lørdag, september 29, 2018

Byvandring i Goslar - på motorcykelferie i Harzen 2018

Lørdag er opsamlingsdag, ingen medarbejdere er på arbejde, så landmanden har tid til at flytte rundt på kartoffelindlagringsgrej, smøre maskiner og andre ting, der ikke nås på de lange kartoffeloptagningsdage. Jeg forsøger at finde energien til at få samlet op på det, der mangler iøvrigt. Som overspringshandling er det skønt at kigge tilbage på de mange billeder fra motorcykelferien i sommer. Efter vi havde været i minen, gik vi ned i den gamle bydel i Goslar og fik os en lækker isdessert. Hvor andre er vilde med chokolade og de mørke smage, så elsker jeg smagen af banan, flødeskum og sødmefyldte isvarianter,


Vi gik efter næsen, drejede ind ad små gader og gik på opdagelse. Vi kom i det, der må betegnes som Goslars kunstnerkvarter. i hvert fald var der mange små gallerier og kunsthåndværksbutikker.




I det gamle hospital var der kunstudstilling, vi kom dog for sent, men gården inde bag kunne vi komme ind i, så her fik vi små glimt af små og store figurer.



Det er godt med gode travesko, når man skal gå på toppede brosten.


Det er godt nok mange år siden, at jeg har set sådan en automat. Det bragte mig fluks tilbage til elevtiden i Viborg, hvor der på vejen fra MessingJens (det lokale værtshus/diskotek) til sygeplejeskolen hang sådan en automat. Den brugte jeg ikke, men derimod automaten ved siden af,. hvor bageren havde lækkert wienerbrød til salg. Det smagte godt efter en bytur.


Skifer var der overalt, og blomsterkasser. Det sidste har jeg altid været imponeret over, når jeg kører i Tyskland.



Vi sluttede af på torvet, mens vi ventede på klokkespillet klokken 18. Her fortælles historien om Rammelsbergminen gennem 1000 år.





 Efter en overdådig middag tilbage på hotellet gik vi en tur rundt om byen. Og snart dukkede den gamle bymur op.





Vi havde kun taget en side af bymuren, men var ved at være trætte af indtryk, så vi smuttede ind gennem porten og tog den lige vej hjem til hotellet. Det havde været en begivenhedsrig dag og der skulle være kræfter til næste dag, som var den sidste dag. Her ville vi gå en tur op på Brocken eller Blogsbjerg, som vi kalder det. Vejrudsigten lovede sol og tørvejr, perfekt til en vandretur, for modsat Danmark var der faktisk aldrig mere end 20- 22 grader i Harzen den uge.

God lørdag til dig

fredag, september 28, 2018

Fredagslangsommelighed

Tre kursusdage som kursusleder er ovre, i næste uge venter to mere, men lige nu holder jeg fri. Morgenen er startet langsomt, min krop fortæller mig tydeligt, at det har jeg brug for. Jeg skal hente datteren ved flyet om halvanden time. Hun har sit årlige gymnasievenindetræf i sommerhuset.

Egentlig skulle vi i dag gøre rent i sommerhuset sammen (og hvis du tænker at det har Lene da skrevet om før, så ja, men jeg fik aldrig gjort rent. Livet skubbede mig lidt ud af balance, så jeg fokuserede på gården, arbejdet og familien). Den plan ændrede jeg i går, for da jeg kørte hjem fra kursus, besluttede jeg mig for, at jeg havde brug for at hygge sammen med datteren, inden veninderne begyndte at komme sidst på dagen.

Derfor drog jeg i sommerhus i går aftes, efter landmanden havde fået aftensmad og kom først hjem sidst på aftenen. Nu er badeværelserne gjort rene, alle gulve er vasket og så kan vi hurtigt tørre flader af i dag og gøre det hyggeligt OG samtidig nå at spise brunch sammen. Ren win-win situation.

Og så fandt jeg ud af, at sommerhuset bruges af andre, når vi ikke er der. Dvs. gæsten er så sød, at det kun er udenomområdet, der bruges. Det kan vi godt deles om. Gæsten havde dog ikke lyst til at hilse på mig, da jeg steg ud af bilen, så vi hilste på hinanden gennem en snavset bilrude.

Men jeg smutter ikke fra indlægget, før jeg ønsker jer en dejlig fredag, hvor I forhåbentlig bliver mødt af smil og omsorg.





onsdag, september 26, 2018

Nå men ellers går det godt

Livet leves her og nu, og med en instagramprofil kommer livet her og nu ofte til at blive dokumenteret der. Det er bare ikke helt det samme, for det er jo bloggen, der er min dagbog for livet her og nu. Så nu tømmer jeg mobilen for den sidste uges billeder og ser hvad der er sket for mig.

