Morgenhår og morgenblogging

Lykken er at vågne uden svimmelhed og føle sig udhvilet. Lykken er de skønne temperaturer, der er lige nu. Varmt og alligevel så køligt, at jeg her i skyggen må tage en cardigan på udover nattøjet.

Hundene leger på den tørre græsplæne, video af det må du se på instagram (håber linket virker). Dexter har dog fundet ud af, at min kæmpe hosta er skøn at lægge i og de fine stængler med blå blomster er gode at bide i. Så jeg prøver lidt opdragelse, nu hvor jeg sidder her på terrassen og blogger.

terrassehygge

I går morges startede jeg sammen med andre at overraske min moster og onkel, som havde guldbryllup. De holder først fest til efteråret og havde regnet med en stille dag de to alene. Deres fem børn ville det dog anderledes, så de havde lavet æresport andetsteds og kørt den hen og formået at stille den op uden at vække forældrene om morgenen. Så det var vist først, da der blev leben udenfor, at det gik op for guldbrudeparret, at noget skulle ske.

Sangen gjaldede kraftigt, deres fem børn og ægtefæller samt børnebørn er gode til at synge, og guldbrudgommen synger i kor, hvoraf en del også var mødt op. Min seje moster og onkel fra København havde overraskende for os alle valgt at køre klokken halv fire om morgenen for at nå det, og de skulle hjem igen til middag, for de havde hele weekenden booket med arrangementer. Godt gået af et par sidst i 70'erne.  Min søster fra Vestjylland og vi havde kørt til Himmerland for at være med, og det var så skønt at se guldbrudens ansigt, da hun opdagede os. Min moster er kun 12 år ældre end mig, og hendes yngste datter er to år ældre end min datter. Deres fem børn havde alt med inklusiv engangsservice, så i løbet af kort tid var flaget hejst og bordet dækket, så vi alle kunne få hyggelige timer sammen.

Hvilken udsigt at have fra sin terrasse

Bagefter var der arbejdsdag, ikke alt blev nået på den forkortede dag, så i stedet for at arbejde ved computeren på arbejde til over aften regner jeg med at nå resten i dag. Først vil jeg dog tage et par timer med regnskabet, og der er også nogle bærbuske, der skal kigges på. Alt gror med overraskende hastighed. Selv om kartoflerne kom sent i jorden, er de tidlige sorter snart ved at være klar. Så ligesom vi nærmest gik fra vinter til sommer, så går vi nærmest også fra forårsarbejde til høst uden ferietid. Helt så galt går det nok ikke, men vi nyder de stille dage, vi har lige nu. Og at insekterne og de høje temperaturer lige nu ikke generer os på terrassen.

Og så har landmanden givet de 23 år gamle havemøbler nyt liv ved at lave ny bordplade. Nu mangler vi så at få dem malet. Pyt, de kan bruges som aftenterrasse i hjørnet mellem hundegården og bilen. Og vi fik de første kartofler fra marken i går, det er et festmåltid. God sommerdag til dig.

Vampyrer på sygehuset - hundeliv - boganmeldelse

Skulle skrive en besked til skemaplanlæggeren, så jeg fik fri en bestemt dag i september. Og så fangede en overskrift fra en anden mail mig.:

Til alle blodforbrugende afdelinger

Det lyder da lidt vampyragtigt, gør det ikke?

Eller også er det bare mig, der er ved at få kuller af kombinationen af varme og svimmelhed. Og rolig nu, jeg har fået en tid hos en øre-næse-halslæge i morgen - deres sygeplejerske tror dog også, det er løse øresten :

Løse øresten eller ørekrystaller (godartet positionsbetinget svimmelhed) er den hyppigste årsag til svimmelhed og viser sig ved pludselig svimmelhed i forbindelse med hovedbevægelser, fx når man vender sig i sengen, drejer hovedet eller bukker sig ned. Løse øresten ses hyppigst hos kvinder og antallet af personer, der rammes, er stigende med alderen. 

På hundefronten er alt godt. Landmanden har lige fået at vide, at den uformelle bedømmelse af form og hårlag, Ayla fik af en tysk dommer, var stævnets bedste. Røntgen af hofterne viste også hofter af bedste kvalitet. "Så kan vi på et tidspunkt lade hende få hvalpe" lød landmandens kommentar. "Så tager du barselsorlov" lød det fra landmandskonen. 

