Måske er det ikke tiden nu

Betty, som har bloggen Alting har sin tid, er en sej vinterbader. Jeg synes generelt, at vinterbadere er seje, men Betty er noget særlig, fordi hun overvandt sin skræk for vand og svømning gennem kurser og er nu altså vinterbader. Jeg er ikke bange for vand, jeg har svømmet, siden jeg var barn, jeg har elsket at leve i Limfjorden, siden vi fik sommerhus, da jeg var ni år. Men det har altid været en sommeraktivitet. Som voksen har jeg ikke været god til at komme i vandet, hverken i svømmehal eller i havet. Men jeg drømmer om at blive vinterbader. Den drøm startede, da vi var på motorcykeltur for nogle år siden til Skærgården nord for Göteborg tidligt i juni måned. Her var jeg i vandet hver morgen, det var hundehamrende koldt, men jeg fik et energiboost uden lige. Min krop blev i den grad vakt til live. I sommerferien holdt jeg mit løfte til mig selv om at bade nærmest hver dag, også selv om min ferie var kendetegnet ved en blæsende og kold tid. Drømmen var at fortsætte med havbadning på fridage, men sådan gik det ikke. Jeg kom aldrig af sted. Så drømte jeg om havbadning, når nu jeg holdt efterårsferie. Det er bare ikke sket, jeg har ikke haft mod til at bade alene i et koldt og lidt voldsomt Vesterhav og Betty hjalp mig med at parkere min frustration ved hendes kommentar til mig: "Lene, du skal ikke bade i havet alene. Jeg bader i en sø, hvor der hele tiden er gående eller badende folk. Havet er også mere voldsomt. Måske er det ikke lige for tiden, du skal ;-)" Og hun har ret, det er for farligt at bade alene i havet. Jeg ved, at der er en vinterbadeklub i Blokhus, men jeg kan mærke, at det er ikke lige nu, at jeg skal indgå i et klubfællesskab, så drømmen er stadig levende, men det er bare ikke nu, at den skal udleves.

Feriedagene fyldes med mange forskellige ting, og alle sætter spor i min hjerne. I går var jeg med til bisættelse af en ung mand. Jeg kendte ikke ham udover af navn og et enkelt møde, jeg kender hans mor og far, og derfor deltog jeg. Det blev en smuk dag, det var tydeligt både i præstens og faderens tale, at denne unge mand havde sat sig spor gennem sin måde at være medmenneske på. Og det er værd at huske på de dage, hvor man kan føle, at hverdagens trummerum med hverdagsarbejde, hverdagspligter og hverdagsfamilieliv er kedelig, trist, uinteressant eller hvad man nu ellers kan føle på en grå hverdag. Vi sætter spor, også på de dage. Vi har en betydning for andre mennesker. Måske ser vi det ikke altid, men når et medmenneske er så sød, at de kommenterer/komplimenterer os, så skal vi tage det ind i hjertet og vide, at vi sætter spor. Ved gårsdagens bisættelse blev der selvfølgelig sunget salmer, og det var skønne salmer. Den sidste salme er min yndlingsaftensalme: Du som har tændt millioner af stjerner. Og jeg sang, mens jeg tænkte på den unge mand og sendte kærlige tanker til hans familie, som nu må leve med sorgen og savnet. Jeg sang, mens jeg tænkte på min egen familie og på den betydning, de har for mig. Da den sidste sang var færdig, hviskede min sidemand, en mand jeg ikke kender, du synger godt. Han satte spor i mig den eftermiddag.

Lyset er ved at være fremme, jeg vil gå en tur og skønne på min hverdag, min uperfekte lille familie, min uperfekte store familie, de passer alle sammen til mig. God onsdag til dig.