fredag, august 08, 2014

MORGENSTART

Fridagen er startet tidligt, der skulle smøres mad og brygges te til landmanden, som har travlt med at få taget kartofler op, sortere dem og sendt af sted, så de kan nydes af danskere rundt i landet til grillmaden. Jeg agerede også telefonvækning, sønnen har fået job (hurrah) og var lidt nervøs for at sove over sig. Han er så heldig, at dette job er i cykleafstand, så nu får han dagens motion til og fra arbejde, en halv time hver vej (jeg er lidt misundelig).

Nu er jeg i sommerhuset, der er købt nybagt rugbrød og speltbrød hos bageren samt miniknækbrød. Ja, jeg kunne godt bage det hele selv, men det orkede jeg ikke, og min to kolleger, som kommer på hygge/arbejdsbesøg i dag, ved godt, at jeg kan bage. Der bliver heller ikke gjort rent udover en klud på de værste flader og så en støvsuger til at tage hundehår på gulvet. I stedet prioriterer jeg en kop te, lidt blogskrivning og nydning af de køligere temperaturer. Vi arbejder alle deltids og alle tre har også specialefunktioner, det er derfor svært at finde tidspunkter på arbejde, hvor vi kan mødes. Heldigvis har vi en chef, som stoler på, at vi arbejder hjemme, når vi siger, vi arbejder, og således får vi betaling for de tre timer, vi mødes i dag. Vi kan godt arbejde, mens vi hygger os sammen. Der skal diskuteres trombolyseforløb og ændringer af disse, derudover skal der forberedes netværksmøde for danske trombolysesygeplejersker, så vi skal nok få timerne til at gå.

Resten af dagen skal gå med at få samlet op på alt det, jeg ikke har orket de sidste uger. Min ene chef er tilbage, og dermed er ansvaret for afdelingen fjernet fra mine skuldre, skønt! Må dine skuldre også føle sig lette og må solen skinne på dem og dig på denne fredag i august.

Franske alper 2014 - LKC

11 kommentarer:

  1. Godt, at du kan slappe lidt af igen - det har været en særdeles arbejdsom tid for dig efter din sommerferie. Det burde egentlig have været omvendt ...

    SvarSlet
    Svar
    1. Ellen, det er sjældent det er omvendt i sommerferieperioden :-)

      Slet
  2. Må din fredag blive med lette og nedsunkne skuldre, livlig med samvær og samtale og rolig med de gøremål du ønsker ordnet. Jeg nyder hvert eneste af dine fantastiske fotos fra de franske alper.

    SvarSlet
  3. Arbejde i gode rammer giver gode resultater - selvfølgelig stoler jeres chef på jer, Jeg er sikker på der er synlige resultater. God fredag KH Anette

    SvarSlet
    Svar
    1. Hov - jeg glemte at ønske dig tillykke med den dejlige nyhed om at din søn har fået job - håber han bliver glad for det KH Anette

      Slet
    2. Tak Anette, og ja vores chef ser resultaterne af vores arbejde :-)

      Slet
  4. Godt din chef nu er tilbage. Det lyder så spændende det, du skal lave med dine kolleger - og selvfølgelig arbejder I, når I siger det.

    Hils landmanden og sig tak for de mange dejlige kartofler, som står på alle middagsborde nu. Jeg elsker nye kartofler med iskoldt smør og så de små fisk, som jeg ikke kan stave til - matsjefiletter...

    Hav nu en rigtig dejlig fredag.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Hanne, selv følgelig arbejder vi og det gjorde vi :-)

      Slet
  5. Stort tillykke til sønnike med jobbet.. :-) og en rigtig god ide at forlægge arbejdsmødet til sommerhuset.
    God dag hos dig Lene.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Inge, det er dejligt at Søren har fået arbejde, og sommerhuset er et sted, som jeg grumme gerne ville blive længere i :-)

      Slet