Mørket er i den grad i fremmarch og på min lange vagt sidste torsdag kunne jeg møde i daggryets komme og gå hjem i mørke.



Lørdag, hvor jeg egentlig kundgjorde her på bloggen, at jeg havde mange hængepartier på gården og i sommerhuset, ja da lod jeg hængepartier være hængepartier. Min lørdag og søndag foregik nærmest boende i sofaen. Dog blev der vasket tøj, lavet mad og en hurtig gåtur midt mellem regnbyger. (dvs. regnbygen nåede at gøre mig våd, selv om jeg gik til)



Søndag morgen var der den smukkeste solopgang, mens jeg kørte ind efter rundstykker. Jeg strikkede så det var en lyst, undtagen måske lige for arme og skuldre, men jeg nød strikkeriet så meget, at jeg ignorerede det og gjorde lidt gymnastik indimellem.

 
Hvor weekenden stod i afslapningens tegn, blev mandag en aktiv dag. Solen skinnede igen, så det var en lyst, hvorimod det vist regnede på Sjælland. Kartoffeloptagningen går godt, selv om der bliver eftervirkninger pga. en tør sommer (for lavt udbytte for en sort og forringet udseende (men ikke smag) for en anden sorts vedkommende). men vi krydser fingre for, at vi ikke kommer til at efterlade 20 % af afgrøderne i marken som sidste år.


Sommerhuset skulle tjekkes efter blæsten, der gik frisk henover Danmark uden at blive til den storm, man havde truet med. Jeg benyttede chancen til at få gået en tur i området. Det var en lise for sjælen, jeg bliver bare glad af at gå med udsigt til træer, hav og himmel.



 Vores kursusdage går godt, det er en fornøjelse at se den entusiasme og engagement alle udviser. I dag fik jeg en sms fra min leder om, at på trods af en meget travl afdeling var nogle af kursusdeltagerne fra i går gået sammen på tværs af fag og brugt deres nyopdaterede viden hos en patient med succes. Underviseren kan klart mærke at vi alle kender til lejringsformen, og dermed kan hun hjælpe os med at blive endnu bedre. Og i dag er jeg blevet bevidst om, at dette ikke bare er en komfortabel måde at blive lejret på. Det er faktisk også noget, der understøtter rehabiliteringen, så rehabiliteringen foregår, også når man er i seng eller sidder i en kørestol. Ganske enkelt fordi vi ønsker at forebygge uheldige bevægelser og ledstillinger, som kan hæmme en god genoptræning, og det kan vi med denne lejringsform. (dog kan en hjerneskade forvolde så store skader på bevægeapparatet og muskelspændstigheden, at vi ikke kan forebygge spasticitet, men vi kan måske dæmpe den)

Jeg startede dog kursusdagene med kun at sove to timer første nat, i går sov jeg som en sten, men jeg kan mærke i min krop, at jeg er på hele dagen, og at efterslæbet fra forrige nat stadig sidder i kroppen. Så ingen kor til mig i aften, men ro, afslapning og tidligt i seng er sygeplejerskens ordination. God aften til dig.









søndag, september 23, 2018

Rammelsbergminen - Motorcykeltur Harzen 2018 dag 4, del 1

Unescos Verdenskulturarvliste rummer Rammelsbergminen udenfor Goslar. Den blev vi enige om, at vi ville se. Havde vi nu tjekket ruten, så havde vi ladet motorcyklen stå. Fra hotellet til minen var der ca 1,5 km. Dem kunne vi mageligt have gået. Heldigvis var der ikke så varmt og det småregnede lidt, så motorcykeltøjet lunede.

Vi vidste ikke, hvad vi kunne forvente, men vi fik en fantastisk oplevelse. Blandt andet fordi man kunne få nogle af turene med dansktalende guide. Vi meldte os til en tur om minearbejdet, og det gjorde dagen langt mere mindeværdig.


Minen var i drift frem til i begyndelsen af 80erne og havde da været i drift i over 1000 år. Rundvisningen startede i vaskehallen. Her hang mindearbejdernes tøj oppe i loftet. Når man mødte på arbejde, sænkede man sin line ned, skiftede tøj, tog sin sikkerhedshjelm på, gik ud og fandt lygte og andet sikkerhedsudstyr og så var man klar til at gå på arbejde. Efter arbejde gik man i bad for at få vasket alt af sig. Minen rummede både kobber, bly og zinkmalm. Der havde været stor fokus på at højne sikkerheden og reducere sygdomme og dødsfald pga minearbejdet. Arbejdstøjet var lys sandfarvet og sjaklederne havde hvidt tøj på. På den måde kunne lygterne fange skæret fra lyst tøj ved en ulykke.


