Yngre og yngre

"Måske er det bare os, der bliver ældre" lød det fra min kollega, da jeg i dag kommenterede på, at apopleksipatienter bliver yngre og yngre. I landstallene er der ikke så meget at hente og så alligevel. I 2010 var gennemsnitsalderen 72 på landsplan og 71 hos os. I 2013 var gennemsnitsalderen 71 på landsplan og 69 hos os. Yngste patient med apopleksi var  20 år, ældste var 100 år. For mig har alle under 60 år været unge i forhold til at blive ramt af en blodprop eller blødning i hjernen (apopleksi), også da jeg var 42 og ny på afdelingen. I dag kan jeg mærke, at jeg også synes, at mennesker på 70 er "unge". Forstået på den måde, at det er jo ofte mennesker, der stadig er i fuld vigør og pludselig ligger de hos os, de er hårdt ramte, og jeg ved, at livet aldrig bliver det samme som før.

Når mennesker bliver indlagt pludselig, og de går fra at være velfungerende til at ligge med halvsidig lammelse, taleproblemer, ændret adfærd, føleforstyrrelser, konfusion, synkeproblemer (se listen som kun en brøkdel af alt, det man kan fejle, når hjernen bliver ramt), så reagerer ikke blot patient, men også pårørende meget forskelligt. Vi skal kunne rumme alle reaktioner, dem der skælder ud på os, dem der synker hen i apati, dem der græder ude på gangen og ikke kan holde ud til at være på stuen hos deres kære. Dem, der har urealistiske forhåbninger, dem, der ønsker at al behandling skal stoppe, dem, der ønsker al den behandling, der kan findes, dem, der prøver på at holde sammen på sig selv osv. Det kan være ret hårdt, især når patienterne lige for tiden både er rigtig mange og er meget hårdt ramte. Her er sygeplejens kodeord: omsorg og samtale. Det kan være svært, når man samtidig har dårlige patienter, der skal have hjælp til alt og som måske er så dårlige, at der skal gives meget medicin eller de skal observeres hele tiden. Vi vil alt det bedste for vores patienter og deres pårørende, men vi er kun mennesker, ikke overmennesker, så vi må prioritere. Det er måske det, der er allersværest for den nyuddannede, og det er det, vi andre må hjælpe dem til. I dag var der så meget ro på afdelingen, at vi fik tid til fælles snak om en sygeplejefaglig problemstilling. Når man som sygeplejerske ofte går alene på stuerne med sine patienter, så skal der gerne være tid til faglig sparring med sine kolleger. I dag lykkedes det, og for mig var det en tilfredsstillelse, at jeg følte, at jeg kunne være der for en ny kollega, når hun havde brug for det. Men jeg kan også mærke, at det er vigtigt, at jeg gør mig synlig, for de kommer ikke altid til mig, når jeg sidder og arbejder på kontoret. Så skridttælleren nåede trods alt op på godt 6000 skridt i dag på arbejde. Derudover fik jeg trænet i LOOP, krop og hjerne skal udfordres, jeg bliver ikke yngre af det, men fysisk aktivitet og hjernegymnastik er forebyggende i forhold til mange sygdomme, og deriblandt Alzheimers sygdom.

Hjemme læser jeg en god artikel med Bodil Jørgensen om det at have en forælder med demenssygdom, jeg kan genkende meget af det. Faktisk er der ting, jeg havde glemt, fordi min far nu er et andet sted i livet. Det er underligt at tænke på, at for tre år siden ved denne tid, da gik min far rundt og var netop kommet på plejehjem. Jeg glæder mig til at besøge ham, det er min hverdagsuge og min weekend. Artiklen omhandler også det at miste sine forældre, BJ mener, at man aldrig bliver stor nok til at miste sin mor og far, og for hende skete det i løbet af nogle måneder. Jeg kan godt følge hende, vores forældre er bindeleddet til vores barndom, de er dem, der altid har kendt os. Min mor døde alt for tidligt, 74 år gammel, jeg savner at kunne snakke med hende. Min far formår midt i sin svære demens at bringe lyset og smilet ind i mit sind, når jeg besøger ham, så ja det bliver også et savn, den dag han dør.

Nu vil jeg drosle ned og se, om søvnen vil være god ved mig i nat, ellers har jeg fri i tre dage, når arbejdsdagen i morgen er over.

En sommerdag i Sydeuropa 2014