Vi hygger os rigtig, både hunde og mennesker. Vi nyder en mere stille periode i landbruget, og hundene følger troligt landmanden rundt til alt. De sover stadig sammen alle tre i vores mandskabsrum, Dexter er dog ved at kunne sove igennem, så mon ikke det snart får en ende. Hvor landmanden selv var initiativtager til med den første hund at ændre reglerne fra hunde overalt i huset til kun at være i bryggerset. Ja så er han altså kommet i bedstefaralderen. Se blot her:

De tre hygger sig hver aften i fjernsynsstuen og jeg kan ikke nænne at sige noget, udover at jeg driller landmanden med hans bedstefartendenser. Han forsvarer sig med, at Dexter ligger roligt, når han er i stolen. Hmm - jeg er ikke helt overbevist, kunne en ekstra hundekurv ikke have samme effekt? Ayla er så god til Dexter, men vi lader hende også sige fra, for Dexter er indimellem overalt på Ayla med sine små spidse hvalpetænder. Den har lært at smide sig fladt, når Ayla siger fra. Og så er alt godt igen.

Dexter sover, mens Ayla ikke kan finde ro, før landmanden er tilbage i stuen.

Jeg får læst bøger færdige, fordi jeg indimellem må lave noget, hvor mit hoved holder sig i ro. Så i går læste jeg Kvinderne på slottet af  Jessica Shattuck. Den kan jeg også varmt anbefale. Den handler om tiden under og efter 2. verdenskrig set fra 3 kvinders perspektiv. Hvor alle de dokumentarfilm, som landmanden ser om 2. verdenskrig, fokuserer på krigen set i forhold til kampe og soldaterperspektivet, så handler denne bog om tre tyske kvinder, hustruer til tyske modstandsmænd. Og først der gik det op for mig, hvor svært det må have været for alle parter, både dem der fulgte Hitler og dem der ikke gjorde, at finde en måde at leve videre på, sammen.

Mandag aften i min søsters skønne have (uden insekter) for at fejre min yngste nieces studentereksamen.

God onsdag til dig.

En speciel og fængende bog

Når nu sofaen var min bedste ven i går, så var boglæsning en god beskæftigelse. Jeg var startet på en bog, som jeg syntes var god og spændende, men det tog mig lidt tid at komme ind i den. Derfor havde den ligget på bordet og ventet på det rette øjeblik. Det blev så i går, at jeg fik læst den færdig.

Bogen hopper i tid og sted og ser også historien fra forskellige personers perspektiv, derigennem får vi fortalt historien om to menneskers kærligheds og livhistorie. Denne måde at fortælle en historie på, har jeg set før, og alligevel var det her anderledes. F.eks. kunne man midt i en fortælling, der foregik i 90erne, få fortalt, at personerne ikke vidste, at det ville gå dem sådan ti år senere, og så var den del af tidslinjen fortalt.

Amerikaneren Daniel og franske Claudette har begge mange sår på sjælen og gennem bogen bliver sårene åbnet, plejet, til tider også forværret, men de heler og efterlader sig ar, som det så er spændende at følge, om de ar forhindrer dem i en fælles fremtid.

Det rette sted af Maggie O'Farrell kan varmt anbefales, og du kan læse en mere uddybende anmeldelse her.

Angående svimmelheden så er den der stadig, men det er håndterbart. Det er lige som efter man har prøvet karrusel, rutsjebane eller radiobiler. Den der fornemmelse af ikke at være i vater, lidt kvalme, lidt hovedpine og lidt svimmelhed, som så lige skal justeres.

Jeg kan sagtens køre bil uden at få de symptomer, men når jeg stiger ud af bilen, kommer de. Det samme nu hvor jeg arbejder med regnskab, dette med at blikket går fra papir til skærm til regnemaskine og tilbage igen udløser også fornemmelsen.At stå ud af sengen, at bukke mig ned eller at vende mig for hurtigt udløser det også, men jeg kommer rimelig hurtigt i vater igen, bortset fra det trætter.

Havde jeg haft arbejdsdag i dag, havde jeg nok konverteret den til en hjemmearbejdsdag. Heldigvis har jeg tre fridage nu, så jeg håber, det er væk, når vi rammer arbejdsdagene igen.

Ha en rigtig dejlig solskinsmandag.

Street Art Aalborg

Rapport fra en sofa

De havde jo ret, mine kolleger, men jeg havde godt nok svært ved at acceptere det og lige nu er det det, der fylder allermest - at jeg måtte efterlade dem med en kollega mindre end i går. Og i går havde vi lige så travlt og hårdt, som alle weekender efterhånden er på mit afsnit.

Jeg vågnede kort før uret ringede i morges, havde sovet over 8 timer, og følte mig dejligt udhvilet.  Da jeg svingede benene ud over sengekanten og satte mig hurtigt op, måtte jeg hurtigt lægge mig igen. Hele verden drejede rundt om mig. Jeg lå nogle minutter og tænkte, åh nej, ikke godartet stillingsbetinget svimmelhed igen (også kaldet øresten). Hvordan skal mine kolleger klare sig uden mig. Endnu en gang satte jeg mig op, endnu en gang måtte jeg ned igen, Det var, som om verden blev flænset i to stykker, som jeg så forskudt. Herefter blev jeg liggende i fem minutter, nu kunne jeg fint sætte mig op og herefter blev alt foretaget i et langsomt tempo uden hurtige stillingsskift.

