#jegharverdensbedstekolleger

Dagen i dag har været ganske særlig. Det første særlige så jeg allerede i morges, da jeg tjekkede vores lukkede facebookgruppe for mit afsnit. Prøv at se, hvad vore aftenvagter havde lavet i går til en patient, som i dag havde guldbryllup. Og mine kolleger sang også for patienten i morges. Billedet er delt på sygehusets officielle facebookside og instagramside, så derfor tillader jeg mig også at dele det her.

Jeg bliver så stolt af det sammenhold, der er trods travle tider og med pressede kolleger, som hele tiden forsøger at gøre det bedste for vores patienter.

Uden at jeg ved det, så tror jeg også, at andre mærker det. I foråret fremlagde min projektgruppe de foreløbige resultater fra vores forskningsprojekt og havde den store ære og glæde, at en af de førende indenfor sygeplejeforskning om apopleksi hørte vores oplæg, Marit Kirkevold. Min leder var hurtig til at invitere hende på besøg i afsnittet. Og i dag kom den norske professor og sygeplejeforsker til os.

Ikke i et stort auditorium, men i vores opholdsstue, fortalte hun om sin forskning for langt de fleste af os. Nogle skulle passe patienter, nogle sov efter nattevagter, men ellers var de fleste troppet op. Det var også en unik oplevelse, og jeg tror som sagt også, det var det for forskeren. Marit Kirkevold sagde i hvert fald, at hun meget gerne ville komme tilbage, og næste gang skulle vi fortælle og hun skulle lytte, for hun ville gerne høre om vores tanker og oplevelser med sygepleje på et hyperakut apopleksiafsnit. 

Her kan den rehabiliterende sygepleje godt have trange kår, men vi vil den gerne. Vi vil gerne kombinere akut sygepleje med rehabiliterende sygepleje, fordi man ved, at starter man den rehabiliterende tankegang fra start af giver det bedre resultater. Og rehabiliterende sygepleje er blandt meget andet, at vi forsøger at støtte patienten i at være aktiv i hverdagssituationerne (flytte sig ud af seng, tage bad, børste tænder, spise, gå på toilettet osv) og dermed træner patienten i at bruge sin krop på den mest hensigtsmæssige måde, og som samtidig kan sende signaler til hjernens ramte område. Sådan en tilgang tager tid, og det er ikke altid, at vi har den tid, både fordi vi er pressede og fordi patienten skal igennem mange undersøgelser og vurderinger, mens de er hos os. Ikke desto mindre forsøger vi at holde fast i, at vi vil denne sygepleje.

Og at mine kolleger ikke blot tænker på akut sygepleje og alle de opgaver som er SKALopgaver, men også tænker på det liv, som den ramte var og er en del af, synes jeg æresporten er et godt udtryk for.

God weekend til dig.