Vores guide var tysk, men havde boet i Danmark, han havde også arbejdet i minen. Han nød at bruge sit danske, og gjorde det godt. Udenfor vaskehallen holdt minetoget. Første vogn var specialbygget, så det kunne rumme to kørestole. Men vi kom alle i de små vogne, heldigvis var vi ikke så mange, at vi skulle være ti som dengang. Jeg tror jeg ville have fået klaustrofobi.




Vi kørte 500 meter ind i bjerget. havde det været som dengang, skulle vi have taget mineelevatoren ned i bjerget. Der var 12 1/2 etager og der var 40 meter mellem de første 12 og 20 meter mellem de to sidste. I dag er minegangene oversvømmet med vand, for ellers ville bjerget være for ustabilt. Så vi gik på opdagelse i den øverste minegang.


Pauserne blev holdt i små rum som dette nedenfor.


Der fandtes telefon og vand ved pausestedet.


Var det landmanden, der skrev denne historie, ville I få mange flere detaljer om minedriften, jeg har det med at glemme detaljerne. Vi fik vist, hvordan man brugte dynamit på forskellige tider. Det var hårdt arbejde, når der skulle bores i bjerget for at sætte dynamitstængerne ind. Senere hen blev det maskiner som den nedenfor, der borede for.


Det hårde manuelle arbejde var der dog stadig, for når klippen var brudt i stykker, skulle det skovles eller samles med hænderne op i vogne. Hvorefter det blev kørt hen til elevatoren og sendt op.




 Godt en time varede rundvisningen, og den kan jeg virkelig anbefale. Alle minebygninger står der stadig. Og mange af bygningerne rummer udstillinger, nogle blivende, andre udskiftes løbende. Vi tog os god tid og nød også et godt måltid mad i cafeen. Jeg tror, vi brugte over fire timer den dag, til sidst kunne vi ikke rumme mere. Vi så blandt andet en udstilling om brug af dyr i minen. Tænk på et tidspunkt havde man hestestalde i minen, de dyr kom aldrig op og se dagens lys. I tidligere tider blev også geder og hunde brugt til at transportere malmen ud af minen. Vi så udstilling af forskellige mineraler og andre sten. Vi så udstilling om livet omkring minen i 1000 år. Vi så rummet, hvor sikkerhedsudstyret gennem tiderne var udstillet. Vi så lægens arbejdsrum. Vi så en udstilling med malerier om minedrift. Vi så de store bygninger, hvor malmen kom ind og blev videre bearbejdet.



Det var alle pengene værd og vi anbefalede det til andre danskere på hotellet. De havde dog ikke kunnet holde til at være der lige så længe, som vi var.




Da vi havde været der lige nøjagtig til åbningstiden, så var vi tidligt hjemme og eftermiddagen blev brugt på at gå på opdagelse i Goslars midtby, som også er med på kulturarvlisten. Den får dog sit eget indlæg.

Egentlig var jeg ikke klar over, hvor træt jeg åbenbart er i denne tid. Men denne weekend bruges ikke på andet end at strikke, se film, løse sudoku, genoptage wordfeud og sove. Trods det at jeg sover over syv timer hver nat, kan jeg sagtens sove om dagen også. Jeg trækker på skulderne og siger pyt. Det er ok at give slip på alt det, jeg gerne ville have nået. God søndag til dig.

lørdag, september 22, 2018

Nørrebro - Vildmosen

For ti år siden købte jeg kort over København. Datteren, som netop var flyttet til Nørrebro, blev træt af hele tiden at have sin mor på sms eller i røret. Derfor tjekkede jeg kortet, hver gang de rapporterede om skyderier på Nørrebro.

Denne gang havde jeg ikke fulgt med på kortet, og det havde nok heller hjulpet, for kan man forudsige, hvor dumme mennesker begynder at skyde? I aftes fik vi pr. telefon lov til at være med på sidelinjen. Datteren ringede til os, inden det overhovedet var nået ud i nyhedsmedierne. Derfor vidste vi, at hun havde første parket fra sin altan til en voldsom oplevelse med flere ramt af skud og massiv opbud af politi.