Klokken seks kørte jeg hjemmefra, det gik fint, jeg kunne godt mærke en latent utilpashed, men ikke noget, der betød noget. Jeg havde lovet at købe brød til formiddagspausen (som i går blev til middagspause), og da jeg steg ud af bilen ved bageren, var jeg ledsaget af en vag svimmelhed og en lettere kvalme. Jeg kom dog ind på sygehuset, kom i uniformen og op på afdelingen. Her fik jeg fortalt, at jeg nok måtte tage den med ro pga svimmelheden.

Men da vi skulle fordele opgaver og høre rapport fra nattevagten, kunne jeg godt mærke, at det her vist ikke gik, men jeg kunne simpelthen ikke sige det. De andre fornemmede det dog hurtigt og så blev beslutningen taget af dem. Min bil står stadig på sygehuset, min nattevagtkollega, som bor i nærheden af mig, kørte mig hjem.

Og nu ligger jeg så her, i min sofa. Svimmelheden kommer og går, og jeg tilretter mig, men sofaen er mit holdepunkt. Og hele tiden har jeg helt ondt i maven over det pres, mine kolleger er under lige nu. I går blev vores to trombolysesygeplejersker konstant kaldt til behandling, så de kunne ikke hjælpe så meget med plejen. Jeg håber så inderligt, at trombolysetelefonen er tavs i dag, så de får lov at være med i plejen. Det andet scenarium kan jeg ikke holde ud at tænke på.

Til gengæld har jeg så haft tid til at høre om, hvor dygtig Ayla er og hvor mange roser hun fik til bedømmelse og prøver. Lige nu slapper både hundetræneren og hans hunde af, det er søndag, solen skinner og døren ud til står åben. Det er sommer i Danmark.

Street art Aalborg

Endnu en dejlig morgen

Det er også fridag i dag, for der er arbejdsweekend foran mig. Endnu en fridag sammen med kolleger. Vi havde en skøn brunch i går, og jeg fik lov til at få lidt babytid sammen med min ene kollegas skønne dreng på et halvt år. I dag skal jeg først til afskedsformiddagskaffe hos en tidligere kollega, som går på efterløn. Bagefter skal jeg fejre moderen til babyen fra i går. Hun bliver 30 og har inviteret til åbent hus både formiddag og eftermiddag. Det bliver hyggeligt.

Landmanden og hans hunde er allerede draget ad gårde. Ayla skal til prøve i dag, meget tidligt og to timers kørsel væk. Så er det godt, at der er ro på landbruget, landmanden hyppede kartofler i går aftes og medarbejderen ved, hvad han skal lave i dag på gården. Hunde og træner skulle gerne være hjemme på gården igen ved middagstid med en veloverstået prøve. Faktisk er Ayla meget ung til denne prøve, men landmandens vejleder har vurderet, at Ayla er klar, så det håber vi. Ellers kommer der en ny prøve til efteråret. Dexter er bare med, og det nyder den. Den ligger i hundeburet i bilen med bagdøren på vid gab, mens prøven er i gang og bagefter render den rundt og charmerer alt og alle.

Vi er dog meget imponeret af Ayla, hun er så god til at acceptere hvalpenykkerne og kan godt lide at lege med hvalpen.Endnu sover de tre sammen i vores mandskabsrum, landmanden vil fortsætte med dette, indtil Dexter sover igennem. Den er blevet vant til at sove i et hundehus af tremmer, det er dens trygge base.

Jasminbuskene sender kaskader af dufte og fryder øjet

I nat bildte min hjerne mig ind, at jeg skulle på toilet to gange. Anden gang var bare for at få mig så vågen, at jeg kunne begynde at spekulere på nogle regnskabstekniske ting, som jeg skal have klaret i dag. Helt ærligt hjerne, tag dig sammen, klokken 3 om natten skal man ikke spekulere i afstemning af regnskab. Til sidst lavede jeg Sudoku,  til uret ringede klokken fem. Nu er husets andre beboere sendt godt af sted med madpakker og tekande, og jeg tror, jeg vil nappe en powernap.

God fredag til dig.

Lykken er

• at tillade sig selv at falde i søvn foran fjernsynet, fordi det er fridag næste dag ( jeg elsker at falde i søvn i sofaen)
• at vågne ved midnat, vække landmand og hunde, som også sover foran fjernsynet, og så skynde mig i seng og falde i søvn igen
• at vågne et minut før urets kalden
• at finde ud af at jeg har glemt at ændre urets vækketidspunkt til fridagstid
• at stå op alligevel, fordi jeg føler mig udhvilet
• ar få ryddet op, tømt opvaskemaskine, smurt mad, brygget te og komme i bad
• at sidde her klokken syv og nyde min morgenmad
• at døren kan stå åben ud til gårdspladsen, hvor jeg kan høre hundenes tumle; lidt køligt måske men med en trøje på, så er det skønnere end de varme temperaturer, vi havde i maj.
• at vide at efter et tidligt morgenmøde med vores revisor har jeg lokket seks kolleger til at prøve cafelivet i Aabybro og deres brunchtilbud.
• torsdagsfridag

