EN TUR OVER ALPERNE 3

Hjemmefra havde jeg planlagt turen, det var sket med inspiration fra en tysk bog om motorcykelture i de franske alper. Fra Col du Calibier går Route des Grandes Alpes over Col du Lautaret og til Bisancon. En anden rute gik også over Col du Calibier, men gik videre til Alpe d’Huez, så jeg koblede de to ture sammen. Col du Lautarret opdagede vi nærmest ikke, fordi den top lå lavere end de omkringliggende bjergtoppe.

Turen gik nu gennem frodigt område, man kan godt føle sig lille, når man konstant er omkranset af knejsende bjergtinder.

Snart dukkede den sø op, som var vores pejlemærke til en lidt anderledes tilgang til Alpe d’Huez. I min bog havde jeg læst, at man kunne komme dertil ad en lille vej, den tog vi.

Det var i sandhed en lille vej, og den havde lige så mange hårnålesving som de øvrige veje.

Vi kom gennem små landsbyer, hvor der ikke var plads til bilerne inde i byerne, så der var p-plads udenfor byen.

Vi steg højere og højere op med den smukkeste udsigt, som billeder slet ikke kan gengive. På de næste to billeder kan du se, hvordan alpelandets beboere benytter sig af naturen som beskyttelse. Et hus bygget tæt op af en kæmpesten, den kan en lavine vist ikke vælte.

Videre gik det opad, vejen var stadig smal og uden afskærmning.

Langt om længe kom vi omkring bjergtoppen og fortsatte mod Alpe d’huez. Igen et nyt område, som så anderledes ud end det forrige.

Hvis du kigger fremad på billedet nedenunder, vil du se, at vejen vi kørte på næsten ikke ses, den ligger som en lille “flænge” mellem klippe og skråningen.

Vi fik også set en hyrdehund i aktion, da fårene skulle samles.

Og lige før vi kom til Alpe d’Huez, mødte vi byens lufthavn, her er der ikke megen plads til at få lettet eller landet.

Og så var vi der, en rigtig turistby med masser af cyklister.

Efter en kold drik fortsatte vi, vi lavede om på vores planer, det var aften nu, og vi ville gerne nå til Briancon for at sove. Havde vi vidst, hvad næste dag bød på, havde vi holdt fast ved vores rute og så fundet ly for natten i nærheden af Alpe d’huez.

Mine billeder yder ikke retfærdighed til ruten ned, du kan se et billede her.

Turen gik nu tilbage forbi søen, denne gang krydsede vi den.

Vi kom også forbi Col du Lautaret igen og måtte tage farten lidt ned, for her har kraturerne førsteret.

Vi nåede til Briancon og fandt langt om længe et hotel, efter først at være kørt forgæves efter et motorcykelhotel, som desværre var blevet lukket. Vi nåede også lige at få aftensmad. Det var det samme som sidste år, mange restauranter lukkede 21.30, så vi satte blot bagagen op på værelset og gik i motorcykeltøjet hen til et pizzeria.

Denne beretning er en del af historien om vores motorcykelferie sommeren 2014. Tak fordi du fulgte med.

LØRDAGSNYDNING

Egentlig skulle jeg gøre mig klar til LOOP, men jeg trækker lige denne skønne morgenstund med en kop te og et lille blogindlæg. Dagens to-do gøremål ligger lige efter hinanden og først på eftermiddagen, men jeg øver mig i bare at nyde at kunne sove længe og at kunne sidde længe ved morgenbordet med te og læsestof. Jeg er inviteret til reception hos FDF, hvor jeg var leder i syv år, så det er en bør-komme, og det gør jeg. Jeg har en kollega, der bliver gift i dag i en kirke 46 km fra receptionen, det er en vil-komme. Jeg glæder mig til at se hende komme ud af kirken og opdage sine kolleger i hvide uniformer og flag. Forhåbentlig vil vejret holde tørt i netop det øjeblik, det håber vi. LOOP er helt sikkert både en bør og vil opgave, jeg har det jo så godt bagefter.

Udenfor er sommeren på hæld, tydeligst var det, da jeg kørte på arbejde forleden dag klokken seks. Nu står solen op, mens jeg kører på arbejde, og når mit ur ringer klokken fem er det bælgravende mørkt lidt endnu, inden lyset får magt. Når aftenvagterne er forbi, er det også mørkt, hvor jeg for en måned siden havde de lyse sommeraftener at køre hjem i. Det er ok, men jeg har stadig en følelse af, at sommeren fløj forbi, inden jeg nåede rigtig at nyde den, og derfor fokuserer jeg også lige nu i dette øjeblik på at nyde roen og stilheden. Stilhed er der også på afdelingen, jeg har aldrig oplevet noget lignende, vi er gået fra at have haft så travlt gennem hele sommeren med hundehamrende dårlige patienter og med de indre alarmklokker konstant ringende til en afdeling med få patienter, som næsten kan klare sig selv. Vi ved, at det vender, desværre kunne man sige, for det betyder jo mennesker, der får slået deres liv ud af kurs. Men fokus på blodtryk, kost, rygning, alkohol og motion har endnu ikke ændret det årlige antal af mennesker med blodprop og blødning i hjernen, desværre. Jeg slipper nu de faglige tanker og vil fokusere på nydning af lørdagen med træning, reception og bryllupsglæde. God lørdag til dig.

