EN TUR OVER ALPERNE 2

Mon ikke vi skulle komme over de alpetoppe, som køreturen bød på den sidste dag i juni, da vi var på motorcykelferie blandt andet på Le Grand Route des Alpes i Frankrig? Jeg har så mange billeder, og der var så mange alpetoppe, så der kommer også en udgave 3 med denne overskrift.

Når man kører i bjergene, går det sjældent lige ud. Man får tid til at se det enkelte bjerg fra flere sider. Bjergene ændrer hele tiden type, så er der frodigt, så er der goldt. Bjergets farver ændrer sig også med sollyset og tidspunkt på dagen.

Vi havde læst, at turen til Col du Galibier skulle være en udfordring. Det føltes ikke sådan, måske fordi det var en dejlig solskinsdag, hvor det var tydeligt, hvor man kørte. I regn eller tåge kunne den manglende afgræsning af vejen måske nok føles væmmelig.

Vi nåede op til snedækkede bjergskråninger. Det har altid fascineret mig med kombinationen af sommerdag, sol og sne.

Der var rig mulighed for at få et indtryk bagud, hvordan vejene må sno sig for at komme opad.

Og så var vi oppe, og det traditionelle billede på toppen skulle tages. Vi havde en lang tur foran os, så der blev ikke holdt pause ved denne alpetop. Vi satte nu kursen mod Col du Lautaret og Alpe d’Huez.

Men først skulle jeg lige have et par billeder af den vej, vi skulle nedad.

Igen syntes vejene gode at køre på, men jeg er ikke i tvivl om at de med nedsat sigtbarhed ville udgøre en udfordring, og som Tour de France cyklist må man virkelig have is i maven, når man kaster sig ned ad disse veje med langt over den hastighed vi kørte med.

Skyggerne var ved at blive lange, men vi ville nå Alpe d’Huez, så vi fortsatte ufortrødent.

Mod nye horisonter, eller mod det uendelige univers som Buzz Lightyear ville have sagt (tænk at den lille dreng, der en gang løb rundt med Buzz Lightyear og råbte det dagen lang, nu er skolelærer, akke ja som tiden går) . I går var jeg ansvarshavende og skulle finde en aftenvagt til i dag, det blev så mig selv, jeg omlagde fra dagvagt. God fredag til dig.