Pludselig var det tirsdag

Arbejdsdagen blev længere end planlagt. Der var sygdom blandt personalet og ingen vikarer at få, så der blev mikset på kryds og tværs. Det betød, at jeg tog 3 timer til klokken 18 og så tog en anden over. Vi er alt for få og vores patienter er hårdt ramte, så alle har prøvet at få enderne til at nå sammen, men det var nærmest umuligt, så jeg havde helt ondt i maven af at se mine kolleger forsøge at strække tiden.

Jeg hjalp der, hvor jeg kunne, hjalp en patient med toiletbesøg, at blive vasket og få sondemad. Jeg superviserede en ny kollega i stuegang. Så skulle jeg have møde om kursus i efteråret. Derefter skulle jeg samle op på mails og undervisning. Så forsøgte jeg at hjælpe igen, hjalp en anden patient på toilettet og fik fundet frokost til vedkommende.

traner

Derefter lige lidt flere opfølgningsmail, før jeg skulle gå til et tiltrædelsesseminar. At høre om forskning og international forskning i sygepleje er også noget af det, der gør, at jeg har en fornemmelse af, hvor vi skal sætte ind for at udvikle vores sygepleje.

Herefter var det tilbage til afdelingen, hvor jeg først var fast vagt med en del udfordringer. Når man får en blodprop i hjernen, kan det også påvirke evnen til at forstå, hvad der sker og også give en impuls til at ville væk fra sygehuset. Når man så ikke er ramt på evnen til at gå, men er ramt på forståelsen og evnen til at udtrykke sig, så kan det give problemer.

trappete

Derefter fik jeg hældt medicin op til min ende af afdelingen, jeg fik også afholdt udskrivelsessamtale med en patient, der kun ventede på en sygeplejerske med pjecer, medicin og mundtlig og skriftlig information. En anden kollega tog tre andre patienter, som var udskrevet af lægen, men ventede på udskrivelsessamtale. Vi ved fra vores studie, at den samtale med tilhørende individuel skriftlig information har stor betydning for patienterne bagefter. Det kan bare være svært at nå for en dagvagt, som også skal tage sig af sine andre patienter (som har brug for megen hjælp). Så indimellem har vi utålmodige patienter og pårørende, som venter i vagtskiftet på, at en sygeplejerske får tid til samtalen.

Jeg sluttede dagen af med at assistere en læge med en rygmarvsprøve, så vi kunne sende den patient hjem. Vi havde brug for alle sengepladser, og patienten ville hellere være hjemme i nat i ventetiden på svar og næste undersøgelse.

søndagsafslapning

Landmanden har haft begge sine hunde med til prøve. Dexter er endnu ikke begyndt på træning og prøver, det er han for lille til, men han fik lov til at komme med. Ayla var til apporteringsprøve og hun bestod heldigvis. Denne uge står i prøvernes tegn, så det er spændende, om makkerparret klarer dem alle.

Jeg slapper af med en romantisk film, i reklamepauserne skriver jeg på dette indlæg. Jeg burde ikke se film eller skrive indlæg. Alle undersøgelser viser, at det ikke gør nogen gavn for søvnproblemer at se på en skærm de sidste timer inden sovetid. Men jeg trængte, så jeg satser på, at søvnen alligevel indfinder sig. Håber søvnen også finder dig. Sov godt.

PS og billederne har intet med indlægget at gøre, men er indtryk fra den sidste uge.

vinduespynt ved patienthotellet

En god ide

hvis jeg selv skal sige det. Inspireret af  gåturen til alt for Damernes løb/walk lokkede jeg datteren på tur fredag. Vi parkerede på Nørresundbysiden, gik gennem Lindholm Strandpark og over Kulturbroen og drejede til højre forbi roklubberne og lystbådehavnen. Folk hyggede sig på bådene eller på land. Vi havde et mål, jeg ville prøve Street Food og ville give frokost der. Først snusede vi rundt og sansede alle de små spisesteders tilbud.

Derefter valgte vi to menuer og delte dem, mens snakken gik og flere og flere mennesker dukkede op. Det er ikke sidste gang, jeg skal derhen og vi nåede at gå næsten 5 km, før vi var tilbage ved bilen.

Lørdag er brugt i Haderslev, datteren skulle dimitteres sammen med sine medstuderende. For tre år siden flyttede de alle fra nær og fjern til byen for at studere i to år. Herefter flyttede de ud i verdenen igen i et års tid til praktikpladser og bacheloropgave. I denne uge blev de så samlet for en stund og i aften fester de, inden de i morgen siger farvel og drager ud i verden som professionsbachelorer i grafisk kommunikation. Må de hver især finde det job, som passer til dem.

