lørdag, februar 07, 2015

Film, friluftsliv, fridagsmad

Fridagene blev skudt i gang med en film. Landmanden havde fået billetter i fødselsdagsgave af sin bank, og derfor skulle han jo også bestemme. Det blev American Sniper, en film der bygger på virkeligheden, en amerikansk soldat, som blev den bedst skydende snigskytte og som var sendt af sted i over 1000 dage sammenlagt. Det gode ved filmen er, at den ikke bare lader det være en heroisk krigsfilm med godt kammeratskab, men også viser konsekvenserne for familien og for soldaten. Det var en rigtig god film, som jeg kan anbefale.

I dag tog vi til friluftsmesse, eller Outdoor messe som det hedder på nydansk. En messe mest for jægere og sportsfiskere, der var masser af mennesker, og vi fik kigget og snakket. Men hold op hvor bliver man træt i fødder og hoved, når man i fem timer har stået og gået rundt i en stor sal med masser af mennesker.

Nu er aftenen skudt i gang, der har været hjemmelavet mad på tallerkenen både i går og i aften. I går blev landmanden beordret til at bestemme aftensmaden, det blev stegt flæsk med persilllesovs. Jeg har altid lavet det efter opskriften i God mad, let at lave. Flæskeskiverne i et ovnfast fad, ind i ovnen, vendes hver tiende minut, fedtet hældes fra undervejs, og der bliver det sprødeste flæsk. Den hvide sovs blev opbagt som i de gode gamle dage, og så blev persillen serveret ved siden af. Grøntsagerne blev kogt broccoli og en rødkålssalat med solsikkekerner, rosiner, tranebær og tørrede mangostykker i. I dag lavede jeg en gryderet til rødkålssalaten, oksefars, løg, hvidløg, chili, kidneybønner og dåsetomater sammen med oregano og basilikum passer sig selv, mens kartoflerne koger, og så var den aftensmad klaret. I aften fik vi en god øl dertil. Der er vasket op, der er brygget te og nu skal aftenen nydes. God aften til dig.


8 kommentarer:

  1. ..og du lavede ikke havregrød til dig selv.. :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Inge, netop, vi må lige have havregrøden sat ind i det rette perspektiv :-)

      Slet
  2. Hehe, jeg bemærkede også det med den manglende havregrød :-)
    Forslag: Læg flæsket på en rist, så skal du kun vende det én gang, og fedtet behøver du først at hælde fra, når du er færdig med at stege. Jeg synes det bliver dejligt sprødt alligevel, og man slipper for at rende hele tiden og passe maden.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ellen, jeg vil jo nødigt have at I tror jeg kun spiser havregrød ;-) God ide, jeg har bare ikke en rist til mit ildfaste fad, det må jeg søge efter.

      Slet
  3. Godt jeg ikke var til messe i 5 timer.
    Jeg tror nu også jeg ville have foretrukket de gode retter for havregrød til aftensmad.
    God aften og søndag og fridage.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Jørgen, jeg trængte også til at komme ud ;-) min mand kendte nærmest halvdelen af menneskerne der, over halvdelene af menneskerne var jo jægere med familier

      Slet
  4. Det er da en god udvikling, at der til stegt flæsk efterhånden også hører salat.

    SvarSlet
    Svar
    1. Eva, vi spiser faktisk mange traditionelle retter, og alle får masser af grøntsager/salat som tilbehør og min mand er lige så glad for tilbehøret som jeg er :-)

      Slet