Underligt at jeg faktisk er mere rolig nu end for ti år siden, selv om det netop bliver mere og mere uforudsigelig. I går aftes var jo midt blandt mennesker på vej i byen, midt i det pulserende aftenweekendliv.

Dexter har endnu ikke lært at adlyde mig, men Ayla lægger sig pænt, når jeg siger dæk :-)

Så er der mere rolig på gården trods blæst og regn. Det er weekend og jeg har hængepartier herhjemme og i sommerhuset, der skal gøres. Samtidig med er jeg træt efter den lange vagt torsdag og gårsdagens dagvagt. Jeg fik lov til at få gået meget med tre kald til trombolyse og et møde udenfor sygehuset. Der var heldigvis roligt på afdelingen torsdag aften, så jeg fik lov til at eliminere hængepartier. Men med dem ude af billedet popper der nu nye hængepartier op, som jeg havde udskudt. For at få dem lagt på en hylde, hvor de kan hentes frem i næste uge, har jeg været nødt til at logge på min arbejdsplatform og få sendt mails og oprette opgaver i min kalender.



De to næste uger er jeg nærmest ikke på afdelingen. Vi skal have alle tværfaglige kolleger i sygeplejen og terapeutgruppen gennem et kompetenceløft angående Lejring i Neutralstilling (LiN) Jeg er kursusleder og satser på, at jeg kan arbejde med hængepartier undervejs i undervisningen.

blomstrende rhododendronbusk i september

Mens jeg skriver her, kommer jeg i tanke om en opgave, som skal gøres i dag. Den må jeg heller få klaret. Vi holder altid en kombination af social hyggeaften og kompetenceaften, når nogen har været ude i verdenen (alt udenfor vores afsnit) og har fået nyt med hjem. Den skal jeg have gjort reklame for på vores lukkede facebookside. Siden er ellers fyldt med skønne billeder af mine dejlige kolleger, som havde en skøn dag sammen. Temaet var OL, så de var delt op i seks lande, blev klædt ud undervejs og havde også flere discipliner, de skulle gennemføre ved de forskellige pit-stops. Og modsat studentertiden var alle hjemme igen inden midnat og ingen tømmermænd næste dag. Mange skulle jo på arbejde, så de var trætte, men glade.

Aftenhygge
Må du også have glæde i dit liv og god weekend til dig.

onsdag, september 19, 2018

"studenterkørsel" og en lang vagt

For fem år siden fik mine skøre og dejlige kolleger en ide. En af kollegerne havde sukket over, at hun aldrig havde prøvet studenterkørsel (fordi hun ikke var student). Det mente nogle af de andre, at det måtte der laves om på. Så vi drog af sted på kørsel rundt om til masser af kolleger. Det kan du læse mere om her.

Siden har afdelingen gentaget successen for nogle år siden. Og i år skulle det ske igen. Alle ville gerne med, ikke alle kunne komme med, for der skal jo være nogen, der passer patienterne. Jeg meldte mig frivilligt sammen med andre til at arbejde. Resten af kollegerne i dag, aften og nattevagt blev fundet ved lodtrækning. I morgen skal det løbe ad staben, de starter busturen klokken syv. De har mange, de skal besøge. Der er fuldstændig som ved studenterkørsel besluttet, hvornår og hvor der spises morgenmad og frokost. Aftensmaden foregår hos en af arrangørerne, og for dem, der har fri næste dag skal der vist feste igennem. (Jeg har rigtig mange unge kolleger). Omkring klokken 15 henter de de dagvagter, der vil med. For mit vedkommende havde jeg kun meldt mig til aftensmaden, for jeg har jo også folk herhjemme, som jeg godt ville se til.

Det kommer så ikke til at ske, for uheldigvis er der kommet sygemeldinger til aftenvagten og nattevagten i morgen, og min leder kunne ikke finde en erfaren sygeplejerske, der kunne tage trombolysetjansen. Hun og jeg deler så vagten, hun havde i forvejen selv planlagt med at tage en nattevagt, så hun kommer ind sidst på aftenen og afløser mig.

For at være sikker på at jeg forhåbentlig får en god nats søvn i nat, har jeg været nødt til at melde fra til koraften. Jeg bliver ganske enkelt alt for glad, alt for vågen og alt for høj af at synge gospel, det går ikke forud for en 14 timers vagt.

Jeg håber, de får en perfekt "studenterkørseldag" og jeg vil nyde at være sammen med patienterne og gode kolleger i morgen.