EN TUR OVER ALPERNE 2

Mon ikke vi skulle komme over de alpetoppe, som køreturen bød på den sidste dag i juni, da vi var på motorcykelferie blandt andet på Le Grand Route des Alpes i Frankrig? Jeg har så mange billeder, og der var så mange alpetoppe, så der kommer også en udgave 3 med denne overskrift.

Når man kører i bjergene, går det sjældent lige ud. Man får tid til at se det enkelte bjerg fra flere sider. Bjergene ændrer hele tiden type, så er der frodigt, så er der goldt. Bjergets farver ændrer sig også med sollyset og tidspunkt på dagen.

Vi havde læst, at turen til Col du Galibier skulle være en udfordring. Det føltes ikke sådan, måske fordi det var en dejlig solskinsdag, hvor det var tydeligt, hvor man kørte. I regn eller tåge kunne den manglende afgræsning af vejen måske nok føles væmmelig.

Vi nåede op til snedækkede bjergskråninger. Det har altid fascineret mig med kombinationen af sommerdag, sol og sne.

Der var rig mulighed for at få et indtryk bagud, hvordan vejene må sno sig for at komme opad.

Og så var vi oppe, og det traditionelle billede på toppen skulle tages. Vi havde en lang tur foran os, så der blev ikke holdt pause ved denne alpetop. Vi satte nu kursen mod Col du Lautaret og Alpe d’Huez.

Men først skulle jeg lige have et par billeder af den vej, vi skulle nedad.

Igen syntes vejene gode at køre på, men jeg er ikke i tvivl om at de med nedsat sigtbarhed ville udgøre en udfordring, og som Tour de France cyklist må man virkelig have is i maven, når man kaster sig ned ad disse veje med langt over den hastighed vi kørte med.

Skyggerne var ved at blive lange, men vi ville nå Alpe d’Huez, så vi fortsatte ufortrødent.

Mod nye horisonter, eller mod det uendelige univers som Buzz Lightyear ville have sagt (tænk at den lille dreng, der en gang løb rundt med Buzz Lightyear og råbte det dagen lang, nu er skolelærer, akke ja som tiden går) . I går var jeg ansvarshavende og skulle finde en aftenvagt til i dag, det blev så mig selv, jeg omlagde fra dagvagt. God fredag til dig.

MAN KAN FORBEREDE SIG SÅ GODT MAN KAN

og alligevel kan man blive overrasket. Jeg har længe vidst, at jeg skulle til DHLstafet i aften. Jeg har også længe vidst, at vi forhåbentlig snart skulle høste – altså når solen ville skinne igen. Jeg har kun vidst et par dage, at de to begivenheder faldt sammen, men jeg tog mine forholdsregler. I går aftes blev der lavet to hold aftensmad til fire personer. Den ene ret blev spist klokken ni i går aftes. Jeg snakkede med landmanden efter arbejde, høsten gik fint, og de ville køre lige indtil de blev færdige, fordi der blev regnvejr i morgen. Fint! Jeg skulle løbe som nummer to og ville kunne være hjemme klokken otte – ingen problemer, maden skulle jo bare varmes og en salat blandes sammen. På vej ud fra Kildeparken skrev jeg til landmanden, og fluks blev jeg ringet op, at han kørte hjem med det sidste læs, så hvornår var jeg hjemme? ALTSÅ! Resultatet blev, at jeg løb op til bilen, strøg gennem byen, ringede til det lokale vietnamesiske spisested, som også er den lokale grillbar og bestilte 4 grillkyllinger med pommes frites og salat. De blev hentet og klokken otte præcis løb jeg ind af døren, dækkede bord, satte sodavand og vand frem, og nu er høstholdet bespist. Ingen havde forudset, at det ville gå så godt, alle havde regnet med, at det ville blive sent i dag, før vi kunne sige, nu er kornhøsten i hus, så mangler vi bare kartoflerne.

Nu vil jeg sætte mig med en kop te og en rugbrødsmad med ost, og jeg håber, at mine løbekolleger hygger sig ved faklernes skær og nyder deres mad.  Må du få en god sommeraften.

AFTENHIMLENS LØFTER HOLDT STIK

Jeg sidder her og er glad

Er det fordi at datterens smil smittede? Det kunne det godt være.

Er det fordi landmanden gør klar til at høste i morgen? Det kunne det godt være.