Inden dimissionen nåede vi frokost på en af de mange gode spisesteder, som Haderslev byder på. Bagefter blev der også tid til en lille rundtur før vi drog mod skolen. Nu er landmand og frue hjemme igen. Hundene og landmanden slapper af foran fjernsynet. Jeg har snuppet iPaden og computeren og skiftevis ser en gammel filmkending og surfer på nettet. God aften til dig.

En god uge

Ugen er strøget af sted, og pludselig indså jeg,  at jeg ikke havde skrevet på bloggen siden søndags. Det var ikke, fordi jeg havde det skidt, men fordi livet krævede min tilstedeværelse, og så var jeg for træt til at tænke tanker og skrive. Der blev instagram den hurtige måde at formidle min hverdag.

Mandag var jeg til begravelse i Struer, landmanden kunne ikke komme med, så det var en lang tur alene frem og tilbage. Men jeg er glad for, at jeg gjorde det. Min svogers far blev 86, og i over 30 år har vi set hinanden til fester og familiesammenkomster, været sammen i sorg og glæde og jeg husker ham for hans stærke tro, hans engagement og hans smil. Han kom til min fars begravelse for to år siden, så jeg ville også deltage i hans og være sammen med min svoger og hans familie. Det blev en god afsked.

Tirsdag havde vi projektdag, vi havde vejledning og kom også et skridt videre mod en artikel, men hold nu op, som jeg trænger til at komme til alt det sjove. Det med at få omsat den viden, vi har fået, til praksis sygepleje, og jeg gruer lidt for artiklen, vi mangler stadig færdiggørelse af diskussionen, før vi kan skrive artiklen. Og da vi gerne vil have den publiceret på engelsk, så skal vi starte forfra med at formulere og kondensere indholdet på engelsk. Godt vi skal have sommerferie først.

Tirsdag blev datteren også færdig med sin uddannelse som Grafisk designer, hun forsvarede sin bacheloropgave med glans. Vi har den glæde af at have besøg af hende i de her dage inden hendes dimission.

Onsdag var almindelig arbejdsdag, hvor jeg havde ufattelig mange hængepartier. Og som jeg sagde til en kollega, hvis nogen spurgte mig, hvad jeg havde lavet, så blev det svært at svare på. Jeg besvarede mails, jeg fulgte op på mails, jeg arrangerede møder, jeg skrev referater, jeg bookede mødelokaler, jeg læste artikler, jeg deltog i sygeplejekonference, jeg havde møder. Det lyder af så lidt og alligevel måtte jeg efterlade hængepartier til næste uge.

Torsdag var nemlig sidste kursusdag for kolleger. Vi har afholdt tre enslydende dage, hvor alle kolleger har fået 6 timers kursus. Denne gang havde jeg været så nervøs, fordi det ikke var hardcore viden, det handlede derimod om dokumentation af vores gode sygepleje og hvad er god sygepleje egentlig for noget. Derudover havde vi også ekstern undervisere om ernæring og den gode ernæringspraksis. Kollegerne fik ros både fra de eksterne undervisere, fra vores leder og fra mig, for de er fantastiske. På trods af de vilkår de bliver budt med en overbelægningsprocent på langt over 100 i gennemsnit, så formår de at få patienter og pårørende til at føle sig set og hørt. 

Jeg har før skrevet om, at hvor jeg nemt kan få aha-oplevelser eller succesoplevelser i den direkte patientkontakt som sygeplejerske, så er det sværere for mig at få det gennem min funktion som udviklings, uddannelses og undervisningsansvarlig. Denne gang fik jeg følelsen af, at jeg dur til det her. Og det var en fed følelse.

Jeg turde lade dem fortælle små historier om en god sygeplejesituation og så sætte perspektiv på sygeplejen set ud fra en forståelsesramme af, hvad der skal til for at yde god sygepleje. Jeg kunne hente teorier og viden frem og koble det hele sammen uden at være forberedt ud til fingerspidserne. Og jeg stod igen igen med følelsen af, at #jegharverdensbedstekolleger

Fredag er fridag fra sygeplejen og jeg øver mig i at holde fri, helt fri. Fredag har været nydelse sammen med datteren. Fredag har været tid til at ligge i hængekøje og nyde lydene omkring mig.

Håber du nyder din fredag.

Vores hunde

I efteråret 1982 købte landmanden gården, efter den var gået på tvangsauktion. Landmandens far overtog kartoffellageret og landmanden koncentrerede sig om sin landmandsuddannelse. 1. april 1983 flyttede vi ind på gården og sommeren 83 fik vi en lille hundehvalp, Scott. Det var den første af mange ruhårede hønsehunde, vi har haft. Scott måtte være overalt, jeg kom fra et hjem, hvor vi havde labrador retriever og var vant til, at hunden var i hele hjemmet. Jeg fandt dog hurtigt ud af, at landmanden havde haft ret i, at en landhund er mere snavset end en byhund.

