ingenting blomstre, og intet gro.

Gå ind i din stue, om end den er trang
og hør, hvor den nynner en stille sang.
Den rummer dog ting, som dit hjerte har kær,
du ved bare ikke, hvad de er værd.

Den lykke, du søger bag blånende fjeld,
den har du måske altid ejet selv.
Hold op med at jage i hvileløs ring
og lær blot at elske de nære ting.