Efteråret brager frem og efter fem dage, hvor jeg ikke har skullet op klokken fem, ja så kan jeg konstatere nu, at jeg ikke blot stod op i mørke, men også skulle køre i mørke i morges på vej til arbejde. 


mandag, september 17, 2018

Roadtrip

Hverdagsfridagen skulle bruges herhjemme på lidt af hvert. Den endte dog med at blive til noget helt andet. Et dokument til et foderstof skulle underskrives og leveres retur. Jeg troede, at når jeg scannede  det ind og sendte det på mail, så var det godt. Det var det ikke, jeg skulle enten sende det med post Nord (og dem har jeg ikke megen fidus til) eller leveres i en filial. Godt så, en køretur til Vrå.

Min reservenøgle til bilen er løbet tør for batteri. Den kan ikke få nyt batteri, den kan ikke genoplades, så vi skal købe en ny nøgle. Hvor dumt er det lige? Men ja, så tjener fabirkanten da penge. Jeg havde bestilt nøglen, da jeg havde bilen på værksted i sidste uge, men mekanikeren opdagede først bagefter, at det kræver legitimation med både registreringsattest og kørekort. Godt så, en køretur til Vestbjerg.

Jeg opdagede, da jeg ordnede kontorarbejde, at der var en konto, jeg ikke kunne finde. Det viste sig, at vi ikke havde fået underskrevet det dokument, så den kunne komme på netbank. Jeg havde troet, vi havde underskrevet den i e-boks. Men nej, lige nøjagtig det dokument kan man endnu ikke underskrive i e-boks. Godt så, en køretur til Aabybro

Nu var jeg heldigvis ikke kørt nogen steder i formiddags, så jeg samlede det hele sammen, og mens jeg forberedte mig, bippede mobilen. Blodbanken manglede MEGET plasmadonorer i denne uge, og de håbede, vi ville booke en af de mange tider, de havde ledig. Godt så, en tur til Aalborg.

Så jeg tog på roadtrip ved middagstid: først til Aabybro mejeri efter ost til medarbejderstaben og især mig (købet to cheddaroste, den ene æblerøget, den anden smagt til med porter). Dernæst til banken for at aflevere dokumentet. Retfærdigvis skal siges, at jeg faktisk godt kunne scanne det ind, hvis jeg sørgede for, at stregkoden var læsbar. Men nu skulle jeg på farten. Herefter hen til 7eleven efter en god frokostsalat og en vand.

Så videre til Vestbjerg, hvor autohandleren tog kopi af dokumenterne. Retfærdigvis skal siges, at også her kunne jeg have scannet dokumenterne, men nu var jeg jo på vejen.

Så ud på motorvejen til Vrå. Her vidste medarbejderne ikke lige, hvem der skulle tage mod dokumentet, men vi blev enige om, at sælgeren, som ikke var der mere i dag, fik den lagt ind på sit skrivebord.

Så ud på motorvejen igen, jeg holdt frokostpause på rastepladsen ved Vildmosen. Nu jeg var på vej til Aalborg, havde jeg snuppet landmandens sidste nye slips med, som havde fået en plet. Landmanden og min onkel på 78 blev enige om til guldbrylluppet, at slips vist var gået af mode. De var nærmest de eneste, der havde slips på til jakkesættet. Alle de andre havde tillagt sig en sydeuropæisk stil med en enkelt knap åben i skjorten og ingen slips.

Renseriet blev første stop i Aalborg, næste stop blev min yndlingsMENY i Skalborg, hvor jeg fik handlet ind til madpakkerne. Så drog jeg ind midt i byen og parkerede ved sygehus Nord, købte mig en rugbolle med ost i 7eleven, for belært af erfaring skal jeg virkelig tankes op på mad og drikke, når jeg tappes. ellers bliver jeg svimmel og får hovedpine.

Inde i blodbanken hældte jeg en kop te, et glas vand og solbærsaft op og tog fem stykker chokolade med. Så var jeg klar, alt blev linet op på bordet ved siden af mig, artiklen, jeg skulle læse, blev fundet frem sammen med mobilen med engelsk ordbogen. På trods af væskepåfyldningen fik jeg hovedpine, så hjemme igen tog jeg en slapper på sofaen, inden jeg lavede aftensmad.

Nu er aftenen kommet, jeg vil slappe af, så jeg er klar til kursusdag i morgen. De fleste artikler er læst, en casebeskrivelse er lavet og der er vasket op (absolut ikke en selvfølge her i huset, jeg kan blive opvaskeblind i flere dage)

God aften til dig.