mandag, oktober 23, 2023

Efterårsferie med frost, solskin, blæst og regn

 Det er koldt om morgenen, til gengæld har det modnet vores æbler. Mange år er det fugle og fasaner, der får glæden af havets æbletræ. Men i år har jeg både fået lavet hyldebærsaft og plukket 3 spande æbler. Godt gået Lene.

Nogle æbler blev skåret i både med skræl, kom i saftkogeren og ligger nu som saft i fryseren. De skal forvandles til æblegele på et tidspunkt. Andet blev kogt til mos og røg også i fryseren. Den sidste spand blev forvandlet til blandt andet poser med med æbler i skiver på frost. Min mor lærte mig, at jeg kunne tage dem direkte fra frost, hælde dem i tærtefadet og så godt med crumble over. Det er godt nok lang tid siden, jeg har gjort det, men nu skal det prøves, om jeg husker rigtig.



Min efterårsferie i sommerhuset startede først onsdag til middag. Inden da hyggede vi os med små udflugter i weekenden, så jeg fik aldrig gjort klar til at forlade landmand og hunde for nogle dage i sommerhuset. Jeg nyder, at landmanden nu har tid til det. Vi fik også uventede gæster, men af den skønne slags. Svigerinde og svoger kom forbi med hjemmebagte muffins. Vi fik brygget te og eftermiddagen gik hurtigt med masser af snak. Derudover var der regnskab, møder og andre hængepartier, der fyldte i løbet af ugen.

Jeg er hjemme igen på gården efter fire skønne dage i sommerhuset. Mit eneste mål med ego-ferien var gåture, tid til bare at gøre ingenting, absolut ikke lave aftensmad og sove. Alle fire ting blev opfyldt. Jeg nød dog også, at landmanden kom de fleste af aftenerne på besøg, og at datteren kom lørdag og blev til søndag. Søndag aften blev vi inviteret til spontan familiekomsammen på landmandens side. Tænk ud af ni søskende kunne de syv søskende med ægtefæller. Det blev en skøn aften fyldt med taknemlighed over at kunne mødes, og igen er det dejligt at blive mindet om de gode rollemodeller for livet i 70erne, jeg er har i mit liv.


Jeg sidder her på kontoret og skal tage mig sammen til dagens arbejde. Trætheden forstærkes af det mørke triste vejr, der er udenfor. Og hvor er der dog mørkt om morgenen.

Jeg tænker på de lange gåture, jeg fik gået i ferien. Den første var onsdag med solskin og forholdsvis stille vejr. 12000 skridt på knap to timer. Jeg vandrede på stierne og endte nede ved havet på vejen hjem. Gåturen sluttede som jeg ofte gør, med trappen op over Kryle Klit, så er jeg sikker på, at pulsen kommer op. Den aften fik jeg havregrød, jeg elsker det. Og lige for tiden er det også min morgenmad. 


De andre aftner købte enten jeg eller landmanden os fra aftensmaden. Og på den måde er jeg nem at gøre glad. Landmanden ringede en dag, han havde ærinde i byen, om han skulle købe aftensmad med hjem. JA TAK. Glæden var stor; tænk at jeg ikke skulle tage en beslutning om det og så havde han ovenikøbet købt rosevin, mit yndlingsslik og is til aftenteen. Skøn ferie :-)

Fredag hvor blæsten og stormfloden truede den sydlige del af landet, drog jeg på lang tur igen. Det blev til 15000 skridt på godt to timer. Denne gang gik jeg gennem klitplantagen, her var der stille og roligt og i stedet for at gå hjem til sommerhuset, valgte jeg den lange omvej op over klitterne og ned på stranden syd for Blokhus.  Det blev en hård tur hjem, jeg gik i strid modvind og jeg var totalt klistret til med sand i ansigtet. Da jeg nåede hen til Blokhus, var jeg så træt, at jeg måtte tankes op med varm kakao to-go hos bageren til at klare den sidste halvanden kilometer hjem til sommerhuset.


Lørdag blev de sidste æbler brugt i en apple pie, som datteren og jeg afprøvede. Den blev god, men dejen skal der arbejdes med. Kagen blev nydt sammen med landmanden til Den store Bagedyst. Det er blevet vores fælles tv-hyggeprojekt lørdag aften. 

Nu er jeg tilbage til hverdagen efter en skøn uge. Jeg skal bare lige have fundet energien. Mon ikke en ostemad og en kop te kan hjælpe hjernen på vej? Det tror jeg. Jeg bruger igen termokande med te ad libitum, hvor jeg i sommerhuset øvede mig i langsommeligheden ved at brygge te i en lille tepotte. Og så måtte jeg jo drikke teen, inden den blev for kold. Imens så jeg Father Brown eller læste masser af bøger. Jeg kunne godt bruge en uges ferie mere. Og ja, Ellen, jeg ved godt hvad du tænker ;-) jeg kunne jo bare blive pensionist, så kunne jeg drikke te i al langsommelighed hver dag :-)

Håber I alle er kommet godt igennem det barske vejr, vi har haft.

onsdag før vejret igen slog om.






8 kommentarer:

  1. Hehe, nænæ, jeg hverken siger eller tænker noget, for det er efterhånden ved at gå op for mig, at du endnu ikke er moden til pensionistlivet ... men jeg synes nu også jeg kan mærke, at du lige så stille nærmer dig 😘
    Den med at fryse tærteklare æbler skal jeg også prøve, for det lyder smart og enkelt.
    Og respekt for, at du gider gå så lange ture alene. Det har jeg simpelthen ikke rygrad nok til at tage mig sammen til!

    SvarSlet
    Svar
    1. Nå ikke, Ellen ;-) jeg nærmer mig, det er helt korrekt :-)
      Jeg håber jeg husker korrekt, for der blev ikke gjort noget ved æbleskiverne, før de blev frosset. Og jeg kan ikke huske at de blev tøet op inden, så derfor skal det afprøves.
      Jeg elsker at gå lange ture og gør det alt for lidt. Hvis jeg spørger mig selv hvad jeg virkelig gerne ville, når jeg stopper med at arbejde, så er første svar: at gå langt, gerne meget langt over flere dage :-)

      Slet
  2. Det lyder som en rigtig dejlig efterårsferie. Som Ellen skriver, er det jo - måske - en form for træning til pensionistlivet.
    Vores yndlingsæbletærte er med en smuldredej; opskrift fra det første tærtefad, jeg købte - de påstod, det var Ove Verner Hansen, der har lavet den. Æbler i smurt fad, 1 tsk. kanel og ½ dl sukker drysses over. Rosiner i portvin kan fordeles herover. Smuldredej af 2 dl mel, 1½ dl sukker, 125 g smør smuldres hen over æblerne. Bag 3 kvarter ved 180 grader.

    SvarSlet
    Svar
    1. Conny, ja det var en slags træningslejr :-)
      Uhm det lyder lækkert med din æbletærte

      Slet
    2. Tak, Conny. Det kan vist ikke gøres nemmere 😄

      Slet
  3. Det lyder som en helt perfekt ego-ferie, lige efter mit hoved 🙂
    Der lyder spændende med æblerne, det må prøves.

    SvarSlet
    Svar
    1. Henriette, den ferie kunne jeg godt gentage og kan klart anbefale den form for ferie :-)

      Slet