På vej hjem en dag hørte jeg det sidste af en udsendelse på P1, det handlede om småbørnsfamiliers vilkår og om muligheden for at være på deltid, betalt af staten, mens børnene var små. Den debat var de tre debattører færdige med, da jeg åbnede for radioen, men de sluttede af med to udsagn, som jeg tænkte noget over. Iben Krogsdahl satte spørgsmålstegn ved, om deltid var løsningen, også set fra et ligestillingsperspektiv. Hun erkendte, at hun tænkte, når hun hørte om kvinder på deltid, om de ikke havde lyst til mere, til en karriere, til at udvikle sig. Hun mente, at vi i stedet for at snakke om deltid, måske skulle snakke om, hvordan vores institutioner var skruet sammen, og hvad vi som forældre valgte at bruge tiden sammen med vores børn på. Det udsagn var Simon Axø egentlig enig i, og sluttede så af med at sige; måske skulle vi sige, at når man blev forældre, så var facebook bandlyst i fem år, det ville give tid til ens børn!
Der i bilen grinte jeg lidt af kombinationen deltid og manglende udvikling/karriere, for her sidder jeg, snart 58 år. Jeg har været på deltid, jeg har været medarbejdende ægtefælle, jeg er kommet tilbage til sygeplejen for femten år siden. Siden da, og hele tiden mens jeg har været på 30 timer/uge, har jeg været på flere kurser, efteruddannelse, taget en sundhedsfaglig diplomuddannelse og er nu klinisk uddannelsesansvarlig sygeplejerske. Ja alt det her er sket fra mine børn var 13 og 14 år, så jeg har ikke været i gang med den udvikling, mens børnene var små. Men livet stopper jo ikke, når man bliver fyrre, der er heldigvis plads til, at man kan udvikle og uddanne sig efter de fyrre.
Nu vil jeg nyde weekenden, som er startet gråt i gråt og dermed inspirerer mest til tedrikning i sofaen med en god bog. Jeg håber dog, at jeg kan give mig selv et skub til træning og gåture, jeg trænger til frisk luft. God lørdag til dig.
Lene, jeg har været fuldtidsansat indtil jeg fyldte 65, så gik jeg på deltid :-) Da min datter var lille, havde vi kvalitetstid med hende. Altså tid, hvor den ene af os legede med hende - til sengetid, mens den anden lavede mad. Når jeg var i det kreative hjørne, var hun med der. Mon ikke det hele er et spørgsmål om prioritering? Min efteruddannelse startede, da min datter gik i gymnasiet :-)
SvarSletGod week-end til dig :-)
Tak Kisser, jeg tror netop det handler om vores prioritering. Min søster og mand, som begge var fuldtidsansat valgte mange forskellige aktiviteter fra, mens børnene var små, kun det hvor de kunne være sammen med børnene blev der tid til i hverdagen. Og den gang havde man ikke internet i den grad som i dag :-) Jeg var sammen med tre unge mødre i går, og de havde alle en skarp holdning til iPad og børn samt at man skulle se fjernsyn sammen, ikke blot sidde med hver sin tablet/smartphone,fjernsyn.
Sletja...Prioritering må være nøgleordet.
SvarSletVi har altid arbejdet fuld tid som sygehjælpere. Udvikling var man en del af, fordi der konstant var nye tiltag på arbejdspladsen.
Vi havde ung pige, da ungerne var små; fordi børnepasning ude ikke var en mulighed p.g.a. vagterne. Pengene var små. Prioritering var bedst mulige oplevelser sammen. Telt ogTure med madpakker og saftevand; så blev der råd til entreer.
Nogle valg faldt lettere, fordi der ikke var så mange valgmuligheder som idag. Jeg kan godt lide, at de unge har en holdning til ipad mm og samvær/nærvær.
Anne, jeg er også vokset op med ung pige, det var godt :-) Da jeg var ung sygeplejerske var deltid et fy-ord! Så der var kun faste aftenvagter og nattevagter, hvis man ville på deltid.
SletDa jeg var helt lille, gik min mor hjemme og min far tog sig tid - og det var jo fint med det, at han tog mig med ned på fabrikken, og at vi legede gemmelig imellem de store stykker ophængt klæde. Det var jo også prioritering - han formåede at samle to verdner.
SvarSletEgentlig synes jeg, at hvis man ikke vil tage sig tid til børnene, mens de er små, bør man afholde sig fra at få dem. Og så må jo finde ud af at spare lidt her og der, så man kan finansiere, at en part går hjemme eller bare er på deltid. Ligestillingsperspektivet kommer der, hvor man skal vælge, hvilken af parterne, der skal gå hjemme, men det er egentlig en helt anden historie.
