Pas på blodtrykket!

Havde nogen målt blodtrykket på beboerne hjemme på vores gård i går, så havde de nok fået et chok. Vi var rasende, det samme var min søster, min datter og hendes forlovede, og flere er nok fulgt efter som historien spredte sig. Nu kan I så få den.

Forhistorien er, at vores datter er på supplerende dagpenge, hun søger job efter job, hun får afslag og nogle uddyber det også med, at hun mangler nogle kompetencer. I efteråret havde hun fundet et kursus, som kunne give hende de kompetencer. Reglerne er skrappe og de er blevet endnu mere skrappe efter nytår. Vores datter argumenterede godt for sin sag, hun manglede nogle uger i at være berettigede til at kunne søge om et sådant kursus. Hun fik afslag, ikke pga de manglende uger, men fordi kurset startede to dage, før hun kom hjem fra ferie i USA. En ferie, der var bestilt lang tid, før hun kom på supplerende dagpenge. Jobcenteret ville ikke betale for de to dage, kursusudbyderen kunne ikke slå af prisen, men vores datter tilbød at betale de to dage selv. Det måtte hun ikke, fordi hun var på supplerende dagpenge.  Pengene ville hun låne af os, så de ville ikke komme fra dagpengene. Der var ikke noget at gøre, men hun kunne jo anke, blev der sagt. Det gjorde hun og efter nytår fik hun besked om, at ankenævnet gav hende medhold. Det medhold mente jobcenteret ikke var korrekt, fordi det var givet, fordi hun havde oplyst om det ovenstående hændelsesforløb, og jobcenteret mente, at hun ikke fik kurset, fordi hun ikke var berettiget til et sådant kursus. Det var bare ikke det, de havde sagt i efteråret.

Næste runde: Jobcenterets medarbejder og datteren aftaler et møde i går kl 13 for at diskutere det, fordi det selvsamme kursus igen er tilgængelig og datteren forberedte sig grundigt. Hun har udtalelser fra steder, hun har søgt, som understøtter hendes argumenter om, at det vil kvalificere hende bedre til et job. Da datteren møder op, får hun at vide, at man ikke ved, om medarbejderen er der, hun bliver sendt rundt på tre etager til forskellige afdelinger, ingen ved, hvem hun skal tale med, ingen ved, hvor den pågældende konsulent er, og til sidst efter en time fortæller datteren dem, at hun finder det meget uprofessionelt, at hun ikke kan få svar. Hun kommer til at tale med en mandlig konsulent, som for det første bruger som forsvar, at hun da ikke kan vide, hvad der er sket, den anden konsulent kunne jo sidde på sygehuset med en døende mand. Hvad skal man sige til det? Kunne de så ikke have sagt det med det samme? For det næste siger han, at den anden konsulent aldrig har tabt en sag, så det glæder han sig da til at se, hvordan det går. For det tredje siger han i telefonen, mens datteren hører det, at han sidder her med en blond lille et eller andet ( på det tidspunkt er datteren så chokeret, at hun ikke kan huske betegnelsen efter lille blond). Hun bliver sendt af sted med en besked om at kontakte jobcenteret mandag for at få en ny aftale. Da datteren kommer ud, er hun så rasende, så efter at have talt med sin forlovede, går hun ind igen og hen til konsulenten og fortæller ham, at hun finder hans væremåde meget uprofessionel, og hun vil tale med hans chef. Hun har ferie, så datteren beder om chefens mailadresse, og nu er en mail sendt af sted. Godt gået, min seje datter. Jeg håber at chefen reagerer, og at datteren får godkendt at komme på kursus. Sådan en kvajpande af en konsulent, hvad i alverden bilder han sig ind? Jeg er helt med på, at der skal være regler, og at der strammes op, fordi nogen misbruger systemet, men det berettiger ikke medarbejderne til at være nedladende eller til ikke at have styr på deres aftaler.