Der leges

Så i forbindelse med at vi byggede om, havde en lille datter på 1 år og en kommende baby på vej i løbet af fire måneder, så blev Scott til en ægte landhund med plads i bryggers og som altid fri adgang til Guds Skønne natur. Den kom ind ved særlige lejligheder, og den nød godt af de to små børn. Vi har videofilm, hvor de to sidder på køkkengulvet tæt på dørtrinnet til bryggerset og fordrer Scott, som ligger lige på den anden side af dørtrinnet, med hundekiks. Scott elskede at komme på camping hvert år, her var der familiehygge og nærvær for alle pengene.

Da Scott blev 8-9 år fik vi Fie, den eneste korthåret hønsehund, vi har haft. Fie var fuld af krudt og den nu aldrende Scott kunne slet ikke sætte hende på plads. Landmanden var i fuld sving med en gård, der voksede sig større, vi havde netop købt nabogården med grise og hvad det betød af arbejde. Så det med træning kombineret med arbejde og to børn blev ikke til det store. Scott og Fie lærte dog , som Fie blev ældre, at kunne hygge sig sammen.

Dexter

Da Fie var 8-9 år, fik vi Laika. Laika var også en livlig hvalp, og Fie gad hende faktisk ikke. Så vi kunne ikke lade dem være alene sammen. De lærte dog også at finde ud af det sammen. Laika var som voksen god som dagen var lang, men det med træning blev heller ikke til så meget. Alle hunde har dog været gode jagthunde. Laika er udover Scott den eneste hund, jeg har kunnet gå ture med. Og da Istvan indtog gården, ja så blev Laika og jeg mere og mere forbundet. Som hos de andre hunde måtte vi tage beslutningen om aflivning, da hun var ca 12 år gammel. Som jeg skrev, så var det det rette tidspunkt.

Laika nåede at blive 11 år, før vi fik Istvan, og som hos de andre var det svært for den gamle hund at sætte sig ordentlig i respekt, når hvalpen bliver ældre. Istvan var noget ganske særligt, nok også fordi landmanden nu havde tid til at træne med sin hund. De to blev så forbundet, så jeg stadig kan blive helt varm om hjertet ved at tænke på det. Derfor var det også en kæmpe sorg, da Istvan brækkede sit ben under en jagt og måtte aflives.

Dexter i fuld vigør

Landmanden gik nu og diskuterede med sig selv, han havde regnet med, at Istvan og han skulle rejse fra gården samtidig. Kunne han undvære en hund til jagter og fremfor alt ville han komme til at savne det at arbejde med en hund og gøre den så god som mulig til spor, apportering, slæb, søg osv.? Som I ved, endte det jo med at Ayla kom ind i vores liv. Ayla og landmanden er også blevet tæt forbundet, og hun ser ud til at blive lige så god som Istvan, og de nyder deres træningssessioner sammen. Jeg havde det svært i en periode, fordi jeg var så irriteret på Ayla. Irritationen gik også ud over landmanden, fordi jeg syntes han havde lidt en bedstefarattitude overfor hende herhjemme. Hun fik lov til lidt for meget. Det blev dog meget bedre, og i dag har Ayla og jeg det godt sammen.

Se så troede jeg jo, at historien om vores hunde skulle være det. Men som bekendt har min kære mand det med at overraske mig, så nu har vi altså fået en hundehvalp mere. Og jeg vil godt give landmanden ret i, at på nogen områder er det nemmere med to hunde. Ayla krævede vores opmærksomhed hele tiden og det var os, der skulle køre hende trætte med alle mulige aktiviteter. Det sørger Ayla for ved Dexter. Og vi kan tydeligt mærke, at Ayla er en unghund, hun har energi til at pøle og lege. Og de to søskende (de har samme mor) nyder at lege sammen. Ayla ved godt, at Dexter ikke er så stærk. Når de trækker tov, så giver hun lidt line, så Dexter også føler, han er med. Indimellem trækker hun dog til, og så bider Dexter sig blot fast i tovet og lader sig blive trukket rundt på græsplænen.

Morgenstund sammen med Ayla

I dag skal landmanden af sted hele dagen, og egentlig skulle han have Dexter med og så skulle Ayla i hundegård, for jeg skulle til strikkeevent, WWKIP day, hos Garnudsalg.dk. Det gik så op for mig i går morges, at det var i går, så jeg måtte ændre mine planer og nåede heldigvis to timers strikkehygge under træerne sammen med Liselotte og alle de andre skønne kvinder.

Kenneth sørgede godt for os

Så nu har jeg to hunde herhjemme, heldigvis har vi et bur til Dexter, så der er han kommet i, efter der er blevet pølet ude på græsplænen. Nu sover begge hunde, jeg skal i andet tøj end nattøjet, og så skal jeg videre med regnskaberne.  Og himlen åbnede kortvarigt sine sluser over gården, ikke meget, men lidt har også ret, skønt. God søndag til dig.

