søndag, februar 22, 2015

Musik og demens

Hanne og Anne spurgte i forrige indlæg til demens og musik, og jeg manglede et svar. På videnscenter for demens fandt jeg denne forklaring, som giver mening for mig:

Musik og sang har for mange mennesker en unik evne til at fremkalde følelser og erindringer. Fremskreden demenssygdom går ofte ud over de sproglige færdigheder, men nogle af dem, der mister sproget som følge af demens, er stadig i stand til at synge. Andre er på trods af udtalt hukommelsesbesvær i stand til at huske sangtekster, holde en rytme eller spille på et instrument. Sang udgør i nogle tilfælde den sidste sproglige udtryksform ved svær demens.

Musik og sangs modstandskraft mod demens hænger formentlig sammen med den måde, som hukommelsen er organiseret på. Personlige erindringer (episodisk hukommelse) og almen viden (semantisk hukommelse) understøttes af hippocampus og tilgrænsende områder på indersiden af temporallapperne - hjerneområder, der rammes hårdt ved Alzheimers sygdom. Derimod er musik,  sang og dans knyttet til den såkaldte procedurale hukommelse, en slags hukommelse for handlinger og bevægelser, der i vidt omfang fungerer uafhængigt af hippocampus. Det giver derfor god mening, at musik, sang og dans for nogle mennesker med svær demens kan udgøre en kommunikations- eller kontaktmulighed.

For min fars vedkommende var det helt tydeligt, at da sproget forsvandt, tog musikken over. Hvis du har læst med her længe, vil du vide, at min far spillede mundharmonika, og han spillede klaver med en finger. Begge ting mestrede han fantastisk, han kunne masser af melodier. Min far sang også meget, ja min datter fortalte ham, at han var en levende jukeboks. Vi skulle blot starte en sang, så fortsatte han, i begyndelsen med ord, men for det meste ved at tralle og nynne. Det lød godt, fordi min far har en smuk stemme og han sang altid rent. Min far er en mand, der altid har sunget meget. Som skoleinspektør på en skole med morgensang stod han hver dag for at lede sangen. Som far til fem og sammen med min mor sørgede han for, at vi lærte den danske sangskat. Da Alzheimers sygdom skred frem, fik min far svært ved at spille klaver og mundharmonika, ikke fordi han fik nedsat kraft, men fordi han fik det, man kalder apraksi, hvor evnen til at planlægge og koordinere bevægelser forsvinder. Men evnen til at synge forsvandt ikke. Nu synger han ikke så meget, nogen gange kan vi ramme en sang, hvor han synger med. Og da vi var samlet hele familien hos ham i november, hvor min lillebror spillede guitar, så livede min far op og sang med.

Det her indlæg er helt klart en overspringshandling, jeg må videre i arbejdet. God aften til dig.

P1010769

Jeg gad godt kunne beskære billedet endnu mere, for den ene vanddråbe ser ud til at indeholde grene, men det er bare en spejling af det flis, der ligger omkring vintergækkerne.

12 kommentarer:

  1. Det giver god mening for mig også. Hjernen er altså forunderlig!
    Jeg har set/hørt/læst om projekt omkring musik/sang og demens. Men det bruges vel også ved apoplexier. Jeg var til en forestilling i forbindelse med efteruddannelse, hvor en gruppe blandet hjerneskaderamte og folk med afasi optrådte, fordi synge det kunne de. Og kommunikationen kunne omsættes i sang. Sangen giver hjertet mæle og løfter sjælen.
    Jeg kan fint se grenene i vanddråben, når jeg klikke billedet op. Så smukt.

    SvarSlet
    Svar
    1. Anne, hjernen er helt klart forunderlig :-) Hvis man er ramt i venstre hjernehalvdel af apopleksi og dermed har fået afasi - nedsat even til at anvende sproget, så kan man godt synge sange, man har lært. Fordi rim, remser og indlærte sange er i højre hjermhalvdel - ligesom rytme er.
      Og tak, jeg havde slet ikke tænkt at det kunne klikkes større :-)

      Slet
  2. Tak for de gode forklaringer. Der falder min svigerfar så endnu mere bagud, da han aldrig har haft en tone i livet og jeg har aldrig set ham danse, så ham kan man ikke fange med musik eller sang, desværre. Heldigvis kan 'pigerne' omkring ham se hans lune væsen i små glimt i det daglige, så helt uhyrlig er han ikke at arbejde med.
    Jeg kan også se buskens grene og den blåhvide himmel i vanddråben - spejlvendt, når jeg klikker på billedet, så det er et rigtigt godt billede, du har taget der :)
    Mette L
    Mette

    SvarSlet
    Svar
    1. Selv tak Mette, det er godt at de, der omkring din svigerfar til daglig, kan se det lunevæsen hos ham.
      Og tak, jeg blev også glad, da jeg så at jeg havde fanget noget i dråberne, for det kunne jeg ikke se derude :-)

      Slet
    2. Utroligt så effektiv man kan være, når man springer over:-)

      Slet
    3. Charlotte, ja man kan få meget fra hånden i overspring ;-)

      Slet
  3. Sikke et fint billede.
    Dejligt, at der er flere muligheder for at kommunikere, når mennesker bliver ramt på hjernen.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Eva. Vi andre skal bare turde at bruge alle de andre måder, der er til at kommunikere :-)

      Slet
  4. Interessant. Og altid rart med en forklaring på, hvorfor ting er som de er.
    Jeg siger som de andre, at det er et godt billede, du har taget!

    SvarSlet
  5. Lidt gruopvækkende læsning for mig efter dagen i går. :-)
    Først rodede jeg rundt i tiderne omkring en vognmand, som skulle hente et træk korn og derefter var jeg ved at gå fejl i datoen for et konsulentbesøg.
    I går eftermiddags var jeg så til en bisættelse. Jeg havde (selvfølgelig) glemt min salmebog i farten, og følget var så stort, at der ikke var flere af kirkens salmebøger, da jeg ankom.

    - Og så sidder jeg der, efter en formiddag med totalt hjernesvigt, og synger med på 3 af de 4 salmer fra ende til anden (ak, man havde valgt en af de "nye" salmer som 2. salme :-) ).

    Er det mon tegn på, at jeg skal op på 2 glas afkalkningsmiddel til morgenkaffen?

    SvarSlet
    Svar
    1. Farmer, det er vist mere tegn på at du har nok om ørerne :-) Gå du hellere en tur med hunden og geværet :-)

      Slet