Farmor på fuld tid

 De sidste dage har jeg været sygeplejerske på fuld tid, der har ikke været tid til at dvæle ved de skønne dage, der gik forud. I dag vil jeg fokusere på de skønne dage.

Landmanden tog sig tid til at holde fri et par dage og på den måde kunne vi sætte kursen mod nord sidste torsdag formiddag. Som altid blev bilen godt pakket med værkstøj, sengetøj og tøj/støvler til kolde dage. Vi fik brug for det hele. Vi valgte at sejle til Larvik og så køre til Trondheim (617 km på knap 8 timer). 

Denne gang gik turen hurtigt, vi havde mad og drikke med, så det var kun dieseltankning og tissepauser, der fik os til at stoppe. Vi kom til at ligge bag en norsk lastbil, som kendte alle svingene i fjeldene på riksvei 3. Han ville til Trondheim i en fart, så  landmanden fulgte ham troligt gennem mørket. Vi landede præcist til midnat foran det lille hus og blev modtaget af sønnen.

Læg mærke til traktoren på det lille græskar. Det er S, der har besluttet at traktoren skulle med.

Efter at bilen var tømt for alt det, som ikke kunne tåle at stå i en bil i den frostklare nat, gik vi i seng. Vi måtte være meget trætte, for vi sov som sten og jeg vågnede først ved skub på skulderen, da landmanden registrerede, at der stod en lille og stor person i vores værelse. Det var S og hans far, der kom ind for at vække os (det var aftalen). Der er sket så utroligt meget, siden vi var sammen med den lille gut i tre uger i sommerferien. Han taler meget (norsk) og er vokset fra baby til dreng på de måneder.

Vi havde de skønneste dage sammen, og jeg fik kun taget få billeder og de fleste var af S, som ikke er på sociale medier. Jeg elsker livet i børnehøjde, jeg elsker at høre gutten sige farmor højt og tydeligt, jeg elsker alle de ting vi lavede sammen.

Jeg fik lov til at putte S med boglæsning og sang og  senere på aftenen sov jeg sammen med ham på hans nye værelse de to af nætterne. Vi hyggede os, når vi vågnede med lidt snak om det, der var på værelset, og så gik vi ind og vækkede farfar. Forældrene fik lov til at sove længe, mens vi legede og spiste morgenmad.

Vore julegave sidste år var et Briotog, det bruger han rigtig meget tid på. Farfar og S byggede banen på ny hver morgen, bagefter skulle der køres med biler, mens togene kørte i baggrunden. S er ikke til krammedyr, hans yndlingslegetøj og sovekammerat er en brandbil fra lego. den var med overalt, hvor vi tog hen. Derudover er puslespil det nye hit og S er skrap til at koncentrere sig om brikkerne.

Jeg havde været nervøs for, om jeg nu kunne forstå det norske børnesprog, men det gik faktisk fint. S er god til at supplere med fagter. Den første dag var vi to på legeplads og på vejen hjem ombestemte S sig og sagde noget om "disse" til mig. Jeg mente, at det måske var gynge, men var i tvivl. Heldigvis kunne S selv finde vej til den anden legeplads med gyngen/dissen. Jeg sagde flere gange, skal jeg gynge dig højere eller så højt du gynger. På et tidspunkt kiggede S på mig og sagde: gynge (i et undrende tonefald), jah ( jeg elsker hans ja på norsk) gynge højt. Klog gut som kunne koble norske disse med danske gynge.

Dagene gik hurtigt, vi sluttede af søndag med en tur til Lavollen, hvor der er en hyggelig cafe på en gammel gård. Her fik vi lækre kager og varm kakao, før vi sammen med mange andre børn og voksne gik på spøgelsesjagt udenfor. S syntes det var mere spændende at finde pinde og løbe stærkt ned ad stejle skråninger. Forældrene tog det helt roligt, farforældrene havde det bedst, hvis vi kunne løbe lidt foran ham, så vi kunne gribe ham, hvis han faldt. Det gjorde han ikke.

Lavollen ligger i et skønt naturområde med masser af muligheder for gåture, så det område skal vi helt sikkert besøge igen.

Vi fik også lavet praktisk arbejde og var barnepige for S, så hans forældre kunne komme i biograf og i byen bagefter. De nyder, når vi siger til dem, at de skal benytte vores besøg til dette. 

Turen hjem blev mere dramatisk end vi havde regnet med. Den første halvdel af turen var smuk med rimfrostklædte træer og meget koldt, op til 14 graders frost i højderne. På den sidste halvdel af turen begyndte det at sne, og til sidst så meget, at vi blev bekymret for, om vi nåede færgen. Det gjorde vi. Vi mødte utallige ambulancer på motorvejene og har siden også hørt, at det skabte kaos i sydnorge med den megen sne.

Om 14 dage flyver jeg til Trondheim igen, så søn og svigerdatter kan komme til koncert. Det var jo hele ideen med at gå ned i tid på arbejde, og jeg elsker, at det kan lade sig gøre.