Ayla og landmanden

En skøn aften

To var midt i 30 erne, resten var under 30. En havde sin skønne baby med på 6 måneder. Fire var nyuddannet inden for det sidste år, alle otte er mine kolleger. Og jeg smiler i dag ved tanken om den hyggelige aften, vi havde sammen i går.

Modsat sidste år hvor det regnede og det var koldt, så skinnede solen, det var varmt, men heldigvis blæste det også. Vi havde alle i år valgt at gå 5 km, og turen startede som altid ved Alt For Damernes løb/walk i Lindholm strandpark. En grøn oase på Nørresundby-siden, solsiden, som i den grad levede op til sit navn i går aftes.

Lindholm og i det fjerne skimtes teltene ved pladsen og broen

Som sidste år gik vi over kulturbroen, som går langs togbroen over Limfjorden. Ih hvor det gungrer, sagde musen, da den og elefanten gik over broen. Broen gungrede og vibrerede også vældigt med så mange kvinder på vej. De modgående og modcyklende mennesker havde svært ved at komme frem.

Modsat sidste år gik vi til højre og kom dermed forbi skønne områder af Aalborg havnefront, som sjældent ser, lystbådehavnen, Street Food, Fjordbyen og Vestre fjordpark. Sidstnævnte er et fantastisk område, og der var masser af mennesker i vandet, mennesker der spillede volleyball eller brugte træningsredskaberne eller grillede eller bare hyggede sig og så den store flok af vandrende kvinder. Så gik turen tilbage over broen til Lindholm, hvor vi fandt en skyggefuld plads og nød vores mad.

Det var så hyggeligt, at jeg nærmest ingen billeder fik taget, det er gode tegn. De billeder, de andre fik taget, viste en flok glade sygeplejersker, som hyggede sig. Det må være blevet en tradition.

Sommerdage

Nydelse af at kunne lade døre og vinduer stå åben (og så huske at have hundelågen lukket, så Dexter ikke går på opdagelse i hele huset)

Nydelse af de tidlige morgentimer med sol og fuglesang. Jeg gør klar til rengøring herhjemme og en arbejdsdag, som i dag først starter klokken 8.

Aftennydelse er nu væk, for med varme og sol har vi knotter i tusindvis efter klokken 18, så ikke noget med at sidde ude mere og nyde de lange aftener. Nu vi er ved insekterne, så er klægerne a la hestebremserne også i fuld svingom dagen, så jeg er godt forbidt. Der er en årsag til, at vi de sidste 14 år har nydt at have et sommerhus i sommerferierne. Der kan man sidde ude, så længe man vil, uden at blive bidt.

I går aftes gik det op for mig, at jeg jo skal ud og gå i dag sammen med nogle af mine kolleger. Vi var en lille flok som løb/gik til Alt for Damernes løb/walk sidste år. Vi gentager successen, jeg havde bare lige glemt det, men nu er løbetøjet og startnummer pakket. Landmand og hunde må selv sørge for deres aftensmad, mon ikke også det går.
Ha en dejlig sommerdag.

Hvad fatter gør, det er altid det rigtige

Se sådan starter eventyret af HC Andersen om fatter, der endte med at komme hjem med en sæk rådne æbler og alligevel fik kys og ikke knubs.

Knubs fik landmanden ikke, men fruen var ikke begejstret, da han glemte at involvere hende i en beslutning, som havde betydning for dem begge.

Jeg er vild med at se den kærlighed, der findes mellem landmanden og hans hunde. Istvan og landmanden var noget særligt sammen. Det samme er Ayla og landmanden. Og jeg er ikke i tvivl om, at han elsker at træne hunde. Både udfordringen med at få dem til at forstå, hvad de skal gøre og det sociale i at være sammen med andre om en fælles hobby. Modsat mig så møder landmanden ikke mange mennesker på sit arbejde, og det kan somme tider være ret ensformigt med at sortere kartofler hver dag fra september til maj. Tro mig, jeg har siddet der. Så jeg nyder også at se det sammenhold, der er blandt hundeførerne, når jeg er med til træning eller prøver.

Den hundeavler, som vi fik Ayla fra, var kommet i en knibe. To købere til næste kuld var sprunget fra, fordi andre havde dumpet deres priser på hundehvalpe. Landmanden, så god som han er, tilbød derfor at vi da godt kunne have en hundehvalp, indtil der blev fundet en ny ejer (uden at snakke med sin kone) Hvalpene har nemlig bedst af at komme ind i en familie og blive socialiseret og ikke blot gå i et kuld

Det var vi så absolut ikke enige om. Jeg mener selv, at jeg udtrykte mig i klare vendinger om, hvad det ville betyde for os i sommerperioden. Sidste år havde vi Ayla som hvalp, og det begrænsede os i det, jeg gerne ville gøre. Nu skulle vi på den igen. Jeg kunne dog også godt indse, at man ikke løber fra sit løfte, så sådan blev det.

