En lille grøn mand

Ellens indlæg om Kaj-kagen fik mig til at huske sidste gang, jeg smagte kagen. Erindringer er noget mærkelig noget, for pludselig mens jeg skriver her, bliver jeg i tvivl. Har jeg mon smagt kagen siden? For den episode jeg husker er forbundet med ingen børn, så enten er det over 29 år siden og i vores gamle køkken eller også er det inden for de sidste syv år. Så nu hælder jeg mere til, at episoden er meget gammel, men jeg husker den stadig. Jeg var på vej hjem fra arbejde, det havde været hårdt, jeg trængte til en belønning, så bageren blev besøgt. Øjnene kan aldrig blive mætte, så der blev købt fastelavnsboller med flødeskum og creme og så en Kaj-kage til hver. Fastelavnsbollen blev nydt og så gik jeg i gang med Kajkagen, den tunge fornemmelse af en fastelavnsbolle, den meget søde smag kombineret med masser af marcipan, som klistrer sig til gane og tunge fik mig for første gang til at måtte opgive at spise en kage færdig. Mig, som kan spise en liter is uden problemer?

I går besøgte jeg min far, hos bageren købte jeg en Kajkage til deling og en kransekagestang til teen. Min far havde besøg af min mors barndomsveninde, som også sammen med hendes afdøde mand blev mine forældres bedste vennepar. Hendes datter, som er lige gammel med mig og som også er sygeplejerske, havde tilbudt at køre hende hen til min far. Vi fik en times god snak, og imens fik min far Kajkagen, han nød den, men det var tydeligt at marcipanen også drillede ham. Efter de var gået, lavede jeg te, og min far og jeg hyggede os med kransekagen og det nye musik, min far havde fået i fødselsdagsgave af min lillesøster. Jeg har endnu til gode at genopfriske smagen af en Kajkage, men i Viborg har han ikke den frække tunge.