Jeg glemte pandebånd og vanter

 Kartoffelsæsonen 2023

den 41. af slagsen, må siges at være et sandt sammensurium af de foregående 40 sæsoner. Hedebølge i forsommeren, rigeligt med regnmængder i sommeren, hed september og mere end rigeligt med regn i oktober. Vejrudsigten i disse dage er en ren gyser, for jorden kan slet ikke suge al den regn, så vi krydser fingre for, at vejrudsigten holder, og vi får tørvejr mandag og tirsdag. Så er der håb om, at vi får kartoffelhøsten i hus. Vi har nemlig også haft år, hvor vi har måtte lade nogle af kartoflerne sidde i jorden. Der var ganske enkelt for vådt til at tage dem op, og da først det var tørt nok, var kartoflerne ikke til noget. Det håber vi, ikke sker i år.

I år er derimod sket det, at landmanden afveg fra sit princip om ikke at arbejde i kartoffelmarkerne på en søndag. Vores sæsonarbejdere havde ikke arbejdet siden tirsdag grundet vejret. Den faste medarbejder arbejdede sammen med landmanden og mig lørdag, hvor vi afprøvede med alt hvad der kunne trække af tvillingehjul på traktorer, vogne og optager, om vi kunne tage op. Det lykkedes og derfor var der fuldt hold i går, som tog kartofler op på den smukkeste solskinsoktobersøndag.

I går måtte de så starte med frost og hvidt på kartoffelkammene, så landmanden og jeg grinte sammen i mobilen, for det er i sandhed et år med alt, hvad vi har oplevet de andre år tilsammen. Jeg glemmer aldrig det år, hvor vi først kunne starte kl 11 om formiddagen, fordi det var for koldt for kartoflerne at komme op af en jord med frostskorpe på. De havde det godt og lunt i kammene, der tog de ikke skade. 

Hvordan gjorde jeg det?

I denne tid tænker jeg en del på, hvordan jeg fik det hele til at falde i hak dengang, børnene var små. Jeg var med i kartoffeloptagningen, jeg kørte børn i børnehave og sidenhen skole. Jeg handlede ind, betalte regninger på posthuset (før netbank), smurte madpakker til folkeholdet, lavede aftensmad, vaskede tøj, læste lektier med børnene osv. Mine forældre var en kæmpe hjælp i efterårsferie og vinterferie. Vores børn kom derned og fik alle mulige kulturelle oplevelser samt masser af tiden i natur. Det lettede lidt på den dårlige samvittighed. 

Men i dag synes begge børn, at de havde en skøn barndom. De kom i kedeldragter/flyverdragter og var med ude i kartoffelhuset. Nogle gange fik de lov til at se Disney videofilm i stuen med kage og saftevand til. Begge vores børn var/er begavet med en livlig fantasi, så sådan en film gav grobund for mange tegninger, lege med inddragelse af Lego, Fisher Price eller udklædningskassen. Når de kedede sig, kom de hoppende ud til os, og så fik de lov til at gå med en kost eller skovl eller blev sat i en kartoffelkasse (da de var små og ikke kunne forstå farligheden af store maskiner) med deres legetøj. Siden hen sørgede de for at lege hos kammerater i de travle perioder. Og som unge voksne nyklækkede studenter fik de arbejde hos deres far. Det gav dem en forståelse for landbruget og deres fars arbejde som kartoffelavler, og det gav deres far en fornemmelse for, om de forstod at arbejde og selv kunne sætte sig i gang. 

Billedet var ledsager til en tekst på instagram: Når min søn ser på skulpturen, ser han en drengs mislykkede forsøg på at lave buddha. Når jeg ser på skulpturen, ser jeg en Tænker, som giver sig tid til at tænke over verden. Jeg elsker den figur og jeg elsker min søn, som gav mig skulpturen 

Frostklar solskinsmorgen

Alarmen var gået i sommerhuset i går nat, så da lyset brød frem kl 7.30, kørte jeg derop. Det var heldigvis falsk alarm, men der var 1 graders frost, da jeg kørte fra gården og omkring frysepunktet i Hune. Nu jeg var deroppe, gik jeg mig en lang tur. 

Men jeg skulle have haft pandebånd og vanter på, for det var koldt for ører og hænder. Jeg kom hjem igen uden forfrysninger og en kop varm te bagefter var slet ikke så ringe endda. Ikke desto mindre var det en smuk, smuk morgen.

Åh som jeg dog savner de ture, de gør mig godt helt ind i krop og sjæl. Jeg håber, vi er færdig med kartoffelhøsten inden næste mandag. Jeg har nemlig tænkt mig at lade hunde og landmand passe gården og så tage i sommerhuset i min efterårsferie.

Blogskriveriet har trange vilkår

så snart jeg er presset. Og presset har jeg været de sidste to uger, det er gået ud over min søvn, som har været af den mest elendige kvalitet. Der er travlt herhjemme , der er travlt på arbejde og jeg har travlt med projekter. 

Mørket er min hverdag om morgen. Der er bælgravende mørkt, når jeg står op kl 5 og stadig mørkt, når jeg parkerer bilen ved sygehuset ved halv syv tiden, men med håbet om lysets komme ude i horisonten. I disse uger startede jeg alle ugens arbejdsdage kl 7, min krop og min hjerne mente, det var en fejl, jeg plejer at møde kl 8, så den kørte alarmberedskab samtlige nætter, så jeg aldrig følte, jeg kom ned i en dyb søvn. 

Lyspunkter midt i en travl hverdag

Ikke desto mindre har jeg oplevet skønne ting i de sidste to uger. Jeg har været til brunch hos en kollega sammen med skønne kolleger, inden vi stod espalier til en anden kollegas bryllup.

Jeg har fejret min skønne svigerindes 75 års fødselsdag sammen med alle mine skønne svigerinder. Min svigerinde arbejder stadig 24 timer om ugen i psykiatrien. Derudover er hun meget aktiv i den kirke, hun og hendes mand kommer i. Hun spiller tennis og deltager i kampe rundt omkring. Hun er sammen med alle mine andre svigerinde, som er ældre end mig, rollemodeller for mig, hvordan man ældes med lyst til livet.

I går kiggede jeg sammen med datteren på lejligheder. Bagefter drak vi te på det nye Penny Lane overfor Nordkraft. Det var hyggeligt med en lille pause midt i hverdagens travlhed og samtidig få fulgt op på hinandens liv. Lige nu er vi der, hvor hverdagen skal genfindes efter lang tids sygdomsforløb selv om behandlingen ikke er slut før til januar. Jeg kan mærke, at jeg nemt ryger i alarmtilstand, så snart datteren er lidt utilpas. Jeg øver mig i ikke at ringe i tide og utide, men lettelsen er stor, når hun så svarer på sms senere på dagen. Jeg er så taknemlig for, at hun nu stråler og har mod på livet. Jeg elsker hendes grafiske illustrationer til Københavns Zoo-Labs vægge, og en skønne dag vil jeg ind og se det.

Må du få en uge, som er god mod dig og giver dig smil på læben og allermest får dig til at grine højt :-)