Musik og demens

Hanne og Anne spurgte i forrige indlæg til demens og musik, og jeg manglede et svar. På videnscenter for demens fandt jeg denne forklaring, som giver mening for mig:

Musik og sang har for mange mennesker en unik evne til at fremkalde følelser og erindringer. Fremskreden demenssygdom går ofte ud over de sproglige færdigheder, men nogle af dem, der mister sproget som følge af demens, er stadig i stand til at synge. Andre er på trods af udtalt hukommelsesbesvær i stand til at huske sangtekster, holde en rytme eller spille på et instrument. Sang udgør i nogle tilfælde den sidste sproglige udtryksform ved svær demens.

Musik og sangs modstandskraft mod demens hænger formentlig sammen med den måde, som hukommelsen er organiseret på. Personlige erindringer (episodisk hukommelse) og almen viden (semantisk hukommelse) understøttes af hippocampus og tilgrænsende områder på indersiden af temporallapperne - hjerneområder, der rammes hårdt ved Alzheimers sygdom. Derimod er musik,  sang og dans knyttet til den såkaldte procedurale hukommelse, en slags hukommelse for handlinger og bevægelser, der i vidt omfang fungerer uafhængigt af hippocampus. Det giver derfor god mening, at musik, sang og dans for nogle mennesker med svær demens kan udgøre en kommunikations- eller kontaktmulighed.

For min fars vedkommende var det helt tydeligt, at da sproget forsvandt, tog musikken over. Hvis du har læst med her længe, vil du vide, at min far spillede mundharmonika, og han spillede klaver med en finger. Begge ting mestrede han fantastisk, han kunne masser af melodier. Min far sang også meget, ja min datter fortalte ham, at han var en levende jukeboks. Vi skulle blot starte en sang, så fortsatte han, i begyndelsen med ord, men for det meste ved at tralle og nynne. Det lød godt, fordi min far har en smuk stemme og han sang altid rent. Min far er en mand, der altid har sunget meget. Som skoleinspektør på en skole med morgensang stod han hver dag for at lede sangen. Som far til fem og sammen med min mor sørgede han for, at vi lærte den danske sangskat. Da Alzheimers sygdom skred frem, fik min far svært ved at spille klaver og mundharmonika, ikke fordi han fik nedsat kraft, men fordi han fik det, man kalder apraksi, hvor evnen til at planlægge og koordinere bevægelser forsvinder. Men evnen til at synge forsvandt ikke. Nu synger han ikke så meget, nogen gange kan vi ramme en sang, hvor han synger med. Og da vi var samlet hele familien hos ham i november, hvor min lillebror spillede guitar, så livede min far op og sang med.

Det her indlæg er helt klart en overspringshandling, jeg må videre i arbejdet. God aften til dig.

Jeg gad godt kunne beskære billedet endnu mere, for den ene vanddråbe ser ud til at indeholde grene, men det er bare en spejling af det flis, der ligger omkring vintergækkerne.