fredag, december 01, 2006

DEN MANGLENDE MIMIK

Når jeg læser kommentarer eller blogindlæg, så bliver jeg sommetider i tvivl om meningen. Mente hun det nu bogstaveligt, var det ironisk, forstår vi det samme med de ord, er der ikke en lille snert af en latterliggørelse eller irettesættelse i den kommentar? Jeg mangler kort sagt at kunne se det menneske, se øjnene, munden, kropssproget, høre stemmens melodi, den måde trykket bliver lagt på for at kunne tolke.

Det er faktisk sådan mange mennesker med hjerneskade i højre hjernehalvdel har det. De kan godt se, men de kan ikke forstå ironi, antydninger, skjulte meninger eller humoristiske indslag. De har også svært ved at tolke vores kropssprog, vores stemmes melodi og vores mimik. Selv har de også mistet melodien, taler uden svingninger, uden følelse(de har følelser, men det er svært at tolke), kan måske godt selv bruge ironi, men det er tit tidligere indlært. De taler jo fint nok og har et godt ordforråd.
F.eks hørte jeg om en terapeut som sagde til patienten ”når du er færdig med den træning, så kan du lige stikke hovedet indenfor hos mig” Hun fik noget af et chok, da patienten stak hovedet ind af vinduet, da han gik forbi. Eller lærerinden, som får problemer med klassen, da hun vender tilbage, for de kan ikke aflæse hendes sprog, er det nu vi må lave lidt sjovt eller er det nu vi skal være på.

Hvis jeg overhørte en samtale der lød sådan her: ”Der er møde på torsdag kl. 16” ”Min bil er på værksted”, så ville jeg nok tænke, at den sidste plejer at køre, så de må finde en anden ordning. Det kan den hjerneskadede ikke, det lyder som godav mand økseskaft tale.
Der er mange skjulte handicaps hos hjerneskadede, og det er tit de højresidig ramte, der har dem. Det er svært lige i starten at få øje på dem hos nogle af patienter, men lidt efter lidt dukker de frem, det kan være ovenstående, træthed, koncentrationsbesvær, opmærksomhedsproblemer, manglende orienteringssans, ændret personlighed, manglende evne til at udføre praktiske ting som tidligere var nemt, manglende evne til at strukturere eller manglende sygdomserkendelse.

Vi har faktisk haft en del højresidig ramte i den senere tid, og mange af dem har ikke været ramt af kraftnedsættelse i arme og ben. OG de har været unge i vores terminologi, dvs under 60 år. OG jeg må konstatere, at rigtig mange af dem ryger !

Pas godt på jer selv, jeg burde tale dunder om rygning, men gør det ikke, er selv gift med en ryger, så folk må selv se på deres risikofaktorer og vurdere hvad gir dem livsindhold, og hvad kan/vil de ændre.

Tror faktisk ikke det er særlig sundt at arbejde 2 x 8 timer på 24 timer, som jeg lige har gjort, så derfor er der dømt afslapning og julekalender før weekendens arbejdsdage.

2 kommentarer:

  1. Ja, vi skal huske at passe på os selv.

    Der er mange faktorer, der spiller ind i vores sundhed - og jeg tror at stress og generel usund livstil er nogle af dem, som vi ender med at se meget mere til som nøglefaktorer til dårligt helbred.

    Jeg tror på, at man skal lytte efter sin krops signaler, selvom det kan være svært at tolke dem - og ikke mindst nogen gange at acceptere, hvad der "bliver sagt".

    Håber,at du fik slappet af, så du er frisk og klar til en ny omgang.

    Det lyder til at være et spændende og udfordrende job, du har - på alle måder (tror jeg) helt anderledes end mit talliv (som jeg elsker).

    SvarSlet
  2. jeg er vild med at være sygeplejerske, Mrsbaloui, men har jo også været væk fra det i 11 år og kom til at savne det rigtig meget.
    Ja vi skal lytte til vores krop, men nogen gange er det svært at komme til det, men jeg bliver bedre og bedre til det.
    I øvrigt velkommen her ;-)

    SvarSlet