Er det, fordi jeg glæder mig til at have aftenvagt i aften? Det kunne det godt være, især fordi den vagt, som jeg har byttet mig til, betyder, at jeg kan komme til elevkomsammen med mit gamle sygeplejeelevhold i min næste arbejdsweekend.

Men grundlæggende er det fordi, at jeg løb 5 km på en tid tæt på mit drømmeløb i foråret, og det er godt, for på torsdag stiller jeg op til DHLstafetten, og jeg vil gerne have en succesoplevelse der.

Og heroppe skinner solen herligt, der er aktivitet i både sorterhus og ude på marken, der tages kartofler op, der sorteres kartofler og fra i morgen af høstes der også. Og for første gang nogensinde, tror jeg, starter vi med at lægge kartofler på lager første dag i september, det plejer at være 10-14 dage senere. Der er alle mulige grunde til at være glad i dag. Håber din dag bringer glæde til dig og dem omkring dig.

JEG UNDRER MIG HVER GANG

Hvorfor er det, at jeg ikke kan huske det?

Hvorfor er det at kroppen ikke minder mig om det?

Hvad er det, der gør det så svært at huske?

Jeg har det bare så godt efter en halv time i LOOP, hele min krop er gennemarbejdet, jeg er afslappet, og jeg nyder min te og min chokolade med velbehag.

I SIDSTE ØJEBLIK

Datteren og kæreste skulle komme til frokost i dag. Jeg havde været i aftenvagt i går og var et drys til at komme i seng i nat. Så jeg var træt, men fik da bagt boller, lagt vasketøj sammen, ordnet løn og handlet ind, inden turen gik til flyveren. På vej ud i bilen kom jeg i tanke om, at der manglede noget på bordet. Fluks vendte jeg om, fandt saksen frem og få minutter efter kunne jeg køre ud og hente det unge par. Datteren har altid gjort meget ud af hverdagsmåltidet, det rettes an, der dækkes bord med lys og blomster, det samme gjaldt hendes mormor, så nu måtte moderen lige stramme sig an med borddækningen, når vi var enige om, at det skulle være en ganske almindelig frokost uden de store dikkedarer.

Nu er det unge par installeret i sommerhuset, gården er behørigt vist frem med kartofler, sorteranlæg og alle traktorerne. Og vi skal have os en ny smagsoplevelse snart. Du kan jo så selv gætte på, hvor kæresten stammer fra. God mandag til dig.

MÅSKE EN ANDEN OVERSKRIFT?

Sidste indlægs overskrift kom i den grad til at passe på aftenvagten. Den startede ellers stille og roligt, så roligt, at vi overvejede at sende en af assistenterne hjem, men godt vi ikke nåede det, for pludselig endte vi med en helt anden situation, og den ansvarshavende og jeg som trombolyseansvarlig endte med halvanden times overarbejde. Det har påvirket søvnlængden, jeg kan ganske enkelt ikke sove længe, og har derfor taget dyne og pude ned ind i sofaen. Her ligger jeg og zapper rundt på computeren. Først lidt seriekigning i den absolutte lette ende (helt ærligt hvis man skal bruge læger og sygehistorier, må man godt researche lidt, men det giver da et herligt grin, når man kan kurere en lammelse efter flåtbid ved at fjerne flåten!!!). Så læser jeg om vandreture i Cinque Terre og er nærmest hoppet på flyveren for at gå blandt vinmarker, bjergbyer og middelhavet. Så surfer jeg rundt i bloglandet, jeg kan ikke holde fokus, men sådan må det være en tidlig søndag morgen, som jo slet ikke er så tidlig, men for en, der først var hjemme efter klokken et i nat er det tidligt.
Om lidt vil jeg lave te, men lige nu surfer jeg videre. God søndag til dig.

Nu skal jeg snart til at bruge mit kamera igen, for mobilen gengiver slet ikke den smukke bukets farver.

LØRDAGSAKTIVITET

Datteren og kæresten skal låne sommerhuset, og da jeg fluks sagde ja til en middagsinvitation, den dag jeg flyttede os hjem fra sommerhuset, så blev sommerhuset aldrig gjort ren. Det er det så blevet i dag! Der var rolig på afdelingen i går aftes, vi var for en gangs skyld tre sygeplejersker, der både kunne være ansvarshavende og trombolyseansvarlig, så jeg fik lov til at afspadsere en time. Det gjorde, at jeg både kunne sove længe og alligevel stå rimelig tidligt op – jeg følte mig for første gang i flere måneder udhvilet, en meget mærkelig følelse, men skøn! Så nu er sommerhuset gjort rent, alle gulve er vaskede, og  jeg skal til at gøre mig klar til aftenvagten.

Du ønskes en god lørdag med et “postkort” fra Østrig, det stammer fra 2006, året hvor vi tog på vores første motorcykelferie sydpå.