Hanne, jeg mener faktisk ikke man behøver at gå hjemme, men prioritering og fravalg så længe ens børn er små, mener jeg, der må til. Og jeg gyser lidt når jeg hører gravide sige at livet skal fortsætte som det var før, for det gør det ikke
SletDet svarer jo til at sige, at deltidsarbejdende er uambitiøse og ikke så værdifulde! Jeg tror egentlig, at man som deltidsansat lægger mere energi i jobbet, mens man er der. Jeg har arbejdet både fuld-og deltids, mest deltids, da børnene var små. Det var dengang, der fandtes forældreorlov, som blev udnyttet fuldt ud - også af nødvendighed, fordi den yngste fik diabetes. Økonomien kunne være stram, men børnene taler stadigvæk om de hverdagsting, vi havde tid til sammen. Nu er jeg i fleksjob, men der står manager på mit visitkort, og jeg får lov til at trække fuldt ud så stort et læs som mine kolleger i den tid jeg arbejder. Kunne nok have haft en bedre løn, hvis jeg havde valgt anderledes, men ikke nødvendigvis et bedre liv :)
SvarSletAnonym, jeg plejer at sige, at min afdeling får mere ud af mig på den her måde, for jeg har som du skriver mere energi. jeg har så også et job herhjemme, og jeg ville køre flad hvis regnskab, løn og andet kontorarbejde skulle foregå i fritiden :-)
SletOg du har ret, lønnens størrelse siger ikke noget om livskvaliteten :-)
Det kan der være mange meninger om, og det er der også!
SvarSletJeg ville bare ønske, at man selv kunne bestemme, om man ville være på deltid (kan nødvendigvis ikke gælde for alle slags stillinger), og at der ikke ville blive set en lille smule ned på dem, der prioriterer deres børn højt - men det kunne, selv med fuldtidsjob, blive til meget mere sam- og nærvær, hvis ikke forældrene hele tiden sad og bladrede rundt i tabletten eller smartfonen, hvilket jeg lige lovlig tit oplever.
Ellen, når jeg oplever hvor meget vi alle bruger tablet og smarthone, så er jeg fuldstændig enig med dig i at der kunne være mere nærvær hvis man droslede ned på det :-)
SletDet er jo virkelig dejligt, at du har haft lyst og mulighed for at videreuddanne dig, selv om du både er på knap heltid og ikke hører til de alleryngste. Men sådan er det jo langt fra alle steder. I visse brancher får man ikke en chance, hvis man ikke er på fuld tid - og mere til. Og alderen kan desværre også hurtigt blive en hæmsko. Har lige læst med hos The CityGirl, der som 33 årig (!!) har fået afslag på job med den begrundelse, at man ville satse på en yngre person. Gys altså! Og så kan man sige, hvad man vil om bare at prioritere. Det holder bare ikke, hvis alternativet til fuldtidsjob er sidespor og risiko for arbejdsløshed. På den måde er der desværre stadig lang vej igen, før arbejdsmarkedet er skruet tilstrækkeligt børnevenligt sammen.
SvarSletFruen i midten, enig. Det du beskriver er jo arbejdsgivers holdning, og der mangler de at turde se det mere nuanceret. Jeg så det så fra min side som deltidsansat, hvor IK jo nærmest gik ud fra at så var jeg ikke interesseret i mit arbejde og dermed er hun på linje med arbejdsgiveres holdning.
SletDet er så vigtigt, at vi kan indrette tilværelsen, så det passer til vores arbejdsmuligheder. Det nytter jo ikke, at arbejde så meget, at familien ikke fungerer, eller at ikke kunne få et fuldtidsjob, når der er brug for det. Flexibilitet er nødvendigt! Dejligt, at du har kunnet kombinere og uddanne dig så meget!
SvarSletCharlotte, jeg er også taknemlig for disse muligheder. Og hos os har det været et stort ønske, at alle, der ønskede det, fik fuldtidsjob. Som planlægger var det bedre med alle på 30 - 32 timer, fordi så var der flere hoveder til at dække weekender, aften-nat og helligdage. Men nu er alle, der vil det, på fuldtid, fordi vi blev opnormeret.
SletDer er mange ting, der er vigtige i unge menneskers liv, - også ud over børnene. Ofte bliver der talt om, hvad man går glip af, og hvad der bliver sat i stå. De bliver klogere. Man går ikke glip af noget, når man får børn. Man får noget meget værdifuldt. Man får en mulighed for at prioritere noget andet end sig selv. Det er en gave for livet.
SvarSletNår det er sagt, så så jeg gerne et mere børnevenligt arbejdsmarked. Og også gerne et mere seniorvenligt arbejdsmarked. I det hele taget et mere venligt arbejdsmarked, når jeg nu tænker over det.....
Eva, kloge ord! Du siger det så godt, en gave for livet og et mere venligt arbejdsmarked.
Slet