Så tog jeg på retræte i tre dage og da jeg kom hjem, var situationen en anden. Landmanden har ganske enkelt købt hunden, så nu har vi altså fået en hundehvalp sammen med vores teenagerhund!

Landmanden ved godt, at hans frue ikke er tilfreds med ikke at være taget med på råd. Samtidig kan landmandskonen ikke lade være med at smile over landmanden og hans to hunde. De er ikke til at stå for. Og landmanden har lovet mig, at det bliver så meget lettere med to hunde ;-)

Så sig I velkommen til Dexter (den var navngivet inden vi kom ind i billedet)

Og nej, den er ikke til stå for. Og de to søskende har allerede fundet ud at være sammen.

Som eventyret slutter, slutter også dette indlæg:
Jo det lønner sig altid, at konen indser og forklarer, at fatter er den klogeste, og hvad han gør, er det rigtige.

Mandagsfridag

Hjernen nægter at samarbejde om noget som helst. Jeg sidder inde i stuen, hvor der er rimelig køligt, alt er relativt, udenfor synger fuglene, Ayla og landmanden tager sig en pause under træerne. Der er fred og ro og om lidt skal jeg tage mig sammen til at køre ind og handle.

Måtte lige rejse mig og skifte til ærmeløs top, det gik op for mig, at jeg stadig havde t-shirt med korte ærmer på. Det var passende beklædning, da jeg sad udenfor før klokken syv og spiste min morgenmad i dejlige kølige vinde. Eller da jeg fik luget lidt af gårdspladsen, mens landmanden og medarbejder fik fyldt bedene op med jord og flis. Det er en neverending story. Vores gård står på pæle pga spagnumjorden, som har det med at synke sammen, når det iltes. Det betyder hulrum under gården og det betyder, at jorden indimellem skrider derind og så stritter roserne og jasminbuskenes rødder i det fri. De nyere bygninger står på fast grund, her har man gravet ud, til man nåede den gamle havbund og så fyldt op med sand og stabilgrus, dyrt som ... men effektivt.

Jeg fik en god ide, dengang der ikke var så varmt. Jeg lovede, at jeg ville skrive de sidste diskussionsafsnit på mine hverdagsfridage, så vi kunne sende det til vejledning i aften. Ha, det er så i dag, at det skal være, men som sagt i indledningen, min hjerne vil ikke samarbejde. Lystcenteret tænker kun på lutter lækkerier, som den tror, hjernen bliver bedre af, og jeg diskuterer og argumenterer, ja det er lige før jeg fremlægger videnskabelige artikler for hjernens lystcenter for at dokumentere, at det er en kortstakket frist. Min hjerne mangler ikke sukker, den har fået rigeligt gennem min koldskål til frokost og mine rysteribs i min havregryn i morges. Jeg tror ikke, mine centre i hjernen bliver enige og jeg har en stærk mistanke om, at lystcenteret vinder, når nu jeg handler ind. Is, slik og gode småkager lyder som en skøn hjernevenlig kost lige i dag.

Jeg ville ønske jeg var sådan en, der mister appetitten i varmt vejr. Det sker bare yderst sjældent. Men nu elsker jeg så også is, masser af is, ikke noget med sodavandsis, næh det skal være flødeis i rå mængder. Hvad mon du læsker dig med i varmen?

Varmebølge og tørke

Endnu klarer vores markers afgrøder sig, spagnum er god til at holde på vandet. Andre landmænd er ilde stedt, og jeg kan godt følge datterens bekymring for klimaet, for sidste år var det regnen, der ødelagde udbyttet for mange landmænd. I år ser det så ud til at blive solen og tørken. Vejrudsigten lover sol og atter sol, så langt der spås om vejret.

Jeg er ikke på toppen, ganske enkelt af den grund, at jeg har det svært, når det er så varmt som nu. Så denne weekend er tilbragt i skygge med masser af væske og alligevel føler jeg ikke, at jeg er helt til stede.

Gåturene bliver lagt sidst på aftenen, i dag ved jeg ikke, om jeg orker. I går købte vi hængekøje og solseng. Solsengen får lov til at stå i solen på terrassen uden personer. Hængekøjen har til gengæld vugget mig i søvn både i går eftermiddag og i dag. Træerne ved terrassen skygger dejligt, så mit nye cafebord, som ellers holder til langs huset på gårdspladsen, flyttes ned mellem træerne og der holder vi så til.

Nu vil jeg gå ud og nyde aftenens køligere temperatur sammen med husets øvrige beboere. Vi har trænet rapportering med Ayla, men de sidste par aftener har hverken mennesker eller hund været tilpas til dette. Nu vil vi bare slappe af.