Lad lørdag, aktiv søndag

Lørdagen blev brugt i sofaen og gyngestolen, jeg strikkede, jeg læste og jeg så serier. Lidt aktivitet blev det dog til, fordi mit kor skulle synge til Stafet for Livet om aftenen. Vi kom på som de sidste før lysceremonien. Sangudvalget bar præg af dette, det var de langsomme og eftertænksomme sange, vores korleder havde valgt. Selve lysceremonien var smuk og stemningsfuld, taleren var en pårørende, som gjorde det eminent godt.

Jeg kan ikke lade være med instinktivt at analysere selve taleformen. Selve indholdet var godt, men formen gjorde, at det blev endnu bedre. Der var en struktur på talen, der var en indledning, der var en form for metatekst, hvor taleren fortalte, hvordan formen på talen ville blive, den var fortællende og beskrivende uden at blive sentimental. Og han holdt formen stram og kort. Vi fulgte ham og hans familie i det år, hvor de troede og håbede på, at hans hustru ville overleve leukæmien. Vi fulgte ham i det halvandet år, der er gået siden da og glædede os over, at han, som han selv sagde, havde lært at turde elske igen. Tro, håb og kærlighed.

Tro, håb og kærlighed fylder også på en afdeling som vores. Som min medpassager i bilen til koncerten sagde, egentlig synes jeg, at der sommetider kun er fokus på kræft (hun er selv i behandling for brystkræft), der er jo så mange andre sygdomme, som er lige så ødelæggende for personen og familien. Hun har ret.

Søndagen startede med en tur til sommerhuset, mens landmanden gjorde klar til en høstdag. Jeg fik tjekket sommerhuset og gået en lang tur i det skønne solskin. Bagefter stod søndagen på tøjvask, indtil jeg skulle i aftenvagt. Aftenvagten strøg af sted, jeg havde trombolysevagten og var af sted to gange. Og netop der mærkes det tydeligt, når en families liv krakelerer. Først er man i chok og i løbet af de næste timer går det op for familien, hvor hårdt deres kære er ramt. Og med den alder jeg har, så føles alle disse patienter alt for unge. Lige nu har vi en del, der er yngre end mig eller omkring min alder. men som jeg også tidligere har skrevet, så er det jo lige så chokerende og invaliderende for en rask og rørig kvinde på 75-80 som en på 50. Ja, man er et andet sted i livet, men man bliver jo aldrig klar til at blive syg og invalideret af sin sygdom.

Mandagens fridag er godt i gang, jeg har været til fysioterapeut. Vi kunne begge tydeligt mærke, at gårsdagens vagt havde sat sig som spændinger i nakke og skulder, det gjorde godt at blive løsnet op. Bagefter var det fodterapeuten, der fik lov til at sørge for, at det bærende element for min krop har det godt.

PS I morges nød jeg en kop te og knækbrød med ost, mens jeg startede på dette indlæg. På den lille magasinkasse, som blev brugt som bord og hvor der også står frugtkurve, lå en krumme, som jeg automatisk tog i munden og begyndte at tygge på. Det var en underlig fornemmelse, så jeg spyttede det ud. Det var en indtørret hveps!!!

Må du få en skøn mandag med tid til samvær, nærvær og smil.